Er ramt af tristheden, det er som om den kom snigende og alligevel pludselig.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv eller hvad jeg skal sige, jeg aner ikke hvilke ord der ville give mest mening når jeg nu skal forsøge at beskrive mit indre.
Det er som om jeg sidder i en lille bitte båd ude midt på havet imens bølgerne truer med at kæntre min båd og mig, og jeg har ingen redningsveste på min båd.
Min kp var på arbejde i går og det var rart at blive set og hørt, at få et kram.
I dag er hun ikke på vagt, men dagvagten har været opsøgende siden i morges og jeg ville sådan gerne sige tak for det, jeg ville gerne sige hvor meget det betyder men i stedet kryber jeg under dynen og mærker hvordan tårerne presser på men uden at der sker noget, det er som om jeg ikke kan græde rigtigt, som om tårerne lige når at komme ud men så stopper det igen.
Der er længe til at jeg skal til samtale med psykologen igen eller det føles sådan selvom det er i næste uge men jeg ved heller ikke hvad jeg skulle sige til hende hvis jeg havde en samtale i dag.
Frygter at blive indlagt og samtidig er jeg ligeglad, jeg har bare brug for at nogen passer på mig når jeg nu ikke selv kan på en fornuftig måde.
Stirrer ud af vinduet og trækker gardinet ned igen, kan ikke holde ud at folk glor på mig eller at det svage lys kommer ind i lejligheden.
Min lejlighed er mørklagt med undtagelse af lyset fra min computerskærm og selv dét er en irritation.
Jeg skal vaske tøj i dag men jeg ved slet ikke om jeg magter det, det er som om al energi er suget ud af mig og erstattet med tristhed og modløshed.
Stemmerne er tilbage i en grad jeg ikke kan håndtere, de griner og de kommenterer på mine tanker som om det var deres og det er så frygteligt at de bekræfter de triste tanker.
Min kp og jeg har en aftale om mit "depot" der hvor jeg gemt piller jeg har skaffet igennem noget tid, at jeg skal snakke med hende før jeg gør noget og jeg vil så gerne overholde det løfte.
Men jeg ved ikke, det er som om mit indre slår kolbøtter og jeg kan intet gøre for at stoppe det, kun følge med og håbe på at det snart stopper.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar