Et mørkt sind.

Klokken er 00:32.
Jeg har næsten lige fået min nat medicin fordi jeg blev opslugt af tanker og computeren.
Fik en hyggelig snak med natte vagten men jeg mærker hvordan jeg langsomt synker ind i min egen virkelighed og det skræmmer mig mere og mere.
Suser rundt og kaster bolde i luften for at undgå at mærke tristheden og paranoia.
Min krop kan ikke klare presset, jeg mærker angsten og frygten.
Ville gerne be om hjælp men hvordan gør man det når man ikke er klar over hvad der kan hjælpe.
Der har været meget med mine forældre men nu er det vist stille for en tid og jeg skal nu forsøge at komme igennem dagene uden at have 1000 bolde i luften.
Jeg er nu trappet helt ud af seroquelen og jeg har en følelse af abstinenser hvilket skræmmer mig og samtidig gør mig virkelig rastløs og usikker. Jeg har lovet mig selv at give abilifyen en chance men hvor længe skal jeg give det en chance når jeg har det a helvedes til?
Bliver mere og mere bange for at jeg skal have det sådan her fremadrettet, at det bliver det "normale" .. at det bliver på dette niveau og ikke bedre. Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre af mig selv disse dage men jeg ved at jeg trænger til søvn, jeg trænger til ro, jeg trænger til at være "alene" inde bag gardinet i en mørk lejlighed og ikke komme ud før alting er blevet bedre..
Jeg kan ikke sætte ord på og det piner mig mere og mere. Jeg er SÅ forvirret over mig selv og mine tanker. Flyder mere og mere ud og føler at jeg glider igennem gulvet. Sover stadig under sengen pga. angsten om natten. Jeg vågner stadigvæk flere gange om natten pga stemmerne.
Der er kommet en ny stemme til og jeg ved ikke om jeg har lyst til at sige velkommen eller skrid.
Jeg føler ikke at jeg har kontrol over noget som helst.. Tristheden æder mig indefra og jeg prøver at smile og grine fordi jeg ikke orker snakken.. 

Når dagens oplevelser dræner helt..

Ligger under dynen.
Ville græde hvis jeg kunne.
Er så udmattet, er så skidt.
Har haft besøg af min bror, svigerinde og lille nevø.. det burde være hyggeligt og rart men jeg er så træt! så træt at jeg ikke orker at kæmpe imod mørket indeni.
Føler en vis ensomhed men kender den jo desværre alt for godt.

Orker ikke at snakke med bostedet, for hvad skal jeg egentlig sige til dem? De ved jo godt at jeg har det som en hængt kat og de aner ikke hvad de skal gøre ved det, og ærligt så ved jeg heller ikke hvad jeg skal gøre ved noget som helst.
Skal hjem på bostedet i morgen aften men har ikke lyst.. eller.. har bare ikke lyst til at være til lige disse dage.. eller det er sådan set os løgn.. det er ikke kun disse dage..
Ved ikke hvad jeg skal stille op.. medicinen virker ikke.. jeg virker ikke.. verdenen virker ikke.. 

tilbage i gamle minder..

Sidder hjemme hos mine forældre.
Døren er lukket og lyset er slukket.
Gamle minder kravler frem fra væggene og fylder mig med angst og forvirring.
For 20 år siden flyttede vi herud og jeg husker lyse dage hvor vi rendte fra have til have og legede ta-fat. Der var ingen bekymringer og de eneste tårer kom når man væltede på cyklen.
Den gang var der ingen der forventede at jeg ville ende hvor jeg er nu.
Jeg føler mig svag, ødelagt, forkert..
De seneste dage har jeg spekulereret mere over min fremtid end hvad jeg har gjort længe.
Jeg drømmer men mine drømme kan man ligeså godt krølle sammen og kaste i skraldespanden.
Jeg ved ikke hvad der skal blive af mig og det gør mig bange.
Vi har snakket meget om mit ressource forløb og hvad der skal ske bagefter - jeg forventer ikke længere noget for jeg ved sgu ikke om jeg kan regne med de tanker.
Det er hårdt ikke at vide hvad der skal blive af mig.. har brug for afklaring men kan ikke få det.

Har det ikke godt lige nu men orker ikke at snakke med bostedet.
Kan ikke sige til det til mine forældre for stemningen herhjemme er dårlig lige nu.
Jeg ville gerne sove men alligevel orker jeg ikke at forsøge.

Min bror og svigerinde samt lille nevø kommer i morgen og jeg orker det ikke.
Det plejer at være enormt hårdt at være på men heldigvis kan jeg trække mig fra det hele.
Havde håbet på en stille weekend men det tyder det desværre ikke på.

Når tankerne slår badut spring..

Klokken er knap 01.00 og jeg er lys vågen..
Kan ikke finde ro, kan ikke finde fred, kan ikke falde i søvn.
Mine tanker lever deres eget liv og jeg føler mig fanget i et rum med 1000 mennesker.
Ingen forstår rigtig hvordan det føles før de står i det, det er min teori.
Stemmerne er der, så er de væk, så lyder de anderledes og jeg bliver i tvivl om der er kommet flere til eller om det bare er de samme stemmer. Jeg har ikke kræfter til at kæmpe imod de dårlige tanker.
Hele huset sover, ja selv hunden er langt væk i drømmeland og jeg føler mig virkelig alene.
Kan ikke sætte ord på, selv ikke når jeg inderst inde gerne ville.

Jeg kæmper med ordene, selv på skrift selvom det er der jeg føler mig mest sikker.
Skal snakke med lægen i næste uge men aner ikke hvad jeg skal sige udover at jeg er utålmodig, at jeg ikke kan "vente" på at medicinen "virker".. Jeg har ikke særlig stor tiltro til at det vil virke selvom jeg virkelig forsøger at være optimistisk. Det er svært at bevare håbet når man ligger dybt nede i hullet. Jeg ville gerne tale.. det ville jeg virkelig.. men jeg ved ikke hvad jeg skal sige.. udover .. hjælp mig før jeg giver op.

Udmattet..

Min krop er udmattet.
Mit sind er udmattet.

Ingen har en "kur" til at hjælpe mig op af hullet igen.
Jeg forsøger at smile men det gør ondt indeni og jeg ved ikke..
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.
Kan ikke falde til ro, kan ikke falde i søvn, kan ikke slappe af.

De spørger om mine tanker, er det konkrete handlinger? Jeg ved det ikke længere.
Selvmord.. selvskade.. opgivenhed.. tristhed.. ligegyldighed.

Jeg er startet op på abilify men det er til at stikke op i røven.
Skal snakke med lægen i næste uge, jeg orker det ikke og jeg har mest af alt lyst til at gemme mig.
Gemmer mig bag lukkede gardiner, gemmer mig i mørket, gemmer mig under sengen.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv og jeg tror heller ikke at andre har svaret..

At være fanget i et hjørne

Everyday feels like a battle and I always get hurtI was frequently told violence was never the answerBut life doesn't abide by the rules of a childI don't know how to fight only taught how to surrenderThere's a certain kind of darkness that does a reapingIt usually takes you right before you are sleepingIs it the crack in the door that it finds a way to creep in?Or the crack in your brain that wants you to drop deadI don't remember what it's like to see with clear visionI awake every morning like the dead has arisen


Klokken er snart 23.00 og her sidder jeg endnu en aften med rastløshed i kroppen og en angst der river i mig. Det føles som om at være fanget i et hjørne med glubske ulve der skiftes til at bide ud efter mig. Har idag siddet på min behandlers kontor med knoer der langsomt blev røde fordi jeg kradsede dem i et forsøg på at blive i samtalen og ikke forsvinde ind i mit eget never never land.
Ved ikke hvad jeg havde håbet men nu skal der igen pilles ved medicinen.
På trods af en høj dosis af deres "no crazy" medicin så er jeg stadig ødelagt.
Nu skal den ene slags piller skiftes ud med en anden og jeg burde have et håb ik? et håb for at det bliver bedre. Jojo det har været bedre men det er typisk at jeg så ender nede under jorden igen uden at vide hvorfor eller hvordan jeg endte der.
Lægen sagde "du har været mere stabil på mindre medicin" men hvorfor tager hun så ikke bare hele lortet væk igen? Går tilbage til den dosis der "virkede"? En del af mig frygter at der nu igen er tvivl om hvad der er galt med mig, hvorfor medicinen ikke virker ordentligt - er det mig den er gal med? eller er der i virkeligheden intet galt med mig? er jeg bare et sølle individ der ikke kan fungere i den her verden? og burde jeg så ikke bare ligge mig på den kolde asfalt og vente på at se lyset og de hvinene bremser, det høje brag og så intet?
Mine tanker skræmmer mig på sin vis og alligevel er de jo velkendte, ikke at det er en trøst men måske burde jeg bare forsøge at vænne mig til at mit hoved ikke fungerer og at der ikke er nogen kur imod det. Måske er jeg bare ødelagt for good, måske kan det bare ikke rettes op? måske burde jeg bare.. ja der er meget jeg burde, men alligevel er der noget indeni mig som stritter imod, det er nok den dårlige samvittighed over for dem der er omkring mig og som måske ville blive påvirket af det valg jeg kunne vælge at tage i netop dette øjeblik.
Jeg er forvirret, jeg er desorienteret og jeg føler mig virkelig.. ensom og alene i det her. Der er massere.. eller der er mennesker omkring mig som gerne ville lytte og snakke men jeg kan ikke sætte ord på, det er ligefør jeg ikke engang kan skrive det uden at det bliver kringlet og snørklet.


Jeg forsøger at gøre ting som burde "muntre" mig op men det har direkte modsatte effekt. Jeg kan ikke gøre de ting, selv ikke de mest simple ting..
At skrive.. at bruge ordet, at gribe betydninger og tanker, bare det er næsten umuligt for mig i de her dage. Ordene krøller sig sammen i min hjerne og kommer ud.. som møg.. som noget utydelig og uforståeligt. Føler mig hæmmet i mine talte ord og jeg føler mig uforståelig i det skrevne.. Kan skrive og krølle lortet sammen.

Lort.. det er netop det dét er.

"Du er dum.. dum dum dum!" ... "hop, hop ud foran den bil! nej vent! du må ikke krydse vejen" ... "Så dum.. kig på dig selv.. dum dum dum!"... "De kan se det! de kan se det!" ... "hallo?... hallo? hvorfor ignorerer du mig?"... "Du er ulækker!" .. "De kravler ind til dig når du sover, du må ikke sove".. "vågn op! du må ikke sove!""Hallo?... haaaallloooo?!" .. "De ved det... se! de kigger på dig!".. "Stop!".. "Det er dig de kommer efter"...  "De ser på dig, de kan se lige igennem dig" ... "STOP! STOP DET!"... "LØB! VÆK MED DIG!".. "du spilder tiden.." .. "Vi er de eneste der passer på dig" ... "Du er ingenting!".. "De kender alle dine hemmeligheder"... "du er værdiløs!" .... "Uden os er du ingenting!".. "Medicinen virker ikke..".. "stop med at tage din medicin.." .. "den er giftig, stop med medicinen!".. "de ved det.. den er giftig.. de ved det" ... "De kan se du er bange".. "kig på dig selv, du er så dum!".. "Det er mørkt, kom ud af mørket!".. "lås døren.. åben den.. lås døren.. åben den.. lås døren" .. 

Jeg er træt.. jeg er udmattet.. jeg kan ikke det her..

En lang nat og tankerne..

Er jeg død? eller er det en af de mareridt?
De forfærdelige mareridt? 
De virker til at vare for evigt.
Hvis jeg er i live, hvorfor? hvorfor?
Hvis der er en gud eller noget andet?
Nogen, noget.
Hvorfor er jeg blevet forladt af alt det jeg har kendt, jeg har elsket.
Strandet.
Hvad er lektien? hvad er pointen? 
Gud giv mig et tegn eller jeg må give op.
Jeg kan ikke mere.
Please lad mig dø.
At være i live gør alt for ondt..


Jeg holder ordene for mig selv selvom jeg ved at der er personale i hovedhuset.
Fuglene begynder at pippe og jeg har ikke fået sovet særlig meget i nat på trods af nat medicin.
Har været i hulen, jeg har forsøgt at aflede med spil, jeg har hørt musik.
Intet hjælper, det er som om hovedbanegården befinder sig indeni mit hoved.
Overvejer at gribe min jakke og høretelefoner og vandre ud i morgenen.
Min kp kommer tilbage fra ferie idag og det burde være en lettelse - hvilket det bestemt også er!
Men det er svært at være hjemme i lejligheden og det er nok os grunden til manglende søvn..
Kravler i hulen igen og håber på fred.. bare nogle timer tak.

At køre på reserverne..

Er taget på ferie hjemme hos mine forældre.
Jeg skal være herinde på søndag og så retur til bostedet.
Havde håbet på bedre søvn og lidt flere kræfter men det virker ikke til at ske.
Min nat har været mystisk, ligesom alle andre dage så er jeg vågnet 4-5 gange og samtidig haft en ubehagelig følelse af at der kryber små dyr under huden som spiser mig op indefra.
Jeg er virkelig udmattet og jeg er på grænsen til at falde fuldstændig ned i det mørke der omringer mig og æder mig op. Lægen har givet mig ekstra PN men jeg har mistet troen på at det bliver bedre, det er skræmmende at stå her og det er ikke første gang og nok ikke sidste gang.
Ville ønske jeg bare kunne få en hammer slået imod mit hoved som kunne sørge for at jeg fik sovet og jeg fik ro på. Jeg har brug for ro, jeg har brug for søvn, jeg har brug for lyset,

Endnu en underlig nat..

Klokken er 05.00, det er tredje gang jeg vågner denne nat.
Stemmerne råber og laver larm og det er umuligt at sove.

Jeg er udmattet, jeg er træt og jeg trænger virkelig til en nat uden larm.
Jeg ville ønske at jeg kunne falde i søvn og først vågne når jeg blev vækket af personalet men det er åbenbart et stor stort ønske. Jeg har ondt i hele kroppen, det er som om jeg spænder alt i kroppen for at holde ubehaget ud. Jeg er nød til at tage en time af gangen for ellers bliver det hele uoverskueligt.

opgivende tanker..

Jeg kan mærke at jeg snart ikke har mere energi til at kæmpe imod de triste tanker.
Nætterne er forfærdelige og jeg får slet ikke sovet nok til at jeg kan holde hovedet oppe.
Jeg er udmattet og jeg er trist, jeg er fyldt med tunge tanker.
Har en følelse af at psyk ikke rigtig ved hvordan de skal hjælpe mig, lige nu føler jeg mig som en forsøgs kanin med medicinen og jo det virker da os lidt men slet ikke nok til at jeg kan holde mig stabil og komme igennem dagene. Jeg forsøger at tage en time af gangen men det er hårdt og jeg er bange for at jeg snart kaster håndklædet i ringen og ligger mig i fosterstilling.
Har lyst til at kravle tilbage i hulen, for der føler jeg mig i det mindste lidt mere sikker.
Havde håbet at jeg kunne indhente noget søvn hjemme hos mine forældre men nej, selv der er nætterne umulige og ubehagelige. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv længere og jeg prøver at holde fanen højt og grine og være social men det river i mig og trækker min energi i bunden.

Jeg har forsøgt at få mine aftaler i bund men selvom jeg stort set ingen aftaler har i øjeblikket så kan jeg ikke slappe af eller tage den med ro.. Det gør ondt indeni og jeg har lyst til at tude over alting men tårerne kommer ikke, jeg er efterladt i kaos uden at kunne reagere på den.

Når søvnen ikke er nok..

Jeg kan ikke sove, jeg kan ikke slappe af.
Min hjerne kører på fuld blus og kroppen spændes.
De mørke tanker flyver omkring mig og væggene nærmer sig faretruende.



På trods af øgning i medicin så er min søvn stadig helt a helvedes til.
Befinder mig ude hos mine forældre og havde håbet at jeg kunne få sovet igennem men nej.
Jeg ved ikke hvad der skal til for at få en ordentlig søvn, havde jo håbet at medicinen kunne hjælpe men jeg har nok os for store forventninger omkring medicinen.
Det er svært at tage medicinen i forvejen men når den heller ikke virker som jeg ønsker, så er det sgu svært at holde hovedet højt. Kunne godt bruge en gummi hammer lige i baghovedet og søvn de næste 14 dage for jeg er så udmattet, jeg er så træt,
Humøret er som en rutsjebane der aldrig stopper, men det er aldrig helt godt.
Er trist det meste af tiden, forvirret, kaotisk og væk i mine egne tåger.
Kan ikke længere holde styr på ting som koden til mit hævekort eller mit telefonnummer. Er nød til at kigge flere gange på koden før jeg bare nogenlunde kan huske det og det gør mig bange.
Er generelt blevet mere nervøs fx. er det svært at køre bil eller sidde i en bil der kører.
Er bare et ødelagt menneske.. og jeg ved ikke om jeg nogensinde bliver samlet igen.

en lang nat..

Jeg er udmattet.. ikke bare lidt men meget udmattet.
Har været oppe 4 gange i nat, vækket af stemmerne og angsten der river i mig.
Jeg ved ikke hvorfor det er så svært at sove her i lejligheden, hjemme hos mine forældre er det markant bedre og det er hårdt med disse nætter.
Jeg skal ud til mine forældre om et par timer og glæder mig til at bruge tid med hunden.
Fik snakket med en af de andre beboere her på bostedet om de nye afdelinger i vejle, fik svar på nogle af mine bekymringer men jeg kan stadig ikke rumme tanken om at skulle indlægges igen.

Jeg havde en hyggelig aften igår hvor min kp og jeg lavede alkohol frie drinks men jeg var godt nok smadret bagefter - jeg havde nok kørt i for højt gear i går og det betaler jeg jo så for nu.

En varm sommerdag med triste tanker..

 Der er ikke mange timer før jeg skal tilbage på bostedet selvom det er med angst i maven.
Aftenvagten har ikke givet lyd fra sig selvom de mødte ind for ja 4 timer siden og det giver ikke just lyst til at vende "hjem" jeg ville egentlig hellere blive her hos mine forældre men det er heller ikke optimalt for hverken mig eller dem når jeg har det skidt.
Min kontaktperson kommer heldigvis tilbage fra ferie og på vagt i morgen aften, så det er bare at holde ud lidt endnu - det er hvert fald den tanke jeg holder fast i.
Jeg har forsøgt at holde mig i ro, jeg har forsøgt at tage det roligt og ikke fylde mine dage med mange aftaler men alligevel har jeg det a helvedes til indeni og jeg føler mig ærlig talt meget alene med elendigheden. Jeg forsøger at finde ting der giver glæde eller bare en okay følelse indeni men jeg har intet overskud til noget som helst. Har forsøgt at være sammen med min kæreste men det er for hårdt at være "på" selv i kort tid men får det ikke sagt til ham fordi jeg ved at det går ham på når vi ikke ses selvom jeg har det skidt. Jeg går og tygger på hele min situation, hvad jeg kan gøre for at vende det her men jeg kommer ikke frem til nogen løsninger eller gode tanker.
Der har været snak om indlæggelse eller hvert fald muligheden for en men jeg har det virkelig svært med at skulle ind igen - primært fordi alting er nyt og jeg ikke aner hvem der arbejder der eller hvordan tingene fungerer derinde.. Jeg holder ud men hvor længe kan jeg? vil det her vende eller skal jeg give op? Jeg har svært ved at rumme tankerne men jeg har os svært ved at sætte ord på det hele.. Jeg føler at jeg forsvinder mere og mere, jeg gemmer mig mere og mere indeni. Jeg trænger til ro, jeg trænger til at få det bedre og jeg trænger til at medicinen snart virker optimalt..

En weekend fyldt med tanker..

Det er lørdag, klokken er knap 00:00.
Jeg sidder alene i mørket, mine forældre sover.
Kan høre hunden vandre rundt i huset men han kommer ikke når jeg kalder.
Har haft en underlig dag og har følt mig alene det meste af tiden.
Min kontaktperson er på ferie og jeg er på weekend hos mine forældre.

Har stortset ikke hørt fra bostedet og det hjælper på ingen måde på hele min tvivl om at vende tilbage til en lejlighed som jeg er pisse utryg i. Skal retur i morgen og jeg orker det virkelig ikke.
Aftenvagten sendte en sms og undskyldte for at jeg ikke havde hørt fra dem men der var "gang i butikken" og jeg forstår godt at der kan være kaos og ballade på bostedet men jeg har virkelig ikke lyst til at række ud efter den "hjælp" som personalet tilbyder de her dage.
Er fyldt med blandede følelser og fornemmelser.
Forsvinder mere og mere ind i mine egne tanker og verden men ingen forstår hvor skræmmende en verden det er.
Er blevet øget i medicin igen igen og vi har snakket lidt om en indlæggelse men orker ikke at blive indlagt og jeg er pisse bange for det - fordi det er en helt ny afdeling, nyt personale og nye regler som jeg ikke kender, det er pisse angst provokerende.
Skal retur til bostedet i morgen aften og jeg prøver virkelig at forberede mig på det værste.
Min kontaktperson kommer heldigvis tilbage på bostedet mandag og jeg glæder mig virkelig til at se hende igen og forhåbentligt få vendt lidt af det store kaos.. indtil da må jeg hænge i med begge hænder.

back on track.

Dette bliver et kort men muligvis "godt" oplæg.
Med ny computer og et stigende behov for at skrive alt mit kaos ud, er jeg tilbage her.
De læsere der fulgte med tidligere er nok forsvundet men hvert fald er dette indlæg et lille hej til dem der muligvis kunne være derude.
Hvert fald bliver det rart at have min online dagbog tilbage, jeg har manglet et sted at kaste mine tanker ud og heldigvis har jeg stadig bloggen her..
Så.. hej igen,

lange dage..

Det er som om jeg ikke kan vågne op.
Det er som en drøm der aldrig slutter.
Jeg er tom indeni, en tom skal.
Vil jeg nogensinde vågne op?

 

 

 

Det er nogle lange dage og min energi er lav.
Jeg prøver at holde hovedet højt, jeg griner og jeg snakker men føler at jeg er tabt et eller andet sted på vejen. Kan ikke forklare hvordan jeg har det men lægen har sat mere medicin på for en periode.
Jeg har fået taget nogle blodprøver i dag som skal vise hvor meget medicin jeg har i kroppen.
Jeg tror blodprøven er lav, det føles hvert fald sådan så jeg er spændt på det.
Skal snart hjem på påskeferie og jeg glæder mig til at bruge noget tid med hunden men det bliver os underligt når nu min kp er på arbejde så det piner mig lidt at skulle være væk.
Jeg kan ikke rigtig forklare hvordan jeg har det men tårerne presser sig på, tankerne dræner og hele min verden er kaotisk og frustrerende.. 

Når der er vikarer på arbejde..

 

Jeg vidste at det ville ske og jeg har brokket mig før over det evige problem med vikarer der ikke har styr på delmål og rutiner.
Her sidder jeg med musik og naboer der burde hade mig, smøgen sender små røgsignaler op i rummet. Jeg kan ikke sove, jeg kan ikke finde ro, jeg render rundt i lejligheden imens jeg bider tænderne sammen og forsøger at ignorere det kaos der befinder sig indeni.
Jeg har ikke fået min nat medicin og selvom jeg burde gå op og be om den så kan jeg bare ikke.
Føler mig usynlig og ligegyldig, det er dette der sker hver eneste gang der er vikarer på job.
Det bliver en lang nat og endnu hårdere dag i morgen men jeg kan slet ikke rumme at forsøge at sove lige nu, tankerne ræser afsted og stemmerne begynder at kravle frem fra mørket.
Forsøger at drukne stemmerne med musik men jeg kan ikke skrue højere op og det hjælper ikke med mine strategier lige nu.. fuck det her lort altså.. jeg er bare så træt af at jeg ikke har fået medicinen men alligevel får jeg ros af stemmene.. kaos.. og endnu mere kaos..



Underlig dag..

Endnu en dag er ved at slutte.. Det har igen igen været en lang dag.
Sidder i min lejlighed med en smøg imens fjernsynet kører i baggrunden.
Jeg er udmattet, jeg er træt og det er ligesom om det ikke ændrer sig markant.
I morgen er det søndag og jeg ville allerhelst blive under dynen og gemme mig væk.
Der har været gang i den idag her på bostedet, 2 gange har der været en ambulance og det skaber stress og utryghed. Jeg fandt også ud af at en beboer herude har det vildt svært med at jeg bruger tid med min kontaktperson hvilket trigger nogle tanker voldsomt.
Jeg ville egentlig helst bare blive i min lejlighed og tude indtil jeg er helt tom.
Stemmerne har været markante hen over eftermiddagen og jeg føler mig virkelig efterladt og ensom.


tanker der ikke vil stoppe.

Døden er skræmmende og ukontrollerbar.
 Den fylder alt for meget i mine tanker og har gjort det et stykke tid.
Det er selvmordstankerne men så sandelig også tanken om andres død.
Mine forældre er oppe i årene efterhånden og tanken om at miste dem, piner mig voldsomt.
Jeg kan ikke styre tankerne eller bekymringerne og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.
Nogen gange tænker jeg at det ville være lettere hvis jeg døde først, så skulle jeg ikke forholde mig til deres død eller andre omkring mig og selvom at nogen siger at forældre ikke skal begrave deres eget barn så er tanken alligevel dragende og pisse skræmmende.
Jeg har forsøgt mange gange at tage livet af mig selv og selvom det er ved at være lang tid siden at jeg forsøgte sidst så har jeg bare enormt svært ved at slippe tanken.
Jeg skal snart op til min behandler på psyk og jeg er rædselsslagen for at hun vil sætte mig yderligere ned i medicin hvilket hun snakkede om sidst. Jeg er bange for mig selv og mine tanker.
Forsøger at holde gejsten oppe men sandheden er at jeg har flere og flere nætter hvor jeg langsomt falder i søvn imens tårerne triller. Døden fylder meget i de vågne timer og så sandelig også i søvnen.
Har ikke lyst til at fortælle nogen om disse tanker eller om hvordan jeg generelt har det.
Det er lettere at holde afstand end at skulle forholde mig til mit eget helvede.. 

Når mørkt falder på..

Min krop føles tung, mit hoved føles tung.
Kroppen er træt men tankerne ræser af sted.
Jeg har haft nogle lange dage og det rammer mig selvfølgelig nu hvor jeg sidder alene i min lejlighed.
Prøver at tage mig sammen til at gå op for at hente medicin hos personalet men jeg orker ikke alle deres spørgsmål eller at forklare hvordan jeg har det.
Medicinen er egentlig kørt stabilt men lige her burde jeg nok hive stikket ud i nogle dage og trække vejret igen men det er svært at være i lejligheden og det er svært at komme ud.
Har fået købt nogle nye malebøger og det danner selvfølgelig god grobund for en masse projekter men min koncentration er helt i bund.. Kan ikke se film uden at lave 1000 ting imens eller spille computer uden at vandre rastløs rundt. Det er svært at finde ro i alt det her.
Der sker en masse ting hjemme hos mine forældre og jeg prøver at være stærk men det er fandme svært og enormt ensomt. Jeg ser dog frem til en weekend hvor min faste kp er her.

En lang dag er snart slut..

Jeg ligger under dynen og stirrer ud i mørket. Jeg ved ikke helt hvordan jeg har det i skrivende stund. Denne dag har været fuld af   grin,glæde,frustration,vrede,tårer og nu træthed. Det har været en al for lang dag og det mærkes nu. Uro og angst kravler frem fra hjørnerne og jeg er den eneste vågne, udover hunden hvert fald. Kan høre at han vandrer rastløs rundt og jeg spekulerer på hvordan han har det.

Medicinen er taget men det normale spark lader vente på sig og det gør mig endnu mere urolig. Mit hoved er fyldt med dagens oplevelser og jeg kan ikke rigtig slippe dem selvom jeg har fået snakket om dem. Hvis ikke medicinen ikke snart sparker mig omkuld så må PN være næste skridt.. håber virkelig at i morgen bliver en bedre dag..

 

En ny start.

Der har været meget stille på bloggen siden jeg var indlagt i december 2016.
Ordene har ikke været der og jeg har ikke kunne skrive noget som helst fornuftigt hvilket er grunden til at alt har været stille herinde - men nu prøver jeg at starte op igen.
Der vil forhåbentligt komme nogle små klip som jeg laver løbende til bloggen, dette vil være tanker, digte og alt derimellem.

Dette vil blive en ny start på bloggen.

 

 

Status lige nu:Jeg blev udskrevet midt December sidste år og har ellers været på bostedet siden.
Medicinen kører nogenlunde, der er stadig lidt bøvl men det har været værre.
Jeg forsøger at lave ting der giver mening men det er svært, men mon ikke det bliver lettere at balancere i når jeg er kommet godt i gang med fx. rollespil igen.
Kæresten og jeg er stadig sammen og har det godt. Det går godt hjemme hos mine forældre også.
Ellers er der vel ikke så meget at sige lige nu men det kommer nok.