Hvad øjet ikke ser..

2xPn og nat medicinen får forhåbentligt natten til at gå godt.
Er lidt træt men ikke nok til at jeg tør at krybe under dynen, men nok til at min krop kæmper for at holde øjnene åbne.
Har siddet i fælles stuen og snakket med J som er aftenens KP.
Samtalen var fin men en sætning ramte dog "Du virker egentlig velfungerende" og han har ret, jeg virker nok rigtig velfungerende i forhold til hvordan mit sind spænder ben for mig.
Jeg har ikke haft et selvmordsforsøg i over 1 år selvom tankerne har været der og min selvskade er blevet mindre - hvert fald i en eller anden grad.
Har ikke været indlagt i over 1 år og er rimelig stabil på min medicin, men når jeg tænker tilbage.. ja pyh for helvede hvor har det været nogle hårde år med sygdommen indeni hovedet.
Jeg prøver at vise udadtil at jeg har det godt fordi jeg frygter at sætte ord på mine tanker, jeg er bange for at blive set skævt på, så jeg kæmper en daglig kamp for at tage det smilende ansigt på.
Jeg løber ikke rundt og skriger, det er der faktisk ingen der gør her.
Selvom det er et bosted for folk med psykiatriske diagnoser, så virker det hele okay og fredeligt.
Men jeg ville nogle dage ønske at personalet kunne være en flue på væggen, både i min lejlighed og indeni mit hoved.. Det ville gøre nogle ting så meget lettere, men jeg er da et skridt på vejen når jeg nu har sagt højt til min faste kp T, at der er så meget jeg gerne ville sætte ord på men af frygt for at blive set som freaken så holder jeg min mund.
Måske kan jeg en dag sætte mig ned med T og snakke om verdenen og hvordan den ser ud fra mine øjne, måske sker det ikke og måske bliver jeg "udskrevet" fra bostedet til egen lejlighed fordi jeg "klarer" det så godt.. Jeg ved sgu ikke.. jeg er splittet i alt for mange ting og det er svært for mig at finde rundt i lortet men jeg forsøger sgu da.