Når mørket falder på..

Væggen læner sig ud gennem min ryg
Og gør værelset mindre end før.
Jeg tager mig sammen
Og skubber den tilbage.
Bliv der siger jeg
Endnu vil jeg leve.

Men jeg slukker lyset hurtigt igen
- selv skyggerne var for tung en vægt
- Michael Strunge.

Hvis jeg kunne så havde jeg råbt på hjælp men i stedet gemmer jeg mig i lejligheden.
Skrækkelige minder vender tilbage, jeg hører de bippende maskiner, jeg mærker nålene der bliver stukket ind i min sølle krop.
Selvmordstanker er ikke uvant men alligevel skræmmer de mig nu, at genopleve de situationer og føle elendigheden kravle igennem kroppen, jeg vil skubbe minderne væk men jeg kan ikke, de afspilles som film i mit indre og der er ingen pause knap.
Jeg ville sige så meget hvis jeg kunne, men jeg frygter deres blikke, jeg frygter deres ord.
"Det skal nok gå".. "Du skal nok komme ovenpå"... jeg ved de siger det af omsorg men de aner heller ikke hvordan dæmonernes kløer kradser mig hudløs indeni.
Min krop ryster, mine hænder ryster og jeg kan ikke finde ro.
Kravler under kædedynen men er nød til at rejse mig igen, jeg kan ikke holde det ud.
Jeg hører lyde på gangen men når jeg åbner døren er der ingen, men alligevel er hele mit system i beredskab og jeg føler mig sårbar og lille bitte.
Stemmerne er ingen trøst, jeg er et sølle menneske der ikke kan finde ud af at leve, jeg kan kun overleve og hvor længe virker det? Jeg har forsøgt at forlade livet men ikke engang dét kan jeg finde ud af og jeg bliver så ufattelig trist indeni når jeg bliver mindet på det.
Jeg skal til samtale hos psykologen i morgen men jeg ved ikke hvad jeg skal sige til hende, ligesom jeg heller ikke ved hvordan jeg skal svare min far når han spørger om jeg har det bedre.
Ingen forstår at "bedre" ikke eksisterer, jeg bliver bare bedre til at overleve og balancere indtil mit sind går i tusinde stykker og truer med aldrig at kunne blive hel igen, men måske har jeg aldrig været hel, måske blev jeg født ødelagt eller måske er livet bare ikke for mig..
Jeg ved det ikke..