Det er en form for overlevelse at holde på vejret, så længe jeg ikke trækker vejret så mærker jeg ikke mig selv, men til sidst må jeg trække vejret og så vælter hele korthuset med et brag..
Jeg forsøger at være i mig selv, jeg hopper på stedet og lader den lille ballstick bold rulle under mine fødder men når først angsten starter så er der intet der hjælper - jeg kan kun holde ud og vente på at det går over.
Jeg er på ferie med mine forældre og i morgen skal vi hjem igen, hvilket jeg ser rigtig meget frem til.
Det har været en rigtig fin ferie der er gået bedre end forventet men alligevel er jeg udmattet og frustreret, jeg bliver let vred og opfarende, det er nok den der udmattethed der provokerer mit indre.
Spiseforstyrrelsen raser og jeg forsøger at lægge planer for tiden efter ferien men når jeg har en skadet fod så kan jeg ikke regne med noget som helst.
Jeg var på stranden igår med mine forældre og hunden, en kort løbe tur var nok til at minde mig på at min fod ikke duer lige nu hvilket betyder at jeg godt kunne have grædt hele natten men der var ingen tårer, kun en sær angst tilstand hvor jeg følte at jeg fløj ud af mig selv - jeg kunne se mig selv oppe fra og det gjorde mig bange, oplevelsen gjorde mig bange..
Mine forældre sover lige nu og jeg prøver at koncentrere mig om fjernsynet men jeg ved ikke lige..
Jeg glæder mig nok bare til at komme hjem og til at være alene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar