Når man rammes af triste tanker..

Jeg stirrer op på den mørke himmel.
Jeg husker på alle de mennesker der sidder deroppe og venter.
Jeg balancerer på kanten men den ene fod glider hele tiden,

det er sådan livet føles, at alting bliver ved med at glide og falde ud af rytme.

 

 

Jeg rammes af triste tanker konstant, det er som om jeg ikke engang skal anstrenge mig for dem.
Faktisk anstrenger jeg mig mere for at få de gode glade tanker ind i stedet, men det er som om de er forsvundet med solen og den varme luft.
Jeg havde en hård samtale med min kontaktperson i går og selvom det på sin vis var rart at få sat ord på og blive hørt og forstået, så er jeg stadig vældig bange.
Jeg har gået og spekuleret hele dagen, ikke kunne finde ro og har skiftevis kravlet ind under dynen og ud igen imens en kæmpe hund har fulgt efter mig, som om han kan fornemme at jeg er trist.
Jeg har tænkt på alle de gange jeg har forsøgt at forlade livet, jeg har tænkt hvordan det var for folk omkring mig, hvad de oplevede i situationen og hvordan de havde det.
Jeg får dårlig samvittighed når jeg tænker over det men samtidig husker jeg ikke meget fra de mange gange, jeg har været så langt væk indeni og da jeg endelig vågnede var jeg tude færdig og ødelagt.
At vågne op til bippende maskiner og læger der tvinger nåle ind i armen, det vækker angsten indeni.
Jeg har brugt hele dagen hjemme hos mine forældre fordi der har været personale møde i dag og nu hvor jeg endelig sidder i min lejlighed igen er jeg fyldt med .. angst.. tristhed.. og en masse larm.