Som Alice falder jeg dybt dybt ned i mørket.
Virkeligheden flyver lige forbi mig imens jeg bliver ved med at falde.
Mørket virker så mørkt og farligt men jeg kan intet gøre.
Jeg bliver bare ved og ved med at falde.
Virkeligheden flyver lige forbi mig imens jeg bliver ved med at falde.
Mørket virker så mørkt og farligt men jeg kan intet gøre.
Jeg bliver bare ved og ved med at falde.
Klokken er 21.30.
Her sidder jeg igen ved skrivebordet med smøger der sender små røg signaler op.
Jeg har fået sat nåle i ørerne, de siger det hjælper imod min angst og mine stemmer.
Jeg syntes ikke der er den vilde forskel at mærke når jeg har haft nålene i men jeg gør det alligevel - måske er det min måde at "samarbejde" på, et bevis på at jeg faktisk gerne vil have hjælp selvom det virker minimalt og egentlig er træls at skulle igennem, men jeg gør det.
Min hjerne er en stor farverig plamage hvor det er umuligt at skille tingene fra hinanden.
Jeg føler mig som Alice da hun træder ind i en fremmed verden hvor kaninen løber rundt med uret og den tykke kat driller - min verden har bare ikke kaniner og katte men ren ondskab og utryghed.
Jeg er fanget i galskaben imens min fornuft kæmper en brav kamp for at holde mig oven vande.
Jeg tør ikke sige noget til nogen selvom min kontaktperson flere gange har sagt at hun vil lytte.
Jeg føler mig tosset, jeg føler mig ødelagt og jeg kan bare ikke forklare hvad der sker.
Væggene rykker tættere og tættere på, gulvet forvandles til en klistret masse som jeg synker ned i, små dyr kravler ud af stikontakterne og alting gør ondt indeni.
Aftenvagten spurgte ind til hvad der gjorde at det var en særlig dårlig dag i dag og hvis bare jeg vidste det men det er svært at forklare til nogen der ikke selv har prøvet det. Jeg stod op og så startede helvede lige så stille, det kom krybende og jeg vidste det var der men jeg sagde intet.
Har forsøgt at sove det hele væk i dag men kan slet ikke finde ro til at sove så jeg befinder mig i stadiet mellem at være vågen og sove og det er forfærdelig udmattende.
Jeg håber sårn at jeg kan få sovet i nat, jeg magter ikke mareridt og jeg magter ikke at min dag i morgen skal være ligeså hæslig som i dag.
Her sidder jeg igen ved skrivebordet med smøger der sender små røg signaler op.
Jeg har fået sat nåle i ørerne, de siger det hjælper imod min angst og mine stemmer.
Jeg syntes ikke der er den vilde forskel at mærke når jeg har haft nålene i men jeg gør det alligevel - måske er det min måde at "samarbejde" på, et bevis på at jeg faktisk gerne vil have hjælp selvom det virker minimalt og egentlig er træls at skulle igennem, men jeg gør det.
Min hjerne er en stor farverig plamage hvor det er umuligt at skille tingene fra hinanden.
Jeg føler mig som Alice da hun træder ind i en fremmed verden hvor kaninen løber rundt med uret og den tykke kat driller - min verden har bare ikke kaniner og katte men ren ondskab og utryghed.
Jeg er fanget i galskaben imens min fornuft kæmper en brav kamp for at holde mig oven vande.
Jeg tør ikke sige noget til nogen selvom min kontaktperson flere gange har sagt at hun vil lytte.
Jeg føler mig tosset, jeg føler mig ødelagt og jeg kan bare ikke forklare hvad der sker.
Væggene rykker tættere og tættere på, gulvet forvandles til en klistret masse som jeg synker ned i, små dyr kravler ud af stikontakterne og alting gør ondt indeni.
Aftenvagten spurgte ind til hvad der gjorde at det var en særlig dårlig dag i dag og hvis bare jeg vidste det men det er svært at forklare til nogen der ikke selv har prøvet det. Jeg stod op og så startede helvede lige så stille, det kom krybende og jeg vidste det var der men jeg sagde intet.
Har forsøgt at sove det hele væk i dag men kan slet ikke finde ro til at sove så jeg befinder mig i stadiet mellem at være vågen og sove og det er forfærdelig udmattende.
Jeg håber sårn at jeg kan få sovet i nat, jeg magter ikke mareridt og jeg magter ikke at min dag i morgen skal være ligeså hæslig som i dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar