Jeg mærker trætheden, helt ind i det inderste af min krop.
Har kæmpet det meste af dagen for at kunne være social og arbejde i haven.
Men nu rammer jeg muren, trætheden kan ikke længere skubbes væk og de grimme tanker kommer frem fra hjørnerne af mit mørke sind.
Hører musik og ryger den ene smøg efter den anden imens jeg forsøger at finde en måde at holde ud på, måske en lur ville gavne? men hvis jeg tager en lur så betyder det at natten bliver lort..
Har ikke rigtig snakket med personalet, udover "hygge" snak imens vi saver og graver i haven.
Min faste kp T kommer snart og jeg er godt nok i vildrede over hvad jeg skal sige til hende.
Spurgte hende i går om vi ikke kunne snakke sammen i morgen (altså i dag) og det svarede hun ja til, men jeg ved ikke hvad jeg vil snakke med hende om, jeg ved slet ikke hvad der er op og ned lige nu.
Kigger på PN bøtten jeg har liggende ved siden af mig, det kribler for at tage mere, men det er under en time siden at jeg tog en omgang og jeg er nød til at vente og håbe på at der kommer en virkning.
Dagen i går er en tåge for mig i dag.
Aner på ingen måde hvad jeg snakkede med psykologen om, og jeg bliver urolig ved tanken om at min hukommelse er som en si med alt for store huller.
Det er som om der er blevet fjernet noget indeni hovedet, som om nogen tager en skefuld ud hver eneste time og jeg står til sidst tilbage og bliver urolig og bange fordi jeg ikke ved hvordan verdenen hænger sammen eller hvad jeg har brugt min tid på.
Jeg ryger mine smøger, popper PN medicin og prøver at overleve dagens udfordringer.
Trætheden er min værste modstander i dag og det er ja.. typisk.
Jeg ved trætheden kommer af morgen medicinen, men jeg har jo lovet at forsøge at tage det stabilt på samme tidspunkt fordi jeg også ved at trætheden forsvinder efter noget tid..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar