En følelse.. en fornemmelse..

"Jeg lister mig langs væggene, holder vejret så ingen hører mig.
Lukker mine øjne og læner mig op af væggene, tramper i jorden for at finde forbindelse.
Deres blikke går lige igennem mig, jeg er usynlig, jeg er gennemsigtig.
Jeg er der men jeg er der alligevel ikke, det er som om alle kan se lige igennem mig.
Det er som om alle ser lige igennem mig, som om jeg ikke eksisterer eller at dette rum ikke eksisterer, måske er det bare noget mit sind har lavet.
Det er som om alle ser igennem mig, som om de ville kunne høre mine tanker hvis de ville, det er som om de ville kunne se mørket hvis de ville, og alligevel ser ingen noget"

Sidder i min lejlighed, jeg er lige kommet hjem.
Smøgen sender små røgsignaler ud i rummet og musikken forhindrer mine medbeboere i at høre hvad der foregår herinde udover at den samme sang kører igen og igen.
Har været i Toysrus med min mor for at købe en gave til min nevø, hele familien er inviteret til fødselsdag på fredag.
Jeg ville gerne komme men jeg kan ikke, jeg kan ikke klare tanken om alle menneskerne, larmen, maden og den falske glæde.
Jeg har forklaret min mor at hun skal huske at tage min gave med på fredag, at jeg ikke selv vil aflevere den og i det ene øjeblik forstår min mor at jeg ikke kommer og det andet øjeblik beklager hun sig over at jeg ikke vil komme.
Der var ingen mennesker, kun legetøj på alle hylderne og blinkende lamper og bippende maskiner.
Jeg gik fra hylde til hylde for at finde en gave og til sidst opgav jeg og købte et spil til ham.
Bagefter skulle vi over i centeret, min mor mangler en jakke og dette var åbenbart et godt øjeblik at gå på jagt efter en jakke.
Centeret rummede flere mennesker end jeg lige havde regnet med og jeg listede nervøst langs væggene, men ingen mennesker virkede til at se mig.
Indeni mit hoved kom lyden igen og det var som om den gik igennem mit hoved og ud af ørene og op i de lysende lamper, ingen andre end jeg opdager lyden.
Det er som om alle menneskerne ser igennem mig, som om jeg er usynlig for verdenen eller gennemsigtig, det er en følelse der har jagtet mig hele weekenden.
Jeg er bange for at hvis jeg tænker den samme tanke igen og igen så vil den komme ud i lyd så alle andre kan høre dem og det ønsker jeg ikke, jeg ønsker ikke at nogen hører om mørket og forvirringen.
Jeg er bange for at folk kan se hvordan jeg har det, at min gennemsigtighed gør at folk bemærker det og så er jeg udsat.
Jeg har forsøgt at være i de her fornemmelser i dag, forsøgt at holde lyden ud, jeg har været så forfærdelig træt og jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre af mig selv.
I morgen kommer VISO igen og jeg ved sgu ikke, jeg ser frem til snakken og alligevel frygter jeg den, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv i dette..
Ville gerne fortælle om alt det her, ville gerne nævne det for nogen men det virker så "tosset" og så fucked up, og så vil jeg hellere holde det for mig selv... det er bedre.