Selvom jeg larmer så vil ingen nogensinde kunne finde mig derud.
Måske vil fyrtårnets lys en gang imellem ramme mig når jeg kommer tæt nok på, men jeg forsvinder i løbet af natten og så kan selv ikke lyset finde mig.
Måske er det bedst at íngen finder mig, måske er det bedst at være forsvundet.
Men for at være forsvundet så skal man høre til et eller andet sted, og det gør jeg ikke.
Båden er lille og den bliver mindre og mindre som en slags synlig advarsel om at jeg bliver kvalt, jeg bliver presset op af væggene indtil der ikke er mere plads.
De siger at man skal lære at kontrollere stormen indeni men jeg kan kun betragte den.
Jeg kunne godt bruge en pause, der kommer bare ingen ordentlige dage hvor det er muligt.
Det er et dybt hav hvor jeg flyder rundt men jeg kan ikke kaste mig ud i vandet og jeg kan ikke se landet der skulle være sikkerhed og tryghed.
Jeg flyder af sted..
Mine tanker er snørklede og forvirrende, mine fornemmelser fucker helt op.
T min kp mener at jeg måske skulle snakke med min psykolog om fornemmelsen i kroppen ligesom at jeg har snakket med hende om lyden indeni hovedet.
Jeg magter bare ikke hvis hun igen siger "det er noget alle mennesker oplever" for det kan jeg ikke bruge til noget udover at det er et bevis på at jeg er et svagt menneske.
Jeg holder ikke følelsen ud men kan intet gøre for at jage den væk.
Jeg kan løbe og alligevel forfølger lyden og fornemmelserne mig.
Jeg kan ikke slippe væk fra det der gør ondt, for at slippe væk så skal jeg slippe væk fra mig selv og livet og det er ikke muligt eller.. det er en løsning men.. jeg frygter den løsning.
Jeg har stået der ved kanten så mange gange, forsøgt at rejse herfra og vågnet op med slanger i halsen og bippende maskiner og jeg orker ikke tanken om at det er dét der sker igen.
Orker faktisk ingenting lige nu, ikke en gang at sætte ord på det indeni.. det er lettere bare at holde sammen på mig selv og grine når folk bemærker at jeg ligner et trafik uheld.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar