Et dobbelt liv.

"Jeg ved hvordan du har det!" ..
"Jeg har oplevet præcis dét du står i"..
"Du skal bare sende en sms"..
"Vi vil gerne hjælpe"..
"Hvorfor har du det sådan her nu?"..
"Er det bare en dum periode?"..

 

I går sad jeg hos min behandler og åbnede op for mørket eller jeg forsøgte.
Jeg havde samtalen med lægen bagefter hvor ordene var ved at kvæle mig.
Lægen nævnte muligheden for indlæggelse men jeg sagde nej i denne omgang.
Medicinen er blevet skruet på og jeg skal så forsøge at balancere og se om det virker.
Det virker som om personalet ikke forstår hvor skidt jeg har haft det i lang tid, det føles hvert fald som rigtig lang tid, men jeg forstår dem godt, jeg skjuler det og bruger al min energi på det.
Flere har spurgt hvorfor jeg har det skidt lige pludselig, nogle forstår slet ikke at jeg har det skidt - for jeg virker jo til at have det godt, jeg snakker og griner og løber rundt på væggene.
Men de forstår ikke at det er mit allerbedste forsvar i denne verden, det er min måde at holde ud og overleve på, hvert fald en af de måder og derfor narrer jeg de fleste selvom jeg ikke vil.
Oplever at mange siger "jamen sådan har jeg det også!" og selvom jeg forsøger at tænke at de nok kender til det, så bliver jeg også vred, for de aner slet ikke hvilket stormvejr jeg befinder mig i.
Mørket kryber sammen omkring mig og jeg forsøger desperat at finde lys.. det er bare ikke så let som folk får det til at lyde som om, eller også har jeg givet op for længst..
Tør ikke fortælle mine forældre at indlæggelse blev nævnt men de kan mærke at jeg har det skidt, det bilder jeg mig hvert fald ind, men jeg ved det ikke..
Jeg er tom for energi og ser frem til nogle dage uden planer.. hvis jeg da kan holde det ud.