Min krop er badet i sved og den ryster så meget at jeg ikke kan være i det.
Krammer kædedynen tæt ind til kroppen og siger højt "Det er okay, det var bare et mareridt"
Men intet hjælper, jeg kan ikke berolige mig selv.
Jeg ligger mig under dynen og så falder jeg i søvn igen.
Det banker på døren og ind kommer L for at vække mig, men jeg er allerede vågen.
Vi aftaler at hvis hun ikke har set mig 8:30 så kommer hun igen, men det er ikke nødvendigt, jeg er oppe og har ingen intention om at falde i søvn igen.
Finder tøjet jeg smed på gulvet i går aftes og tager det på imens smøgen i mundvigen kaster med aske og gløder udover gulvet, det lyder voldsommere end det nok var, altså det med gløderne.
Jeg går ud på badeværelset og glor i spejlet længe og bliver undervejs mere og mere frustreret.
Vandrer over i hovedhuset for at hente dagens PN beholdning og min morgen medicin og så sker det der vælter min morgen.
Alarmen hyler op da de låser sig ind i medicin rummet og lyden er så intens og voldsom at jeg kan høre lyden længe efter at jeg er flygtet fra hovedhuset.
Sætter mig ind i bilen og kører ud i verden.
Jeg ville gerne fortælle hvad der skete fra jeg sad i bilen og til at jeg kom frem til mine forældre men har ærlig talt ingen ide om hvordan turen foregik eller hvad der skete på vejen.
Slukker min mobil og lukker hele verdenen ude hele dagen.
Ligger i sengen med hunden og ser fjernsyn, går ud og ryger i haven, tilbage i sengen.
Havde taget et billede med derud som jeg er i gang med at arbejde på - min psykolog sagde på et tidspunkt at jeg skulle tvinge mig til at tegne for så ville jeg på et tidspunkt blive glad for det igen eller sårn noget i den stil.
Men nu er jeg hjemme i min lejlighed.
Jeg er trist og fyldt med destruktive mørke tanker som jeg ikke kan holde ud.
Ber om en human aflivning men ingen er enige i dette.
Venter på at aftenvagten kigger forbi min lejlighed og imens ryger jeg den ene smøg efter den anden i et eller andet forsøg på at berolige mig selv.
Er træt, og intet hjælper på den her træthed, det er som om trætheden kommer helt inde fra det inderste i mig sammen med tristheden.
Jeg er ikke deprimeret, det vil jeg ikke mene men jeg er selvfølgelig ikke læge.
Jeg er bare et trist og bange væsen, det er klart at man bliver ked af det når man er bange og det er klart at man er bange når alting gør en ked af det.
Jeg ved ikke helt.. jeg kan ikke fornemme mig selv og jeg kan ikke fornemme det der sker omkring mig.
Jeg sover som jeg skal men alligevel føler jeg mig ikke vågen eller til stede, det hele er som en drøm eller et mareridt jeg ikke kan vågne af.
Jeg popper PN, nogle dage mere og andre dage mindre men i dag overvejer jeg at gå i depotet for at hente mere PN men af frygt for at sluge hver eneste pille i depotet så lader jeg være.
I stedet hører jeg reggae musik, ryger smøger og drikker energi drik.. Det er det jeg kan..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar