Når man forsvinder.

 

 

Jeg stirrer på væggene og det er som om jeg kan se lige igennem dem.
Står og hopper på stedet imens jeg fornemmer menneskerne der går forbi mig.
Jeg kunne råbe højt som en løve og ingen ville bemærke det, jeg ville kunne hoppe ind i hylderne og vælte hele lortet uden at nogen ville bemærke det.
Jeg er usynlig eller også er alting omkring mig pløret og uvirkeligt.
Jeg mærker min mors hånd på skulderen og så følger jeg efter hende ned af gangene.
Det føles som om jorden forsvinder under fødderne på mig og så kommer angsten flyvende, jeg kan ikke trække vejret og jeg kan ikke være her.
Jeg bider mig i hånden og løber rundt i butikken for at undgå gulvets forsvinden.

 

Jeg sidder i min lejlighed og ryger smøg efter smøg.
Medicinen er slugt og maven knurrer men jeg skruer højere op for musikken.
Jeg er træt eller måske mest udmattet og jeg ved at det ikke holder op forløbeligt.
Om få dage skal jeg på lejr med en masse kammerater og selvom jeg glæder mig lidt så frygter jeg det alligevel mest, tanken om at skulle sove i rum med andre mennesker, tanken om ikke at få spist ordentligt eller mulighed for at trække mig.. det gør mig nervøs.
Jeg prøver at tænke positivt, jeg prøver at gøre mig virkelig umage.
Sluger medicin og græder lidt indeni imens jeg griner udenpå.
Vandrer rundt i en tåge som jeg forsvinder ind i når tingene omkring mig bliver for stressende eller ja.. Mine forældre syntes jeg virker fraværende, nogle har sagt at jeg er fjern, men jeg ved det ikke. Jeg kæmper for at være til stede, jeg kæmper for at lave badut spring og være glad.
Men jeg kan først rigtig trække vejret når lejren er overstået og min sommerferie med mine forældre er overstået, indtil da så må jeg holde vejret og tælle til 100 igen og igen.