Tordenvejr i det indre.

Jeg hamrer hånden mod væggen, igen og igen.
Jeg sparker til skabet og hamrer hovedet imod døren, igen og igen.
Mine naboer må undre sig, men ingen siger noget.
Tårerne kommer frem, jeg kan ikke stoppe dem.
Råber ud i rummet og lyden kvæles i hyl og jamren.

 

 

Jeg har været hjemme i knap 1 time nu.
Min lejlighed sejler i rod, jeg har kastet rundt med det meste.
Smøg efter smøg bliver tændt, røgen sender små nød signaler op i luften, men ingen ser dem.
"Jeg vil ikke snakke" hører jeg mig selv mumle og så smækker jeg døren efter mig og vandrer ud i mørket uden nogen spørgsmål eller forklaring.
"Jeg kan se du har det skidt" hendes ord forsvinder ind i tankerne og jeg ryster på hovedet igen og igen, jeg magter ikke at snakke, jeg magter ikke at forklare.

Sidder i lejligheden, slukker lyset og så kører det hurtigt.
Velkommen til stemmerne, velkommen til vreden, velkommen til usikkerheden.

Jeg har været opfarende hele dagen og jeg er sikker på at de andre kunder i de butikker jeg har befundet mig i, har rystet på hovedet af mig.

Jeg er ligeglad, de er hyklere og løgnere ligesom alle andre, deres rysten på hovedet og ord praller af på mig, jeg vil ikke længere lytte og jeg vil ikke længere kæmpe.

Jeg er som en zombie der kravler rundt, tristheden er massiv og med tristheden kommer selvmordstankerne, men jeg er ligeglad.

Jeg er ligeglad med det hele, takket være det lort jeg endnu en gang befinder mig i.

Det er det jeg har sagt hele tiden, man kan ikke stole på et system der er bundråddent og fyldt med fjender der gang på gang river tæppen væk under mig og venter på at jeg springer.

Det er det de vil.. jeg skal selv tage springet.. og så er jeg væk.. og ikke noget problem mere.