Forandringer.

Det har været en interessant dag med flere overraskelser end forventet.

Dagen startede som den plejer med at jeg henter morgenmad, spiser, ryger en smøg og går i seng igen for at sove videre. Jeg sover stadig en hel del men det gør ikke noget, jeg har brug for det.

Efter frokosten gik jeg i seng igen men blev vækket af min behandler og kontaktpersonen.

Hun snakkede om at jeg jo havde sagt at jeg havde fået det bedre og om jeg ikke ville flytte ud på det åbne afsnit da de faktisk manglede en plads på lukkede til en anden patient. Det var rigtig svært at mærke efter og egentlig ville jeg gerne have været blevet på lukkede indtil jeg skulle udskrives men jeg forstår også godt at der er andre der har brug for en plads på lukkede og når jeg nu havde fået det markant bedre så var det måske fint nok at flytte ud. Det gik hurtigt med at pakke mine ting og rykket ud på åben gik også fint. Det er dog svært at vænne mig til at være her på åben, der er ikke ligeså meget larm, gangene er tomme og personalet er også ikke-eksisterende herude. Jeg kender ikke rigtig nogen af de andre patienter så jeg bliver måske en smule ensom når nu jeg snakkede en del med de andre på lukkede men det kan selvfølgelig være at det kommer. 

Jeg skal udskrives på mandag, hvert fald indtil videre med mindre at der går et eller andet galt men det forventer jeg bestemt ikke. Glæder mig til at komme hjem til min familie, venner og min hund. 

Dog er jeg bange for det at komme udenfor, jeg magter ikke rigtig verdenen udenfor som virker skræmmende og uvirkelig så der kommer jeg til at hive hår af hovedet men håber bestemt at bostedet og min kp T kan hjælpe mig lidt på vej igen. Min sygeplejerske fra ambulatoriet var desuden også forbi og jeg kunne faktisk ikke lige genkende hende da hun trådte ind på min stue så jeg var faktisk en smule forvirret over hvem fanden der nu stod der på stuen og jeg tænker at hvis hun ikke selv havde sagt at hun var hende fra amb. Så ville jeg være fuldkommen lost over hvem fanden hun var.

Det positive her ved åben er bla. At kaffe smager markant bedre end inde på lukkede - hvilket jeg udnytter i stor stil nu - dårlig kaffe er bare ikke værd at drikke. Min seng er dog lort og jeg regner med at have en ryg der bøvler i morgen. 

Tiden nu bliver brugt på at gøre mig tanker om de historier jeg gerne ville skrive med inspiration fra de patienter jeg har været indlagt med hen af vejen. Jeg ved bare ikke helt hvad jeg skal gøre ved teksterne, og om de overhovedet er interessante for andre end mig selv.. Så jeg går og tyggger på tankerne og prøver at komme frem til om det er dét værd.

Medicin.

I dag blev jeg vækket ret pludseligt under min formiddagslur. 

Min behandler P stod inde på stuen og jeg må ærligt sige at jeg var en smule forvirret da hun sagde "Ja nu kommer jeg og overlægen for at snakke med dig, du får lige 5 minutter" 

Jeg væltede op og skulle nå at ryge før jeg kunne snakke med den "berygtede" overlæge.

Hun viste sig at være ganske fin og slet ikke som jeg havde frygtet.

Det blev besluttet at jeg skal have noget mere medicin oveni det faste jeg allerede får.

Det er efterhånden en del piller at spise i løbet af en dag og det er vel forståeligt at jeg nogen gange kalder det for måltider. Billedet ovenover viser min dags dosis efter de 2 nye piller.

Jeg håber og tror at de vil hjælpe mig og jeg kan mærke at det begynder at vende for mig, jeg begynder at få det bedre og tænker også at jeg nok skal nå hjem til jul alligevel.

Lige nu kæmper jeg for at slappe af hvilket er lidt besværligt men nat medicinen skal selvfølgelig også have lov til at virke før jeg kaster PN medicin i hovedet.. 

Når det hele ruller.

Det har været en lang dag. Nok længere end jeg lige havde regnet med.

Der er uro her på lukkede men alligevel er det som om jeg har vænnet mig til den støj af skrigende kvinder. Jeg gemmer mig på stuen og sniger mig kun ud for at ryge eller hente noget mad - det passer mig fint og jeg begynder at mærke en forbedring - men der er lang vej til at jeg føler mig klar og fit for fight. Ergo terapeuten var kort forbi og jeg kan godt lide vores snakke, hun kender mig efterhånden godt og kan se når jeg har det skidt. Hun er ikke ligeglad og selvom jeg kun kan sige "det går ikke så godt" eller.. "jeg har det dårligt" så er hun der alligevel. Jeg lod hende læse de seneste blog indlæg og hun har reageret på dem hvilket jeg ikke havde forventet.

Hele ugen har jeg ventet på at M ville komme på arbejde og har hver aften været skuffet over at hendes navn ikke stod på tavlen. Men idag stod hendes navn der på tavlen og i et øjeblik følte jeg mig tryg og i gode hænder.. lige indtil.. at hun fortalte at hun skulle være på den åbne afdeling idag. Noget indeni mig lukkede ned og jeg forsøgte at forberede mig til en underlig aften med personale jeg ikke rigtig kan finde ud af at bruge. Den ene i aften vagten har egentlig været fast kp under alle mine indlæggelser her men det er ikke fordi at jeg har brugt hende synderligt meget, hun er ok det er slet ikke det men jeg finder ikke tryghed og ro hos hende. Jeg håber inderligt at M kommer i morgen og at hun skal være på lukkede, for jeg har brug for et kram og jeg har brug for at det er "okay" at have det dårligt og blive grebet. Jeg mærker en voldsom uro indeni som jeg har forsøgt at dæmre med kreativ arbejde, det virkede kort varigt men nu hvor jeg er stoppet så kommer uroen igen.. 

Heldigvis får jeg besøg henover weekenden af søde og rare mennesker og jeg ser virkelig frem til det.

Det er noget andet at møde de folk man har kært og som man ved venter derude.

Herinde er der ikke meget social kontakt med de andre patienter - de fleste er så dårlige at det er umuligt at føre en fornuftig samtale. 

Jeg har længe tænkt på at skrive de oplevelser ned som jeg har med de andre patienter fordi det er en hel.. unik verden at bevæge sig rundt på en psykiatrisk afdeling, der er mange historier som jeg syntes fortjener at blive fortalt. Måske en dag.. 

En forvirrende dag.

"Den usynlige kontaktperson" - indlæg fra dagtimerne.

Det har været en mærkelig dag. Dagens kontaktperson var nærmest usynlig, jeg tror faktisk kun jeg nåede at hilse på hende på gangen ved et tilfælde men ellers så jeg intet til hende.

Har følt mig meget alene i dagvagten og der har været en del ballade herinde med de andre patienter.

Har forsøgt at sove dagen væk men det har været svært at finde ro til det.

Mine forældre var kort forbi med cola og energi drik så jeg ikke løb tør.

En af de patienter jeg snakkede en del med herinde er blevet rykket ud på det åbne afsnit men det er okay, det giver mig ro at jeg ikke bliver opsøgt eller skal snakke når jeg er ude og ryge.

Det har hevet mange tænder ud de sidste dage når de andre patienter vil have kontakt og jeg prøver virkelig at tackle situationen på bedst mulig vis men jeg er bange for at personalet får et mærkeligt billede af hvordan jeg svinger i humøret. Jeg kan jo godt pjatte og grine med de andre patienter og stadig have det skidt men har på fornemmelsen at noget af personalet ikke er enige.

"Når det hele vælter" - Efter vagt skifte.

Jeg sidder i min seng under kugle dynen. Jeg ramte muren og jeg har det bare ikke okay lige nu. Har fået PN og venter utålmodigt på at det vil virke. Al min energi er væk og jeg har ikke lyst til at snakke med personalet, jeg ved ikke hvad jeg skal sige til dem selvom det virker til at være nogle rigtig søde mennesker der er på vagt. Jeg har ikke fået svar på blodprøverne der blev taget i morges og det stresser mig faktisk. 

En dårlig aften at være patient på psykiatrisk.

Vandrer frem og tilbage på min stue.

Nogle gange ryger hoved mod væggen i ren frustration over at være her.

Jeg bider tænderne sammen og bliver mere og mere indebrændt.

Jeg er træt af at være her. Jeg er træt.. bare træt.

Jeg har intet set til min kontaktperson her på afdelingen siden aftensmaden hvilket nu er over 2 timer siden. Jeg har flere gange forladt stuen men der har ikke været noget personale at finde.

Jeg har gjort som psykologen sagde, jeg har gjort alt hvad der stod på den fucking liste og jeg har forsøgt at holde ud de sidste 2 timer. Jeg har skrevet, jeg har malet, jeg har set fjernsyn, jeg har røget, jeg har hørt musik, jeg har været under kæde og kugle dynen. Intet virker.

De har en eller anden ide om at jeg nu ikke må få PN når jeg har behov for det men skal prøve alt af på listen og jojo det er da også iorden men nu hvor jeg har forsøgt alt og desuden stadig intet har set til min kontaktperson så bliver jeg fandme frustreret. Tårerne presser på, jeg ryster og jeg har vild hjerte banken. Jeg ville gå ned for at be om PN og så sidder hele personale gruppen og ser fucking jule kalender i fjernsynet i stedet for at tjekke til de rastløse patienter der vandrer på gangen - jeg er ikke den eneste men det er åbenbart pisse ligegyldigt nu hvor de viser pyrus i fjernsynet.

Jeg er rasende og jeg har lyst til at kaste med den varme kaffe der står her ved siden af mig.

Jeg har det direkte a helvedes til og jeg forstår ikke hvad jeg laver herinde eller hvad nogen af de andre patienter laver herinde når personalet åbenbart er mere optaget af en fucking jule kalender.

Tårerne presser mere og mere på og jeg føler mig pisse alene med de her tanker.

Jeg kan ikke sige noget til hende, men jeg ved at jeg er pisse utilfreds med at de nu vil have jeg "sparer" på min PN og forsøger andre strategier først - men så må de fandme også være med i at støtte mig i de strategier! Jeg har siddet den sidste halve time krøbet op i hjørnet med en kugle dyne over mig og der er ingen tegn på liv fra personalet. Jeg vil for alt i verden undgå at blive vred og kaste med noget men jeg har det helt a helvedes til og jeg magter ikke at det skal være sådan her.

Alle andre aftenvagter de andre dage har været gode til at kigge ind løbende men hende her.. jeg er fandme ikke tilfreds med at have hende for 2 aften i træk når hun alligevel er pisse ligeglad.

Et rodet indlæg.

Jeg har skrevet en del papirer imens jeg har været indlagt. Det er som om det har været lettere at ridse ordene ned med den sorte kuglepind, det kom ud igennem mine hænder og gav mening.

Jeg har besluttet at jeg vil skrive papirerne ind her på bloggen og derfor undskylder jeg også for at det bliver et langt og rodet indlæg men så er det hele i det mindste samlet.

30-11-2016 "Hvad er det der sker med mig?" - Dagen hvor jeg blev indlagt igen.

Væggene presser sig nærmere, gulvet truer mig med at opsluge mig.

Jeg vandrer rundt for at undgå gulvet og væggene.

I vandet gemmer stemmerne sig, de er der når jeg skal i bad eller bare vaske hænder.

De gemmer sig i lyde som blæsten der virvler blødende op, de er der når regnen slår mod mine vinduer. De er der hele tiden, diskuterer og skælder ud, de kommenterer alle mine handlinger og ord, det er udmattende. De fortæller om alt det jeg ikke kan stole på, at livet ikke er for mig, at medicinen er giftig og at jeg må kaste den op så snart jeg har slugt den.

Jeg flyder ud og sammen med andre, på gode dage er det lettere at skubbe væk men det er svært ikke at blive bange for det. Det er svært at holde fast i fornuften når der hele tiden sker surealistiske ting omkring mig. Nogle dage kravler der små dyr ud igennem stik kontakterne og jeg er nød til at dække dem til med tape for ellers kravler de under huden og æder mig op indefra og den eneste måde jeg kan få dem ud igen er ved at skære dybe kløfter i huden.

Jeg kan ikke bevæge mig alene udenfor, jeg er bange for alle de mennesker der stirrer, jeg er bange for at hvis de kommer for tæt på, at de så hører mine forfærdelige tanker. Jeg er bange for at de vil gøre mig ondt - jeg kan se i deres blikke at noget er galt og så tromler angsten mig over. Hjemme i min lejlighed har jeg bygget mig en hule hvor jeg kan gemme mig, jeg føler mig så sårbar og utryg. Angsten vælter frem når jeg hører hoveddøren smække eller når jeg hører de andre snakke på gangen. Jeg ved de snakker om mig og om hvilket forfærdeligt menneske jeg er. Er bange for livet, jeg kan ikke balancere, jeg kan ikke finde ud af det. Tankerne flyver rundt som en 100 sporet motorvej og jeg kan ikke rumme mere kaos eller smerte. Jeg kæmper men det virker ikke til at blive lettere og hvordan kan jeg leve når alting gør ondt konstant, når alting er så fucking skræmmende. Jeg har så meget uro og jeg føler ikke det bliver lettere at balancere selvom jeg virkelig forsøger.

30-11-2016 "den der verden udenfor" - dagen hvor jeg blev indlagt.

Forsøger at kvæle stemmernes larm med musik men det virker ikke.

Jeg føler mig som et kæmpe kaos. Stirrer ud på verdenen og forsøger at betragte noget der for mig virker uvirkeligt og skræmmende. Jeg trækker gardinerne for og skruer op for musikken. Intet ser ud til at virke og hvorfor er det så fucking forkert at vælge viet fra når det åbenlyst ikke er for alle. Vil jeg nogensinde lære at leve med mine dæmoner? Jeg lukker mine øjne og korte film klip flyver for mine øjne. Jeg gør hæslige ting og det gør mig bange - for er det virkeligt eller er det mig der er ødelagt - har jeg gjort noget hæsligt?

Jeg fyldes med afmagt, hvordan skal jeg leve når det gør ondt indeni, hvordan skal jeg leve når jeg ikke forstår reglerne? Er det virkelig så forfærdeligt at vælge livet fra?

Jeg er træt af tanke kaos, jeg er træt af smerten, jeg er træt af at kæmpe når kampen allerede er afgjort. Jeg rummer ikkke mennesker, jeg rummer ikke mig selv. Gemmer mig væk ,trækker gardinerne fra og trækker dem for igen, Der er nogen derude der vil mig ondt men jeg kan ikke forklare hvem eller hvorfor, kun at jeg er et frygteligt menneske der har gjort noget forkert. Jeg er så pokkers ambivalent, jeg ved ikke hvilket ben jeg skal stå på og jeg bliver ved med at falde selvom jeg kæmper for at stå oprejst. Jeg har nået min grænse og jeg kan ikke rumme mere lort. Jeg er overfyldt og jeg kan ikke sortere det fra længere. Mit indre tager alt ind og gør mig fucking bange!

01-12-2016 "tåge landet"

Jeg har det som om jeg bevæger mig i en tåge som jeg ikke kan navigere i.

Stemmerne skælder ud og opfordrer mig til at afslutte livet. De kommer med foreslag - tag pæren i lampen og skær dine håndled op, tag lagnet og riv det i stykker så jeg kan hænge mig fra døren. Det er svært at skubbe dem væk og jeg mister troen på at det bliver bedre.

Tager en dag af gangen men selv det er svært at overskue.

Jeg aner ikke hvad der skal ske med mig og jeg ved ikke hvad planen er hvilket gør det hele vildt frustrerende. Har svært ved at finde ro og når jeg ligger mig i sengen så føler jeg at jeg flyder igennem madrassen og det gør angsten værre men jeg føler ikke at jeg kan gøre noget som helst for at det stopper. Jeg er frustreret over at medicinen ikke virker så godt som jeg ønsker. Føler mig udmattet og jeg er træt af at kæmpe den her kamp som jeg taber gang på gang. Det er udmattende ikke at have ro i hovedet og at utrygheden er så overvældende. Jeg mærker en krybende fornemmelse under huden, det er de små sataner der kommer ud af væggene, jeg ville skære dem ud hvis jeg kunne men jeg finder ikke noget brugbart her på afdelingen. Jeg har sat tape på alle hullerne og satser på at det gør at der ikke kommer flere. Jeg har det som om jeg befinder mig i et mareridt som jeg ikke kan vågne fra. Jeg ved sgu ikke.. jeg er bange for mig selv og hvad pokker der sker med mig.

02-12-2016  "Sirener i det fjerne"

Jeg hører sirener udenfor. Kommer de for at hente mig? Angsten springer frem og efterlader mig med svedige håndflader og et hjerte der banker så hårdt at det gør ondt.

Sluger min PN medicin men ved at jeg er nød til at gemme det, rationere det for ellers er der ikke nok.

Jeg bliver ved med at falde ned i mørket. I dag klikker jeg ind og ud, det gør mig bange for jeg kommer i tvivl om hvor jeg skal holde fast, hvilken side er den rigtige? Jeg er oprigtig i tvivl om hvor jeg befinder mig indeni. Har lyst til at gemme mig væk. Er utryg og forvirret, føler at jeg skal være på vagt hele tiden. Stemmerne gemmer sig i alle lyde og de advarer mig imod at snakke med personalet.

Jeg er splittet og det gør ikke angsten lettere eller mindre.

Jeg er meget taknemmelig for at være her på den lukkede for så slipper jeg for at kæmpe imod trangen til at stikke af men det er hårdt hele tiden at skulle forholde sig til selvmordstankerne uden at kunne reagere på dem. Jeg skriger efter fred men der er ingen.

04-12-2016 "Når balancen svigter"

Det er svært at balancere. Min hjerne klikker ind og ud hele tiden. Livet føles som et mareridt jeg ikke kan vågne op fra. Alt virker tåget og ubehageligt.

Jeg forsøger at snakke med personalet og de andre patienter men det føles som om der er en mur imellem dem og mig. Mine tanker er et stort rod og alting går så stærkt.

Jeg stirrer i spejlet men jeg ved ikke hvem det er som stirrer tilbage - er det mig eller dæmonerne?

Føler at jeg er ved at blive kvalt, noget indeni vil ikke livet og stemmerne kommer med foreslag hele tiden. Hæng dig selv, træk posen over hovedet, skær dine håndled over, gem din medicin.

Jeg er bange for dem og jeg er bange for mig selv for jeg føler på ingen måde at jeg har kontrol over mine tanker og handlinger. Jeg trænger til fred, jeg er ikke skabt til livet og jeg kan ikke finde ud af at leve - kun overleve, Jeg frygter for de beslutninger som stemmerne tager og jeg er så pokkers udmattet over at lytte til dem og være i evig ambivalens. Skal jeg stole på lægerne, personalerne og medicinen? Eller skal jeg høre på stemmerne og stoppe medicinen og give op.

04-12-2016 "De mørke timer"

Mine tanker ræser afsted og jeg kan ikke trække vejret.

Hjertet banker helt vildt og jeg er bange for at det snart flyver ud. Jeg kan ikke rumme det. Jeg har lyst til at tude men jeg kan ikke få tårerne ud. Det føles som om hele min krop er fyldt af parasitter der æder mig op indeni og jeg er desperat for at få dem ud men intet hjælper.

Angsten river i mig og jeg kan ikke holde mig i ro. Har lyst til at smide mig midt på gulvet og bare dø.

Jeg forstår ikke hvad der sker med mig og det gør mig bange! Jeg er fyldt med mørke og angst. Selvmordstankerne er alt for overvældende og jeg ved ikke om jeg kan blive ved med at holde dem i skak.

05-12-2016 - "tving mig ikke"

Tving mig ej ud i det farlige. Jeg gemmer mig under dynen, ingen skal finde mig. Lad mig rejse langt væk, lad mig blive kvalt i elendigheden for jeg kan ikke klare livet.

Galskaben opsluger mig og dyrerne æder mig op inde fra.

Jeg er bange for mig selv, jeg er bange for jer.

Jeg prøver at trække vejret men det gør ondt indeni. Mine tanker er et stort rod, jeg er i tvivl om tankerne overhovedet er mine for de virker så ukendte og forkerte.

Selvmordstankerne er massive og stemmerne bifalder dem. Jeg føler mig så desperat for at det her slutter og jeg får fred. Tør ikke fortælle hvad der sker indeni mig for jeg ved at de ikke vil tro på mig.

De ryster bare på hovedet så jeg holder det inde så længe jeg kan.

Enten dræber de mig eller os dræber jeg mig selv.

Det er det eneste valg jeg har.

05-12-2016 - "Bange for at give slip"

Jeg er bange for at give slip selvom jeg befinder mig et sted hvor de burde kunne rumme galskaben. Jeg ville gerne give slip så jeg kunne få luft men jeg er bange for deres ord og handlinger. Jeg spiser medicinen fordi de siger at den vil hjælpe mig. Men angsten vokser i takt med at medicinen spreder sig ud i kroppen. Jeg ville råbe, jeg ville græde, jeg ville hamre mine knoer imod den kolde væg igen og igen. Hvis bare nogen ville se dæmonerne og min smerte, et kram jeg ikke rummer men som jeg stadig har brug for.De siger at jeg ser helt okay ud men indeni er der et stormvejr og jeg drukner i de tårnhøje bølger.Jeg er bange for at de kommer alt for tæt på, de ville flygte hvis de kendte til mørket. 

Jeg er bange for at være alene for jeg magter ikke kampen. Hvis bare jeg ikke følte noget som helst, ligesom robotterne udenfor. Lad mig sove for evigt, giv mig fred - det er det jeg ber om.

Min tvivl og angst angriber mig konstant og jeg dør langsomt. Enten er det dem der dræber mig eller også er det mig selv. Jeg ved ikke hvad jeres plan er men jeg passer ikke ind i den. Jeg løber, jeg skriger, jeg græder og jeg går i stykker. Min krop falder fra hinanden men ingen forstår det - de siger at det er noget indeni der er forkert men det ændrer jo for helvede ikke på at jeg falder fra hinanden.

05-12-2016 - "Et indre af kaos"

Mit indre er et stort kaos af angst og ondskab.

Jeg falder og jeg bliver ved med at falde, det er som om det aldrig stopper. Jeg retter ryggen op og tvinger et smil frem for så er der ingen der fornemmer at der er noget fuldkommen forkert indeni mig. Jeg gemmer mig i tågerne som gør det så besværligt at leve. Ingen forstår hvordan det er muligt at smile udadtil og være bange indeni. De kloge skriver deres diagnoser og bogstaver ned på små blokke og holder øje og skriver igen og igen.

Hvis bare de ville lytte til hvad jeg siger, hvis bare de ville se igennem det rolige ydre og give mig plads til at være bange og trist væsen der kæmper sig igennem mørket. Men de giver ikke lov og deres ord kvæler mig igen og igen. Jeg falder fra hinanden. Jeg ville skære dybe kløfter af sener og fedt, binde knuder om halsen og falde ned med et knæk. Jeg ville banke mit hoved mod væggen. Jeg kæmper en kamp som jeg har tabt men det forstår i ikke - det giver ikke mening i jeres tykke læge bøger.

Det er ikke alle der er født til at leve, jeg er ikke.

Jeg kan ikke klare jeres ros og klap på skulderen, i ved ikke hvem jeg er. Jeg er ren mørke og smerte og jeres fucking piller virker ikke som jeg ønskede. Kan jeg overhovedet stole på jer eller vil i som de sorte ulve ulve kaste jer over mig og rive mig fra hinanden? Jeg vil gerne give slip men jeg frygter jer.

05-12-2016 - "Desperat" 

Jeg suger desperat på smøgen og forsøger at puste røgen ud så hårdt jeg kan,

Jeg ligger ansigtet mod hegnet og kigger ud på en verden jeg ikke forstår.

Det virker så skræmmende og jeg ved ikke hvordan jeg nogenlunde skal kunne "leve" med angsten og følelsen af at det hele er så falsk og opstillet. Gad vide hvordan de lever derude, hvordan folk kan hænge sammen uden at gå i stykker.

Jeg frygter det derude, kommer jeg nogensinde til at fungere sådan rigtigt? Lærer jeg nogensinde at leve og ikke bare overleve? Jeg slår hånden mod hegnet igen og igen men intet hjælper.

06-12-2016 - "Hænder der griber"

Jeg har svært ved at slippe aftenen igår. Jeg gav slip og jeg blev grebet.

Jeg er meget taknemmelig for at der var nogen på arbejde som var obs på mig og som oprigtigt ville hjælpe mig igennem tårer og skrig. Selvmordstankerne var voldsomme og alt for overvældende.

Stemmerne beordrede mig til at afslutte det, trække posen over hovedet og stoppe det hele.

Medicinen prallede af og intet så ud til at virke men personalet kæmpede sammen med mig og jeg blev set og hørt. Jeg er glad for at det var den aften jeg brød sammen men jeg er også rigtig ked af at hun ikke er på arbejde i dag for jeg følte mig tryg og jeg følte at det var okay at give slip på facaden.

Jeg ved ikke helt hvordan jeg har det idag, jeg syntes det er voldsomt svært at være herinde og ingen har rigtig været inde og snakke med mig omkring det der skete igår.

Til gengæld har jeg haft samtale med min behandler og jeg ved ikke hvad jeg skal tænke om det.

Min behandler herinde på afdelingen er min gamle psykolog fra ambulatoriet og til at starte med var jeg faktisk glad og lettet over at det var hende der var røget på mig men nu.. jeg ved ikke.. det er ikke den samme person jeg sad hos hver 14'ende dag til samtaler, hun har ændret sig og jeg ved ikke om det er mig eller om det er afdelingen.. Jeg kan ikke lide at snakke med hende længere, bliver urolig når hendes navn nævnes.. Hun snakkede om at jeg nok skulle udskrives i næste uge hvilket gjorde at jeg gik i panik men heldigvis kunne min kontaktperson fra bostedet komme ind og berolige mig lidt.

Jeg holder mig for mig selv i dag.. ryger kun når det er nødvendigt og gemmer mig ellers.

06-12-2016 - "brevet der aldrig kom videre"

Jeg er fyldt med dårlige tanker og ubehagelige fornemmelser.

Jeg ville gerne sige dem højt men ordene forsvinder så snart jeg forsøger, jeg frygter jeres blikke og deres ord. Jeg stirrer i spejlet men jeg genkender ikke dét som kigger tilbage på mig og det fylder mig med angst og ubehag. Jeg kæmper en desperat kamp for at trække vejret men det gør ondt helt indeni og jeg holder vejret for at undgå ubehaget og afmagten. Hele min krop spænder, jeg kan ikke slappe af, jeg er bange for at give slip for er der overhovedet nogen hænder til at gribe mig.

Jeg kender ikke personalet her i aftenvagten og jeg forsøger desperat at holde hovedet over vandet men alligevel bliver jeg trukket ned af mørket og ondskaben.

Jeg er fyldt med voldsom forvirring og ambivalens, skal jeg tage imod hjælpen eller ej? Skal jeg sige det højt eller ej? Jeg søgte selv hjælpen, jeg var og er stadig voldsom bange for dét der foregår indeni hovedet og jeg føler på ingen måde at jeg har kontrol over disse tanker og fornemmelser. Jeg stirrer ud af vinduet, ud på en verden jeg slet ikke kan finde ud af at manøvre rundt i. Jeg prøver at forstå hvordan folk "bare" kan gå nede foran, hvordan de kan snakke i deres mobil telefoner og smile, er det hele falsk eller er der noget jeg ikke kan forstå selvom jeg forsøger? 

Jeg forstår ikke hvordan folk bare kan "leve" jeg forstår ikke hvordan de kan stå op hver morgen og drikke deres kaffe og gå på arbejde. Jeg kan ikke finde ud af at "leve" men kun "overleve" jeg føler ingen glæde ved at stå op hver morgen, jeg føler ingen glæde ved livet og tilværelsen. Jeg frygter samfundet og menneskerne derude, de vil mig ondt og jeg flygter for at redde mig selv. Jeg stirrer ud af vinduet og betragter robotterne der bevæger sig rundt imens jeg er spærret inde for ikke at gøre skade på mig selv men alligevel kører tankerne rundt og selvmordstankerne har ingen pause.

Jeg bliver konstant udfordret og mindet på at selvmordstankerne lurer.

Lige nu har jeg det ikke skide godt men jeg holder mig for mig selv, jeg orker ikke at snakke med aftenvagten, jeg ved ikke hvem hun er og jeg kan ikke åbne op. Det eneste jeg kan sige er "jeg er ikke ok" eller "jeg er ok" men jeg ville gerne fortælle hvis jeg kunne men jeg kæmper virkelig for ikke at falde fra hinanden.

Jeg er træt, jeg er udmattet. Mit hjerte er tungt ligesom byrden på mine skuldre.

Jeg kan ikke være i mig selv, det kribler under huden og selvom jeg har dækket stik kontakterne til så kommer de stadig frem om natten og kravler ind under huden.

Jeg ville skære mig hvis jeg kunne men jeg afleverede pæren i lampen til stor fortrydelse lige nu. Jeg har det som om jeg er ved at falde fra hinanden, mine fødder smelter sammen med gulvet og mit hjerte truer med at rive sig ud af kroppen.

Jeg prøver at bevare roen men det er svært når ingen andre forstår hvad der sker.

Jeg tør ikke ligge mig i sengen lige nu og jeg vandrer rundt i lejligheden imens jeg forsøger at skrive dette. Stemmerne begynder virkelig at køre op og selvom jeg tager min PN så virker det minimalt lige nu, måske fordi jeg ikke tager det i tide når først toget ruller, men det er svært. Det er svært at be om PN, jeg føler mig som en idiot og når de så spørger hvorfor så kan jeg ikke svare men kun sluge pillerne.

Jeg har det ikke godt med pillerne, jeg er splittet og det er en kamp.

Jeg prøver at sige til mig selv at pillerne er for mit eget bedste, at de vil gøre mig bedre, at jeg vil få det bedre og sådan noget men stemmerne klager over medicinen, de siger den er dårlig for mig, at den ikke virker fordi det ikke er meningen, at det er giftigt og en måde at styre mig på. Jeg magter ikke de evige diskussioner og jeg orker ikke at kæmpe konstant. Jeg ville bryde sammen lige nu hvis jeg kunne men igen er jeg ikke tryg ved personalet og jeg stoler ikke på at de vil samle mig op igen. 

Jeg har det underligt indeni, jeg føler mig fanget, jeg føler at jeg bevæger mig i en tåge jeg ikke kan se igennem, det føles som om hvert skridt truer med at vælte mig.

Prøvede at se fjernsyn men kunne ikke samle mig om det der foregik selvom jeg virkelig forsøgte. Jeg har hørt musik og trisset rundt på stuen men uroen er forfærdelig og jeg ved ikke hvordan jeg skal stoppe det her.

Jeg ville gerne falde i søvn og aldrig mere vågne, det ville være det bedste for os alle. Så behøvede ingen at bekymre sig, så ville de få fred fra den byrde jeg er.

Jeg frygter verdenen og livet og jeg tror ikke der er plads til sådan en som mig.

Den virker skræmmende og angst provokerende, jeg stirrer på de mennesker der går forbi men hver gang er der noget indeni mig der går amok. Jeg er bange og jeg føler mig så sårbar og ængstelig.

07-12-2016. - "Dårlig kaffe og mærkelige fornemmelser"

Idag er det 1 uge siden at jeg blev indlagt. Jeg ville gerne skrive et eller andet smart og fancy om at jeg havde fået det markant bedre og at jeg syntes at jeg var klar til at komme hjem igen eller sådan noget..

Men sagen er den at jeg ikke har fået det synderligt meget bedre, det er meget små skridt.

Talte med dagens kontaktperson som netop sagde at det var svært at se fremgang når skridtene var så små og det er frustrerende når jeg egentlig gerne vil have det til at gå lidt hurtigere så jeg kan komme hjem. Jeg har som sådan intet imod at være herinde hvor de kan passe bedre på mig end bostedet men jeg har fået en dum seddel om aflednings metoder jeg skal forsøge at bruge og noget af det er bare ... lort.. og alt det andet er noget jeg i forvejen gør så hep hey for at jeg da gør noget rigtigt.

Jeg havde sådan håbet at Sidsel eller anne-mette ville komme på vagt idag men desværre ikke.

Føler mig lidt alene i blandt alt det her ukendte personale.. ber om PN og passer mig selv for jeg er så pisse usikker på hvad jeg bør sige eller gøre.

Tanker fra den lukkede.

Mine tanker flyver i nord og vest, det er svært at slappe af.

Jeg er udmattet og ville allerhelst bare sove indtil alting var bedre.

Jeg har sådan lyst til at skrive en hel masse men ordene kommer ikke rigtig ud.

De andre patienter er fine nok men det er hårdt at være social - også selvom det kun er 5 minutter udenfor imens der bliver kæde røget.

Jeg ved ikke hvor længe jeg skal være herinde og det er måske en anelse frustrerende.

De giver mig medicin der hjælper men jeg er utålmodig og ville bare gerne have det godt NU.

Jeg har fået en ekstra kugle dyne som skal være ovenpå kæde dynen når jeg sover.

Det virker okay men føler mig også låst fast og det kan være lidt angst provokerende.

Personalet er rigtig fine og omsorgsfulde og jeg føler at jeg er i gode hænder selvom mørket bliver ved med at banke på. Ville gerne fortælle dem hvad der foregår indeni men jeg er bange for deres blikke og ord.

Bag låste døre.

Det er efterhånden længe siden at jeg skrev et indlæg her på bloggen og det undskylder jeg selvfølgelig mange gange men når overskuddet og ordene er væk så er det ikke let at ned skrible ordene herinde men jeg ser dette som en mulighed for at få tanker og oplevelser ud af mit system.

Lige nu er jeg indlagt på en lukkede afdeling, det har jeg været siden onsdag aften.

Det er fint nok her, jeg kender de fleste af patienterne og personalet er rigtig søde.

Jeg har mange tanker eller ord der flyver rundt så hvis mine indlæg ikke helt giver mening så bær over med mig.

Jeg hører forpinte skrig fra gangen, det er lige før man kan tage tid på det før den første starter en kæde reaktion af forpinte mennesker. Jeg holder mig på afstand og er det rigtig slemt så klemmer jeg puden mod ørerne. Det er ikke konstant at der er uro herinde, men man kan mærke når det er på vej.

Jeg kender stort set alle herinde, der er 8 pladser hvoraf 1 plads er min. Jeg kender stort set alle herinde udover 2 andre så det er underligt at bevæge sig rundt herinde når man tidligere har set dem være dårlige men jeg snakker da nogenlunde med dem. Lægerne kommer herinde jævnligt med sprøjter og trusler om bælte men heldigvis er han ikke herinde på min stue og det skulle gerne fortsætte sådan for jeg skal hverken have en sprøjte eller spændes fast.

De fylder mig med medicin og det holder mig nogenlunde stabil men på tirsdag fjerner de noget af medicinen fordi det kan gøre én afhængig, men det er det der har virket for mig så det er lidt sørgmodigt at vide at det er slut lige om lidt.

Et længere indlæg.

Her sidder jeg i mørket.
Jeg bider mig i hånden igen og igen.
Tankerne drøner af sted men ikke en eneste sidder fast.
Min hjerne er som et hav i stormvejr.
Jeg gemmer mig i mørket;
det er her jeg hører til.

Der er gået lidt tid siden mit sidste indlæg hvilket jeg beklager.
Det er som om ordene ikke rigtig vil forlade mit hoved og jeg har ellers forsøgt at skrive flere gange men hver gang er det slettet og jeg har slukket computeren.
Men her sidder jeg nu imens smøgerne sender små røg signaler op i luften.
Der sker meget og alligevel sker der ingenting, sådan føles det hvert fald indeni.
Det her indlæg bliver mit puste rum og forhåbentligt kan jeg få lidt af det hele ud af systemet..

Jeg sidder i min lejlighed, fjernsynet kører og musikken pumper roligt lyd ud igennem højtalerne.
Jeg kan ikke holde ud at være i min lejlighed men jeg magter heller ikke at forlade den lige nu.
Føler mig fanget herinde fordi jeg ikke orker personalet eller nogle af de andre beboere, jeg orker ikke at være "på" eller lade som om jeg kan følge med i deres usædvanlige tempo.

Jeg er blevet rost for at komme ud af lejligheden og være social med de andre, det er så godt at jeg har fået så god kontakt med nogle af de andre men ingen forstår hvor meget det i virkeligheden dræner når jeg skal forsøge at følge med i samtalen eller komme frem til noget fornuftigt at sige.
Jeg føler mig som en elendig pause klovn med lamme jokes og desperate forsøg på at passe ind.
Det er rigtig fint at jeg har fået en fin kontakt med de to andre men samtidig er det ganske enkelt forfærdeligt og ødelæggende. Jeg føler mig som et tredje hjul i den relation og det gider jeg faktisk ikke - jeg orker det ikke og jeg orker bestemt heller ikke alt det fnidder der foregår.
Jeg bliver rost for noget som er dybt forfærdeligt, jeg bliver rost for noget der er alt for angst provokerende og alligevel magter jeg ikke at sige fra men i stedet nikker jeg bare og smiler.
I øjeblikket er der ikke mange mennesker jeg kan holde ud at være sammen med - min kontaktperson og mine forældre er stort set de eneste jeg kan omgås uden at rive hovedet af mig selv.
Det piner mig at jeg ikke kan ses med min kæreste, jeg ved han savner mig for det skriver han flere gange men jeg kan bare ikke holde det ud sådan som jeg har det lige nu.
Jeg tror det er svært for ham at forstå ligeså er det svært for mine forældre at forstå men jeg tænker at jeg måske bare er en af de menneske der har brug for usædvanlig meget tid alene, jeg har brug for nogle mennesker der træder varsomt og forsigtigt og det kan min kontaktperson - mine forældre er ved at lære det efter alle disse år, men alligevel føler jeg mig presset til at være social..


Jeg er ved at komme ovenpå efter uheldet med bilen.
Der sidder stadig en lille angst indeni mig hver gang jeg sætter mig bag rettet i den nye bil.
Jeg venter og venter på at det hele er afsluttet med forsikringen så jeg ikke skal bekymre mig længere og det ser faktisk ud til at sagen snart bliver lukket - hvert fald har værkstedet fået af vide at de skal fixe bilen så noget er der hvert fald sket. Ømheden i kroppen er stort set væk ligeså de blå mærker.
Jeg presser mig selv i bilen og kører gerne igennem det kryds hvor jeg blev påkørt imens hjertet sidder helt oppe i halsen. Min far prøver at opmuntre mig til at køre bil men samtidig er han også nervøs for at jeg kaster håndklædet i ringen og stopper med at køre bil - men dette sker ikke, det må ikke ske, jeg har kæmpet alt for hårdt for det kørekort og jeg skal satme køre bil!


Som skrevet i sidste indlæg så er jeg færdig med gå hos psykologen.
Der er mange splittet følelser i det og jeg kommer alligevel til at savne hende selvom det har været hårdt at skulle igennem det lange forløb.
Jeg har fået brev om at jeg skal møde en sygeplejerske som hedder Ditte, som muligvis skal overtage psykologens plads på den ene eller anden måde. Det er rigtig fint at jeg har fået tilbudt sygeplejersken så jeg stadig har en form for tilknytning til psyk. men samtidig er jeg meget nervøs for at starte forfra.
Min kontaktperson tager heldigvis med til den første samtale og så må vi se hvad der skal ske.

 

Fik i dag et brev fra psykologen. Det var en slags vurderings papirer som også er sendt til jobcenteret.
Tingene deri overraskede mig ikke men alligevel sidder jeg med en mærkelig fornemmelse her til aften. Det var ikke særlig afklarende at læse brevet, altså.. det var ikke som om der var en ren konklusion om hvad der skulle ske med mig. Der stod at jeg ikke ville have nytte af mere psykoterapeutisk behandling og at det primært var det medicinske der var fokus på.
Jeg ville ønske der var en endegyldig konklusion og at jobcenteret ville rette sig 100% efter det men det ved jeg at de ikke vil gøre. Jeg er på ressource forløb nu og har vel 3 år tilbage før det skal revurderes men et eller andet sted ville jeg bare gerne have en klar udmelding og ikke bare 5 års prøve tid. Jeg føler efter at have læst papirerne at der stadig ikke er nogen der ved hvor jeg skal ende.
Et eller andet sted ville jeg ønske at de sagde "ja jo.. du får sgu en pension og så kan du passe din behandling og du skal ikke se mere til os" men det sker ikke.. jeg er alt for ung og der er alt for mange muligheder der skal afprøves men jeg har bare mest af alt lyst til at flytte ud til et stille sted og passe mig selv og kun få besøg af de mennesker der betyder allermest.. Men ja.. ingen afklaring og ingen ro.. suk






Et sidste farvel og en ødelagt bil.

Jeg sidder i venterummet.
Mit hjerte galoperer af sted mens jeg gnider mine hænder mod hinanden.
Jeg ved det er et farvel;
men jeg hader farveller.

 

Den seneste tid har været et kæmpe rod for mig.
Igår skulle jeg sige farvel til min psykolog som jeg troligt har været hos hver 14 dag i knap 2 år.
Det er helt forfærdeligt at tænke på for selvom jeg havde det svært med hende så var jeg jo også rigtig taknemmelig og glad for at have "vundet" hende.
Nu er det slut, hun skal på noget uddannelses halløj og jeg får ikke en ny psykolog.
På hendes skrivebord stod der 2 cult i en pose med et bånd omkring, dem havde hun købt til mig som en lille afskedsgave og jeg var glad indeni fordi det ligesom viste at hun kendte mig.
Men nu er det slut og jeg ved ikke rigtig hvad der nu skal ske - udover at jeg muligvis får en sygeplejerske på prøve for at se om jeg kan bruge vedkommende eller ej.
Men det er mærkeligt..

 

Dagen i går var både et farvel til psykologen og en bil der blev smadret.
Da vi var færdige på psyk og landede hjemme på bostedet skulle jeg af sted.
Jeg havde lånt min fars bil og aftalt at jeg ville komme ud til dem når jeg havde været til samtale.
Musikken kørte og jeg trillede af sted ud i den store verden.

Da jeg kører igennem byen bliver jeg påkørt af en anden bil.
Det var en voldsom oplevelse og jeg fik lov at prøve air-bagen. Jeg er blå og øm i hele kroppen i dag.
Har været forbi min læge og fået afvide at jeg har forstuvet mine muskler hvilket jeg ikke vidste at man kunne og så har jeg muligvis fået en mild hjerne rystelse.
Jeg ved ikke helt hvordan jeg har det ovenpå den oplevelse men det var vigtigt for mig at jeg ikke blev bange for at køre bil så jeg har allerede været på vejene i dag - dog med angsten tikkende i baghovedet. Jeg har fået nogle seriøse blå mærker og jeg er bare træt og øm.

Jeg sidder jo så nu i min lejlighed og ved ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv.
Har ikke rigtig lyst til at være her men kan heller ikke flygte.


Konkrete tanker og oplevelser.

Jeg er lige nu på ferie med mine forældre. Det var ikke med min gode vilje at tage afsted da jeg ikke har haft det super godt det sidste stykke tid men her sidder jeg alligevel i et koldt sommerhus og stirrer modløs på fjernsynet som er det eneste spændende her i huset. Jeg besluttede mig før jeg tog afsted at skrive mine tanker og oplevelser ned undervejs på ferien. Det bliver meget konkret og lige på - ikke så meget forklaring men forhåbentligt kan det hjælpe mig med at smide tankerne ud til højre.

Morgen stund..
Jeg stod op som den første i huset. Jeg vågnede af solens stråler i mit ansigt og af larm udenfor.
Jeg listede ned af trappen og prøvede at lokalisere larmen men det var som om at Københavns Hovedbanegård havde flyttet sig til vores hus. Kiggede ud af vinduerne, listede ud i vores lille gårdhave og rundt i huset men larmen var over alt.
Jeg opgav og kravlede under kædedynen igen, puden blev holdt imod hovedet men det hjalp ikke.
Opgav og stod op selvom jeg var voldsomt træt... Larmen forsvandt først noget tid efter mine forældre var stået helt op.

* skulle ned med skrald. 
Jeg stod foran affalds containeren og brugte mange minutter på at spekulere over om personalet her tjekkede poserne igennem og om det der var i posen ikke måtte komme i den container.
Tænk hvis personaler ville banke på døren og sige at de havde kigget poserne igennem og at vores helt normale affald lige pludselig ikke var "normalt"

* En kort lur.
Efter morgenmaden besluttede jeg mig for at sove lidt igen. Jeg var træt og brugt ovenpå køreturen herop igår. Lukkede døren til mit værelse og kravlede under dynen. Jeg lukker øjnene og prøver at få ro på min urolige krop. Først kan jeg høre en kradselyd på døren og tænker at det nok er hunden. Jeg forsøger at ignorere det men beslutter mig til sidst at lukke ham ind - men da jeg åbner døren er der ingen hund. Jeg spurgte min mor om hunden havde været oppe men nej, hunden var nede i stuen.
Da jeg så ligger mig i sengen igen begynder jeg at flyde ud. Jeg holder hårdt fast i kæde dynen men det hjælper intet. Jeg må opgive luren.

*en tur ud af huset
Da jeg var vågnet ordentligt op og efter et massiv indtag af energi drik, skulle vi på tur.
Dagen var nogenlunde planlagt og jeg havde ligesom forberedt mig på en lang tur.
Det var mig der havde ansvaret for hus nøglen og få låst.
Mine stemmer begyndte så småt at vågne op. "Du har ikke låst døren".."imens i er væk så vil der være nogen i huset".."du har glemt at slukke for lamperne, nu går der ild i huset".. "Personalet låser sig ind i huset og roder dine ting igennem".. Jeg ville helst blive hjemme men turde ikke fortælle mine forældre om det, de ville ikke forstå det. Men det var på ingen måde rart at forlade området..


*en tur ud til fyrtårnet
Min far har længe talt om at han ville se det her fyrtårn fordi det om nogle år ville være ædt af havet.
Jeg syntes egentlig at det var fint at skulle se det men.. Først og fremmest skulle bilen parkeres langt langt væk og jeg gik i panik over om jeg havde låst bilen eller ej - tankerne kørte max "bilen er væk når vi kommer tilbage".."nogen stjæler den".. Turen derud var rigtig hård og min mor måtte give op da vi nåede sandet fordi hun ikke kunne balancere i det. Min far og jeg gik helt ud til fyrtårnet og det var hårdt for benene og for hovedet. Der var mange mennesker derude, solen var forfærdelig. Vi nåede frem og kiggede på vandet og så spurgte min far om jeg ville med op i fyrtårnet. Jeg overvejede det længe fordi jeg er så røv bange for højder. Vi forsøgte men jeg måtte give op på halvvejen men min far gik helt op. Jeg var pisse bange! Først og fremmest for om trapperne ville holde og om fyrtårnet ville vælte sammen. Jeg ventede meget utålmodigt på min far og var bare mega bange for at han ville klare den.

*en tur ud i byen
Efter fyrtårnet skulle vi ud i en lille bitte by. Det passede mig glimrende at skulle væk fra alle de mennesker. Men i bilen kom hjertebanken, svedige hænder og en rastløshed.
Vi ankom til byen og parkerede. Min far fik så denne "geniale" ide at vi skulle spise frokost på en cafe. Jeg fik dog lov at vælge cafeen og valgte den med færrest mennesker som dog også var uden sol så det var koldt. Vi får bestilt maden og spist men jeg kan slet ikke magte alle de mennesker der går forbi - de alle gloede helt åndssvagt eller sådan føltes det. Stemmerne kom på banen igen.
"Se de kigger på dig".."de holder øje med dig".."maden er giftig".."der er noget i den der er farlig".."du må ikke spise" .. Jeg kæmpede for at få spist og jeg endte på toilettet med fingrene nede i halsen imens panikken rev i mig. Måtte sidde derude i hvad der føltes som en evighed før jeg turde at forlade toilettet. Vi forlod hurtigt cafeen bagefter og jeg ville helst hjem men nej.

*butikker og havet.
Der var få butikker i denne lille by men de få der var skulle åbenbart også besøges.
Jeg traskede modvilligt ind og kiggede på alt andet end det der var. Krøb langs væggen og forsøgte at undgå flere blikke. Havde en markant følelse af at folk kiggede på mig - som om jeg havde et kæmpe skilt over hovedet. Stemmerne advarede igen og igen. Jeg var på ingen måde interesseret i tøj eller nips - jeg ville bare hjem. Vi nåede lige at runde stranden og der var heldigvis ikke andre så der kunne jeg slappe lidt af og stirre på vandet men så kom billederne i hovedet. Det er som en film der spiller sig for øjnene. Jeg så mig selv løbe ud i vandet, så langt ud at jeg ikke kunne bunde. Jeg skreg og væltede rundt. Det der trak filmen væk var min hund der puffede til min hånd og mine forældre der sagde at vi nu kunne køre hjem.

*når mørket så småt kommer frem
Jeg ligger i sofaen med fjernsynet. Jeg er træt og udmattet.
Satser på at gå tidligt i seng. Har en følelse af at gå i en tåge, som om alting er sløret og uvirkeligt. Jeg kan ikke tage noget ind. Jeg har det som om jeg drømmer. Det er vildt ubehageligt og frusterende. Har taget medicin og forsøgt med nogle af mine strategier men ja måske skal jeg bare tidligt i seng

Når hjernen ikke står stille.

Sover jeg? eller er jeg vågen?
Sveden pibler ned af panden, hjertet banker af sted.
Prøver at trække vejret men det er som om der er nogen der sidder på min brystkasse.
Jeg ser blodet og ryster hænderne, er det rigtigt eller er det et trick?
Jeg vandrer fra den ene væg til den anden, det hjælper kort..
Men intet virker for evigt..

Mit sind er som en tornado, den river alt med sig.
Minderne flyver rundt og jeg kan ikke skille dem ad, tankerne kører hurtigst og farligt.
Jeg har kastet rundt med ting og bagefter pænt ryddet op. Jeg bliver ved med at sige til mig selv at det er okay at være i min lejlighed men angsten vil ikke falde til ro og i stedet løber jeg rundt.
Jeg kigger på telefonen og overvejer mit næste træk men intet fungerer lige nu.
Jeg vil løbe ud i natten og gemme mig men selv mørket er alt for farligt nu.
Jeg tror ikke engang at personalet er klar over at jeg er hjemme, det virker ikke sådan hvert fald.
Prøver at ligge mig i sengen men jeg kan ikke finde ro, selv ikke når lyset er tændt.

Æder piller for at finde ro men det hjælper ikke og jeg er bange for at jeg bliver ved med at sluge dem hvis ikke jeg gemmer dem væk igen - jeg vil bare gerne sove indtil jeg har det bedre men ingen forstår vist rigtig at jeg har det skidt indeni udover min faste kontaktperson - alle andre bliver lukket ude og jeg magter ikke at sige noget som helst. Har lyst til at være helt stille, aldrig mere sige noget som helst, forsvinde ind i en verden uden ord.



Taber mod mørket igen.

Trækker dynen over hovedet.
Jeg burde stå op, men jeg kan ikke.
Det banker på døren men jeg orker ikke at rejse mig.
"er du okay?" spørger de alle og jeg ryster på hovedet.
Jeg er ikke okay.. intet er okay.

Jeg har dårlige dage, flere end gode i øjeblikket.
Jeg har været for stresset alt for længe selvom jeg ikke syntes jeg har formået at gøre noget.
Det startede i forgårs med tårer der trængte sig på, så blev jeg i sengen det meste af dagen i går - det var kun min faste kp der kunne få mig ud på en lille tur. I dag har det gentaget sig stort set.
At være under dynen med fjernsynet kørende for at der ikke er alt for stille.
Har ryddet lidt op i dag hvilket koster på kontoen kan jeg mærke - også selvom jeg ville have ordnet hele lejligheden og komme ud med skrald osv. Heldigvis er min faste kp på arbejde og hun har hjulpet mig med nogen af dagens opgaver.
Ryger den ene smøg efter den anden og prøver at mærke efter - hvad er der galt med mig?
Mine tanker ræser derud af og min energi er helt væk. Orker ikke engang at besvare et opkald på mobilen, min bror har ringet flere gange i dag men jeg orker bare ikke at snakke.
Jeg tager snart hjem til mine forældre igen, kan ikke overskue personalet der er på arbejde her i weekenden, men jeg ved heller ikke om jeg kan overskue at være hjemme hos mine forældre.



Når andre bemærker..

"Du virker distræt".. "er der noget i vejen?".. "du virker ikke til at være til stede"
Mit eneste svar er "Jeg ved det sgu ikke lige"
Jeg holder vejret og lukker mine øjne men tankerne kører stadig.
Jeg ville gerne sige det højt men jeg er tom for ord, sådan er det altid.

Jeg ved sgu ikke lige hvad der foregår. Har det som om jeg er fanget i min egen verden.
Kæresten har bemærket at jeg er distræt, min far siger jeg er stille og min mor brokker sig over at jeg altid er træt - det er min eneste undskyldning "jeg er bare træt.."

Jeg har svært ved at sige det højt selvom jeg har gode mennesker omkring mig.
I går sagde aftenvagten at jeg altid kunne sige til hvis jeg havde brug for noget, om det så bare var at få vasket tøj eller ryddet op. Men jeg har ikke lyst til at lukke dem ind i min lejlighed.
Den eneste der får lov er min faste kp, trygheden. Det har taget noget tid at gå med til at hun kan hjælpe med at få styr på det kaos der hersker ude omkring mig.
Jeg tager min medicin og det hjælper også, men ikke ligeså meget som ønsket og jeg ved at lægerne ikke kan gøre mere for mig - de har forsøgt og jeg er ligesom landet her.
Jeg ville gerne sige "nej jeg har det ikke godt" men der er mange på bostedet der har det værre og jeg gemmer mig væk og forsøger at lære mig selv at være i lejligheden uden at angsten og uden at væggene kvæler mig, hvilket ikke lykkedes så godt i øjeblikket.
Der er kaos på bostedet, folk flytter, folk bliver indlagt, folk har det skidt og jeg har rigtig rigtig svært ved alt det kaos der hersker her. Nogle gange overvejer jeg at pakke min rygsæk og løbe ud i skoven men jeg er pisse bange for mørket og hvad der gemmer sig i det så jeg kryber i stedet under dynen og tæller til 100 - igen og igen. Mangler min hule, mangler at føle mig tryg, ville gerne undgå angsten der kommer i og udenfor min lejlighed. Jeg vil allerhelst bare have det godt uden at tænke over hvordan døden så pludselig kan rive én væk. Det er hårdt.. men jeg står op.. indtil videre da.



Store tanker og et alt ædende angst.

Dét tvinger mig i knæ og forsøger at holde mig nede.
Mine dæmoner tigger mig om ikke at sige noget højt.
Har jeg solgt min sjæl til mørket? dét der tvinger mig ned.
Søger svar på angsten men ordene kommer aldrig ud.

Jeg sidder i min lejlighed.
Smøgerne sender små røg signaler op men ingen ser dem.
Lyset river i mine øjne og søvnens rige kalder.
I morgen skal jeg sidde på den hårde stol og forsøge at snakke med min behandler.
Det er som om der skal ske store forandringer og alligevel ved jeg ikke hvilke ord der kommer ud.
Måske skal medicinen ændres, måske skal jeg bare acceptere de trælse ting.
Jeg orker ikke at ligge mig i sengen men jeg orker heller ikke at holde mig vågen.

Har snakket med 2 af de andre beboere her på stedet. De siger det jeg frygtede at høre "du er her jo heller ikke så meget" og straks begynder angsten. Måske syntes personalet at jeg er for ofte væk og at jeg intet får ud af at bo her, måske tænker de at jeg kan klare mig selv i det her kaos men jeg kan jo for helvede ikke flytte hjem til mine forældre. Hvis jeg kunne finde strategier til at opholde mig i lejligheden uden angst så ville jeg være glad. Hvis nogen kunne fortælle mig hvordan jeg skal kunne holde ud at være i min lejlighed så ville jeg være glad, men alle er stille og ingen ved rigtig hvordan de skal gribe tingene an. Jeg ved bare at jeg frygter at skulle flytte alt for tidligt og noget indeni mig siger at jeg snart ryger på porten fordi jeg aldrig er hjemme. 

"Åbent brev" til personalet.

Jeg har boet her på bostedet i snart 4,5 år.
Jeg er efterhånden blevet vant til rutiner og regler.
Jeg snakker med det meste af personalet efterhånden men netop dette blog indlæg handler om det "åbne brev" jeg ville vise personalet hvis jeg kunne.
Alt i alt kommer dette brev af det kaos der hersker indeni og de ting jeg ville sige højt hvis jeg kunne og måtte.


Kære personale her på bostedet.
Der er så mange ord der aldrig kommer ud, der er så mange tanker der forbliver stille.
Jeg ville ønske at jeg kunne åbne min mund og fortæller om det kaos der hersker indeni, jeg ville så gerne kunne sætte ord på stormvejret uden at blive bange.

Jeg ville gerne italesætte alt hvad der foregår men jeg er bange, jeg er flov, jeg er et meget lille menneske der er så bange og utryg selvom i har været omkring mig så længe.

Jeg er vokset op i en familie hvor jeg alt for tidligt var hende "den voksne"
Jeg var i klassen kendt som hende der aldrig græd men hende som tog sig af alle andre.
Jeg lærte tidligt at være stærk og at jeg kunne klare mig selv - også selvom det ikke var de bedste måder at komme igennem tingene på, men så længe jeg klarede mig selv så var det ligemeget.
Jeg frygtede hjælpen for jeg vidste at jeg ville blive kastet ud i en orkan jeg ikke selv kunne kontrollere. Jeg vidste at der var noget galt med mig men ingen sagde noget, alt blev fejet under tæppet og jeg fik lov at styre direkte ind i mørket uden noget lys til at guide mig igennem.
Jeg har lært mig selv at overleve men jeg har aldrig lært at leve..

 

"Jeg ønsker ikke at leve mere" ville jeg ønske jeg kunne sige højt så jeg ikke var så alene med disse tanker, men jeg er bange for at sige det højt for jeg ville ikke kunne bære at i opgav.
I ville ikke kunne ændre noget men kun klappe mig ovenpå hovedet og sige "det var da træls! du får det bedre i morgen" men sandheden er at hver eneste dag er fyldt med mørke selvmordstanker som jeg efterhånden betragter som en kronisk tilstand jeg ikke kan forlade nogensinde.
I aner ikke hvor hårdt dét er at hver eneste dag er fyldt med tanker som "jeg burde tage alle pillerne".."gad vide hvor meget medicin jeg skal tage for at forsvinde".. "hvis jeg nu springer ud foran den bil, dør jeg så?" og så mange andre hårde og skrækkelige tanker.
Jeg ville ønske jeg kunne sige det højt, for måske ville det betyde at jeg ikke følte mig så alene med dem men samtidig ved jeg slet ikke hvad i skulle gøre for at "redde mig" for kan nogen overhovedet redde mig? eller er det bare min skæbne at knække sammen og gøre det slut?

Stemmerne mejsler deres ord fast indeni mit hoved. De griner og snakker, de kommenterer på mig, på det der sker omkring mig, på jer og der er aldrig helt ro fra dem.
Jeg må ikke tale om dem og selv dét at skrive om dem her, får dem til at krybe frem.
Jeg ville gerne kunne tale om stemmerne men jeg må ikke og indeni hersker der et hav i voldsom uro.
Jeg føler mig latterlig når jeg forsøger at tale om dem, jeg føler mig "syg" når jeg forsøger at sige det højt og jeg føler mig så.. så ødelagt.
Jeg ville så gerne snakke om dem men jeg føler ikke at der er plads til dem, eller måske føler jeg bare ikke at det gør nogen forskel, og hvad skulle i egentlig gøre ved det? Jeg ville bare ønske at jeg ikke var så alene med dem og jeg ville ønske at jeg kunne finde en måde at snakke om dem på uden at jeg efterfølgende skal tæskes til blod og føre kniven over min hud.

Jeg har mødt mange mennesker der har set mig som en stærk og omsorgsfuld pige, én med ben i næsen og med meget mod. Det er stærke ord som jeg slet ikke kan sætte på mig selv.
Jeg er i bund og grund et meget utrygt, bange, angst, trist menneske der kæmper for at finde ud af hvordan det føles at være GLAD. Jeg betragter mennesker omkring mig, forsøger at lære at føle noget andet end de hæslige ting men det er ikke noget man bare lige lærer, det tager tid, det har taget mig år og selvom folk tænker "hun griner jo!".. "hun pjatter!" .. så skulle de bare vide hvad der sker indeni. Jeg er som en kamæleon der skifter farve alt efter mine omgivelser. Jeg kan passe ind mange steder tror jeg men det betyder på ingen måde at det er rart for mig. Det er måske en slags overlevelses mekanisme at skifte farve men jeg ved også at den er farlig for jeg taber mig selv i det og kan slet ikke finde tilbage til noget holdbart - til gengæld bliver jeg vældig skidt og ligger mig ned.

Hanne er blevet en del af hverdagen for mig og for personalet. Vi har sat "mission morgenmad" på det daglige program og jeg kæmper hver dag for at komme igennem. Nogle syntes nok at det går "let" og "elegant" men indeni skriger alting. Jeg ville så gerne i talesætte alt det der sker men jeg føler mig flov og forkert. Jeg har det så svært med maden og imens medicinen gør sin del for at smadre alt kontrol, så gør Hanne den sidste del. Jeg er fed.. nej ikke bare fed.. jeg er FED! og ingen forstår det. Det er så angst provokerende og jeg har lyst til at lukke mig inde. Har ikke lyst til at mødes med nogen for jeg er så flov over mig selv! Jeg kunne græde over dette hver eneste dag og nat, men jeg holder vejret og kommer igennem dagene uden at få sagt et eneste ord om Hanne selvom hun er ligeså stressende som altid. Jeg hader morgen maden og jeg ville allerhelst slippe for det igen. Jeg er total angst provokeret over at VISO har været indover og at de snart skal retur på KK. Jeg kæmper en kamp og jeg ved ikke engang om det er MIG eller Hanne der styrer showet. Men jeg ville ønske at det var okay at snakke om, men jeg ved ikke hvordan.

Jeg virker nok til at have styr på alt omkring mig. Jeg får ryddet op, jeg får vasket tøj, jeg får handlet ind. Men kaos hersker stadig. Det er udsugende at ryddet op, det kræver al min energi - eller bliver gjort når jeg har brug for afledning. Alt kræver stor energi som jeg ikke har.
Får vasket tøj efter lang tids overtalelse fra mig. Jeg forsøger at undgå at handle, jeg forsøger generelt at undgå alt. Jeg ville helst blive i min lejlighed, lukke mig inde og gemme mig væk.
Orker ikke at skifte tøj, gå i bad, børste tænder eller bare være vågen. Måske virker jeg stærk men sandheden er at der indeni er et meget skrøbeligt barn der slet ikke kan balancere i det voksne liv.

Jeg ville ønske at jeg følte at det var "lovligt" at sige tingene højt. Jeg ville fortælle jer om insekterne der kryber ud om natten, når de kravler under huden. Jeg ville fortælle hvordan væggene pludselig kunne rykke sig tæt på og hvordan gulvet pludselig blev flydende og forsøgte at sluge mig.
Jeg ville fortælle hvordan jeres berøringer nogle gange gør mig så bange at jeg trækker mig helt.
Jeg ville fortælle hvor forvirret i gør mig med jeres ord og signaler.

Jeg ville ønske mig en hytte ude i skoven, langt langt væk fra alting.
Når i spørger hvad jeg har brug for, så er det eneste der kommer op i mit hoved, at jeg har brug for ro. Jeg har brug for at alle indtryk forsvinder. Jeg har brug for at solen ikke skærer i øjnene, at lydene ikke truer med at sprænge mine trommehinder. Jeg har brug for at farverne ikke gør mig svimmel og træt. Jeg ville bare være alene og langt væk. Jeg ville selv kunne kontrollere de ting der kommer indenfor.

Ville i springe ud fra broen hvis jeg bad jer om det? sikkert ikke.
For mig kan medicinen betyde det samme, at den er en ond handling som personalet gør.
For mig kan medicinen være værre end døden eller en direkte opfordring til døden.
Jeg har svært ved at balancere i medicinen. Jeg vil gerne have den for at få det bedre - men er det for min skyld at jeg tager den eller sidder der en læge derude og gnider sig i hænderne over at de nu har den fulde kontrol over mig og mine tanker? det gør mig bange og usikker.

Jeg ville pakke en rygsæk og flygte ud i mørket. Jeg ville være ligeglad med politiet der søger med hunde og lygter. Jeg ville løbe over togskinnerne hvis det betød at jeg kunne få fred. Jeg er så splittet.
Jeg vil væk - måske ønsker jeg ikke at dø men jeg har bare ikke lyst til at leve.
Jeg hænger i en tynd tråd mellem liv og død. Ingen ved dog hvor jeg ender.

Jeg ville ønske jeg kunne sætte ord på hvad der foregår indeni mig. Jeg ville ønske at jeg kunne sige "hjælp" men jeg er bange for at tage imod de hænder som rækker ud.
Hver eneste dag er en prøvelse og en test, men jeg står alene med resultatet.
Jeg ville bare ønske.. at jeg kunne sige det højt uden at føle mig flov og forkert.
Jeg føler mig så tosset når jeg forsøger, jeg er bange for at i ikke forstår, og hvordan skulle i egentlig kunne forstå når i aldrig har prøvet det? jeg ved det ikke.. jeg ville bare ønske at der var bedring i sigte.

-

Sælger min sjæl til dæmonerne.

Det har været en lang nat med stemmerne og gulvet der gabte over mig.
Angsten rev og bed, tårerne løb og jeg var alene.
Vandrede i cirkler indtil jeg fik nok.
Jeg løb ud i natten uden at se mig tilbage.

Jeg stak af i natten men alting fulgte med.
Kørte igennem de mørke gader imens mine hænder blev svedige.
Kravlede ud af bilen og fik et vådt kys på kinden af min baby.
Min mor strøg mig over håret indtil jeg kravlede under dynen.
Søvnen forsvandt imens jeg forsøgte at kæmpe imod alt indeni.
Jeg nåede ikke mange timer i søvnens omfavnelse men de få timer var præget af mareridt alligevel så var taknemmelig for at vågne op til min behårede baby der lagde sig ved min side og logrede med halen, det var som om han vidste at jeg ikke var på toppen og han har stort set ikke ladt mig alene.
Her til aften har jeg så været nød til at køre hjem på bostedet igen men det er ikke med min gode vilje og allerede nu har jeg lyst til at skubbe dem alle væk og gemme mig under dynen.
Mine tanker kører deres eget løb og jeg kan ikke følge med selvom jeg gerne ville.
Hvor meget leponex skal der til for at føre mig ind i den evige søvn? hvis jeg nu topper den med seroquel også? Kan jeg skære mig så dybt at jeg langsomt forsvinder væk? det er skræmmende tanker men de er ikke nye dog alligevel voldsommere disse 2 dage og jeg føler mig voldsomt alene med dem selvom jeg ved at der står flere klar til at snakke med mig..
Min faste kontakt person kommer på mandag efter 3 ugers ferie og det er så til trængt at hun vender tilbage for jeg er et rod jeg ikke selv kan rydde op igen.



Endelig hjemme.. eller noget.

Jeg vandrer i cirkler imens tvivlen fylder mig.
Tasker og poser flyder over alt - er dette virkelig mit hjem?
Griner og snakker om alt andet end det der sker indeni.
Jeg er omgivet af folk men føler mig alligevel ensom.


Jeg er hjemme i min lejlighed igen, altså sårn for real.
Har været væk i næsten 2 uger og det føles ikke som om jeg er hjemme.
Har snakket og været social hele aftenen hvilket måske er godt nok - men nu sidder jeg så her foran skærmen alene med mine tanker og tvivl.
"Skal du have din medicin?" spørger personalet og jeg svarer "jeg har den nede i min lejlighed"
"Og så tager du den?".. "ja det skal jeg nok.." .. "Så skal du ikke brokke dig over at jeg ikke har set dig tage medicinen".. og her sidder jeg så og kan ikke overskue at pakke medicinen frem fra taskerne, faktisk ved jeg slet ikke hvor medicinen er - men jeg ved at jeg har en del medicin jeg ikke har fået taget.. Det ryger i lageret, det tror jeg ikke at der er nogen der er i tvivl om.
Har sat en film på skærmen og ryger smøger som om jeg ikke har røget i evigheder.
Ville ønske at min faste Kontaktperson var på arbejde - at hun var her til at modtage mig når jeg kom hjem men i stedet er det 2 andre som jeg er voldsomt i tvivl om.
Har brugt aftenen på at snakke med nogle af de andre beboere, 2 piger som jeg efterhånden begynder at finde en rytme med herude, udover at jeg ikke kan vise hvordan jeg har det.
Vi har snakket om psyk, ungdomspsyk og overgangen til voksen psyk og det bringer en masse ubehagelige minder op om den tid jeg havde på psyk og som jeg et eller andet sted har brug for at snakke om for at placere dem på den rette hylde men alligevel føler jeg mig tåbelig når jeg gerne vil snakke bælte fikseringer, medicin og modgang igennem. Altså jeg mener.. det er jo over 4 år siden at jeg havde noget med ungdomspsyk at gøre og så går det op for mig at jeg er blevet kastet rundt de sidste 4 år i et system der er så firkantet at jeg slet ikke føler at jeg kan passe ind.




Når det virker uendeligt..

Jeg kigger skiftevis på hende og en tavle fyldt med barnlige tegninger.
Når jeg får øjenkontakt med hende skynder jeg mig at kigge ned på gulvet.
Jeg er bange for at hun kan høre mine tanker, det må hun kunne så høje som de er.
Jeg vrider hænderne i hinanden og forsøger at finde noget interessant at sige  men jeg kan ikke sige noget, kun småfnise usikkert. Jeg forventer at hun siger noget men det sker ikke og så sidder vi i stilheden og jeg ville helst slutte samtalen før angsten kom buldrende igennem mig,

Jeg har været hos psykologen i dag.
Min kontaktperson og jeg kørte den sædvanlige tur mod vejle imens jeg forsøger at samle mod til at sige noget højt men det er svært når jeg ikke engang er helt sikker på hvad jeg skal sige.
Samtalen hos psykologen var færdig efter 30 minutter, det var vist mig der stoppede samtalen, jeg mistede fokus og jeg kunne ikke holde ud at være på.
En måge fløj forbi vinduet og stjal mit fokus og så var det som om jeg pludselig forsvandt fra samtalen. Jeg kunne se psykologen og min kontaktperson men jeg kunne ikke sige noget.
Det er efterhånden nogle timer siden at vi var til samtalen og jeg husker meget lidt af samtalen, faktisk er det eneste jeg sårn kan huske lige nu, mågen der fløj forbi vinduet og at jeg måske aldrig slipper af med den her udflydende fornemmelse som præger mine dage.
Jeg gik i seng da vi kom retur til bostedet, flad og udmattet men alligevel var søvnen ikke sådan lige til at blive lullet ind i.


Mærkelige tanker fylder mit indre, angsten kommer krybende ud af væggene og jeg forsøger desperat at rydde op og gøre rent, det er et åndsvagt forsøg på at finde ro.
Aftenvagterne har ikke været til nogen gavn og medicinen ligger i bunden af min lomme.
Jeg ville græde lige nu hvis jeg kunne men tårerne kommer ikke.
Jeg hører deres kalden og deres råb men jeg er for træt, jeg er for udmattet.
Tanken om at det en dag skulle blive bedre er svært at holde fast i.
Min lejlighed forvandles til et spøgelseshus hvor væggene truer med at kvæle mig.
Gulvet føles som géle og jeg hopper desperat for at undgå at blive opslugt.
Jeg forsøger med kædedynen, jeg forsøger med ballstick bolden men jeg kan ikke være i det.

Jeg føler mig opslugt af mit indre mørke imens jeg samtidig forsøger at balancere herude.
Jeg skjuler alt elendigheden indeni og det er som en tung last på mine skuldre.
Min kontaktperson har 3 ugers ferie fra søndag og jeg er faktisk bange..
Lukker mig inde, trækker hætten over hovedet og prøver at berolige mig selv.
Hvis bare dé vidste hvad der sker bag den lukkede dør, så ville de nok forstå.
Men ingen kigger bag den lukkede dør og her leger jeg med skyggerne og springer rundt.
Jeg bløder.. og jeg er ødelagt.

 

Lad mig blot sove, lad mig forsvinde ind i drømmenes rige.
Jeg holder ikke til alt ondskaben, jeg holder ikke til alt den pine.
Det gør for ondt at trække vejret og jeg bliver frustreret.
Jeg kaster bolde op i luften i et forsøg på at være "normal" men det virker ikke og så bliver jeg stresset og så bliver alting værre og værre. Lær mig at balancere, Lær mig at leve, Lær mig at gribe boldene og lær mig at det er okay at be om hjælp.
Jeg klarer det ikke alene men alligevel skubber jeg dem væk.



Er det trætheden eller..?

Mit overskud er i bund. Jeg føler mig helt kold og forsvundet. Trætheden er massiv disse dage og jeg tænker ikke at det er medicinen men noget indeni mig som har givet op. Er flygtet hjem til mine forældre men selv her er det svært at være til.

Har ikke lyst til at vende tilbage til lejligheden men har heller ikke lyst til at være her. Fjernsynet kører 24/7 men intet kan fange min opmærksomhed sårn rigtigt. Det er en slags støj men opfanger slet ikke hvad der foregår.

Skal til fødselsdag på mandag og orker ikke at være på og være til. Heldigvis kommer min kontaktperson på arbejde mandag aften og et kram fra hende kan forhåbentligt ryste lidt på plads igen.

Skal på lejren i midten af juli og jeg er spændt men samtidig vildt skræmt. Vi skal langt væk og det er fra torsdag til søndag og jeg ved sgu ikke lige.. Syntes fandme det er svært

Få ord..

Jeg syntes det hele er så pokkers svært.

Min kontaktperson har fri resten af denne uge og jeg orker ikke at være på bostedet. Jeg er flygtet hjem til mine forældre for jeg kan ikke være alene.

Jeg hader det her.. Hader alt den håbløshed

At føle sig som en åben bog.

Det føles som om mine tanker forlader mit hoved, højlydt.
Det føles som om alle kan høre hvad jeg tænker; og jeg hører hvad de tænker.
Jeg trækker huen ned over hovedet i et desperat forsøg på at holde alt inde.

 

Det er tirsdag.
Jeg er udmattet, jeg er træt og jeg har mest af alt lyst til at sove dagen væk.
Der er massere mennesker her på bostedet og det er vildt forvirrende.
Skruer godt op for musikken og forsøger at tage mig sammen til at rydde op.
Burde vaske tøj men orker det faktisk ikke, jeg orker ikke noget.
Jeg ryger den ene smøg efter den anden imens jeg forsøger at hanke op i mig selv.





Når udmattelsen ses udefra.

 

Jeg slæber mig afsted.
Mine ben føles som beton og mit syn er sløret.
Jeg overvejer at smide mig på gulvet men kommer frem til at butikkens ansatte nok ikke ville forstå.
Jeg gynger frem og tilbage imens jeg skælder ud.
Jeg er udmattet.

"Hvorfor er du så træt hele tiden?" spørger min mor og jeg kan ikke give et svar.
Min far har også bemærket at jeg hænger med hovedet og at jeg helst ville ligge i sengen og se fjernsyn - alene. Jeg ved ikke om de er bekymret eller irriteret men det er ubehageligt at de kommenterer på min tilstand, for det betyder at jeg ikke kan skjule det.
Jeg er udmattet, fysisk og psykisk. Det er ikke medicinen der sløver men mit indre.
En af de andre beboere kommenterede min medicin forleden, han spurgte hvordan jeg kunne tage så høj en dosis uden at sove hele dagen når han ikke en gang kunne tage 100 mg.
Min krop er sær eller også har den bare vænnet sig til de store mængder leponex.
Jeg sover om natten men har de her forfærdelige mareridt som vækker mig flere gange og når jeg så vågner halvt op så står han der igen, skikkelsen.
Han startede med at vise sig da jeg boede på opholdsstedet, han stod i hjørnet af mit værelse og kiggede på mig uden at sige noget som helst. Den gang flippede jeg fuldstændig ud over det og troede først det var personalet der stod i mit værelse men der var intet af personalet der havde været inde ved mig de nætter hvor han kom frem. Jeg var pisse bange for ham i lang tid, også selvom han ikke dukkede op hver eneste dag, men når han endelig var der så mærkede jeg hårene rejse sig.
Min gamle terapeut mente at jeg skulle se ham som en beskytter, en der ville sørge for mig om natten når jeg var bange og ked af det men jeg havde svært ved at acceptere det fordi jeg blev så bange.
Nu er han så tilbage igen og han står bare i hjørnet og stirrer. Jeg har intet nævnt for nogen for han gør jo ingen skade, men det er sgu lidt skræmmende alligevel men jeg holder fast på den gamle terapeuts vinkel om at han beskytter mig så jeg kan sove om natten.

Jeg skulle vælge kontaktperson for i morgen og jeg syntes ikke at det er let.
Der er ingen på vagt i dag eller aften vagten som jeg sådan kan bruge og det bliver nok en dag under dynen, jeg orker ikke at snakke med dem og jeg orker ikke at være sammen med dem.
Trænger bare til en dag hvor jeg kan se en masse film og være alene, for det er da hvert fald den bedste måde at "slappe af" på selvom det er så pisse forstyrrende med døre der smækker og folk der snakker på gangen men jeg prøver..