Giver slip.

Jeg burde have sagt det da jeg i går sad ved psykologen sammen med min kp, men ordene forsvandt i trætheden og i en konstant frygt for at min psykolog bliver én af dem der har gjort mit liv sværere at være i, hun kunne jo ligeså godt gøre som læger og psykologer har gjort tidligere.
Jeg vågnede for 2 timer siden med tanker der kørte i højeste gear og med lyde der trak angsten frem i mig og tvang mig til at stå op og forlade dynens tryghed.
Lægen har taget noget af den nye medicin fra i håb om at det ville fjerne bivirkningerne og den enorme tristhed der væltede mig omkuld.
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, hvad jeg skal gøre - udover at overleve hver eneste dag, jeg burde åbne munden og sige "hjælp" men det er svært når det føles som om man kigger igennem et vindue og ser livet og verdenen udenfor som noget skræmmende uvirkeligt helvede.
Selvmordstankerne kommer snigende og pludselig er de der, stemmerne er ikke forsvundet men dog mindre end før, men jeg ved ikke..
Skrev til lægen i går for at fortælle om hvordan det var gået nu hvor noget af medicinen var taget fra igen - jeg skrev at det ikke havde min ønskede effekt, men er der overhovedet noget medicin der kan give mig den "ønskede effekt" som kan give mig et rum hvor jeg kan trække vejret og ikke være bange? Jeg tror det ikke og det gør mig endnu mere bange.
I øjeblikket er der meget fokus på selvmord og selvmordsforsøg i medierne og jeg forsøger desperat at undgå dem da jeg ved at det kun skubber til min skrøbelighed.
Jeg frygter verdenen og fremtiden og jeg forsøger virkelig bare at holde ud at være til, at tage en dag af gangen men det er svært.. Udsigten til at min kp går på 3 ugers ferie skræmmer mig, frygten for at være overladt til mig selv er enorm og selvom der er nogen der tager over imens hun er væk, så vil det ikke være det samme - jeg ved at jeg vil blive glemt og at mine delmål med stor sandsynlighed ikke vil virke i den periode og jeg vil blive fyldt med frustration og angst.