Er der en mening..

Jeg har ofte og længe oplevet at mine drømme bliver til mareridt.
Som alle mennesker så drømmer jeg også men drømmene hænger fast i kroppen mange timer efter jeg er vågnet op, følelser fra drømmen og tanker fra drømmen er svære at ryste af sig.
I lang tid forstod jeg ikke mine drømme, de var mærkelige og snørklede.
I perioder har mine drømme været præget af min angst og situationer der i de vågne timer er voldsomt angst provokerende for mig - som fx. at befinde mig i vand eller under vand.
Men oftere og oftere oplever jeg nu at mine drømme er minder der bliver genspillet - både minder fra da jeg var barn og fra mit liv nu, men mest af alt drømme hvor jeg har det skrækkeligt.
Jeg drømmer om de perioder hvor jeg har haft det rigtig rigtig skidt hvilket lige nu er svært at være i da verden omkring mig er usikker grund.

Jeg har specielt haft drømme om mine selvmordsforsøg, om at jeg har forsøgt at kalde på hjælp og råbe folk op men ingen gjorde rigtig noget og måske var de ligeså frustreret som jeg var.
Det er underligt at vågne op efter sådan en drøm, særligt når selvmordstankerne ikke ligger langt væk men altid er et sted i hovedet hvor de fra tid til anden hopper frem og siger "Så er vi her igen!"
Jeg drømmer om situationer som da jeg blev lagt i bælte eller da jeg blev slæbt med af politiet, om skænderier imellem mig og mine forældre eller bare ensomme minder.
Jeg ved ikke hvilke der er de værste, det er svært at bedømme men jeg kan ikke finde ud af om der er mening med at mit sind graver de minder frem nu? eller er det bare for at presse mig lidt mere..?