Der er den her følelse som jeg ikke kan sætte ord på.
Det starter med hjertebanken og svedige håndflader imens væggene falder sammen omkring mig.
Jeg er ikke bange og alligevel.
Jeg formår ikke at sige det højt for ordene er forsvundet eller også er jeg bare træt af den samme sang der kører igen og igen "det skal nok gå" .. "du skal have det godt"..
Jeg gemmer mig væk, låser døren og kryber under dynen imens musik banker imod væggene.
Forvirringen mærkes men er svært at placere og jeg kan ærligt ikke sige hvad det er der gør mig så bange og jeg kan ærligt ikke forklare hvorfor tanken om døden virker som en lettelse.
Jeg smiler selvom det skærer indeni og jeg forsøger på bedste vis at ignorere stemmerne i mit hoved samtidig med at jeg prøver at balancere i livet og i de mennesker omkring mig.
Har lyst til at smække døren og løbe langt væk men det er mørkt og koldt og jeg føler mig på ingen måde sikker i den verden der lever udenfor min dør.
Jeg skjuler mig bag 1000 masker og jeg bliver i tvivl om hvilken én der er rigtig, hvilken der afspejler mit indre og det frustrerer mig på mange niveauer men mest af alt.. gør det mig bare endnu mere ked.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar