Jeg slæber mig afsted.
Mine ben føles som beton og mit syn er sløret.
Jeg overvejer at smide mig på gulvet men kommer frem til at butikkens ansatte nok ikke ville forstå.
Jeg gynger frem og tilbage imens jeg skælder ud.
Jeg er udmattet.
Mine ben føles som beton og mit syn er sløret.
Jeg overvejer at smide mig på gulvet men kommer frem til at butikkens ansatte nok ikke ville forstå.
Jeg gynger frem og tilbage imens jeg skælder ud.
Jeg er udmattet.
"Hvorfor er du så træt hele tiden?" spørger min mor og jeg kan ikke give et svar.
Min far har også bemærket at jeg hænger med hovedet og at jeg helst ville ligge i sengen og se fjernsyn - alene. Jeg ved ikke om de er bekymret eller irriteret men det er ubehageligt at de kommenterer på min tilstand, for det betyder at jeg ikke kan skjule det.
Jeg er udmattet, fysisk og psykisk. Det er ikke medicinen der sløver men mit indre.
En af de andre beboere kommenterede min medicin forleden, han spurgte hvordan jeg kunne tage så høj en dosis uden at sove hele dagen når han ikke en gang kunne tage 100 mg.
Min krop er sær eller også har den bare vænnet sig til de store mængder leponex.
Jeg sover om natten men har de her forfærdelige mareridt som vækker mig flere gange og når jeg så vågner halvt op så står han der igen, skikkelsen.
Han startede med at vise sig da jeg boede på opholdsstedet, han stod i hjørnet af mit værelse og kiggede på mig uden at sige noget som helst. Den gang flippede jeg fuldstændig ud over det og troede først det var personalet der stod i mit værelse men der var intet af personalet der havde været inde ved mig de nætter hvor han kom frem. Jeg var pisse bange for ham i lang tid, også selvom han ikke dukkede op hver eneste dag, men når han endelig var der så mærkede jeg hårene rejse sig.
Min gamle terapeut mente at jeg skulle se ham som en beskytter, en der ville sørge for mig om natten når jeg var bange og ked af det men jeg havde svært ved at acceptere det fordi jeg blev så bange.
Nu er han så tilbage igen og han står bare i hjørnet og stirrer. Jeg har intet nævnt for nogen for han gør jo ingen skade, men det er sgu lidt skræmmende alligevel men jeg holder fast på den gamle terapeuts vinkel om at han beskytter mig så jeg kan sove om natten.
Jeg skulle vælge kontaktperson for i morgen og jeg syntes ikke at det er let.
Der er ingen på vagt i dag eller aften vagten som jeg sådan kan bruge og det bliver nok en dag under dynen, jeg orker ikke at snakke med dem og jeg orker ikke at være sammen med dem.
Trænger bare til en dag hvor jeg kan se en masse film og være alene, for det er da hvert fald den bedste måde at "slappe af" på selvom det er så pisse forstyrrende med døre der smækker og folk der snakker på gangen men jeg prøver..
Min far har også bemærket at jeg hænger med hovedet og at jeg helst ville ligge i sengen og se fjernsyn - alene. Jeg ved ikke om de er bekymret eller irriteret men det er ubehageligt at de kommenterer på min tilstand, for det betyder at jeg ikke kan skjule det.
Jeg er udmattet, fysisk og psykisk. Det er ikke medicinen der sløver men mit indre.
En af de andre beboere kommenterede min medicin forleden, han spurgte hvordan jeg kunne tage så høj en dosis uden at sove hele dagen når han ikke en gang kunne tage 100 mg.
Min krop er sær eller også har den bare vænnet sig til de store mængder leponex.
Jeg sover om natten men har de her forfærdelige mareridt som vækker mig flere gange og når jeg så vågner halvt op så står han der igen, skikkelsen.
Han startede med at vise sig da jeg boede på opholdsstedet, han stod i hjørnet af mit værelse og kiggede på mig uden at sige noget som helst. Den gang flippede jeg fuldstændig ud over det og troede først det var personalet der stod i mit værelse men der var intet af personalet der havde været inde ved mig de nætter hvor han kom frem. Jeg var pisse bange for ham i lang tid, også selvom han ikke dukkede op hver eneste dag, men når han endelig var der så mærkede jeg hårene rejse sig.
Min gamle terapeut mente at jeg skulle se ham som en beskytter, en der ville sørge for mig om natten når jeg var bange og ked af det men jeg havde svært ved at acceptere det fordi jeg blev så bange.
Nu er han så tilbage igen og han står bare i hjørnet og stirrer. Jeg har intet nævnt for nogen for han gør jo ingen skade, men det er sgu lidt skræmmende alligevel men jeg holder fast på den gamle terapeuts vinkel om at han beskytter mig så jeg kan sove om natten.
Jeg skulle vælge kontaktperson for i morgen og jeg syntes ikke at det er let.
Der er ingen på vagt i dag eller aften vagten som jeg sådan kan bruge og det bliver nok en dag under dynen, jeg orker ikke at snakke med dem og jeg orker ikke at være sammen med dem.
Trænger bare til en dag hvor jeg kan se en masse film og være alene, for det er da hvert fald den bedste måde at "slappe af" på selvom det er så pisse forstyrrende med døre der smækker og folk der snakker på gangen men jeg prøver..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar