Et besøg.

I dag får jeg besøg af en nær ven, min x kæreste men stadig en nær ven.
Blev ikke vækket til tiden selvom jeg har forsøgt at forklare at jeg gerne ville op i weekenden på samme tid som hverdagene, men personalet tænker nok at jeg skal have lov at sove.
Har været oppe 6 gange siden kl. 04:00 og så røget en smøg og lagt mig igen.
Men nu er jeg oppe og i gang.
Har støvsuget og ryddet op i lejligheden, lagt vasketøj sammen og ordnet fælles rengøring i huset.
Så har jeg desuden også været i bad hvilket for mange nok er en lille ting, men for mig er det virkelig en uoverskuelig ting og jeg hader det før - under og efter.
Jeg lugter af sæbe og den lugt stresser mig virkelig, men efter vi er flyttet og badeværelserne ikke er en del af værelset så lugter min lejligheden da heldigvis ikke af sæbe.
Min ven kommer her inden længe og så skal vi ud og gå en tur, vi er blevet inviteret til åben hus hos en bekendt og jeg er godt nok spændt på om jeg kan håndtere det eller om det bliver for meget..
Mine tanker har kørt som et godstog på fuld blus og alligevel ved jeg ikke hvad jeg har tænkt.
Hele natten har lyden i hovedet været der, den har vækket mig og gjort min søvn til noget lort.
Selvom psykologen siger at det er noget alle oplever så forstår jeg fandme ikke hvordan andre kan holde det ud, for jeg bliver træt og stresset og lyden bliver højere og højere samtidig med at jeg mærker den indeni som en summende og provokerende følelse.
Indtil min kammerat kommer så flyder musikken ud af højtalerne og jeg forsøger at rumme at være mig.. suk.

En snak eller to om alt det der er svært..

Det er fredag.
Klokken er 20.49 i skrivende stund.
Ved siden af mig står der en kop med te og damper om kap med smøgen i askebægeret.
Jeg ved ikke hvad jeg skal føle eller hvad jeg skal tænke i dette øjeblik, det er som om alting er lidt udtværet og mærkeligt.
T var på arbejde i dag, det er altid rart når hun er her, jeg føler mig set og hørt og forstået.
Viso havde bedt mig om at pege noget mere personale ud og det har jeg gjort.
Den ene af dem jeg har valgt er ny men virker til at være okay.
Vi fik snakket lidt om Viso og deres planer, om hvad jeg frygter for fremtiden i forhold til den her del.
Jeg prøver så vidt muligt at undgå at tænke for meget over Viso men alligevel fylder det i mine tanker, primært frygten.
Jeg ville gerne sætte ord på, men jeg er så træt og forvirret og alle ordene vælter rundt indeni mit hoved og så er det sgu svært at finde rundt.
Jeg vil ikke skrive så meget her til aften, men det er muligt at der kommer et nyt indlæg i morgen..

En tur til tyskland.

Sidder bag rettet imens musikken pumper ud af højtalerne.
Mine fingre trommer på rattet og ind imellem synger jeg med på sangene og stirrer på landskabet der flyder forbi mig imens bilen bevæger sig.
Køerne er lukket ud og jeg peger ivrigt på hver eneste ko og fortæller min far hvor godt det er at de er ude, det er et tegn på sommeren.
Vi triller stille af sted imens humøret er højt.
Hjemme fra har jeg lavet en indkøbsseddel der fortæller hvad der skal købes og hvad det koster og jeg træder hurtigt ind i den første butik og bevæger mig med det samme ned for at finde mine "vigtige" energidrik men skuffelsen rammer mig lige i fjæset som en lussing da jeg står foran hylderne og konstaterer at de kun har 2 kasser.
Jeg havde planlagt at skulle have 16 kasser med hjem og irriteret finder jeg en medarbejder og spørger om de dog ikke har flere på lageret, han går ind på lageret og kommer kort tid efter ud og ryster på hovedet og beklager at de ikke har flere.
Mit system går ned og jeg sparker til vognen, jeg kan slet ikke håndtere at de ikke har det jeg har på min liste og jeg kan slet ikke bare sige "pyt" og gå videre.
Min far spørger om jeg dog ikke bare kan købe nogle af de andre, men han forstår det ikke.
Jeg har planlagt alt ned til mindste detalje og allerede nu fucker min plan op.
Jeg kan slet ikke magte at min plan er væltet allerede nu og jeg bevæger mig uroligt rundt i butikken og kan slet ikke overskue at finde alt andet på min liste.
Jeg forlader butikken med 2 kasser og 2 stk. forældre der er uforstående over for min frustration.
Min far siger at vi kører til en anden butik og det gør vi også.
Jeg løber næsten ned til der hvor alle dåserne befinder sig og konstaterer at der er 5 kasser tilbage, igen spørger jeg en medarbejder som også svarer at de ikke har flere.
Jeg kan slet ikke være i mig selv og jeg har allermest lyst til at smide mig på gulvet og tude, min plan holder på ingen måde og ja mit system er brændt sammen.
Vi bevæger os i den 3 butik og jeg vandrer hvileløst rundt imens mine forældre diskuterer om de skal købe det ene eller andet vaskemiddel.
De har mine energidrik, men de er dyrere end dem jeg havde skrevet på min liste og jeg kan slet ikke rumme at prisen er anderledes og det ender med at min far siger "tag dem nu bare" og så begynder han at læsse nogle kasser over på vognen.
Jeg kommer ud fra butikken med 7 kasser og en underlig følelse i kroppen.
Jeg er slet ikke til stede mere, det er som om jeg står udenfor min krop og ser hvordan jeg roligt sætter mig ind i bilen og griner samtidig med at der indeni er så meget uro at jeg slet ikke kan fokusere på verdenen omkring mig.
Vi kører fra Tyskland med bilen læsset med billige dåse øl og energidrik, rødvin og slik.
Jeg vender kursen hjem med en underlig følelse indeni.
Vi kommer hjem og får læsset af og så sidder vi rundt om spisebordet med sodavand og kasse og gennemgår alle kvitteringerne fra turen.
Jeg kan konstatere at jeg ikke har brugt flere penge end jeg ville, jeg har endda sluppet for at betale for 1 af kasserne, men jeg er stadig ikke kommet hjem med de kasser jeg ville.
Efter aftensmad og snak er jeg hjemvendt til bostedet, og her sidder jeg så og skriver.
Jeg er stadig underlig urolig i kroppen men jeg har ikke lyst til at snakke med aftenvagten og jeg har slet ikke lyst til at forsøge at forklare hvad der skete på turen..
Jeg har taget min PN og min aftenmedicin og lytter til musikken der strømmer ud af højtalerne imens jeg prøver at gøre mig klar til natten..
Har fået gode beskeder i dag og forsøger virkelig at holde fast i dem.. men alligevel.. nej..

"Du virker mere stabil"

"Du virker mere stabil".."det virker til at du har det godt igen"..."du virker ikke helt så bims som du har været før" .. Det er blot nogle af de sætninger jeg har mødt den seneste tid.
Det er en interessant vinkel på mit eget indre kaos, altså den der vinkel med "Du har det da godt!"
Tjo har flere dage der er mere stabile, jeg har mere energi, jeg har lettere ved at være i "den glade og overskudsagtige" mig, det vil jeg give dem ret i.
Men er det her at have det "godt"? for så vil jeg gerne vide hvordan alle andre kan håndtere det i længden, jojo jeg har det bedre end jeg havde for bare et 1/2 år siden, men jeg er ikke fri.
Det er interessant, altså det der med hvornår andre ser at man har det godt og hvornår man selv føler det, for gad vide om jeg bare er blevet vant til at balancere i det her eller om det er noget alle mennesker gør? eller er det fordi jeg har lettere ved at grine og smile og trække en maske på?
Ærligt så ved jeg faktisk ikke hvordan det er at have det godt, gad vide om jeg nogensinde har haft det godt? jeg kan ikke huske en tid hvor jeg har følt mig tilpas og haft det godt, men måske er jeg bare blindet af mørket og måske er jeg i virkeligheden nået så langt at jeg snart kan balancere selv.
Der er andre ting i fokus i øjeblikket, det er ikke stemmerne eller selvmordstankerne, det er ikke tristheden i sig selv eller ja.. det er maden der er i fokus og sådan er det vel i behandlings systemet, man kan kun fokusere på en ting af gangen og det er vel også fint nok - hvis det ikke var fordi de andre ting ikke forsvinder ved at blive ignoreret.
Jeg har forsøgt at skrive ting ned som jeg gerne ville sætte ord på, jeg har forsøgt at formulere noget brugbart men så snart jeg skal sætte ord på det med det talte sprog så lukker jeg i.
Jeg har forsøgt at fortælle min KP om hvor svært det er, at min fornuft spænder ben for de talte ord men at min angst stadig er galoperende og skræmmende.
Min fornuft siger at tingene ikke kan lade sig gøre, det kan umuligt lade sig gøre at gulvet forvandler sig til en flydende konsistens som jeg flyder igennem eller at der kravler noget igennem stikkontakterne om natten eller at der er nogen der følger efter mig når jeg bevæger mig udenfor.
Men min angst bliver vild og jeg bliver i et øjeblik overbevist om disse ting hvilket fører til mærkelige tanker og fornemmelser indeni.
Men jeg ved sgu ikke.. jeg ved ikke om det er medicinen der spiller ind, det er det nok.. Men de kan ikke skabe noget der ikke eksisterer, de kan kun dope mig langt væk så jeg bliver ligeglad og det er det der sker - jeg er ligeglad.. det meste af tiden..
Måske er ligegladheden = med glæde og overskud? er det mon dét som alle andre føler? jeg ved det sgu ikke... det er ikke til at blive klog på..

Hvad øjet ikke ser..

2xPn og nat medicinen får forhåbentligt natten til at gå godt.
Er lidt træt men ikke nok til at jeg tør at krybe under dynen, men nok til at min krop kæmper for at holde øjnene åbne.
Har siddet i fælles stuen og snakket med J som er aftenens KP.
Samtalen var fin men en sætning ramte dog "Du virker egentlig velfungerende" og han har ret, jeg virker nok rigtig velfungerende i forhold til hvordan mit sind spænder ben for mig.
Jeg har ikke haft et selvmordsforsøg i over 1 år selvom tankerne har været der og min selvskade er blevet mindre - hvert fald i en eller anden grad.
Har ikke været indlagt i over 1 år og er rimelig stabil på min medicin, men når jeg tænker tilbage.. ja pyh for helvede hvor har det været nogle hårde år med sygdommen indeni hovedet.
Jeg prøver at vise udadtil at jeg har det godt fordi jeg frygter at sætte ord på mine tanker, jeg er bange for at blive set skævt på, så jeg kæmper en daglig kamp for at tage det smilende ansigt på.
Jeg løber ikke rundt og skriger, det er der faktisk ingen der gør her.
Selvom det er et bosted for folk med psykiatriske diagnoser, så virker det hele okay og fredeligt.
Men jeg ville nogle dage ønske at personalet kunne være en flue på væggen, både i min lejlighed og indeni mit hoved.. Det ville gøre nogle ting så meget lettere, men jeg er da et skridt på vejen når jeg nu har sagt højt til min faste kp T, at der er så meget jeg gerne ville sætte ord på men af frygt for at blive set som freaken så holder jeg min mund.
Måske kan jeg en dag sætte mig ned med T og snakke om verdenen og hvordan den ser ud fra mine øjne, måske sker det ikke og måske bliver jeg "udskrevet" fra bostedet til egen lejlighed fordi jeg "klarer" det så godt.. Jeg ved sgu ikke.. jeg er splittet i alt for mange ting og det er svært for mig at finde rundt i lortet men jeg forsøger sgu da.

At trække vejret selvom det gør ondt.

Har tilbragt eftermiddagen i haven med aftenens kp og en anden beboer.
Vi er i gang med at sætte drivhuset op, jeg har rykket mange gange for det og nu sker det langsomt.
Aften kp'en er en mand og dette er ret atypisk, altså at jeg vælger ham i stedet for en af de kvindelige der er på vagt, og jeg mærker også hvorfor jeg normalvis vælger de kvindelige ansatte.
Selvom min fornuft prøver at overbevise mig om at han er dygtig og rar så bliver jeg alligevel urolig, sådan på den der "gad vide om han gør mig noget" måde.
Flere gange har jeg skulle ned i værkstedet med ham for at save rør til drivhuset og det er med en vis bekymring hver gang og jeg mærker virkelig hvordan mit sind er bange.
Han har ikke andet end at være rar over for mig, han lytter og vi snakker godt sammen men jeg mærker alligevel hvor bekymret jeg bliver for at være alene med ham.
Vi har stoppet arbejdet for i dag og jeg sidder i min lejlighed med en ny brygget kande kaffe og smøger og forsøger virkelig at komme i gang med at rydde op men jeg kan ikke rigtig komme i gang, det virker alt for uoverskueligt.
I morgen skal jeg ned på et værested her i byen for folk diagnoser, hvilket går mig meget på.
Jeg skal ned og træne og jeg har en aftale med min kp dernede og min faste herhjemme at det kun er 45 minutter, men så begynder jeg at tænke at jeg kan cykle en lang tur efterfølgende - min kp møder først om aftenen så jeg kan ligeså godt bruge tiden fornuftigt og få brændt lidt af.
Jeg skriver mad dagbog til VISO og det fylder mig med skam at skulle sende oversigten til dem.
Sidste møde sluttede med "prøv at forberede dig på at spise morgenmad" og jeg kan slet ikke magte tanken, eller være i tanken.
Jeg ved sgu ikke.. ville gerne skrive mere men min hjerne slår kolbøtter og jeg er træt.. suk.

At vælte ud af søvnen.

Det er tirsdag, klokken er knap 10.00.
Jeg er væltet ud af sengen, dopet langt væk på medicinen og med et uklart syn af mine omgivelser.
Sidder her ved mit skrivebord med en smøg og en energidrik og forsøger at trække søvnen ud af min krop så jeg kan kaste den i skraldespanden og finde den igen i aften når det er tid til søvn igen.
Har brugt min morgen på at finde hoved og hale i mine tanker imens jeg hænger i telefonen og sørger for at komme igennem listen over folk jeg skal kontakte nu hvor der har været helligdage og lukkede telefoner over alt.
I skrivende stund sidder jeg i kø og lytter til irriterende "vente" musik imens længden af mit opkald bliver længere og længere, jo bevares de advarede om lang vente tid, men at lytte til den her forfærdelig musik i 15 minutter er nok til at jeg ville give op men jeg hænger alligevel i.
Dagens kp har været ovre 2 gange for at tjekke at jeg er stået op, der er oprettet et del mål på at jeg skal stå op og tage min morgenmedicin før det bliver for sent.
Lige pludselig kommer der en stemme fra telefon "det er Daniel, hvad kan jeg hjælpe med?" og helt forvirret vælter jeg rundt i ordene indtil det lykkedes mig at forklare problemet.
Han er hurtig og venlig og jeg får opklaret mysteriet om den voldsomme regning og får af vide at der er en fejl og jeg selvfølgelig får returneret nogle af pengene og så ønsker vi hinanden en god dag og røret bliver smækket på.
Jeg hader at snakke i telefon, specielt med fremmed men er efterhånden så vant til det med alle de opkald jeg laver på vegne af mine forældre.
Mine tanker er underlige allerede fra morgenstunden og min krop er øm, det er som om jeg har deltaget i en boksekamp i løbet af natten uden at være bevidst om det.
Dagvagten er fyldt med fremmed mennesker, eller jeg ved jo godt hvem de er, men de ved ikke helt præcist hvem jeg er eller hvad jeg bøvler med, sandsynligvis ud fra at de ikke har haft mulighed for at læse mine papirer eller har gidet at sætte sig ned og være undersøgende.
Jeg skodder smøgen i en tom dåse og finder musik så jeg kan finde fokus og være klar til at vandre over i hovedhuset for at hente mine piller..
Jeg har egentlig planlagt en dag i haven, men måske burde jeg i virkeligheden tage mig af min lejlighed og få ryddet op - jeg er dårlig til den slags, eller det var jeg ikke engang men det er så uoverskueligt for mig at få styr på lejligheden, jeg ville næsten hellere bestige et bjerg.
Den summende lyd i hovedet er tilbage og bliver blandet med en svag latter et eller andet sted, det er ikke min latter eller personalets, men noget der har taget bo indeni mit hoved og som psykologen ikke kan fjerne, psykiateren prøver med piller men det hjælper kun svagt.
Jeg frygter at gå ud af min lejlighed og prøver forsigtigt at fjerne gardinet og kigge ud men solen gør mig urolig, jeg hader lyset og jeg hader dagene - men jeg frygter mørket og nætterne.. Det er så ambivalent i know, men for pokker altså..

Når mørket falder på.

Jeg mærker en form for ængstelighed, en slags underlig unaturlig utryghed.
Kigger ud af mit vindue og ser månen, ruller for og holder hele verdenen ude.
Mit gardin er som et skjold mod verdenen udenfor, den sørger for at alle de underlige indtryk bliver holdt ude og jeg bliver lullet ind i en tryghed her i mørket.
Min lejlighed er ikke mørklagt endnu, men det sker inden længe, så snart jeg har skrevet dette indlæg.
Jeg forsøger at tænke dagen igennem, et forsøg på at finde ud af hvad der er sket, hvad jeg har sagt og hvad jeg har tænkt men det er simpelhen så svært når trætheden hærger min krop.
Jeg kan ikke komme i tanke om dagens gøremål, jeg aner faktisk ikke hvordan den her dag er gået.
Jeg ved at jeg har været i gang i haven, jeg kan se mit arbejde når jeg går rundt udenfor.
Jeg ved at en af personalerne har sagt at jeg ser hængt og trist ud, hvilket nok også passer udmærket.
Jeg har snakket med min KP, vi er i gang med at lave status til kommunen og det er svært at høre andre folks ord om hvordan man fungerer og hvordan man ikke fungerer.

Jeg har ligget under kædedynen og set weeds på fjernsynet, hørt musik og forsøgt at holde mig i ro.
Jeg har tænkt over fremtiden, jeg har tænkt over fortiden og så har jeg tænkt over hvorfor jeg er hvor jeg er i livet og ikke der hvor mine jævnaldrende eller yngre er.
Det er en trist tid, altså den her del af året, for det er her at folk får huer på og danser rundt og drikker sig en seriøs kæp i øret.
Og her sidder jeg så igen i år og ser hvordan jeg ikke har fået en hue på hovedet, at jeg ikke kan prale på 10 eller 12 taller i dansk og naturvidenskab.
Jeg kan prale med at jeg er stået op og har taget min medicin, at jeg har knoklet i haven og at jeg har overlevet endnu en dag med stemmerne i hovedet.
Jeg døjer meget med en sær lyd indeni hovedet, som om der er en løs forbindelse.
Jeg har forsøgt at forklare det for min KP og for psykologen, men det er svært at forklare, den nærmeste forklaring er at det lyder som når man slår over på en kanal på tv'et som ikke virker - sådan en sær summende lyd som ikke er helt tydelig.
Men jeg kan mærke den, jeg kan høre den, jeg kan fornemme hvordan den går fra baghovedet som en summende fornemmelse og går ud af øret og ind af øret igen, ja jeg ved det er mærkeligt men.. sådan er det - intet er til at forklare og alt virker mærkeligt, men for mig er det virkeligt og ja..

Jeg vil krybe under dynen og ryge den sidste smøg for i dag og håbe på en rolig nat.
Jeg afventer svar fra psykiateren om tilskud på noget medicin og indtil jeg får svar så må jeg undvære den for ikke at vælte mit budget igen igen.. Suk.

En pause fra have arbejdet.

Jeg mærker trætheden, helt ind i det inderste af min krop.
Har kæmpet det meste af dagen for at kunne være social og arbejde i haven.
Men nu rammer jeg muren, trætheden kan ikke længere skubbes væk og de grimme tanker kommer frem fra hjørnerne af mit mørke sind.
Hører musik og ryger den ene smøg efter den anden imens jeg forsøger at finde en måde at holde ud på, måske en lur ville gavne? men hvis jeg tager en lur så betyder det at natten bliver lort..
Har ikke rigtig snakket med personalet, udover "hygge" snak imens vi saver og graver i haven.
Min faste kp T kommer snart og jeg er godt nok i vildrede over hvad jeg skal sige til hende.
Spurgte hende i går om vi ikke kunne snakke sammen i morgen (altså i dag) og det svarede hun ja til, men jeg ved ikke hvad jeg vil snakke med hende om, jeg ved slet ikke hvad der er op og ned lige nu.
Kigger på PN bøtten jeg har liggende ved siden af mig, det kribler for at tage mere, men det er under en time siden at jeg tog en omgang og jeg er nød til at vente og håbe på at der kommer en virkning.

Dagen i går er en tåge for mig i dag.
Aner på ingen måde hvad jeg snakkede med psykologen om, og jeg bliver urolig ved tanken om at min hukommelse er som en si med alt for store huller.
Det er som om der er blevet fjernet noget indeni hovedet, som om nogen tager en skefuld ud hver eneste time og jeg står til sidst tilbage og bliver urolig og bange fordi jeg ikke ved hvordan verdenen hænger sammen eller hvad jeg har brugt min tid på.

Jeg ryger mine smøger, popper PN medicin og prøver at overleve dagens udfordringer.
Trætheden er min værste modstander i dag og det er ja.. typisk.
Jeg ved trætheden kommer af morgen medicinen, men jeg har jo lovet at forsøge at tage det stabilt på samme tidspunkt fordi jeg også ved at trætheden forsvinder efter noget tid..

Når alting falder på plads og falder fra hinanden.

Det er fredag aften.
Jeg sidder alene i lejligheden, musikken pumper ud af højtalerne i et desperat forsøg på at berolige mig selv.
Min medicin ligger ved siden af askebægeret hvor smøgen damper ud i rummet.
Jeg har været på ambulatoriet i dag, du ved dér hvor der sidder læger og psykologer som hver dag skal høre på folks bekymringer og tanker og alt der imellem.
Min kontaktperson var med, det har hun været alle gangene indtil videre, jeg tør simpelhen ikke at tage afsted alene og sidde alene hos psykologen.
Hver gang spørger psykologen P "hvad skal vi snakke om i dag?" og jeg forsøger desperat at finde et emne der kan tages op denne gang i terapien, men det er som om jeg ikke rigtig kan finde ud af hvad der er relevant at snakke om og hvad der bare.. er fyldstof.
Vi snakkede om forandringer, de forandringer i mine omgivelser som jeg har så pokkers svært ved at håndtere.
Her hvor jeg bor, altså bostedet, er lige flyttet i nye bygninger for omkring 1 måned siden, og alting er vendt på hovedet og har efterladt mig som et angstfyldt væsen der forsøger at isolere mig i min 13 kvm. lejlighed imens jeg hører mine medbeboere snakke og grine på gangene.
Psykologen stiller spørgsmål og jeg er ved at tude indeni, for jeg ved ærligt ikke hvad jeg skal svare hende, det er som om jeg ikke har noget interessant eller gyldigt at sige.
Vi snakker om den mærkelig lyd indeni hovedet, hun siger at det er noget alle oplever - selv hende når hun har været omgivet af mennesker en hel dag.
Problemet er bare at jeg ikke er omgivet af mennesker hele dagen, jeg er alene og ensom, bange og gemt væk i min lejlighed som jeg kun kommer ud af når jeg skal besøge nogen eller når jeg forsigtigt kigger ud og prøver at overbevise mig om at verdenen udenfor ikke er så farlig som mine tanker siger.
55 minutter efter afslutter samtalen og jeg kigger spørgende på min KP imens jeg forsøger at finde ud af hvad samtalen gik ud på, og hvad vi kom frem til.
Men jeg finder aldrig ud af hvad samtalen gik ud på eller hvad der blev aftalt, der er simpelhen ikke plads indeni mit hoved til snakken eller til aftalerne.

Min kontaktperson kom med en "god" besked i dag.
Det er sådan at min normale sagsbehandler er gået på barsel og jeg i mellemtiden har fået en vikar.
Denne vikar var så åbenbart blevet overbebyrdet af sager og nogle måtte få en ny sagsbehandler fordi tiden ikke var der til alle.
Jeg frygtede at jeg skulle have en ny, jeg har hørt om onde og hæslige sagsbehandlere fra alle dem der har skiftet og jeg kunne slet ikke magte tanken om endnu en pissesur og ligeglad sagsbehandler, men heldigvis har jeg fået lov at beholde hende her L.
Begrundelsen var at man havde vurderet at det ikke ville gavne mig positivt at få en ny socialrådgiver og jeg derfor holder vikaren indtil min faste socialrådgiver kommer tilbage fra barsel - hvis hun altså vender tilbage.. Jeg håber på en eller anden måde at hun ikke vender tilbage, jeg kan godt li' L.
L er en ældre dame eller.. hun er ældre end den gamle, en lille dame som smiler rigtig meget og som altid har en masse ting hun skriver ned. Den faste jeg normalvis har, er en ung og muligvis også ret ny i faget.. Jeg har haft mine kampe med den faste og er nu tryg ved vikaren som er imødekommende og som forstår hvad det vil sige at have en diagnose og være nød til at bo på et bosted for at overleve og lære at leve.

Jeg sidder og stirrer på medicinen.
Jeg ved godt at jeg har "brug for den" det siger lægerne og psykologen, selv min kontaktperson siger dette og jeg ved at hvis jeg springer over den så får jeg rigtig hurtigt meget dårligt indeni hovedet.
Det er svært at forklare hvad der sker, men det er som om at der kryber noget rundt derinde, små dyr der æder af min hjerne og jeg kan høre deres gnaskeri og de små ben der kryber rundt.
Jeg bliver forfærdelig bange - ikke kun for det indeni hovedet, men også for verdenen.
Medicinen kan hjælpe lidt på dette og uden ville jeg kravle under dynen og gemme mig langt væk indtil jeg blev så bange at jeg ville forsøge at forsvinde fra verdenen.
De triste tanker som jeg har kæmpet med i mange år, bliver kaldt et symptom - som man først mente ikke kunne medicineres væk, men nu får jeg anti depressiv medicin i håb om at tristheden letter lidt.
Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde over dette, for det har ikke hjulpet på tristheden men tilgengæld græder jeg ikke hele tiden så noget må det have hjulpet.
Jeg ruller pillerne rundt i håndfladen og ligger dem på bordet, så tager jeg dem op igen og kigger nøje på dem og så tæller jeg til 3.. 1-2-3 og sluger lortet.. det ville jeg normalvis gøre, og normalvis ville der være personale omkring mig imens jeg tager dem men personalet var optaget af telefoner og overlap med nattevagten, så jeg listede væk med pillerne..
Men jeg skal nok tage dem, det lover jeg mig selv og tænker samtidig at jeg er nød til at snakke med min KP om det i morgen når hun møder ind på vagt igen..

I går var der to damer på besøg.
De kommer fra Pomona huset (tror jeg nok det hedder) et slags bosted for spiseforstyrrede.
Bostedet hvor jeg bor, mente at det var på tide at få VISO på banen i forhold til maden og så kom VISO med de her to damer.
Jeg har mødt dem 3 gange indtil videre og jeg ville faktisk ønske at de arbejdede her.
Jeg føler mig så forstået når jeg snakker med dem, de kender tankerne og følelserne jeg kæmper med hver eneste dag og de forstår mig.
De kommer igen til den nok sidste samtale i Juni, og så skal de lave en vurdering af mine behov og hvor personalet her på mit bosted kan hjælpe.
Jeg frygter hvad de kommer frem til, jeg ved at mit bosted ikke er klædt på til den slags og at jeg vil ende i nogle diskussioner om maden når først de begynder at presse på.
Jeg er splittet.
En del af mig ønsker at få den hjælp til at få kontrol over maden igen og samtidig så magter jeg ikke kampen og venter egentlig bare på at ja.. jeg ved ikke hvad jeg venter på.
Prøver at snakke med min KP om det men jeg får ikke sagt det jeg gerne ville og nu hvor jeg skriver her, så ved jeg ikke engang hvad jeg ville sige til hende eller nogen andre.

Jeg sluger medicinen og tænker på at jeg skal op i morgen tidlig og i gang.
Jeg har en aftale med nogle af personalerne om at jeg skal arbejde i haven.
Det er den bedste strategi, hvert fald indtil videre - det der med at grave et hul indtil jeg bliver så træt at jeg ikke engang kan balancere på mine fødder.
Samtidig kan jeg gå og passe mig selv - lige indtil angsten kommer og jeg må krybe tilbage i min lejlighed.. Men det er okay..
Det er okay at trække sig, det tror jeg psykologen ville sige - jeg må bare ikke trække mig for altid.
Lige netop det dér med at trække sig for altid er en tanke der vender tilbage.
Måske er det bare ikke alle der er skabt til at bevæge sig imellem andre mennesker, måske er vi bare nogen der har det bedre med ensomheden - for ensomhed behøver ikke være negativt.

En ny start.

Efter længere tids pause fra det at "blogge" er jeg hermed tilbage igen.
Ligesom mine tidligere blogge så vil dette fungere som min ventil/dagbog.
Udover dagbogs delen så vil jeg skrive minder og tanker ned - og alt derimellem.
Ligesom mine tidligere blogs så vil jeg forsøge at være hudløst ærlig og for mine pårørendes skyld er jeg gemt bag et andet navn, forhåbentligt kan mine ord en dag føre til noget større men indtil da er mit mål blot at forsøge at vise hvordan det er at leve med et krakeleret sind og hvordan det er at leve som bruger af psykiatrien og alt der imellem..
Dette er første indlæg og jeg er i realiteten usikker på om det er klogt igen at skrive men samtidig har jeg manglet min ventil.. Så here we go..
Velkommen til "fra en anden verden" et forsøg på at give et indblik i hvordan det er at leve hver eneste dag med et ødelagt sind.