Klokken er knap 07:00 og her sidder jeg stadig med tårer i øjnene og med en knugende fornemmelse i hele kroppen, en fornemmelse af at forsvinde og alligevel være til stede.
Jeg tænker tilbage, jeg tænker på mit liv lige nu og jeg tænker på hvor jeg skal ende.
Det kan vel for mange som kender min fortid være forståeligt hvorfor jeg er vred, hvorfor jeg er ked af det og hvorfor jeg mest af alt har lyst til at konfrontere de mennesker der har været der igennem tiden og spørge "hvorfor?.. hvorfor hjalp du ikke?" men hvad skal det nytte, vil det give mig fred at få svaret eller vil det være endnu et spark i ansigtet.
Min læge sagde til sidste samtale at hun ikke mente at alt min tristhed kunne medicineres væk men at der var noget i min fortid der skulle arbejdes med, hvilket hun måske har ret i.
Jeg har af flere gange forsøgt at arbejde med fortiden, jeg har haft skiftende terapeuter over de sidste 6 år og nu hvor jeg sidder her og skriver så tænker jeg på hver og en.
Jeg har med de fleste af dem haft en god kontakt, følt mig tryg og været klar til at arbejde med det men ligeså snart jeg trådte ind i lokalet så var det bestemt at det ikke var der jeg skulle være.
De terapeuter hvor jeg har haft en god kontakt har jeg mistet igen, kommunen har lukket penge kassen i og en del af mig tænker at de måske bare ikke ville have jeg fik det bedre, måske ville de ikke have at der var en voksen som jeg havde en god relation til.
Jeg har oplevet det med terapeuter og kontaktpersoner og selvfølgelig efterlader det mig med en frygt om at det vil ske igen, at der er noget højere oppe der holder øje med mig og de mennesker jeg omgiver mig med og måske er det bare bestemt at jeg ikke skal have mulighed for at arbejde med mig selv på de mest grundlæggende og ødelæggende planer.
Jeg ser tilbage som barnet der gemte sig i sine forældres klædeskab og græd, jeg ser tilbage som teenageren der skar dybe kløfter i huden for at overleve og jeg ser tilbage som den voksen jeg er nu og mærker hvordan jeg slet ikke er klar til at være "voksen" for hvordan skal man være rigtig voksen når man ikke har gennemlevet stadierne som barn og teenager på en sund og fornuftig måde? Jeg har nok aldrig rigtig fået lov at være barn eller teenager, der har altid været nogen der forventede at jeg var lidt mere fornuftig og voksen og at jeg kunne klare mig selv.
Nu sidder jeg her som voksen og kæmper med tanken om at klare sig selv ment på den måde at jeg har svært ved at tage imod hjælpen fordi jeg altid har skulle klare mig selv.
De voksne der skulle hjælpe mig dengang var der ikke og de voksne der var der så mig ikke, de gjorde ikke det de skulle - hverken mine forældre, pædagoger, lærere eller andre der var omkring mig hvilket kan gøre så ondt når man tænker over det.
Da jeg var i gang med min uddannelse indenfor social og sundhedsområdet snakkede vi meget om lovgivning og om den her pligt til at indberette hvis man mente der foregik noget forkert og jeg husker hvordan det ramte mig da vi netop snakkede om den del i skolen fordi jeg vidste at de voksne der var omkring mig netop ikke indberettede noget selvom det var ganske tydeligt at der var noget galt og nu sidder jeg så her i dag, 22 år gammel på et bosted i en evig kamp for at overleve og klare mig selv.
En del af mig har opgivet at arbejde med fortiden, det gør simpelhen for ondt at lukke op og lukke ned igen og igen og hvad er formålet når det efterlader mig selvmordstruet og i ubalance?
Jo jeg ved godt at selvom jeg ikke arbejder med den så vil jeg stadig være efterladt i ubalance og med en kontakt kamp for at holde mig i live, men jeg ved ikke længere hvad jeg helst vil for det er som om at begge sider gør for ondt at være i og så er det at tanken "er det virkelig værd at leve?" kommer frem? er livet skabt for alle eller er der nogen der bare ikke er skabt til livet? og er jeg en af dem?
Gad vide om fortiden har gjort at jeg den dag i dag kæmper? hvis man spurgte en fagperson så ville de nok sige ja men jeg er i tvivl.
Måske ligger det bare i kortene at jeg skulle ende her, måske er det noget i mine gener når nu der er flere i familien der har kæmpet med psyken og måske har jeg bare været sårbar fra starten.
