Når mørket falder på.

Jeg mærker en form for ængstelighed, en slags underlig unaturlig utryghed.
Kigger ud af mit vindue og ser månen, ruller for og holder hele verdenen ude.
Mit gardin er som et skjold mod verdenen udenfor, den sørger for at alle de underlige indtryk bliver holdt ude og jeg bliver lullet ind i en tryghed her i mørket.
Min lejlighed er ikke mørklagt endnu, men det sker inden længe, så snart jeg har skrevet dette indlæg.
Jeg forsøger at tænke dagen igennem, et forsøg på at finde ud af hvad der er sket, hvad jeg har sagt og hvad jeg har tænkt men det er simpelhen så svært når trætheden hærger min krop.
Jeg kan ikke komme i tanke om dagens gøremål, jeg aner faktisk ikke hvordan den her dag er gået.
Jeg ved at jeg har været i gang i haven, jeg kan se mit arbejde når jeg går rundt udenfor.
Jeg ved at en af personalerne har sagt at jeg ser hængt og trist ud, hvilket nok også passer udmærket.
Jeg har snakket med min KP, vi er i gang med at lave status til kommunen og det er svært at høre andre folks ord om hvordan man fungerer og hvordan man ikke fungerer.

Jeg har ligget under kædedynen og set weeds på fjernsynet, hørt musik og forsøgt at holde mig i ro.
Jeg har tænkt over fremtiden, jeg har tænkt over fortiden og så har jeg tænkt over hvorfor jeg er hvor jeg er i livet og ikke der hvor mine jævnaldrende eller yngre er.
Det er en trist tid, altså den her del af året, for det er her at folk får huer på og danser rundt og drikker sig en seriøs kæp i øret.
Og her sidder jeg så igen i år og ser hvordan jeg ikke har fået en hue på hovedet, at jeg ikke kan prale på 10 eller 12 taller i dansk og naturvidenskab.
Jeg kan prale med at jeg er stået op og har taget min medicin, at jeg har knoklet i haven og at jeg har overlevet endnu en dag med stemmerne i hovedet.
Jeg døjer meget med en sær lyd indeni hovedet, som om der er en løs forbindelse.
Jeg har forsøgt at forklare det for min KP og for psykologen, men det er svært at forklare, den nærmeste forklaring er at det lyder som når man slår over på en kanal på tv'et som ikke virker - sådan en sær summende lyd som ikke er helt tydelig.
Men jeg kan mærke den, jeg kan høre den, jeg kan fornemme hvordan den går fra baghovedet som en summende fornemmelse og går ud af øret og ind af øret igen, ja jeg ved det er mærkeligt men.. sådan er det - intet er til at forklare og alt virker mærkeligt, men for mig er det virkeligt og ja..

Jeg vil krybe under dynen og ryge den sidste smøg for i dag og håbe på en rolig nat.
Jeg afventer svar fra psykiateren om tilskud på noget medicin og indtil jeg får svar så må jeg undvære den for ikke at vælte mit budget igen igen.. Suk.