Drømmer mig langt væk.

Jeg drømmer om at svæve væk på en sky.
Jeg forestiller mig at skyen er blød og rar, at den vil tage mig til et bedre sted.
Jeg banker på de gyldne porte i himlen og håber på fred.



Jeg har ingen overskud, jeg har ingen energi.
Jeg er træt og jeg kravler under dynen flere gange om dagen og håber på ro.
Det er svært at sige hvad der er galt når intet føles rigtigt og det frustrerer mig at jeg ikke bare kan åbne munden og sige "hjælp mig!" men jeg ved at jeg ville blive spurgt hvordan jeg kunne hjælpes og det gør mig faktisk bare mere frustreret fordi jeg ikke aner hvordan nogen nogensinde skal hjælpe.
Jeg er klar over at det er mig der skal tage skridtene og jeg er klar over at der er nogle mennesker der gerne vil stå ved min side og støtte mig når jeg falder.
Jeg burde være glad, jeg burde være i hopla og jeg burde virkelig gøre nogle ting men jeg kan ikke, jeg er alt for træt og alt for trist, det er en ond spiral og jeg graver hullet dybere og dybere.
Selvmordstankerne er der ikke konstant men de er der og lurer i mørket når jeg slukker lyset.
Jeg prøver at være social og jeg prøver at smile for måske virker det på et tidspunkt, men alligevel ved jeg bare at det ikke er sådan det fungerer..
Jeg er alt for bange, alt for utryg, alt for ked af det og alt for vred og jeg ved ikke hvorfor?!
Jeg har ikke lyst til at forlade min lejlighed, vil hellere ligge i min seng og græde, men selv ikke tårerne vil vise deres tilstedeværelse, jeg er bare.. væk.