Få ord..

Jeg syntes det hele er så pokkers svært.

Min kontaktperson har fri resten af denne uge og jeg orker ikke at være på bostedet. Jeg er flygtet hjem til mine forældre for jeg kan ikke være alene.

Jeg hader det her.. Hader alt den håbløshed

At føle sig som en åben bog.

Det føles som om mine tanker forlader mit hoved, højlydt.
Det føles som om alle kan høre hvad jeg tænker; og jeg hører hvad de tænker.
Jeg trækker huen ned over hovedet i et desperat forsøg på at holde alt inde.

 

Det er tirsdag.
Jeg er udmattet, jeg er træt og jeg har mest af alt lyst til at sove dagen væk.
Der er massere mennesker her på bostedet og det er vildt forvirrende.
Skruer godt op for musikken og forsøger at tage mig sammen til at rydde op.
Burde vaske tøj men orker det faktisk ikke, jeg orker ikke noget.
Jeg ryger den ene smøg efter den anden imens jeg forsøger at hanke op i mig selv.





Når udmattelsen ses udefra.

 

Jeg slæber mig afsted.
Mine ben føles som beton og mit syn er sløret.
Jeg overvejer at smide mig på gulvet men kommer frem til at butikkens ansatte nok ikke ville forstå.
Jeg gynger frem og tilbage imens jeg skælder ud.
Jeg er udmattet.

"Hvorfor er du så træt hele tiden?" spørger min mor og jeg kan ikke give et svar.
Min far har også bemærket at jeg hænger med hovedet og at jeg helst ville ligge i sengen og se fjernsyn - alene. Jeg ved ikke om de er bekymret eller irriteret men det er ubehageligt at de kommenterer på min tilstand, for det betyder at jeg ikke kan skjule det.
Jeg er udmattet, fysisk og psykisk. Det er ikke medicinen der sløver men mit indre.
En af de andre beboere kommenterede min medicin forleden, han spurgte hvordan jeg kunne tage så høj en dosis uden at sove hele dagen når han ikke en gang kunne tage 100 mg.
Min krop er sær eller også har den bare vænnet sig til de store mængder leponex.
Jeg sover om natten men har de her forfærdelige mareridt som vækker mig flere gange og når jeg så vågner halvt op så står han der igen, skikkelsen.
Han startede med at vise sig da jeg boede på opholdsstedet, han stod i hjørnet af mit værelse og kiggede på mig uden at sige noget som helst. Den gang flippede jeg fuldstændig ud over det og troede først det var personalet der stod i mit værelse men der var intet af personalet der havde været inde ved mig de nætter hvor han kom frem. Jeg var pisse bange for ham i lang tid, også selvom han ikke dukkede op hver eneste dag, men når han endelig var der så mærkede jeg hårene rejse sig.
Min gamle terapeut mente at jeg skulle se ham som en beskytter, en der ville sørge for mig om natten når jeg var bange og ked af det men jeg havde svært ved at acceptere det fordi jeg blev så bange.
Nu er han så tilbage igen og han står bare i hjørnet og stirrer. Jeg har intet nævnt for nogen for han gør jo ingen skade, men det er sgu lidt skræmmende alligevel men jeg holder fast på den gamle terapeuts vinkel om at han beskytter mig så jeg kan sove om natten.

Jeg skulle vælge kontaktperson for i morgen og jeg syntes ikke at det er let.
Der er ingen på vagt i dag eller aften vagten som jeg sådan kan bruge og det bliver nok en dag under dynen, jeg orker ikke at snakke med dem og jeg orker ikke at være sammen med dem.
Trænger bare til en dag hvor jeg kan se en masse film og være alene, for det er da hvert fald den bedste måde at "slappe af" på selvom det er så pisse forstyrrende med døre der smækker og folk der snakker på gangen men jeg prøver..




Alt det skøre indeni.

Som Alice falder jeg dybt dybt ned i mørket.
Virkeligheden flyver lige forbi mig imens jeg bliver ved med at falde.
Mørket virker så mørkt og farligt men jeg kan intet gøre.
Jeg bliver bare ved og ved med at falde.

