Når man rammes af triste tanker..

Jeg stirrer op på den mørke himmel.
Jeg husker på alle de mennesker der sidder deroppe og venter.
Jeg balancerer på kanten men den ene fod glider hele tiden,

det er sådan livet føles, at alting bliver ved med at glide og falde ud af rytme.

 

 

Jeg rammes af triste tanker konstant, det er som om jeg ikke engang skal anstrenge mig for dem.
Faktisk anstrenger jeg mig mere for at få de gode glade tanker ind i stedet, men det er som om de er forsvundet med solen og den varme luft.
Jeg havde en hård samtale med min kontaktperson i går og selvom det på sin vis var rart at få sat ord på og blive hørt og forstået, så er jeg stadig vældig bange.
Jeg har gået og spekuleret hele dagen, ikke kunne finde ro og har skiftevis kravlet ind under dynen og ud igen imens en kæmpe hund har fulgt efter mig, som om han kan fornemme at jeg er trist.
Jeg har tænkt på alle de gange jeg har forsøgt at forlade livet, jeg har tænkt hvordan det var for folk omkring mig, hvad de oplevede i situationen og hvordan de havde det.
Jeg får dårlig samvittighed når jeg tænker over det men samtidig husker jeg ikke meget fra de mange gange, jeg har været så langt væk indeni og da jeg endelig vågnede var jeg tude færdig og ødelagt.
At vågne op til bippende maskiner og læger der tvinger nåle ind i armen, det vækker angsten indeni.
Jeg har brugt hele dagen hjemme hos mine forældre fordi der har været personale møde i dag og nu hvor jeg endelig sidder i min lejlighed igen er jeg fyldt med .. angst.. tristhed.. og en masse larm.

 

 

 

 



Når en sang siger mere end mine tanker

 

En af mine favorit bands igennem tiden er Bring me the Horizon.
Denne sang beskriver alt for godt min situation i denne tid, den beskriver generelt mit indre og de bølger der kommer i tide og utide.. Jeg smiler men græder indeni, alt er for meget.

 

 

 

 

What doesn't kill you makes you wish you were dead.
Got a hole in my soul, growing deeper and deeper.
And I can't take one more moment of this silence.
The loneliness is haunting me.
And the weight of the world's getting harder to hold up.

It comes in waves, I close my eyes.
Hold my breath and let it bury me.
I'm not okay, and it's not alright.
Won't you drag the lake and bring me home again?

Who will fix me now? Dive in when I'm down?
Save me from myself, don't let me drown.
Who will make me fight? Drag me out alive?
Save me from myself, don't let me drown.

What doesn't destroy you, leaves you broken instead.
Got a hole in my soul growing deeper and deeper.
And I can't take one more moment of this silence.
The loneliness is haunting me.
And the weight of the world's getting harder to hold up.

It comes in waves, I close my eyes.
Hold my breath and let it bury me.
I'm not okay, and it's not alright
Won't you drag the lake and bring me home again?

Who will fix me now? Dive in when I'm down?
Save me from myself, don't let me drown.
Who will make me fight? Drag me out alive?
Save me from myself, don't let me drown.

'Cause you know that I can't do this on my own.
(Woah oh oh oh)
'Cause you know that I can't do this on my own.
(Woah oh oh oh)
'Cause you know that I can't do this on my own.
(Woah oh oh oh)
('Cause you know that I can't do this on my own.)

Who will fix me now?
Who will fix me now?
Who will fix me now? Dive in when I'm down?
Save me from myself, don't let me drown.

Drømmer mig langt væk.

Jeg drømmer om at svæve væk på en sky.
Jeg forestiller mig at skyen er blød og rar, at den vil tage mig til et bedre sted.
Jeg banker på de gyldne porte i himlen og håber på fred.



Jeg har ingen overskud, jeg har ingen energi.
Jeg er træt og jeg kravler under dynen flere gange om dagen og håber på ro.
Det er svært at sige hvad der er galt når intet føles rigtigt og det frustrerer mig at jeg ikke bare kan åbne munden og sige "hjælp mig!" men jeg ved at jeg ville blive spurgt hvordan jeg kunne hjælpes og det gør mig faktisk bare mere frustreret fordi jeg ikke aner hvordan nogen nogensinde skal hjælpe.
Jeg er klar over at det er mig der skal tage skridtene og jeg er klar over at der er nogle mennesker der gerne vil stå ved min side og støtte mig når jeg falder.
Jeg burde være glad, jeg burde være i hopla og jeg burde virkelig gøre nogle ting men jeg kan ikke, jeg er alt for træt og alt for trist, det er en ond spiral og jeg graver hullet dybere og dybere.
Selvmordstankerne er der ikke konstant men de er der og lurer i mørket når jeg slukker lyset.
Jeg prøver at være social og jeg prøver at smile for måske virker det på et tidspunkt, men alligevel ved jeg bare at det ikke er sådan det fungerer..
Jeg er alt for bange, alt for utryg, alt for ked af det og alt for vred og jeg ved ikke hvorfor?!
Jeg har ikke lyst til at forlade min lejlighed, vil hellere ligge i min seng og græde, men selv ikke tårerne vil vise deres tilstedeværelse, jeg er bare.. væk.

 

 



Bekymringer..

Kan i dag læse at der igen bliver trampet på syge og svage borgere når man nu begynder at pille ved kontanthjælpen og det gør mig rasende men mest af alt bange.
Min hverdag er fyldt med bekymringer i forvejen og denne udmelding hjælper så sandelig ikke på mit indre kaos og bekymrings helvede.
Jeg har lyst til at tude, jeg har lyst til at råbe og jeg har lyst til at hamre de partier der er gået med i dette med en stol lige i fjæset.
Jeg ville for alt i verden gerne bytte mit liv ud med en andens, jeg ville gerne arbejde, jeg ville gerne have overskud og energi til at få en hverdag hvor der er arbejde at stå op til - men jeg kan ikke.
Jeg bliver så pokkers forvirret over alt dette der sker og hvem skal man egentlig stole på når det gang på gang bliver de svage borgere som bliver trampet på.
Jeg ved ikke hvad det skulle hjælpe at trække nogle penge væk eller tvinge mig ud i arbejde udover at mit navn ville ende på en sten og min fysiske krop under jorden.
Jeg graver mig under dynen og forbander den her verden langt væk imens jeg samtidig spørger "hvorfor er det mig?!" hvorfor er det mig der er blevet syg, hvorfor kan jeg ikke finde ud af at have et normalt liv med arbejde og en tilværelse der er okay at være i?
Selvmordstankerne er ikke til at arbejde med i dag, hvis jeg virkelig er sådan en belastning for samfundet så stiller jeg mig gerne i kø for at få et pandeskud, jeg orker ikke det her.
Der er alt for mange bekymringer og nu kom der flere oveni.

Mørket kravler langsomt frem.

 

 

 

 

Forsvinder de her tanker nogensinde helt? får jeg det nogensinde så meget bedre at jeg kan være ligeglad med tankerne? lærer jeg nogensinde at balancere selv?
Er udmattet konstant, sover konstant og magter ikke de vågne timer.
Kigger på pillerne men overbeviser mig selv om at jeg ikke har det "dårligt nok" til at tage dem.
Springer rundt og griner i et eller andet desperat forsøg på at glemme men det virker ikke.
Får ikke sat ord på tingene selvom jeg forsøger..
Jeg griber ikke hænderne der vil hjælpe..
Jeg graver mig blot længere ind i mørket i håb om aldrig at vågne op..


Just close your eyes..

Jeg kvæles i gråden imens ordene tvinger sig ud.
"Ja det er også træls, du skal snart have det bedre!" er svaret på mine ord imens jeg kæmper for ikke at græde eller kaste med alt der står foran mig.

Samtale med psykologen, ord der kom frem i et desperat forsøg på at sætte ord på stormen.
Hun nikker og en gang imens smiler hun til mig imens jeg forsøger at regne ud hvad hun egentlig tænker om mig - spilder jeg hendes tid? er mine ord ikke de rigtige? eller giver intet mening?
Jeg ville ønske at hun ved afslutningen af samtalen ville give mig en pakke med løsning på den her ubehag og frustration, men det sker ikke.
Jeg gemmer mig i lejligheden med høj musik og smøger der bliver røget på rekord fart.
"Jeg har lyst til at lukke mig inde og aldrig komme ud igen" siger jeg til en af aftenvagterne da hun kigger over til mig, hendes svar overrasker mig "Det er måske en god ide" og i det samme ramler jeg ned i hullet hvor den evige "isolations trang" presser sig massivt på.
Jeg vil ligge mig under dynen og slukke lyset og bare aldrig vågne igen men ingen tager det ligeså seriøst som mit indre eller også er der ingen der kan komme på brugbare løsninger.
Jeg er vred indeni men jeg ved ikke over hvad, jeg er trist men jeg ved ikke hvorfor og mine selvmordstanker bliver mere og mere massive men jeg får det aldrig sagt højt.
En del af mig ville ønske de kunne høre mine tanker og en anden del af mig tænker at de godt kan men de bare ikke vil sige noget men i stedet gå og grine af mig og vente på et øjebliks svaghed før de angriber og vælter mig ud af kurs..
Fucking lorte .. aften.



Når mørket falder på..

Væggen læner sig ud gennem min ryg
Og gør værelset mindre end før.
Jeg tager mig sammen
Og skubber den tilbage.
Bliv der siger jeg
Endnu vil jeg leve.

Men jeg slukker lyset hurtigt igen
- selv skyggerne var for tung en vægt
- Michael Strunge.

Hvis jeg kunne så havde jeg råbt på hjælp men i stedet gemmer jeg mig i lejligheden.
Skrækkelige minder vender tilbage, jeg hører de bippende maskiner, jeg mærker nålene der bliver stukket ind i min sølle krop.
Selvmordstanker er ikke uvant men alligevel skræmmer de mig nu, at genopleve de situationer og føle elendigheden kravle igennem kroppen, jeg vil skubbe minderne væk men jeg kan ikke, de afspilles som film i mit indre og der er ingen pause knap.
Jeg ville sige så meget hvis jeg kunne, men jeg frygter deres blikke, jeg frygter deres ord.
"Det skal nok gå".. "Du skal nok komme ovenpå"... jeg ved de siger det af omsorg men de aner heller ikke hvordan dæmonernes kløer kradser mig hudløs indeni.
Min krop ryster, mine hænder ryster og jeg kan ikke finde ro.
Kravler under kædedynen men er nød til at rejse mig igen, jeg kan ikke holde det ud.
Jeg hører lyde på gangen men når jeg åbner døren er der ingen, men alligevel er hele mit system i beredskab og jeg føler mig sårbar og lille bitte.
Stemmerne er ingen trøst, jeg er et sølle menneske der ikke kan finde ud af at leve, jeg kan kun overleve og hvor længe virker det? Jeg har forsøgt at forlade livet men ikke engang dét kan jeg finde ud af og jeg bliver så ufattelig trist indeni når jeg bliver mindet på det.
Jeg skal til samtale hos psykologen i morgen men jeg ved ikke hvad jeg skal sige til hende, ligesom jeg heller ikke ved hvordan jeg skal svare min far når han spørger om jeg har det bedre.
Ingen forstår at "bedre" ikke eksisterer, jeg bliver bare bedre til at overleve og balancere indtil mit sind går i tusinde stykker og truer med aldrig at kunne blive hel igen, men måske har jeg aldrig været hel, måske blev jeg født ødelagt eller måske er livet bare ikke for mig..
Jeg ved det ikke..



Når tanker og bekymringer går hånd i hånd.

Jeg kan mærke det helt nede i maven.
Bekymringen der gnaver i mit indre, tanker der kører af sted.
Jeg ved det ikke er sundt men jeg ved heller ikke hvordan jeg skal stoppe det.

 

I disse dage er det farligt for mig at læse aviser og se nyheder men jeg kan ikke undgå det.
Min facebook er fyldt op af info som mine bekendtskaber poster og det er fair men alligevel begynder jeg igen at tænke at jeg er nød til at trække stikket, slukke for facebook og min mobil.
Alle er helt opkørte af alt det der sker i udlandet og jeg forstår det godt men for mig er det farligt, det er farligt at følge med i situationen i udlandet når ens sind er skrøbelig og angsten konstant banker på.

Jeg tager mig selv i at tænke konstant, ikke nødvendigvis om situationen i udlandet men over alt og intet og det bliver en ond spiral af tanker der forvirrer og gør mig utryg.
Har lyst til at trække gardinet helt ned og gemme mig under dynen indtil alt er okay igen.
Stemmerne er tilbage i en større grad end jeg lige havde forventet og det er svært at sige hvad der har "trigget" dem til at komme tilbage i massiv grad, muligvis min overtænkning.

I går stod jeg i mine forældres have og røg en smøg imens jeg kiggede på den mørke himmel.
Ordene indeni hovedet kom ud i det åbne imens jeg troede jeg var i sikkerhed dér i mørket.
Men jeg var ikke alene og jeg var ikke i sikkerhed, et forsigtigt "hej er du okay?" kom fra den anden side af hækken og jeg smed smøgen fra mig og forsvandt ind i huset igen.
Jeg er stadig i tvivl om hvem der lyttede ved hækken og om der overhovedet var nogen eller om det hele foregik indeni mit hoved igen.

Jeg tænker for meget og ingen forstår vist at det er et problem..
Men alt der foregår rundt om mig, alt der foregår indeni mig, alt bliver vendt og drejet.
Jeg er udmattet og jeg orker ikke mere larm.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 



At trække vejret

Det er svært at beskrive, det er som om ordene ikke vil ud.
Jeg trækker vejret, igen og igen men smerten forsvinder ikke.
Jeg føler mig kvalt imens jeg desperat svømmer mod overfladen.

 

 

Det er svært at sige hvad der sker indeni mig lige nu, men jeg forsøger.
Jeg har en kvælende fornemmelse i halsen, et hjerte der galoperer afsted og tanker der ikke kan beslutte sig for om de vil blive eller forsvinde.
Tankerne om at ende det hele kommer som en ekstra spiller på banen og jeg er ikke stærk nok til at tackle dem eller løbe fra dem.
Har lukket mig inde med høj musik og smøger, forsøger at komme igennem timerne indtil jeg kan kravle under dynen og hyle.
"Du ser ked ud" konstaterede en af dagvagterne i dag og ja hvordan skal man lige svare på det..
Jeg er ked af det men igen ved jeg ikke hvorfor, det kunne være over mit sølle liv og tilværelse, over de knuste drømme eller blot tanken om at man slet ikke fungerer.



En dag i sengen..

Det er svært at forklare, men jeg er væk.
jeg befinder mig i en trist tung tåge og jeg kan ikke finde ud.
Musikken hamrer mod væggene men selv de gladeste sange har mistet deres virkning.

Jeg stod op med rystende hænder og en krop fyldt med uro.
Morgenmaden gik bedre end forventet og jeg havde en interessant samtale med dagvagten om religion hvilket fangede mit skrøbelig sind.
Jeg smed mig under dynen og da jeg stod op igen, fyldte tristheden mig til bristepunktet.
Har det som om jeg ikke rigtig er til stede, som om jeg er forsvundet, som om jeg ikke findes.
Det er svært at forklare, det er endnu sværere at forstå.
Forsøger at være på bostedet men i dag er hård.
Bider tænderne sammen og forsøger at balancere men hvad hjælper det når jeg ikke kan række en hånd ud og sige "hjælp mig" for hvordan skulle personalet kunne hjælpe mig når jeg ikke kan forklare, jeg vil bare sove indtil det hele er bedre.


Indre kaos.

"Hvad med morgenmaden?" spørger hun imens jeg begraver mit ansigt under dynen.
"Jeg har ikke lyst til den lige nu.. jeg skal nok få spist" svarer jeg og forventer en kamp men istedet for en kamp svarer hun "Det ved jeg at du nok skal"
Jeg ved ikke om jeg skal græde eller grine eller hvordan jeg skal tackle hendes ord.

Weekenden er kommet og jeg gemmer mig under dynen.
Musikken strømmer ud af højtalerne og tvinger stilheden bort.
Jeg tænder den ene smøg efter den anden imens tankerne drøner afsted.
Jeg er virkelig ambivalent med personalet og det gør det bestemt ikke lettere at det virker som om de taler uden at tænke, men måske er det i virkeligheden mig der tænker for meget og siger for lidt.
Jeg orker ikke at forlade min lejlighed, end ikke for at hente min morgen medicin men det virker tilsyneladende til at personalet er ligeglade eller er optaget af vigtigere opgaver.
Jeg ved ikke om det er positivt at springe medicinen over, altså jeg mener om det gavner MIG eller det gavner mørket indeni, det tror jeg næppe men alligevel orker jeg ikke at gå de få skridt op til hoved huset for at hente de små runde piller men jeg burde, det ved jeg..



Fredag.. endnu en fucking Fredag.

Jeg ser glade mennesker omkring mig, mennesker som skal feste hele natten.
Jeg forstår dem ikke rigtig men alligevel misunder jeg dem for deres glæde og muligheder for at slippe kanten, bare en lille smule.
Jeg hader fredage.. jeg hader weekender..
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, jeg ved ikke hvad jeg bør sige.
Jeg får ros fra mange fronter og det er da også rigtig dejlig hvis jeg forstod hvorfor rosen kommer.
Jeg har det "godt nok" disse dage men ikke perfekt, men det er så svært at sætte ord på hvorfor dagene er "gode nok" eller hvad det egentlig betyder.
Sandheden er at jeg nok heller ikke ved det, de fleste dage er jeg bare følelsesløs og forsvundet, som om jeg bevæger mig i flere verdner på en gang - denne verden hvor jeg bor på bostedet, min egen verden med kløften og bjergene, frygtens verden der bringer mit sind i uro og angst og hvad der ellers er af planer som jeg bevæger mig på.
Det er svært at forklare når man ikke selv kan forstå det, det er svært at forklare når det er svær at skelne det hele fra hinanden.

"Du er vist lige væk" hører jeg folk sige og så vender jeg tilbage, men jeg har ikke lyst til at fortælle hvor mine tanker vandrer hen, måske vil jeg egentlig helst ligge i min seng og bare være til.
Mest af alt vil jeg bare sove indtil jeg er "rask" og "velfungerende" - jeg vil sove indtil jeg lærer at nyde livet og ikke være bange for min egen skygge.

Tanker fra en torsdag.

Der skal ske noget, man kan ligesom fornemme det.
Fornemme det på støvsugeren der flyver rundt,
Fornemme det på borde der bliver flyttet,

Men mest af alt på stemningen.

 

 

Det sker nogle gange om året at der afholdes pårørende arrangementer her på bostedet.
Jeg hader tiden op til, jeg hader tiden imens det foregår og jeg hader tiden efter.
Jeg har i de knap 4 år jeg har boet her, deltaget én gang sammen med mine forældre.
Min familie ønsker ikke at deltage og jeg ønsker ikke at deltage uden dem, det virker for underligt for mig og bringer et gammelt minde tilbage.
Mine forældre har aldrig rigtig været interesseret i klassefester, pårørende fester osv. hvilket har betydet at jeg er taget afsted alene og følt mig anderledes og forkert, eller måske at min familie er forkert. Jeg flygtede i formiddags og er netop først vendt hjem nu hvor festlighederne er overstået.
Personalet har travlt med at rydde op efter dagen og alle er i sådan et underligt glad humør hvilket jeg slet ikke kan håndtere at være i.
Jeg har lukket mig inde i lejligheden sammen med bostedets kat som kravler rundt i min seng og miaver fra tid til anden.
Jeg ville hellere sidde herinde med katten end at skulle forholde mig til beboere og personalet denne aften og jeg har fået lov til at trække mig efter en kort snak med folk da jeg hentede min medicin.

Jeg forsøger at handle, købe det som "tiltaler" MIG men alligevel sker det ikke.
I dag har jeg været i 4 forskellige butikker, taget varer ned fra hylderne og ned i min kurv for blot at tage varerne op igen og sætte dem på plads.
Jeg har så fandens svært ved at bruge penge på mad selvom jeg ved at jeg burde.
Nogle ting bliver okay at handle over tid men alligevel kan jeg slet ikke magte at skulle igennem de evige diskussioner i mit indre for at få "lov"
Penge er en fornøjelse, Penge skal bruges på fornuftige ting og mad er ikke fornuftigt eller en fornøjelse og jeg bliver SÅ ambivalent og sur at jeg nærmest kyler varerne ned af gangen og løber ud af de fandens butikker.

Min mor forstår det ikke, min far forstår det ikke og det hjælper intet at de siger "jojo køb den nu" faktisk skræmmer det noget indeni mig endnu mere og så er jeg bare NØD til at sætte det på plads igen.. Jeg bliver bare så evigt træt af de diskussioner indeni..

 



En stille opstart.

Der har hersket stilhed længe, alt for længe.
Ordene falder fra hinanden og samles til nye ord igen og igen.
Jeg vil skrive, jeg vil beskrive og jeg vil tømme mit sind for kaos.
Jeg ved ikke om der er nogen derude længere men jeg vil langsomt vende tilbage til bloggen og skrive indtil jeg kan falde til ro, skrive indtil alt giver mening.
Det er min ventil og jeg har brug for den - både på de gode men også de dårlige dage.
Undskyld for stilheden.