Jeg kryber langs murene og undgår blikkene.
Mine tanker raser af sted og jeg frygter at hele verdenen kan høre dem.
Propper musik i ørerne og håber at det er dét de kan høre.
Mit blik flakker rundt og hjertet hamrer indeni.
Jeg hører støjen omkring mig og forbander livet langt væk.
Jeg forstår ikke hvordan andre klarer det når det driver mig til vanvid.
Mine tanker raser af sted og jeg frygter at hele verdenen kan høre dem.
Propper musik i ørerne og håber at det er dét de kan høre.
Mit blik flakker rundt og hjertet hamrer indeni.
Jeg hører støjen omkring mig og forbander livet langt væk.
Jeg forstår ikke hvordan andre klarer det når det driver mig til vanvid.
Jeg har i dag været nede til den månedlige blodprøve som jeg skal have taget pga. medicinen.
Jeg tager altid af sted med en klump i halsen og svedige håndflader.
Der er to sygeplejersker i mit lægehus, den ene pjatter og spørger hvordan jeg har det, den anden er stille og virker som om hun faktisk ikke gider sit arbejde men stadig er der.
Jeg bryder mig generelt ikke om at være dernede, det er som om jeg holder vejret og smiler indtil jeg kan træde ude af døren igen og forsvinde langt væk.
Jeg plejer for det meste at tage derned alene, det er for svært for mig at be om at få nogle med og jeg klarer det da også alene men det er en oplevelse jeg godt ville være foruden.
Har fået bestilt tider til hele næste år, 1 blodprøve hver måned og så skal jeg have lavet en ny læge erklæring når jeg skal søge om at få mit kørekort forlænget her til april.
Den gang jeg tog kørekort blev det kun bevilliget i 5 år.
Grunden til dette var min medicinske behandling og hvordan jeg rent psykisk ville udvikle mig.
Nu er der så snart gået 5 år, jeg får noget helt andet medicin og jeg har en helt anden diagnose.
Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg får det godkendt til flere år, jeg er faktisk rigtig bange for at de klipper kortet og siger at jeg ikke kan køre bil længere - bilen er mit hellige sted, der hvor jeg slapper af, for det meste hvert fald! og jeg ved at jeg vil gå og være nervøs imens jeg venter på svar fra embedslægen om hvorvidt jeg kan beholde det eller ej.
Jeg har hele tiden gået og troet at det først var omkring oktober at det skulle genvurderes men så kiggede min mor nærmere på mit kørekort og konstaterede at det allerede er til april hvilket slog mig lidt af pinden, det er slet ikke det jeg rummer lige nu.
Jeg har i lang tid gemt medicin i tilfælde af at livet blev alt for tung en byrde.
Jeg har altid kaldt det mit sikkerhedsnet, min billet væk fra livet hvis jeg ville.
Min kontaktperson har før spurgt om det ikke skulle tømmes, hun er ikke den eneste men hver gang har jeg været afvisende indtil i dag hvor jeg har tømt godt ud og afleveret til hende.
Jeg mærkede tvivlen men tænkte at det nok var det bedste, en splittelse indeni mig, en usikkerhed og jeg hadede mig selv de første par timer men nu hvor jeg sidder her så tænker jeg måske at det er godt nok, det skal være godt nok og så må dæmonerne skælde ud.
Tiden flyver af sted, det føles hvert fald sådan i øjeblikket og det forvirrer mig helt vildt.
Har ikke styr på dagene eller hvad jeg har lavet, det er som om det hele flyder sammen.
Kan ikke holde overblik og jeg har ikke overskud til det jeg gerne ville.
Bruger en del tid hjemme hos mine forældre i øjeblikket, det er for hårdt og svært at være i lejligheden og når jeg så endelig forsøger at være i lejligheden så sover jeg.
Søvnen er en flugt, det er jeg efterhånden bevidst om og hvis jeg bare kunne falde i søvn og først vågne op når jeg havde det godt så havde jeg gjort det men det virker desværre ikke sådan.
Kæmper for at få ordnet de der dagligdagsting som at vaske tøj og rydde op og gøre rent men det er som om det smuldrer imellem fingrene og så virker det bare endnu mere uoverskueligt.
Jeg tager altid af sted med en klump i halsen og svedige håndflader.
Der er to sygeplejersker i mit lægehus, den ene pjatter og spørger hvordan jeg har det, den anden er stille og virker som om hun faktisk ikke gider sit arbejde men stadig er der.
Jeg bryder mig generelt ikke om at være dernede, det er som om jeg holder vejret og smiler indtil jeg kan træde ude af døren igen og forsvinde langt væk.
Jeg plejer for det meste at tage derned alene, det er for svært for mig at be om at få nogle med og jeg klarer det da også alene men det er en oplevelse jeg godt ville være foruden.
Har fået bestilt tider til hele næste år, 1 blodprøve hver måned og så skal jeg have lavet en ny læge erklæring når jeg skal søge om at få mit kørekort forlænget her til april.
Den gang jeg tog kørekort blev det kun bevilliget i 5 år.
Grunden til dette var min medicinske behandling og hvordan jeg rent psykisk ville udvikle mig.
Nu er der så snart gået 5 år, jeg får noget helt andet medicin og jeg har en helt anden diagnose.
Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg får det godkendt til flere år, jeg er faktisk rigtig bange for at de klipper kortet og siger at jeg ikke kan køre bil længere - bilen er mit hellige sted, der hvor jeg slapper af, for det meste hvert fald! og jeg ved at jeg vil gå og være nervøs imens jeg venter på svar fra embedslægen om hvorvidt jeg kan beholde det eller ej.
Jeg har hele tiden gået og troet at det først var omkring oktober at det skulle genvurderes men så kiggede min mor nærmere på mit kørekort og konstaterede at det allerede er til april hvilket slog mig lidt af pinden, det er slet ikke det jeg rummer lige nu.
Jeg har i lang tid gemt medicin i tilfælde af at livet blev alt for tung en byrde.
Jeg har altid kaldt det mit sikkerhedsnet, min billet væk fra livet hvis jeg ville.
Min kontaktperson har før spurgt om det ikke skulle tømmes, hun er ikke den eneste men hver gang har jeg været afvisende indtil i dag hvor jeg har tømt godt ud og afleveret til hende.
Jeg mærkede tvivlen men tænkte at det nok var det bedste, en splittelse indeni mig, en usikkerhed og jeg hadede mig selv de første par timer men nu hvor jeg sidder her så tænker jeg måske at det er godt nok, det skal være godt nok og så må dæmonerne skælde ud.
Tiden flyver af sted, det føles hvert fald sådan i øjeblikket og det forvirrer mig helt vildt.
Har ikke styr på dagene eller hvad jeg har lavet, det er som om det hele flyder sammen.
Kan ikke holde overblik og jeg har ikke overskud til det jeg gerne ville.
Bruger en del tid hjemme hos mine forældre i øjeblikket, det er for hårdt og svært at være i lejligheden og når jeg så endelig forsøger at være i lejligheden så sover jeg.
Søvnen er en flugt, det er jeg efterhånden bevidst om og hvis jeg bare kunne falde i søvn og først vågne op når jeg havde det godt så havde jeg gjort det men det virker desværre ikke sådan.
Kæmper for at få ordnet de der dagligdagsting som at vaske tøj og rydde op og gøre rent men det er som om det smuldrer imellem fingrene og så virker det bare endnu mere uoverskueligt.
Status pt. er nok at jeg falder fra hinanden, brik efter brik.
Det er sværere at holde sammen på tingene, det er svært at holde ting inde og ordne ting ude.
Mine forældre forstår ikke helt hvordan jeg har det eller hvorfor jeg er opfarende eller sover.
Lægen har nævnt indlæggelse men jeg rummer faktisk ikke tanken om at skulle snakke med min familie om det og orker ikke at skulle derind og føle at det er et nederlag.
På den anden side så er det bare svært at holde ud, det her med at overleve og ikke leve trækker tænder ud og river alt energien væk hvilket heller ikke er fedt..
Jeg føler på ingen måde at jeg er i balance, faktisk tværtimod..
Jeg graver mig ned og fylder verdenen med høj musik - for det er det eneste jeg kan holde ud..
Det er sværere at holde sammen på tingene, det er svært at holde ting inde og ordne ting ude.
Mine forældre forstår ikke helt hvordan jeg har det eller hvorfor jeg er opfarende eller sover.
Lægen har nævnt indlæggelse men jeg rummer faktisk ikke tanken om at skulle snakke med min familie om det og orker ikke at skulle derind og føle at det er et nederlag.
På den anden side så er det bare svært at holde ud, det her med at overleve og ikke leve trækker tænder ud og river alt energien væk hvilket heller ikke er fedt..
Jeg føler på ingen måde at jeg er i balance, faktisk tværtimod..
Jeg graver mig ned og fylder verdenen med høj musik - for det er det eneste jeg kan holde ud..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar