En mærkelig.. fornemmelse..

Jeg har været væk fra bostedet siden fredag udover at jeg vendte tilbage fredag aften og lørdag aften til samtale med min kp.
Samtalerne var gode, det er der ingen tvivl om, jeg fik luft og det var det vigtigste for mig.
Er så hjemvendt til bostedet her til aften med en knugende fornemmelse i kroppen.
Jeg er træt, udmattet og underlig i sindet.
Magter ikke at snakke med personalet og heldigvis har jeg min aften medicin i lejligheden som jeg tog for noget tid siden med håb om at falde i søvn hurtigt.
Lejligheden flyder og jeg magter ikke at gøre noget ved den udover at sukke dybt.
Jeg har været omgivet af mennesker hele weekenden og støjen omkring mig sidder fast indeni hovedet som en irriterende summen.
Jeg har været overgearet og smilende men samtidig opfarende og vred.
Efter jeg startede på mit anti depressive medicin så er tårerne nærmest forsvundet og måske er de i virkeligheden erstattet af vreden som jeg ikke kan styre, det føles hvert fald ikke sådan.
Usikkerheden og utrygheden som jeg græd over tidligere, kommer nu frem i vrede og råb.
Jeg har råbt af min mor flere gange end der kan tælles på 2 hænder denne weekend og det piner mig fordi jeg ved hun bliver så forfærdelig ked af det men samtidig kan jeg ikke styre det.
Det er så små ting der fører til mine udbrud og ja det er nok rigtigt at sige at jeg er et presset menneske i øjeblikket og at det er de mindste ting som kommer til udtryk i råb og vrede.
I morgen var egentlig sat af til afslapning og ro for mig selv.
Men i stedet kommer der en ny ven til byen for at besøge mig, eller vi skal mødes og gå en tur og snakke og lære hinanden at kende - mere end det vi kender til hinanden i forvejen.
Jeg kan godt mærke at jeg syntes han er sød og ja spændende på en eller anden led men samtidig er der en del af mig der siger "pas nu på.." og det er nok også godt nok at jeg lige tager tingene med små skridt før jeg vælter mit sind med mærkelige tanker.
Frygter hvad han vil sige til min "mørke side" af tilværelsen i forhold til hvor jeg bor og hvordan mit sind fungerer men jeg ved heller ikke om det er rette tidspunkt at snakke med ham om det i morgen, måske vil jeg bare prøve at tage tingene som de kommer og se om det bringer noget.
Han vil komme igen tirsdag hvor jeg har langt flere timer til rådighed så det er spændende.
Pyh.. så nu kravler jeg under dynen og satser på søvnen..