Et savn

Ingen struktur, ingen rutiner.
Hele verdenen er vendt på hovedet og intet føles rigtigt.
Jeg holder desperat fast i kanten mod afgrunden, men jeg er træt og mine hænder glider igen og igen.

 

Jeg glæder mig til 1 januar.
Jeg glæder mig til at det hele falder tilbage i gamle rutiner og gøremål.
Alting er vendt på hovedet pga. julen og nytåret der er på vej.
Kan ikke klare alt dette rod der foregår og jeg er desperat.
Sover dagene væk fordi energien er væk og jeg ved ikke om det er medicinen eller alt det her kaos som dræner mig for energi som jeg selv så desperat har brug for.
Vil gerne tilbage i uge skema og daglige rutiner men så længe vi er i denne tid så er det umuligt.
Der er vikarer, der er julefrokoster, der er "glædelig jul" og "godt nytår" lige meget hvor jeg kigger hen og det gør så forfærdeligt ondt indeni mig fordi jeg ikke er klar over hvilket ben jeg egentlig burde støtte på - det hele føles så kaotisk og forkert.
Jeg ber blot om at tingene falder tilbage i de rigtige kasser men det er helt umuligt og jeg har mest af alt lyst til at grave mig under jorden og ikke komme op før det hele er som det var en gang.

En regnvejrs dag.

Jeg vågner op med en følelse af utryghed.
Holder desperat fat i alt det trygge jeg kan komme i tanke om men det glider igennem fingrene.
Begraver ansigtet i puden og råber så højt jeg kan men ingen hører noget.
Jeg kigger på menneskerne omkring mig men alt virker for uvirkeligt.
Jeg føler mig som en tikkende bombe der kan sprænge hver øjeblik.

 

Jeg er tilbage i min lejlighed efter en kort "ferie" hjemme hos mine forældre.
Bryder mig ikke om at være her og forsøger desperat at holde mig i gang så jeg ikke behøver mærke efter eller tænke men det hjælper ikke rigtigt.
Har skruet godt op for musikken og funderer over om mine naboer virkelig hader mig nu, jeg ville hade mig selv hvert fald men måske er mine naboer bare mere tolerante end mig.
Orker ikke at snakke med personalet så jeg gemmer mig bag en låst dør.
Julen er overstået og jeg magter ikke tanken om nytåret der banker på.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 



Vi nærmer os jule tiden.

Som barn var dette årets højdepunkt.
Jeg stod op om natten og kiggede på det lysende juletræ.
Det var en fast tradition at mine brødre og jeg ledte efter julegaverne hele December.
Vi pakkede forsigtigt pakkerne op med en sikker tro på at vores forældre aldrig ville opdage det og mine forældre lod som om de ikke kunne se hvordan pakkerne var revnet i papiret.
Juledag stod jeg op og vandrede utålmodigt rundt i huset indtil vi fik en lille pakken til morgenmaden som blev revet op og efterlod mig med lysende øjne.

Om 4 dage er det juleaften men føler ikke rigtig at jule stemningen har fundet vej til mig.
Jeg frygter på mange måder denne aften og det er med nervøse fornemmelser at jeg tæller ned.
Det er kun mine forældre og jeg som skal holde jul sammen hvilket egentlig passer mig fint, hvert fald en del af mig - for der er stadig barnet som kunne ønske sig en juleaften med juletræ og sang.
Fordelen ved at det kun er mine forældre er at stemningen ikke er overgearet, er at jeg ikke skal kæmpe for at være glad og på men det er på sin vis også rigtig trist at være den eneste der holder jul derhjemme stadigvæk og måske er det netop derfor at julestemningen ikke rigtig er kommet.
Jeg frygter maden men ved at jeg kan kravle under dynen efterfølgende hvilket er en befriende tanke.
Mine forældre og bekendte har spurgt hvad jeg skal nytårs aften og jeg magter slet ikke tanken om fest og farver eller kæmpe brag fra nytårskrudtet.
Min nære ven spurgte om vi skulle holde nytår sammen men jeg orker det ikke, jeg orker ikke tanken om nytåret der banker på døren og jeg vil nok allerhelst holde nytår som jeg gjorde sidste år - under en dyne det meste af tiden med et fjernsyn kørende og en hund ved min side.
Men jeg prøver virkelig at se positivt på det hele men det er fandens svært når det gør ondt indeni og man desuden er tappet for energi og derfor ikke orker noget..

 

 



Når alt bare er alt for meget.

jeg var en "lille" voksen.
Jeg hjalp hvor jeg kunne og glemte mig selv allerede som barn.
Pligtopfyldende, ansvarsbevidst og omsorgsfuld var ordene de satte på mig.
Jeg lærte aldrig at sige nej..

Har i flere dage forsøgt at tage mig mod til at fortælle mine forældre om lægens tilbud om en indlæggelse men jeg har ikke rigtig kunne finde det rigtige tidspunkt og jeg kan stadig ikke gøre op med mig selv om det var et godt tilbud eller om jeg burde være udenfor.
Har haft travlt denne uge med mine forældre og har ikke haft overskud til mig selv eller til at få taget de pauser som jeg har så pokkers brug for.
Har sovet det meste af dagen ude hos mine forældre.
Jeg kørte derud i morges og gik direkte i seng, efter 1 time skulle vi forbi tandlægen igen og da vi kom retur derfra så var der 3 timers lur med hunden.
Sidder hjemme i min lejlighed og forsøger at være i mig selv.
Jeg smiler og griner men kun fordi jeg ikke orker aftenvagten og har netop opdaget af dagvagten på ingen måde er brugbar for mig og jeg har allerede igen lyst til at stikke af..
Men hvor løber man egentlig hen når man gerne vil have fred?



At holde vejret.



Der er den her følelse som jeg ikke kan sætte ord på.
Det starter med hjertebanken og svedige håndflader imens væggene falder sammen omkring mig.
Jeg er ikke bange og alligevel.
Jeg formår ikke at sige det højt for ordene er forsvundet eller også er jeg bare træt af den samme sang der kører igen og igen "det skal nok gå" .. "du skal have det godt"..
Jeg gemmer mig væk, låser døren og kryber under dynen imens musik banker imod væggene.
Forvirringen mærkes men er svært at placere og jeg kan ærligt ikke sige hvad det er der gør mig så bange og jeg kan ærligt ikke forklare hvorfor tanken om døden virker som en lettelse.
Jeg smiler selvom det skærer indeni og jeg forsøger på bedste vis at ignorere stemmerne i mit hoved samtidig med at jeg prøver at balancere i livet og i de mennesker omkring mig.
Har lyst til at smække døren og løbe langt væk men det er mørkt og koldt og jeg føler mig på ingen måde sikker i den verden der lever udenfor min dør.
Jeg skjuler mig bag 1000 masker og jeg bliver i tvivl om hvilken én der er rigtig, hvilken der afspejler mit indre og det frustrerer mig på mange niveauer men mest af alt.. gør det mig bare endnu mere ked.

Spoon theory - ske teorien der rammer plet.

Dette indlæg er inspireret af "the spoon theory" som var noget jeg faldt over en gang, noget min kp og jeg bruger fra tid til anden når jeg har meget på programmet eller har haft meget på programmet.

Jeg læste første gang om ske teorien på facebook hvor en kvinde som var ramt af Lupus skulle forklare sin veninde hvordan alle dagens aktiviteter var nøje planlagt ud fra hvor mange skeer hun havde til rådighed hvilket kunne gælde hvilket som helst menneske med en sygdom.

Det handler meget om at man ikke skal tage de små ting for givet men at alt koster på kontoen.

Jeg har alt for længe brugt flere skeer end jeg havde til rådighed hver dag og det koster så på den næste dag og den næste osv.

I øjeblikket er mit energi og overskud i bund, jeg har svært ved at overskue helt alm. dagligdags opgaver og det frustrerer mig både at jeg ikke får det gjort men også at jeg ikke "kan"

Simple ting som fx at gå i bad eller bare skifte til nyt tøj hver dag er alt for uoverskueligt for mig.

Min mor har flere gange foreslået at jeg skulle ligge rent tøj frem til næste dag men selv ikke den opgave magter jeg lige i øjeblikket. Jeg kravler i gårsdagens tøj som jo så også var fra i forgårs osv.

Det er svært at erkende at man ikke engang kan skifte tøj eller få børstet tænder eller komme i bad.

Mine skeer er i minus og alt koster mere end hvad jeg har.

Mine skeer bliver brugt på andre menneskers ve og vel, jeg lader mig selv falde i baggrunden.

Har brugt en masse energi hjemme hos mine forældre med sygehus og tandlæge, simple opkald eller at skulle rette tekster for min mor er ting som jeg ikke "magter" men som jeg heller ikke kan sige fra til når nu jeg er den eneste der kan hjælpe dem fordi mine to brødre ikke har tid eller måske handler det om at de ikke gider - men så er jeg tvunget, sådan føles det hvert fald.

Har på mange måder lyst til at gå i forfald, ment på den måde at jeg har lyst til at kaste armene op over hovedet og råbe til hele verdenen at jeg ikke orker mere pres, jeg har ikke flere skeer.

Men så er der noget indeni mig der lige giver et ekstra boost energi så jeg kan få ryddet bare lidt op på skrivebordet eller smide tøj ud i vasketøjskurven men så stopper den også der..

Det er bare en af disse dage hvor jeg er led og ked af at jeg ikke fungerer ordentligt, jeg er vred og ked af at JEG er blevet ramt af den her lorte sygdom og jeg er træt af at jeg ikke selv må vælge hvorvidt jeg vil leve videre eller slutte.

For helvede altså.

 

 

Skulle nogen være interesseret i at læse om "the spoon theory" så er her et link til en af de mange steder hvor den står beskrevet:

http://www.newyorkerbyheart.com/2010/02/spoon-theory-ske-teorien-hjaelp-til-forstaelse-for-det-at-have-en-kronisk-sygdom.html

Beton junglen og tanker der gør ondt.

Jeg kryber langs murene og undgår blikkene.
Mine tanker raser af sted og jeg frygter at hele verdenen kan høre dem.
Propper musik i ørerne og håber at det er dét de kan høre.
Mit blik flakker rundt og hjertet hamrer indeni.
Jeg hører støjen omkring mig og forbander livet langt væk.
Jeg forstår ikke hvordan andre klarer det når det driver mig til vanvid.

 

Jeg har i dag været nede til den månedlige blodprøve som jeg skal have taget pga. medicinen.
Jeg tager altid af sted med en klump i halsen og svedige håndflader.
Der er to sygeplejersker i mit lægehus, den ene pjatter og spørger hvordan jeg har det, den anden er stille og virker som om hun faktisk ikke gider sit arbejde men stadig er der.
Jeg bryder mig generelt ikke om at være dernede, det er som om jeg holder vejret og smiler indtil jeg kan træde ude af døren igen og forsvinde langt væk.
Jeg plejer for det meste at tage derned alene, det er for svært for mig at be om at få nogle med og jeg klarer det da også alene men det er en oplevelse jeg godt ville være foruden.
Har fået bestilt tider til hele næste år, 1 blodprøve hver måned og så skal jeg have lavet en ny læge erklæring når jeg skal søge om at få mit kørekort forlænget her til april.

Den gang jeg tog kørekort blev det kun bevilliget i 5 år.
Grunden til dette var min medicinske behandling og hvordan jeg rent psykisk ville udvikle mig.
Nu er der så snart gået 5 år, jeg får noget helt andet medicin og jeg har en helt anden diagnose.
Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg får det godkendt til flere år, jeg er faktisk rigtig bange for at de klipper kortet og siger at jeg ikke kan køre bil længere - bilen er mit hellige sted, der hvor jeg slapper af, for det meste hvert fald! og jeg ved at jeg vil gå og være nervøs imens jeg venter på svar fra embedslægen om hvorvidt jeg kan beholde det eller ej.
Jeg har hele tiden gået og troet at det først var omkring oktober at det skulle genvurderes men så kiggede min mor nærmere på mit kørekort og konstaterede at det allerede er til april hvilket slog mig lidt af pinden, det er slet ikke det jeg rummer lige nu.

Jeg har i lang tid gemt medicin i tilfælde af at livet blev alt for tung en byrde.
Jeg har altid kaldt det mit sikkerhedsnet, min billet væk fra livet hvis jeg ville.
Min kontaktperson har før spurgt om det ikke skulle tømmes, hun er ikke den eneste men hver gang har jeg været afvisende indtil i dag hvor jeg har tømt godt ud og afleveret til hende.
Jeg mærkede tvivlen men tænkte at det nok var det bedste, en splittelse indeni mig, en usikkerhed og jeg hadede mig selv de første par timer men nu hvor jeg sidder her så tænker jeg måske at det er godt nok, det skal være godt nok og så må dæmonerne skælde ud.

Tiden flyver af sted, det føles hvert fald sådan i øjeblikket og det forvirrer mig helt vildt.
Har ikke styr på dagene eller hvad jeg har lavet, det er som om det hele flyder sammen.
Kan ikke holde overblik og jeg har ikke overskud til det jeg gerne ville.
Bruger en del tid hjemme hos mine forældre i øjeblikket, det er for hårdt og svært at være i lejligheden og når jeg så endelig forsøger at være i lejligheden så sover jeg.
Søvnen er en flugt, det er jeg efterhånden bevidst om og hvis jeg bare kunne falde i søvn og først vågne op når jeg havde det godt så havde jeg gjort det men det virker desværre ikke sådan.
Kæmper for at få ordnet de der dagligdagsting som at vaske tøj og rydde op og gøre rent men det er som om det smuldrer imellem fingrene og så virker det bare endnu mere uoverskueligt.

Status pt. er nok at jeg falder fra hinanden, brik efter brik.
Det er sværere at holde sammen på tingene, det er svært at holde ting inde og ordne ting ude.
Mine forældre forstår ikke helt hvordan jeg har det eller hvorfor jeg er opfarende eller sover.
Lægen har nævnt indlæggelse men jeg rummer faktisk ikke tanken om at skulle snakke med min familie om det og orker ikke at skulle derind og føle at det er et nederlag.
På den anden side så er det bare svært at holde ud, det her med at overleve og ikke leve trækker tænder ud og river alt energien væk hvilket heller ikke er fedt..
Jeg føler på ingen måde at jeg er i balance, faktisk tværtimod..
Jeg graver mig ned og fylder verdenen med høj musik - for det er det eneste jeg kan holde ud..

 

 



Tanker der vælter rundt..

Mit indre er som en 10 sporet motorvej.
Tankerne kommer i massiv fart og jeg når aldrig at tænke noget færdigt.
Det er som om jeg aldrig slapper af.
Det er som om jeg aldrig får ro.
Det er som om jeg aldrig får sovet.

