Indre kaos.

"Hvad med morgenmaden?" spørger hun imens jeg begraver mit ansigt under dynen.
"Jeg har ikke lyst til den lige nu.. jeg skal nok få spist" svarer jeg og forventer en kamp men istedet for en kamp svarer hun "Det ved jeg at du nok skal"
Jeg ved ikke om jeg skal græde eller grine eller hvordan jeg skal tackle hendes ord.

Weekenden er kommet og jeg gemmer mig under dynen.
Musikken strømmer ud af højtalerne og tvinger stilheden bort.
Jeg tænder den ene smøg efter den anden imens tankerne drøner afsted.
Jeg er virkelig ambivalent med personalet og det gør det bestemt ikke lettere at det virker som om de taler uden at tænke, men måske er det i virkeligheden mig der tænker for meget og siger for lidt.
Jeg orker ikke at forlade min lejlighed, end ikke for at hente min morgen medicin men det virker tilsyneladende til at personalet er ligeglade eller er optaget af vigtigere opgaver.
Jeg ved ikke om det er positivt at springe medicinen over, altså jeg mener om det gavner MIG eller det gavner mørket indeni, det tror jeg næppe men alligevel orker jeg ikke at gå de få skridt op til hoved huset for at hente de små runde piller men jeg burde, det ved jeg..