Klokken er 21.30.
Her sidder jeg igen ved skrivebordet med smøger der sender små røg signaler op.
Jeg har fået sat nåle i ørerne, de siger det hjælper imod min angst og mine stemmer.
Jeg syntes ikke der er den vilde forskel at mærke når jeg har haft nålene i men jeg gør det alligevel - måske er det min måde at "samarbejde" på, et bevis på at jeg faktisk gerne vil have hjælp selvom det virker minimalt og egentlig er træls at skulle igennem, men jeg gør det.
Min hjerne er en stor farverig plamage hvor det er umuligt at skille tingene fra hinanden.
Jeg føler mig som Alice da hun træder ind i en fremmed verden hvor kaninen løber rundt med uret og den tykke kat driller - min verden har bare ikke kaniner og katte men ren ondskab og utryghed.
Jeg er fanget i galskaben imens min fornuft kæmper en brav kamp for at holde mig oven vande.
Jeg tør ikke sige noget til nogen selvom min kontaktperson flere gange har sagt at hun vil lytte.
Jeg føler mig tosset, jeg føler mig ødelagt og jeg kan bare ikke forklare hvad der sker.
Væggene rykker tættere og tættere på, gulvet forvandles til en klistret masse som jeg synker ned i, små dyr kravler ud af stikontakterne og alting gør ondt indeni.
Aftenvagten spurgte ind til hvad der gjorde at det var en særlig dårlig dag i dag og hvis bare jeg vidste det men det er svært at forklare til nogen der ikke selv har prøvet det. Jeg stod op og så startede helvede lige så stille, det kom krybende og jeg vidste det var der men jeg sagde intet.
Har forsøgt at sove det hele væk i dag men kan slet ikke finde ro til at sove så jeg befinder mig i stadiet mellem at være vågen og sove og det er forfærdelig udmattende.
Jeg håber sårn at jeg kan få sovet i nat, jeg magter ikke mareridt og jeg magter ikke at min dag i morgen skal være ligeså hæslig som i dag.



jeg trækker vejret

Jeg forsøger at trække vejret helt ned i maven.
Det snører sig sammen nede i maven og giver mig kvalme.
Mærker sårene indeni, de svier og gør ondt.
Jeg kæmper imod trangen og reglerne.

Det har været en hård dag, hele min krop er i fuldstændig kaos.
Jeg savner et sted hvor jeg føler mig tryg og beskyttet, min lejlighed er ingen af delene.
Flygtede fra lejligheden da alting begyndte at køre op.
Folk snakkede lige ude foran min dør og angsten kører op.
"De snakker om dig, kan du ikke høre det?"... "De griner af dig".. "Pas på! de vil gøre dig ondt"..
Stemmerne hjælper ikke på situationen og jeg kunne flygte eller kaste op.
Trangen til at trække det skarpe blad over huden er voldsom i dag og jeg forsøger alt hvad jeg kan for at undgå det, for er jeg først fanget i det så kan jeg ikke stoppe igen.
Jeg er som en narkoman der skal have sit fix, altså udover at det er smerten og blodet der er mit fix.
Er udmattet og min krop ryster af trætheden men jeg kan ikke slappe af.
Sidder i lejligheden med musikken skruet godt op og forsøger at aflede mig selv.
"de kravler ud af kontakterne" .. "de kravler ind i dig". stemmerne snakker om de små dyr og det skaber kaos indeni mig lige nu. Kæde ryger på fineste manér og forsøger at skubbe det hele væk.



Tilbage på bostedet

Solen kærtegner min blege hud.
Vinden stryger mig blidt igennem håret.
Jeg vandrer hvileløst rundt uden formål.
Jeg dufter til blomsterne;
Stilheden er kort men jeg forsøger at nyde hvert eneste øjeblik.

Jeg sidder i lejligheden med musikken skruet op.
Min lejlighed er mørk med undtagelse af computerens skærm der lyser svagt op.
Jeg har tilbragt min weekend hjemme hos mine forældre men nu er det slut.
Jeg har været hjemme hos mig selv i ca. en time og allerede nu har jeg lyst til at flygte ud i mørket.
Jeg ryger den ene smøg efter den anden imens jeg forsøger at komme frem til hvad jeg skal gøre af mig selv lige nu, altså udover at forsøge at sove.
Jeg savner allerede min hund og ved slet ikke hvordan jeg skal falde i søvn uden ham.
Har været afledt hele weekenden af den nye sæson af Orange is the new Black men nu.. ved jeg ikke hvad jeg skal gøre af mig selv uden at bide neglene helt ned til der hvor det gør ondt.
Nattevagterne er ikke til nogen gavn, jeg har trukket det dårligste lod hvad angår dem.
I morgen kommer min kontaktperson og jeg glæder mig til at se hende igen, når hun er her på bostedet så føler jeg mig ikke så alene men der er lang tid til at hun vækker mig 08.30.
Nat medicinen har ikke sparket mig omkuld endnu men det sker forhåbentligt snart.
Tænker en hel del om alt det omkring mig. Psykologen skal åbenbart ikke stoppe her over sommeren men 1 november, hvert fald indtil videre og jeg ved ikke helt hvordan jeg har det med det.
Ved ikke om vores snakke gavner noget eller om det er tidsspild. Min føling med hende forandres hver eneste gang jeg snakker med hende, den ene gang har jeg haft en pisse god samtale og så er det bare en skod samtale næste gang og det er svært at balancere i.
Det er svært at vide hvordan jeg har det i øjeblikket, jeg syntes min hjerne er forvandlet til grød.
Stemmerne pibler frem igen og jeg føler mig voldsomt alene med deres ord og jeg har svært ved at skubbe deres ord væk eller skubbe selvmordstankerne væk. Det er svært for mig at acceptere at selvmordstankerne er en del af min dagligdag, det er svært at holde fanen høj.



Når folk ser det modsatte.

Jeg pakker ting i al hast.
Forsøger at løse opgaverne hurtigst muligt for at komme væk fra folk.
Mærker stress, mærker angst men jeg griner i et forsøg på at virke okay.
Sveden pipler ned i mine øjne, ikke på grund af varmen men angsten.*
Jeg ånder først lettet op da jeg endelig er alene igen.

I dag har jeg mødt mennesker jeg ikke har set i en evighed.
Mennesker jeg har trukket mig fra fordi deres ord og blikke gør mig angst.
Jeg var tvunget ud i blandt mennesker for at gøre klar til en weekend med fuld fart.
Hver eneste menneske jeg mødte imens jeg var nede og pakke sagde "Du ser bedre ud for hver gang jeg ser dig!".."Nej hvor ser du godt ud!".. "Du ser ud til at have det meget bedre!"
Og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal reagere på deres ord så jeg griner og nikker.
Det er forfærdeligt at høre den slags når man føler det direkte modsatte.
Deres "nej hvor ser du godt ud!" bliver indeni mig til "Du har taget på siden sidst og du er FED"
Deres "Du ser bedre ud gang for gang" bliver en bekræftelse inden i mig om at jeg er blevet bedre til at skjule mørket og stemmerne eller har jeg virkelig fået det bedre?
Jeg kan mærke at jeg er i en periode hvor jeg ævler og snakker så meget jeg kan, jeg er træt og mangler energi og så griner jeg helt uhæmmet af alting.
Føler at folk omkring mig hader mig og syntes jeg er irriterende fordi jeg snakker og pjatter.
Jeg burde pakke det væk og sænke paraderne, jeg burde vise hvad der sker indeni og sætte ord på men det er svært når jeg ikke stoler på folkene omkring mig eller hvert fald er i tvivl om deres reaktion.



En mærkelig dag.

Rune klan råber løs fra fjernsynet.
Smøgen sender røg op i loftet.
Jeg sidder her.. og mine tanker kører derud af.
Jeg er træt af at jeg har brugt det meste af dagen på at sove når nu min kontaktperson havde fri kl. 13.00 - jeg er så træt af at være træt men samtidig orker jeg faktisk ikke at være vågen.
Har brugt aftenen på at rydde op, vaske tøj, lave de sidste ting klar til weekenden og set film.
Dagene går langsomt og det værste er at jeg skal have det skidt 70% af dagen hvis ikke mere.
Ville have snakket med min kontaktperson i dag men når man er træt og uoplagt så er det bare ikke lige det der trækker.. I morgen er det Onsdag og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.
Jeg har svært ved at overskue sommeren og jeg ber til at efteråret kommer hurtigere.

Jeg æder min medicin og forsvinder..

Et længere indlæg.

 

Min kontaktperson har spurgt hvad det er der gør at det er svært at være på bostedet og i min lejlighed. Jeg har tygget på det og kan ikke komme frem til helt konkrete ting men ja her er da lidt af mine tanker omkring dette:

- Der var en episode på bostedet med en mand der blev lukket ind i min lejlighed for at skifte et vindue, vel og mærket uden min accept og tilladelse. Det har efterladt mig med en følelse af at mine grænser er voldsomt overtrådt. Det føles som om nogen har presset sig ind i mit allerhelligste. Trygheden er helt væk, det føles ikke længere som mit hjem.

- Jeg får konstant angst og uro af at høre mine medbeboere på gangen. Når de snakker med hinanden eller når de går ind og ud af deres lejligheder. Ligeså hvis andre kommer ind i huset, altså at jeg hører døren lukke. Det får mig lyn hurtigt op i angst.

- jeg har en følelse eller fornemmelse af at de andre beboere snakker om mig. Ligeså har jeg en fornemmelse af at personalet snakker om mig. Intet positivt kun negativt. De snakker og griner af mig og det får mig til at føle mig vildt usikker og utryg. Føler mig udsat, føler mig i fare.

- Jeg har minimal kontakt med det meste af personale gruppen hvilket betyder at jeg langt de fleste dage føler mig usikker fordi det her sted ikke føles som mit "hjem" jeg føler at jeg træder rundt i et hjem der ikke er mit.

- Bostedet bruger en hel del vikarer i øjeblikket da personalet er på kursus og lign. Jeg vil være ærlig og sige at jeg HADER vikarer. Der er aldrig styr på noget, delmål bliver ikke overholdt og det virker til at vikarerne hellere vil passe dem selv i hoved huset.. jeg føler mig igen fremmed.

- Jeg er max presset over mine delmål i øjeblikket. Morgenmaden fylder mig med ubehag og angst men føler ikke at jeg kan snakke med nogen om det. Det virker ikke "lovligt" at i talesætte noget omkring det. Jeg svinger rigtig meget i forhold til at være stabil i medicinen. Jeg syntes det hele sejler.

- Jeg mangler et "safe place" hvor jeg kan slappe af og føle mig tryg, dette er lige nu ikke bostedet og jeg ved godt at det bliver sværere og sværere nu mere jeg er væk - men jeg føler ikke jeg har noget valg.

 

 

Jeg har det ikke godt. Det er ingen hemmelighed, hvert fald ikke længere.
Noget af personalet har været opmærksomme på dette eller.. min kontaktperson har samt en anden som ja er på ferie nu. Jeg flygter rundt i al hast for at undgå at sidde stille.
Jeg ved at med den ustabile medicin kommer der uro i havet men det er ikke nok til at få mig til at forblive stabil. Jeg er fyldt op med stress, jeg er fyldt op med tristhed og jeg er fyldt op af kaos.
Stemmerne fylder rigtig meget, det samme gør de selvskadende tanker, mine selvmordstanker er i høj kurs. Jeg føler at jeg mister mig selv mere og mere i tågerne. Jeg føler mig .. død.
Jeg er vældig frustreret over alting i øjeblikket men jeg får ikke sagt det jeg gerne ville.
Jeg ville allerhelst blive i min seng indtil jeg fik det bedre men det må jeg ikke.
Jeg ville lukke mig inde i lejligheden men det må jeg heller ikke. Jeg er træt af sommeren, farverne, lydene, lyset, ja det hele. Jeg føler mig voldsomt sårbar og det hele flyver direkte ind i mig.
Jeg forsvinder mere og mere og der foregår så meget jeg bliver forvirret af. Lydene er høje, lyset er skarpt, lugtene er overvældende. Lad mig forsvinde.. please.

Jeg føler mig usikker i forhold til de fleste mennesker der omgiver mig hver dag.
I øjeblikket er det svært at ses med min bedste ven fordi jeg ikke orker noget.
Mine forældre er heldigvis tilfredse med at jeg smider mig i sengen derhjemme og ser tv uden nogen forventning om at jeg skal være social. De andre beboere på bostedet gør mig vildt usikre. Min kontaktperson siger at de gerne vil mig men det er slet ikke det jeg opfanger så det føles vildt akavet at være i samme rum som dem.. Alle mine dage er fyldt med forvirring, usikkerhed, frustrationer, tristhed og vildt meget angst. Så jeg pakker mig ind i flere lag tøj som en slags rustning.
Prøver at være "glad" men jeg ved ærlig talt ikke hvordan det skal føles i kroppen, jeg betragter andre og forsøger at gøre det samme men det virker så heller ikke optimalt. Glæde er ikke en følelse der er indeni mig, ikke sådan rigtig. Jeg føler mig ødelagt, jeg føler jeg falder fra hinanden. Jeg føler at jeg synker sammen med andre folk eller møbler eller ting.

 

Jeg har været her før, mange gange.
Folk spørger ofte hvad jeg gjorde sidst jeg befandt mig dette sted men jeg ved det ikke.
Jeg kan ikke forklare hvordan jeg kommer ovenpå igen, for jeg har ikke kontrol over det.
Jeg mærker at jeg falder længere og længere ned i dybet men jeg kan ikke se de hænder der skulle gribe mig selvom folk virkelig forsøger. I faldet mister jeg mig selv mere og mere.
Ingen ved rigtig hvad der foregår eller hvordan jeg har det sådan dybt indeni og jeg formår ikke at sætte ord på det.. før det er for sent hvert fald.
Jeg skjuler alt smerten indeni og det er kun få der får lov at komme indenfor.
Jeg ville skrige hvis jeg kunne.. men jeg forsvinder bare..