Et længere indlæg.

 

Min kontaktperson har spurgt hvad det er der gør at det er svært at være på bostedet og i min lejlighed. Jeg har tygget på det og kan ikke komme frem til helt konkrete ting men ja her er da lidt af mine tanker omkring dette:

- Der var en episode på bostedet med en mand der blev lukket ind i min lejlighed for at skifte et vindue, vel og mærket uden min accept og tilladelse. Det har efterladt mig med en følelse af at mine grænser er voldsomt overtrådt. Det føles som om nogen har presset sig ind i mit allerhelligste. Trygheden er helt væk, det føles ikke længere som mit hjem.

- Jeg får konstant angst og uro af at høre mine medbeboere på gangen. Når de snakker med hinanden eller når de går ind og ud af deres lejligheder. Ligeså hvis andre kommer ind i huset, altså at jeg hører døren lukke. Det får mig lyn hurtigt op i angst.

- jeg har en følelse eller fornemmelse af at de andre beboere snakker om mig. Ligeså har jeg en fornemmelse af at personalet snakker om mig. Intet positivt kun negativt. De snakker og griner af mig og det får mig til at føle mig vildt usikker og utryg. Føler mig udsat, føler mig i fare.

- Jeg har minimal kontakt med det meste af personale gruppen hvilket betyder at jeg langt de fleste dage føler mig usikker fordi det her sted ikke føles som mit "hjem" jeg føler at jeg træder rundt i et hjem der ikke er mit.

- Bostedet bruger en hel del vikarer i øjeblikket da personalet er på kursus og lign. Jeg vil være ærlig og sige at jeg HADER vikarer. Der er aldrig styr på noget, delmål bliver ikke overholdt og det virker til at vikarerne hellere vil passe dem selv i hoved huset.. jeg føler mig igen fremmed.

- Jeg er max presset over mine delmål i øjeblikket. Morgenmaden fylder mig med ubehag og angst men føler ikke at jeg kan snakke med nogen om det. Det virker ikke "lovligt" at i talesætte noget omkring det. Jeg svinger rigtig meget i forhold til at være stabil i medicinen. Jeg syntes det hele sejler.

- Jeg mangler et "safe place" hvor jeg kan slappe af og føle mig tryg, dette er lige nu ikke bostedet og jeg ved godt at det bliver sværere og sværere nu mere jeg er væk - men jeg føler ikke jeg har noget valg.

 

 

Jeg har det ikke godt. Det er ingen hemmelighed, hvert fald ikke længere.
Noget af personalet har været opmærksomme på dette eller.. min kontaktperson har samt en anden som ja er på ferie nu. Jeg flygter rundt i al hast for at undgå at sidde stille.
Jeg ved at med den ustabile medicin kommer der uro i havet men det er ikke nok til at få mig til at forblive stabil. Jeg er fyldt op med stress, jeg er fyldt op med tristhed og jeg er fyldt op af kaos.
Stemmerne fylder rigtig meget, det samme gør de selvskadende tanker, mine selvmordstanker er i høj kurs. Jeg føler at jeg mister mig selv mere og mere i tågerne. Jeg føler mig .. død.
Jeg er vældig frustreret over alting i øjeblikket men jeg får ikke sagt det jeg gerne ville.
Jeg ville allerhelst blive i min seng indtil jeg fik det bedre men det må jeg ikke.
Jeg ville lukke mig inde i lejligheden men det må jeg heller ikke. Jeg er træt af sommeren, farverne, lydene, lyset, ja det hele. Jeg føler mig voldsomt sårbar og det hele flyver direkte ind i mig.
Jeg forsvinder mere og mere og der foregår så meget jeg bliver forvirret af. Lydene er høje, lyset er skarpt, lugtene er overvældende. Lad mig forsvinde.. please.

Jeg føler mig usikker i forhold til de fleste mennesker der omgiver mig hver dag.
I øjeblikket er det svært at ses med min bedste ven fordi jeg ikke orker noget.
Mine forældre er heldigvis tilfredse med at jeg smider mig i sengen derhjemme og ser tv uden nogen forventning om at jeg skal være social. De andre beboere på bostedet gør mig vildt usikre. Min kontaktperson siger at de gerne vil mig men det er slet ikke det jeg opfanger så det føles vildt akavet at være i samme rum som dem.. Alle mine dage er fyldt med forvirring, usikkerhed, frustrationer, tristhed og vildt meget angst. Så jeg pakker mig ind i flere lag tøj som en slags rustning.
Prøver at være "glad" men jeg ved ærlig talt ikke hvordan det skal føles i kroppen, jeg betragter andre og forsøger at gøre det samme men det virker så heller ikke optimalt. Glæde er ikke en følelse der er indeni mig, ikke sådan rigtig. Jeg føler mig ødelagt, jeg føler jeg falder fra hinanden. Jeg føler at jeg synker sammen med andre folk eller møbler eller ting.

 

Jeg har været her før, mange gange.
Folk spørger ofte hvad jeg gjorde sidst jeg befandt mig dette sted men jeg ved det ikke.
Jeg kan ikke forklare hvordan jeg kommer ovenpå igen, for jeg har ikke kontrol over det.
Jeg mærker at jeg falder længere og længere ned i dybet men jeg kan ikke se de hænder der skulle gribe mig selvom folk virkelig forsøger. I faldet mister jeg mig selv mere og mere.
Ingen ved rigtig hvad der foregår eller hvordan jeg har det sådan dybt indeni og jeg formår ikke at sætte ord på det.. før det er for sent hvert fald.
Jeg skjuler alt smerten indeni og det er kun få der får lov at komme indenfor.
Jeg ville skrige hvis jeg kunne.. men jeg forsvinder bare..