At spærre sig inde.

Ordene flyver rundt i mine tanker som voldsomme krager der skriger.
Mine øjne er sløret, jeg er forsvundet i tågerne.
Bider mig i læben og smager den metalliske smag af blod.
Niver mig i armen i et forsøg på at komme tilbage.
"Jeg kan ikke" hører jeg mig selv råbe men ingen hører det.
Skruer op for musikken, ordene giver mere og mere mening.
Tankerne lever deres eget liv og jeg er ikke en del af det.
.. jeg er ikke en del af noget.

 

 

 

Det var som om det skete gradvist.. og så pludseligt.Jeg forstår ikke hvad der er galt med mig, jeg forstår ikke hvad det er der sker.
Det ene øjeblik føler jeg at jeg står på toppen af bjerget og jubler, jeg er "glad", jeg griner, jeg pjatter, jeg kommer ud af min lejlighed og så pludseligt sidder jeg ved foden af bjerget og stirrer op igen.
Jeg er i alt for lang tid bedt om en pause, men når man ikke selv aner hvordan man skal få den pause så er det svært at opnå noget som helst.
Det var som om jeg følte at der endelig var styr på alting, min behandling kørte gradvist bedre og bedre, jeg havde styr på min økonomi, jeg stod op, jeg.. overlevede.
Men at overleve er ikke nok for nogen som helst, heller ikke for mig.
Det har kørt hurtigt i lang tid, massere af mennesker at se, massere af forventninger fra familie og venner, en ferie og en forstuvet fod.
Nu kom beskeden så at min behandling måske bliver ændret igen, VISO er på banen igen med et ønske om en samtale, min økonomi sejler igen uden at jeg ved hvordan det gik til.
Min søvn er fyldt med mareridt, mine vågne timer er en slags tåge, jeg husker ingenting.
Og det værste er det her med ikke at kunne huske, det påvirker alt hvad jeg laver - jeg kører bil men er ikke til stede, jeg går en tur alene og aner ikke hvor jeg har været eller hvor jeg er på vej hen.
jeg kan ikke huske samtaler eller hvad der er sagt eller aftalt, alting er væk.
Selvmordstankerne forsvandt aldrig men de var mindre i en periode men nu hamrer de indeni mit hoved sammen med mærkelige tanker og ord der flyver rundt.
Jeg har altid skrevet meget og i en periode var det rigtig svært fordi min hjerne ikke samarbejde ordentligt men nu dukker der sære sætninger op i mit hoved som skræmmer mig.
Jeg bekymrer mig om alting og der dukker spørgsmål op som ingen kan svare på, intet svar vil nogensinde kunne berolige mit urolige sind.

Jeg er bange for livet, det har jeg altid været - den frygt bliver ikke mindre.
Jeg læste en gang en teori om at man mente at folk der begik selvmord var engle der ikke kunne tåle at være på jorden pga. alt den smerte og ondskab der var hernede.
i dag har jeg tænkt på om selvmordstanker er guds måde at kalde en tilbage på? jeg har tænkt på hvad der sker efter livet og om jeg overhovedet tror på det evige liv eller hvordan det føles at være død?
Jeg frygter livet mere end døden, jeg frygter mig selv mere end al verdens udfordringer, men mest af alt frygter jeg lige nu at gå fuldkommen i stykker.
Jeg låser mig inde i lejligheden, slukker alt lyset og skruer op for musikken i et desperat forsøg på at overleve.. men måske er jeg allerede død?