Jeg åbner mit hjerte, fortæller de skrækkelige ting.
Flovhed og skam fylder mig til bristepunktet men jeg åbner op fordi det føles sikkert.
Men ligeså snart det føles sikkert så forsvinder de igen.
Jeg vidste allerede ved første ord at det var en dum ide men jeg tog imod hænderne der var rakt ud til mig som en hjælpende gestus.
Jeg vidste at jeg ville stå alene igen, ingen ville nogensinde blive ved min side i denne kamp.
Det er sket før og jeg vidste det ville ske igen.
Flovhed og skam fylder mig til bristepunktet men jeg åbner op fordi det føles sikkert.
Men ligeså snart det føles sikkert så forsvinder de igen.
Jeg vidste allerede ved første ord at det var en dum ide men jeg tog imod hænderne der var rakt ud til mig som en hjælpende gestus.
Jeg vidste at jeg ville stå alene igen, ingen ville nogensinde blive ved min side i denne kamp.
Det er sket før og jeg vidste det ville ske igen.
Jeg skrev en mail, en lang mail hvor jeg åbnede op for nogle tanker.
Jeg vidste at jeg ville skulle vente på svar, de skulle på ferie men jeg talte dagene fra de var væk til at de burde være tilbage.
Men intet svar er kommet på min mail, min frustration er til at mærke men det nytter ingenting at snakke om frustrationen og det hjælper intet at forvente at folk bliver der ved min side når de ved at de åbner døren op for dæmonerne.
Jeg har lyst til at opgive kampen imod den såkaldte spiseforstyrrelse og bare lade mig falde tilbage i gamle rutiner og rytmer, føler at folk alligevel er pisse ligeglade.
Jeg er ikke den "dygtige" patient der blot spiser sin mad og følger alle reglerne, nej jeg kæmper en kamp indeni som ingen rigtig kan forstå.
Stemmerne, spiseforstyrrelsen og tankerne om at gøre skade på mig selv, jeg er alene med dem i en eller anden grad, jeg kan ikke sætte ord på de ting og ingen virker til at være interesseret - hvert fald ikke i længden og jeg forstår dem godt - det er ikke håndgribeligt eller let at forstå, selv ikke for mig som står midt i den orkan der er indeni.
Jeg ved ikke om jeg skal forvente et svar på min mail længere, måske skal jeg bare glemme det hele og give op og lære af dette forløb - lære at man ikke skal åbne døren man ikke selv kan lukke, selv ikke hvis der står nogen som siger at de forstår og vil hjælpe.
For hjælpen er bare en illusion, et eller andet forsøg på at få mig til at føle mig forstået og respekteret.
Fuck it.. jeg er alligevel ødelagt i forvejen, så hvad forskel gør det at føle sig sparket til?..
Jeg vidste at jeg ville skulle vente på svar, de skulle på ferie men jeg talte dagene fra de var væk til at de burde være tilbage.
Men intet svar er kommet på min mail, min frustration er til at mærke men det nytter ingenting at snakke om frustrationen og det hjælper intet at forvente at folk bliver der ved min side når de ved at de åbner døren op for dæmonerne.
Jeg har lyst til at opgive kampen imod den såkaldte spiseforstyrrelse og bare lade mig falde tilbage i gamle rutiner og rytmer, føler at folk alligevel er pisse ligeglade.
Jeg er ikke den "dygtige" patient der blot spiser sin mad og følger alle reglerne, nej jeg kæmper en kamp indeni som ingen rigtig kan forstå.
Stemmerne, spiseforstyrrelsen og tankerne om at gøre skade på mig selv, jeg er alene med dem i en eller anden grad, jeg kan ikke sætte ord på de ting og ingen virker til at være interesseret - hvert fald ikke i længden og jeg forstår dem godt - det er ikke håndgribeligt eller let at forstå, selv ikke for mig som står midt i den orkan der er indeni.
Jeg ved ikke om jeg skal forvente et svar på min mail længere, måske skal jeg bare glemme det hele og give op og lære af dette forløb - lære at man ikke skal åbne døren man ikke selv kan lukke, selv ikke hvis der står nogen som siger at de forstår og vil hjælpe.
For hjælpen er bare en illusion, et eller andet forsøg på at få mig til at føle mig forstået og respekteret.
Fuck it.. jeg er alligevel ødelagt i forvejen, så hvad forskel gør det at føle sig sparket til?..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar