Efter stilheden..

Der har været stille herinde i noget tid nu hvilket jeg beklager.
Jeg har ikke fået skrevet som jeg gerne ville men det er som om ordene ikke rigtig giver mening, som om at tankerne forsvinder hurtigere end at jeg kan nå at risle dem ned så derfor har der været stille herinde men nu kommer der så et indlæg.

Det er sommerferie for rigtig mange og snart tager jeg selv på nogle små ferie ture.
Jeg frygter de her ture men prøver alligevel at trække vejret dybt ned i maven og tage de positive briller på.
Jeg kæmper med morgenmaden stadigvæk selvom det for personalet nok ser ud til at det går helt vildt perfekt og ja jeg får jo drukket det jeg skal men jeg får ikke sagt noget højt.
I dag var jeg så nede og træne og jeg havde så mange trælse tanker i processen og så hjalp det bestemt ikke at der hele tiden kom folk ind i trænings lokalet.
Sidder så i min lejlighed nu og kæmper med tankerne i stilhed.
Kan mærke jeg er rastløs og at jeg ikke ved hvad fanden jeg skal gøre af mig selv.
Min Kp kommer tilbage fra ferie på mandag og jeg glæder mig til at tingene igen bliver lidt mere normale selvom det jo egentlig er gået okay imens hun har været væk.
Jeg har fået massere af ros og jeg ved ikke helt hvordan jeg skal rumme den del.
Medicinen har dog kørt lidt skidt her i ferien og jeg prøver virkelig at tage den stabilt men det lykkedes ikke helt som jeg gerne ville men jeg har ikke givet op på den.

Alting føles mærkeligt indeni som om jeg er lidt væk fra skærmen og alligevel skræmmende meget til stede, det er som om at vandre rundt i en drøm meget af tiden og jeg ved ikke om jeg skal give medicinen skylden eller mig selv..