Jeg kæmper med stemmer der opfordrer til selvskade og selvmord, som fortæller mig alt det som ingen andre vil fortælle og dem som advarer mig imod verdenen udenfor.
Jeg kæmper med angsten for mig selv og andre mennesker, en konstant utryghed som bliver trigget voldsomt af lyde udefra og som gør at jeg ikke kan holde ud af at være i min lejlighed fordi mine naboers konstante vandren på gangen og snak gør mig så voldsom bange.
Jeg flyder ud og kan ikke samle mig igen, nogle dage føles det som om jeg falder igennem gulvet eller igennem madrassen, som om min krop truer med at gå i komplet opløsning.
Mine tanker ræser afsted fra morgen til aften, hvilket gør at min koncentration er helt a helvedes til, jeg er usikker og nervøs og i et eller andet desperat forsøg på at være til bliver jeg overgearet og griner og råber lige indtil jeg er alene igen og falder sammen på gulvet og græder - eller vil græde for efter at have startet på medicinen igen så græder jeg ikke rigtig længere.
Jeg kæmper med flere indre dæmoner der alle får flotte navne af psykiatere der så igen bliver i tvivl om hvad eller hvem jeg er, hvilket gør mig endnu mere nervøs hvilket nok giver sig selv.
Jeg tager medicinen selvom mine tanker og stemmer fraråder det, jeg kæmper med mig selv hver eneste dag og arbejder for at jeg måske en dag kan stå på mine egne ben uden at ja gå helt i stykker.
Men jeg mister mere og mere modet, jeg bliver mere og mere overbevist om at livet ikke er for alle og jeg ikke er skabt til at leve men i stedet burde forlade livet og mødes med de mennesker jeg savner som er på den anden side og med tanken om at dem jeg vil savne fra denne verden også en dag vil komme til mig på den anden side og det er en trøst i sig selv.
Jeg har forsøgt at forlade livet flere gange end der kan tælles på to hænder og jeg bliver klogere og klogere hver gang, hvilket måske lyder skræmmende og forkert men for mig er det ikke.
Jeg er vågnet op på hospitalet med bippende maskiner og slanger ind og ud af kroppen og med læger der har sagt "det var tæt på" og med en forfærdelig tristhed og skuffelse indeni.
Selv ikke dét at forlade livet kan jeg finde ud af, men jeg bliver klogere.
Jo der er ting i dette liv som jeg sætter pris på, det er der ingen tvivl om og jeg er taknemmelig for at jeg har nået at møde disse mennesker og opleve de her ting men i det store billede så ved jeg ikke længere hvilken vægtskål der er tungest - livet eller ej.
Min kp mener at jeg skal snakke med psykologen om det næste gang, om de her selvmordstanker som konstant popper op i mit hoved men der er så længe til at jeg skal snakke med hende igen og jeg er ikke engang sikker på at jeg kan snakke med hende om det her, for jeg forventer bare et "hvis du får det værre så ringer du bare" og hvad helvede skal jeg egentlig bruge det til i sidste ende?
Jeg har brug for en pause fra mig selv og livet, men den pause får jeg ikke.
Intet kan skabe den pause selvom jeg har forsøgt og forsøgt, men alt virker så uudholdeligt i længden og hvad skal pausen egentlig hjælpe når jeg ved at det hele vender tilbage igen og igen..
I "gamle" dage blev jeg indlagt hver eneste gang bølgerne stod højt i mit indre, i min journal står der "hun har brug for en pause og ro" ved flere af mine indlæggelses notater.
Den dag i dag bliver jeg ikke indlagt for at få en pause og ro men kun når jeg står helt ude ved kanten og er hoppet udover i et forsøg på at redde mit sølle liv men hvad hjælper det egentlig når jeg så vender hjem og hele lortet vælter igen fordi jeg ikke kan holde det ud?
Jeg får piller og hvis det ikke hjælper så får jeg flere og jo det har da hjulpet lidt men lidt er ikke nok og min fars "du bliver rask når du bliver 30, det har jeg læst" hjælper næppe på gejsten.. 30 år.. det er 8 år i helvede endnu..
Jeg ved sgu ikke.. hvis folk mener det er let at være skrøbeligt og ødelagt i sindet så vil jeg gerne bytte med den første der rækker hånden op.
Jeg vil gerne give en anden mit helvede og kampen med systemet for at få ro og hjælp hvis jeg så kan klare at gå i skole og gå på arbejde og have et liv med venner og en kæreste.
Men jeg kan ikke og det er nok det sværeste at sige.
Jeg kan ikke, jeg har prøvet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar