Tanker der ødelægger.

Mit hoved er ved at eksplodere.
Tårerne presser sig på, men jeg bider tænderne sammen.
Hjertet banker hårdt og højt, truer det med at gå i stå?
Angsten kravler frem fra sit skjul og tvinger mig i knæ.
"Jeg kan se at du har det rigtig svært. Tror du ikke vi lige skulle snakke lidt?" står der i sms'en.

Mine hænder ryster, jeg kan ikke ramme knapperne men til sidst kommer ordene
"Vil ikke snakke. Er gået i seng"
Men det er en løgn, jeg er ikke kravlet i seng men vandrer rundt i cirkler.
Jeg tramper vredt i gulvet, jeg banker hænderne imod muren.
Jeg er svimmel, jeg er oprevet og tårerne truer med at komme.
Jeg kan ikke finde ud af mine tanker, jeg er så forvirret og bange.
Sorte mænd, sorte engle, en gud, en himmel og et helvede.
Selvmordstankerne er for meget, alting er for meget, jeg kan ikke.
Skriver igen og igen ord ned, krøller sedlen sammen og kaster det mod væggen.
Jeg rummer ikke mere, jeg kan ikke mere, jeg vil ikke mere.
... Hvorfor kan i ikke bare lade mig dø?

Jeg tvinges i knæ og kroppen ryster.
Jeg kan høre de bippende maskiner indeni hovedet, som om jeg allerede ligger i den hvide hospitals seng med læger der kæmper for at holde liv i min sølle krop.

Jeg kan ikke skelne mellem minderne, tankerne og hvor jeg er lige nu.

Ryger smøg efter smøg for at dulme angsten, men det virker ikke.

Jeg frygter den hvide seng, jeg vil ikke vågne op igen.

Men for at ende i den hvide seng skal jeg sluge pillerne og findes -

- men jeg vil ikke findes.

Ikke mere, ikke igen.

Lad mig lulle mig ind i søvnens tryghed og lad mig falde i søvn i dens store arme.

Og lad mig aldrig vågne igen.

Hvis bare jeg aldrig vågnede igen..