 

Min dag har været fyldt med indtryk og alt for meget stress.
Jeg har hygget mig med min far hele dagen men alligevel sidder jeg her foran computeren med den ene smøg efter den anden, ude af stand til at gå op og hente min nat medicin.
Der er alt for mange bekymringer, alt for meget tristhed, alt for meget af alt.
Jeg er ikke i stand til at fortælle hvad der foregår, jeg er ikke i stand til at sige fra og jeg er på ingen måde i stand til at række ud efter hjælpen selvom den er lige foran mig.
Det er som om jeg ikke kan balancere, min krop er ikke fysisk i stand til at balancere.
Føler mig ikke tilpas hvor jeg bor, jeg magter ikke at snakke med hverken personale eller beboere, måske er jeg bare ikke i stand til at befinde mig i det sociale der foregår omkring mig.
Der er øjeblikke med lys men de forsvinder hurtigt og efterlader mig angstfuld og frustreret.
Ville gerne passe ind men føler mig kejtet og "for hurtig" i sindet.
Føler mig udfordret af verdenen omkring mig og har mest af alt lyst til at trække stikket ud og kravle under dynen og falde i en dyb søvn - sådan en hvor man først vågner når alting er godt, hvis den slags søvn altså eksisterer. Jeg tænker for meget over alt muligt ligegyldigt lort som alligevel bliver en realitet for mig, som folk så skubber væk med "det kender jeg godt!" og ja måske kender de det godt, men de forstår alligevel ikke hvor ondt det gør og hvor skræmmende de tanker er.

 

 

 

 

 

 

 



Et dobbelt liv.

"Jeg ved hvordan du har det!" ..
"Jeg har oplevet præcis dét du står i"..
"Du skal bare sende en sms"..
"Vi vil gerne hjælpe"..
"Hvorfor har du det sådan her nu?"..
"Er det bare en dum periode?"..

 

I går sad jeg hos min behandler og åbnede op for mørket eller jeg forsøgte.
Jeg havde samtalen med lægen bagefter hvor ordene var ved at kvæle mig.
Lægen nævnte muligheden for indlæggelse men jeg sagde nej i denne omgang.
Medicinen er blevet skruet på og jeg skal så forsøge at balancere og se om det virker.
Det virker som om personalet ikke forstår hvor skidt jeg har haft det i lang tid, det føles hvert fald som rigtig lang tid, men jeg forstår dem godt, jeg skjuler det og bruger al min energi på det.
Flere har spurgt hvorfor jeg har det skidt lige pludselig, nogle forstår slet ikke at jeg har det skidt - for jeg virker jo til at have det godt, jeg snakker og griner og løber rundt på væggene.
Men de forstår ikke at det er mit allerbedste forsvar i denne verden, det er min måde at holde ud og overleve på, hvert fald en af de måder og derfor narrer jeg de fleste selvom jeg ikke vil.
Oplever at mange siger "jamen sådan har jeg det også!" og selvom jeg forsøger at tænke at de nok kender til det, så bliver jeg også vred, for de aner slet ikke hvilket stormvejr jeg befinder mig i.
Mørket kryber sammen omkring mig og jeg forsøger desperat at finde lys.. det er bare ikke så let som folk får det til at lyde som om, eller også har jeg givet op for længst..
Tør ikke fortælle mine forældre at indlæggelse blev nævnt men de kan mærke at jeg har det skidt, det bilder jeg mig hvert fald ind, men jeg ved det ikke..
Jeg er tom for energi og ser frem til nogle dage uden planer.. hvis jeg da kan holde det ud.

 

 



Stilheden er fyldt med støj.

Jeg bider tænderne sammen i et forsøg på at overleve.
Jeg trækker slet ikke vejret, det gør alt for ondt.
Jeg smiler imens jeg græder.
Holder hele verden på afstand imens den kæmper for at komme tæt på.

Jeg kigger mig i spejlet og hader hvad jeg ser.
Jeg kigger mig i spejlet og genkender intet.
Er bare følelsesløs, jeg er bare forsvundet helt væk.
Jeg kan ikke presse ordene ud og selvom jeg så gerne ville sige noget højt så føles det forkert.
Jeg tænker alt for meget og det er som om min hjerne ikke vil have en pause.
Jeg drøner rundt i cirkler og aner ikke hvad jeg foretager mig, det er som om minderne forsvinder, som om det er alt for svært og for hårdt at huske hvad der foregår.
Kravler under dynen og hyler, kravler ud og hamrer i væggen.