En masse ord der fylder i hovedet..

Jeg balancerer på kanten, lige dér hvor det kan være farligt.
Det er som at jonglere med motorsave, jeg ved at det går galt.
Jeg smiler, jeg griner og jeg springer rundt i et forsøg på ikke at falde.
Men i virkeligheden har jeg mest af alt brug for en pause
- en pause jeg ikke kan tage.

Mit indre er fyldt af rod, tanker og ord.
Der sker så meget og alligevel sker der intet, det er den generelle fornemmelse indeni.
Jeg har overstået ferie og de fleste planer men mit indre kører stadig på højtryk og jeg ved ærlig talt ikke helt hvordan jeg skal standse det her kaos.
Jeg har forstuvet foden og jeg føler mig så pisse dum over at det skete, det har ligesom sat alt fysisk aktivitet ud af spillet i minimum 7 dage endnu og det frustrerer mig helt vildt.
Kan ikke holde ud at sidde stille, kan ikke holde ud at jeg ikke kan løbe en tur eller cykle, jeg bliver angst af tanken om at jeg ikke kan bevæge mig.

Jeg har stadig intet hørt fra VISO og jeg bliver mere og mere vred, føler mig dum over at åbne op for dem og tro at der ville være hjælp at hente.
Har opgivet morgenmaden indtil videre og selvom min kp mener at vi stadig skal forsøge så har jeg nok givet op på hele projektet igen, jeg åbnede for noget svært og stod alligevel ret alene med det.
Min kp er nok den der har interesseret sig mest for det her, i starten var en del af personalerne meget interesseret og ville gerne være med i projektet men det er som om at det ikke er interessant mere og ingen vil rigtig vide hvorfor morgenmaden er droppet, ingen går i dialog med mig - altså udover min faste kontaktperson som ikke giver op selvom en del af mig ønsker det.

Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal gribe verdenen an, og jeg frygter lidt min næste samtale på psyk.

Jeg sendte min behandler en mail med en masse emner men sandheden er nok lige nu at jeg ikke orker at snakke med hende om noget af det.

Jeg har forfærdelig svært ved at sætte ord på mit indre og mig selv, jeg forsøger men det virker ikke rigtig som jeg gerne ville have det.