I dag har bestået af to samtaler på psyk. den ene med lægen og den anden med psykologen.
Jeg har hældt store mængder koffein i den sløve krop i et forsøg på ikke at være træt når jeg endelig skulle til samtale og det lykkedes ret godt.
Min kp T var med til begge samtaler hvilket er en lettelse og gør at jeg ikke bekymrer mig for at glemme noget efterfølgende og så slutter vi turen af med lidt hyggelig stund, hvilket er en rar landing efter sådan to hårde samtaler.
Min læge er super sød og dygtig til hendes arbejde, det er virkelig mærkbart hvor meget forskel der var fra lokal psykiatrien i byen hvor jeg kommer fra og den nye jeg er tilknyttet i en anden by.
Lægen lytter til mine ord og ridsler lidt bogstaver ned på papiret imens hun tænker.
Hun foreslår at jeg kommer på et andet anti depressiv præparat, i første omgang var det kun for at mindske min bivirkning med savl fra leponexen men da vi snakkede om min virkning af valdoxan blev det besluttet at jeg skulle trappe ud af den og ind i den nye.
Jeg kan ikke huske hvad det nye hedder men det er små bitte hvide piller som er til at overskue.
Vi snakkede om det PN medicin jeg har tilrådighed i løbet af dagen som jeg kan tage hvis jeg får det skidt og hun besluttede at give mig nogle flere gange at tage fra - havde 4x50 men nu må jeg tage 6x50 mg seroquel hvilket er en kæmpe lettelse for mig.
Nu er jeg ikke nød til at gå og spare på mit PN og trække den så langt jeg kan, nu kan jeg rent faktisk tage det når jeg mærker at der er brug for det.
Så lidt ændringer i medicinen og med beskeden om at jeg skulle ringe hvis jeg fik trælse bivirkninger af den nye anti depressive medicin og så er der samtale igen om noget tid.
Lægen var nysgerrig på min vægt og jeg kan simpelhen ikke magte at snakke om den.
Hun spurgte om jeg havde tabt mig og jeg svarede at det vidste jeg ikke, har slet ikke lyst til at hun skal vide hvad jeg vejer men så vurderede hun selv at hun mente jeg var under 45 og så var jeg stille.. Hun spurgte om jeg ikke lige skulle vejes men det magtede jeg ikke.
Psykologen er så en helt anden snak.
Jeg kan ikke rigtig finde ud af hvor jeg har hende, jeg kan ikke finde ud af om jeg spilder hendes tid eller om hun rent faktisk mener at samtalerne gavner mig.
Jeg havde fået et skema for noget tid siden hvor jeg skulle placere et kryds i enten grøn, gul eller rød zone i forhold til hvordan jeg har det samt skrive hvis jeg har taget PN.
Men skemaet er helt tilbage fra april og start maj så det er svært at vurdere noget som helst på det.
Vi snakkede meget kort om det og kom vidt omkring føler jeg.
Jeg ved ikke helt om jeg bryder mig om at snakke med hende men det sværeste er også at jeg ikke husker samtalen særlig tydeligt.
Jeg ved ikke om jeg skal fortsætte i et "terapi forløb" hos hende eller om hun bare er en kontakt til psykiatrien som jeg kan snakke med om hvordan det nu går i øjeblikket.
Jeg snakkede en smule med min kp om det tidligere men fik ikke snakket med psykologen om den del så det må vente til næste samtale.
Har så efterfølgende siddet i solen med min kp. hvilket jeg syntes er en fin måde at afslutte "turen" på og så kan jeg også lige falde lidt til ro og lande efter samtalen.
Nu er min kp så taget hjem og aftenvagten er mødt.
Der er kommet en ny beboer og jeg blev spurgt om jeg ikke ville over og hilse på ham, men magter faktisk ikke flere nye beboere eller mennesker.
Har set ham men ikke sagt hej og det er nok bare ikke i dag at det skal ske.
Har aftalt med mine forældre at jeg tager derud til aftensmad og så skal jeg derud igen i morgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar