Bekymringer..

Kan i dag læse at der igen bliver trampet på syge og svage borgere når man nu begynder at pille ved kontanthjælpen og det gør mig rasende men mest af alt bange.
Min hverdag er fyldt med bekymringer i forvejen og denne udmelding hjælper så sandelig ikke på mit indre kaos og bekymrings helvede.
Jeg har lyst til at tude, jeg har lyst til at råbe og jeg har lyst til at hamre de partier der er gået med i dette med en stol lige i fjæset.
Jeg ville for alt i verden gerne bytte mit liv ud med en andens, jeg ville gerne arbejde, jeg ville gerne have overskud og energi til at få en hverdag hvor der er arbejde at stå op til - men jeg kan ikke.
Jeg bliver så pokkers forvirret over alt dette der sker og hvem skal man egentlig stole på når det gang på gang bliver de svage borgere som bliver trampet på.
Jeg ved ikke hvad det skulle hjælpe at trække nogle penge væk eller tvinge mig ud i arbejde udover at mit navn ville ende på en sten og min fysiske krop under jorden.
Jeg graver mig under dynen og forbander den her verden langt væk imens jeg samtidig spørger "hvorfor er det mig?!" hvorfor er det mig der er blevet syg, hvorfor kan jeg ikke finde ud af at have et normalt liv med arbejde og en tilværelse der er okay at være i?
Selvmordstankerne er ikke til at arbejde med i dag, hvis jeg virkelig er sådan en belastning for samfundet så stiller jeg mig gerne i kø for at få et pandeskud, jeg orker ikke det her.
Der er alt for mange bekymringer og nu kom der flere oveni.