Klokken er 21.53, det er torsdag aften.
Da jeg stod op var min plan for dagen at arbejde i haven og nyde solens stråler.
Jeg blev vækket af dagens kp og forsøgte at få lov at sove videre men uden held, hvilket måske egentlig er okay når nu jeg skal forsøge at tage min morgen medicin tidligt.
Jeg står op og får min morgen medicin, får rullet smøger og får arbejdstøjet på.
Går igang med at fjerne en jord bunke fordi den skal ud hvor det kan blive fjernet.
Efter noget tid tar jeg en pause sammen med min "makker" og kravler under dynen igen.
Jeg når lige netop at falde i søvn, sådan føles det hvert fald og så banker det på mit vindue.
Jeg mærker angsten hoppe frem og råbe BØH! og forsøger at ignorere den der banken på vinduet men til sidst er jeg nød til at stå op og tjekke hvem fa'en det er.
Jeg kigger ud og min mor står og banker og da hun opdager mig siger hun at den er gal med min far.
Jeg får hurtigt tøj på og kommer ud til bilen, på græsset ligger min far og vrider sig i smerte.
Min mor fortæller hvad der er sket, at smerten pludselig kom og at min far ikke kan gå.
Jeg smider en masse ting i min rygsæk og af sted vi kører.
Kommer hjem til mine forældre og ringer til den akutte skadevagt telefon.
Sygeplejersken i røret er arrogant og sur, jeg er nød til at presse på for at få min far tilset og så får jeg lov at køre på skadestuen med min far.
Vi ankommer til en total proppet skadestue hvor jeg er nød til at skaffe en kørestol til min far, det er helt umuligt for ham at gå uden at smerten trækker ham ned.
Damen ved skranken er sød og fjoller lidt imens hun forsøger at skrive ham ind i systemet og så bliver vi kort kaldt ind og snakker med en sygeplejerske som skal finde ud af "hvor akut" min far er.
Vi bliver vist ud i vente rummet igen og sidder der i noget der ligner 1,5 time før vi kommer ind.
Vente rummet er fyldt med mennesker og larm, lugte og skarpt lys.
Jeg vandrer fra vente rummet og ud flere gange end der kan tælles på to hænder, jeg kan slet ikke være i vente rummet, jeg kan slet ikke holde det ud.
Da vi bliver kaldt ind bliver min far placeret på en stue på en seng og så skal vi ellers vente igen.
Lægen kommer efter noget tid og kan ikke finde ud af hvad der er galt med min far, men fordi han har været igennem en operation i december mistænker hun selvfølgelig at det er den der er gået galt.
Hun er dog i tvivl og vil gerne have min far op for at få taget et billede af hoften da det muligvis også kunne være slidgigt.
Hele turen med lægen varer 1 time før han bliver sendt op på en anden afdeling og kommer ind og får taget billedet og så bliver vi fulgt ned på skadestuen igen.
Igen er der lang vente tid og jeg er urolig.
Jeg bliver angst flere gange under det her forløb og kan slet ikke holde ud af at sidde inde på stuen så jeg vandrer rundt i en cirkel på gangen indtil en eller anden møg sur sygeplejerske siger at jeg skal blive inde på stuen.
Dette er så "the breaking point" jeg bryder sammen inde på stuen, prøver at holde tårerne inde men det får bare frit løb og så stopper det.
Der går ikke længe før tårerne kommer igen og jeg forsøger virkelig at stoppe før lægen kommer.
Vi venter en time på lægen som så ud af det blå kommer tilbage med en fysioterapeut.
Der er intet at se på billederne og de kan ikke forklare hvad der har skabt smerten men de mistænker nu en fiber springning i låret eller at han har overbelastet benet efter han havde en fiber springning i læggen.
Fysioterapeuten vil lave noget halløj med en nål og min far går med til dette lige indtil nålen sidder i låret og han råber op - at se sin store stærke far i smerte og at han er derude hvor han enten råber eller hyler er skræmmende for mig.
Til sidst får han en eller anden tape på låret og bliver udstyret med to krykker som han skal bruge den næste tid samtidig med at han skal holde sig i ro.
Væk er vi fra skadestuen, efter lidt over 4 timers forløb er jeg smadret.
Vi beslutter at køre forbi Kiwi for at finde noget at drikke og lidt til turen hjem og ja.. så er der næseblod til mig i butikken og frustreret prøver jeg at stoppe det men det lykkedes ikke super godt.
Nå men vi kom hjem, min mor lavede aftensmad og jeg lå i sengen.
Nu er jeg så vendt hjem til bostedet, ingen har spurgt til min dag eller hvordan jeg har det ovenpå turen på sygehuset, jeg aner ikke om aften vagten ved noget eller om dagvagten har nævnt/skrevet det nogen steder.. Tog chancen og valgte en af de mandelige personaler, men alligevel sidder jeg alene i min lejlighed med pillerne ved siden af mig og hader verden..
Jeg havde bestemt ikke brug for sådan en dag her, og jeg havde slet ikke brug for alle tårerne og angsten men okay.. nu ved jeg da at jeg stadig kan tude..
Jeg ved ikke.. fuck det hele.. jeg kan slet ikke være i mit hoved og jeg kan slet ikke komme over den her dag med alle de her indtryk og dårlige vibrationer..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar