Rystende advarsler.

Jeg mærker det under huden, som insekter der kravler rundt.
Mine hænder ryster, min krop ryster.
Jeg forsøger at aflede, jeg forsøger alt.
Men de rystende advarsler forsvinder ikke,
kroppen falder fra hinanden.
Men ingen ser det.
Kun jeg..

Er hjemme i lejligheden igen, har været her nogle timer.
Prøver at holde mig i gang, forsøger desperat at undgå faldet.
Musikken strømmer ud af højtalerne og jeg forsøger at synge med for at aflede.
Smøg efter smøg bliver tændt og jeg føler mig mere og mere skrøbelig.
"Kan du sove godt!" var det sidste jeg hørte inden jeg lukkede døren bag mig og vandrede ud i mørket med den her krybende fornemmelse.
Jeg kan ikke sige om det er fysisk jeg er skidt eller om det er psykisk, måske en god cocktail af begge dele som nu sparker mig ud af kurs.
Jeg skal lære at være i min lejlighed, men jeg ved ikke hvordan disse dage.
Alting virker uoverskueligt men jeg prøver virkelig..

Tordenvejr i det indre.

Jeg hamrer hånden mod væggen, igen og igen.
Jeg sparker til skabet og hamrer hovedet imod døren, igen og igen.
Mine naboer må undre sig, men ingen siger noget.
Tårerne kommer frem, jeg kan ikke stoppe dem.
Råber ud i rummet og lyden kvæles i hyl og jamren.

 

 

Jeg har været hjemme i knap 1 time nu.
Min lejlighed sejler i rod, jeg har kastet rundt med det meste.
Smøg efter smøg bliver tændt, røgen sender små nød signaler op i luften, men ingen ser dem.
"Jeg vil ikke snakke" hører jeg mig selv mumle og så smækker jeg døren efter mig og vandrer ud i mørket uden nogen spørgsmål eller forklaring.
"Jeg kan se du har det skidt" hendes ord forsvinder ind i tankerne og jeg ryster på hovedet igen og igen, jeg magter ikke at snakke, jeg magter ikke at forklare.

Sidder i lejligheden, slukker lyset og så kører det hurtigt.
Velkommen til stemmerne, velkommen til vreden, velkommen til usikkerheden.

Jeg har været opfarende hele dagen og jeg er sikker på at de andre kunder i de butikker jeg har befundet mig i, har rystet på hovedet af mig.

Jeg er ligeglad, de er hyklere og løgnere ligesom alle andre, deres rysten på hovedet og ord praller af på mig, jeg vil ikke længere lytte og jeg vil ikke længere kæmpe.

Jeg er som en zombie der kravler rundt, tristheden er massiv og med tristheden kommer selvmordstankerne, men jeg er ligeglad.

Jeg er ligeglad med det hele, takket være det lort jeg endnu en gang befinder mig i.

Det er det jeg har sagt hele tiden, man kan ikke stole på et system der er bundråddent og fyldt med fjender der gang på gang river tæppen væk under mig og venter på at jeg springer.

Det er det de vil.. jeg skal selv tage springet.. og så er jeg væk.. og ikke noget problem mere.



Tanker der ødelægger.

Mit hoved er ved at eksplodere.
Tårerne presser sig på, men jeg bider tænderne sammen.
Hjertet banker hårdt og højt, truer det med at gå i stå?
Angsten kravler frem fra sit skjul og tvinger mig i knæ.
"Jeg kan se at du har det rigtig svært. Tror du ikke vi lige skulle snakke lidt?" står der i sms'en.

Mine hænder ryster, jeg kan ikke ramme knapperne men til sidst kommer ordene
"Vil ikke snakke. Er gået i seng"
Men det er en løgn, jeg er ikke kravlet i seng men vandrer rundt i cirkler.
Jeg tramper vredt i gulvet, jeg banker hænderne imod muren.
Jeg er svimmel, jeg er oprevet og tårerne truer med at komme.
Jeg kan ikke finde ud af mine tanker, jeg er så forvirret og bange.
Sorte mænd, sorte engle, en gud, en himmel og et helvede.
Selvmordstankerne er for meget, alting er for meget, jeg kan ikke.
Skriver igen og igen ord ned, krøller sedlen sammen og kaster det mod væggen.
Jeg rummer ikke mere, jeg kan ikke mere, jeg vil ikke mere.
... Hvorfor kan i ikke bare lade mig dø?

Jeg tvinges i knæ og kroppen ryster.
Jeg kan høre de bippende maskiner indeni hovedet, som om jeg allerede ligger i den hvide hospitals seng med læger der kæmper for at holde liv i min sølle krop.

Jeg kan ikke skelne mellem minderne, tankerne og hvor jeg er lige nu.

Ryger smøg efter smøg for at dulme angsten, men det virker ikke.

Jeg frygter den hvide seng, jeg vil ikke vågne op igen.

Men for at ende i den hvide seng skal jeg sluge pillerne og findes -

- men jeg vil ikke findes.

Ikke mere, ikke igen.

Lad mig lulle mig ind i søvnens tryghed og lad mig falde i søvn i dens store arme.

Og lad mig aldrig vågne igen.

Hvis bare jeg aldrig vågnede igen..

At spærre sig inde.

Ordene flyver rundt i mine tanker som voldsomme krager der skriger.
Mine øjne er sløret, jeg er forsvundet i tågerne.
Bider mig i læben og smager den metalliske smag af blod.
Niver mig i armen i et forsøg på at komme tilbage.
"Jeg kan ikke" hører jeg mig selv råbe men ingen hører det.
Skruer op for musikken, ordene giver mere og mere mening.
Tankerne lever deres eget liv og jeg er ikke en del af det.
.. jeg er ikke en del af noget.

 

 

 

Det var som om det skete gradvist.. og så pludseligt.Jeg forstår ikke hvad der er galt med mig, jeg forstår ikke hvad det er der sker.
Det ene øjeblik føler jeg at jeg står på toppen af bjerget og jubler, jeg er "glad", jeg griner, jeg pjatter, jeg kommer ud af min lejlighed og så pludseligt sidder jeg ved foden af bjerget og stirrer op igen.
Jeg er i alt for lang tid bedt om en pause, men når man ikke selv aner hvordan man skal få den pause så er det svært at opnå noget som helst.
Det var som om jeg følte at der endelig var styr på alting, min behandling kørte gradvist bedre og bedre, jeg havde styr på min økonomi, jeg stod op, jeg.. overlevede.
Men at overleve er ikke nok for nogen som helst, heller ikke for mig.
Det har kørt hurtigt i lang tid, massere af mennesker at se, massere af forventninger fra familie og venner, en ferie og en forstuvet fod.
Nu kom beskeden så at min behandling måske bliver ændret igen, VISO er på banen igen med et ønske om en samtale, min økonomi sejler igen uden at jeg ved hvordan det gik til.
Min søvn er fyldt med mareridt, mine vågne timer er en slags tåge, jeg husker ingenting.
Og det værste er det her med ikke at kunne huske, det påvirker alt hvad jeg laver - jeg kører bil men er ikke til stede, jeg går en tur alene og aner ikke hvor jeg har været eller hvor jeg er på vej hen.
jeg kan ikke huske samtaler eller hvad der er sagt eller aftalt, alting er væk.
Selvmordstankerne forsvandt aldrig men de var mindre i en periode men nu hamrer de indeni mit hoved sammen med mærkelige tanker og ord der flyver rundt.
Jeg har altid skrevet meget og i en periode var det rigtig svært fordi min hjerne ikke samarbejde ordentligt men nu dukker der sære sætninger op i mit hoved som skræmmer mig.
Jeg bekymrer mig om alting og der dukker spørgsmål op som ingen kan svare på, intet svar vil nogensinde kunne berolige mit urolige sind.

Jeg er bange for livet, det har jeg altid været - den frygt bliver ikke mindre.
Jeg læste en gang en teori om at man mente at folk der begik selvmord var engle der ikke kunne tåle at være på jorden pga. alt den smerte og ondskab der var hernede.
i dag har jeg tænkt på om selvmordstanker er guds måde at kalde en tilbage på? jeg har tænkt på hvad der sker efter livet og om jeg overhovedet tror på det evige liv eller hvordan det føles at være død?
Jeg frygter livet mere end døden, jeg frygter mig selv mere end al verdens udfordringer, men mest af alt frygter jeg lige nu at gå fuldkommen i stykker.
Jeg låser mig inde i lejligheden, slukker alt lyset og skruer op for musikken i et desperat forsøg på at overleve.. men måske er jeg allerede død?





En underlig dag.

Træthedens vægt tynger mig ned,
den tvinger mig i knæ.
Jeg kæmper for at holde øjnene åbne,

men der er ingen kræfter tilbage.
Jeg kravler under dynen og håber på at falde i søvn;
men angsten flår dynen af mig og tvinger mig ud.

Jeg har mærket en hel del til trætheden i dag, mere end normalt.
Det er som om der ikke er en eneste dråbe energi i min krop.
Har kravlet i seng og kravlet ud flere gange end hvad der kan tælles på to hænder.
Kan ikke holde uroen ud, kan ikke holde angsten ud.
Men jeg er nød til at sove, jeg er nød til at få ro.
Det er som om dagen er forsvundet i tåger og hvis nogen spurgte hvad jeg havde foretaget mig i dag så ville jeg ikke kunne svare, hvilket gør mig endnu mere urolig.
Vil gerne sove og alligevel tør jeg ikke.
Mit sind er forvirrende og skræmmende, men jeg holder hovedet højt.
- Det er man nød til når ens indre er ved at slå en ihjel.



Når der er mere end ét monster.

Kravler ind i hjørnet med benene op under hagen.
Kroppen skævler i mørket men lyset er jaget bort.
Jeg er så bange men jeg ved ikke hvorfor.
Tankerne flyver rundt i rummet;
 de hviskende stemmer rammer væggene som et ekko der aldrig stopper.
Søvnen er ikke længere tryghed, kæmper for at holde øjnene åbne.
"Løb mens du stadig kan"
Angsten kryber op af rygraden og fylder mig med ubehag.
Ville ønske jeg kunne smile;
Bare et par sekunder mere.
Men jeg kan ikke.

.
Jeg holder hovedet højt, så højt jeg overhovedet kan.
Smiler og griner, flyver rundt som en forvirret fugl der konstant rammer væggen.
"Du ser ud til at have en god dag" hører jeg dem sige og jeg nikker samtidig med at noget indeni mig falder fra hinanden og efterlader mig ødelagt.
Tankerne har fyldt mit hoved i lang tid uden at jeg har kunne sætte ord på det.
De eneste ord der kommer ud, virker så pokkers forkert.
Mærker frustrationen over alt det uvisse, mærker angsten for at det igen skal gå galt.
En del af mig er vred og den vrede kommer ud til de forkerte mennesker, ingen burde være til stede når vreden kommer frem men det er som om jeg ikke bestemmer det.
Jeg søger tryghed og stabilitet, det har jeg altid søgt - måske også da jeg ikke var klar over at det var det jeg eftersøgte i mit liv.
En del af mig bliver ved med at tænke at jeg ikke burde snakke, at jeg ikke burde sige noget men blot skrive ordene for så er jeg stadig i sikkerhed men stilheden vil langsomt kvæle mig.

Jeg kravler under dynen og bider i puden.
Jeg kan ikke komme af med alt det her kaos indeni, det er et stormvejr som har været der længe men forskellen er at den nu kun foregår indeni mig og at jeg stort set ikke formår at kommunikere den ud.
Min kp mener vist at jeg faktisk formår at sætte ord på, men jeg føler ikke at jeg siger noget.
En del af mig savner hashen og alkohol, men jeg ved hvor syg jeg bliver af det efterfølgende og at alle døre omkring mig vil smække i, men jeg kan mærke at jeg kører alt for hurtigt og jeg aner ikke en gang hvordan jeg skal stoppe det..

Er der en mening..

Jeg har ofte og længe oplevet at mine drømme bliver til mareridt.
Som alle mennesker så drømmer jeg også men drømmene hænger fast i kroppen mange timer efter jeg er vågnet op, følelser fra drømmen og tanker fra drømmen er svære at ryste af sig.
I lang tid forstod jeg ikke mine drømme, de var mærkelige og snørklede.
I perioder har mine drømme været præget af min angst og situationer der i de vågne timer er voldsomt angst provokerende for mig - som fx. at befinde mig i vand eller under vand.
Men oftere og oftere oplever jeg nu at mine drømme er minder der bliver genspillet - både minder fra da jeg var barn og fra mit liv nu, men mest af alt drømme hvor jeg har det skrækkeligt.
Jeg drømmer om de perioder hvor jeg har haft det rigtig rigtig skidt hvilket lige nu er svært at være i da verden omkring mig er usikker grund.

Jeg har specielt haft drømme om mine selvmordsforsøg, om at jeg har forsøgt at kalde på hjælp og råbe folk op men ingen gjorde rigtig noget og måske var de ligeså frustreret som jeg var.
Det er underligt at vågne op efter sådan en drøm, særligt når selvmordstankerne ikke ligger langt væk men altid er et sted i hovedet hvor de fra tid til anden hopper frem og siger "Så er vi her igen!"
Jeg drømmer om situationer som da jeg blev lagt i bælte eller da jeg blev slæbt med af politiet, om skænderier imellem mig og mine forældre eller bare ensomme minder.
Jeg ved ikke hvilke der er de værste, det er svært at bedømme men jeg kan ikke finde ud af om der er mening med at mit sind graver de minder frem nu? eller er det bare for at presse mig lidt mere..? 

En masse ord der fylder i hovedet..

Jeg balancerer på kanten, lige dér hvor det kan være farligt.
Det er som at jonglere med motorsave, jeg ved at det går galt.
Jeg smiler, jeg griner og jeg springer rundt i et forsøg på ikke at falde.
Men i virkeligheden har jeg mest af alt brug for en pause
- en pause jeg ikke kan tage.

Mit indre er fyldt af rod, tanker og ord.
Der sker så meget og alligevel sker der intet, det er den generelle fornemmelse indeni.
Jeg har overstået ferie og de fleste planer men mit indre kører stadig på højtryk og jeg ved ærlig talt ikke helt hvordan jeg skal standse det her kaos.
Jeg har forstuvet foden og jeg føler mig så pisse dum over at det skete, det har ligesom sat alt fysisk aktivitet ud af spillet i minimum 7 dage endnu og det frustrerer mig helt vildt.
Kan ikke holde ud at sidde stille, kan ikke holde ud at jeg ikke kan løbe en tur eller cykle, jeg bliver angst af tanken om at jeg ikke kan bevæge mig.

Jeg har stadig intet hørt fra VISO og jeg bliver mere og mere vred, føler mig dum over at åbne op for dem og tro at der ville være hjælp at hente.
Har opgivet morgenmaden indtil videre og selvom min kp mener at vi stadig skal forsøge så har jeg nok givet op på hele projektet igen, jeg åbnede for noget svært og stod alligevel ret alene med det.
Min kp er nok den der har interesseret sig mest for det her, i starten var en del af personalerne meget interesseret og ville gerne være med i projektet men det er som om at det ikke er interessant mere og ingen vil rigtig vide hvorfor morgenmaden er droppet, ingen går i dialog med mig - altså udover min faste kontaktperson som ikke giver op selvom en del af mig ønsker det.

Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal gribe verdenen an, og jeg frygter lidt min næste samtale på psyk.

Jeg sendte min behandler en mail med en masse emner men sandheden er nok lige nu at jeg ikke orker at snakke med hende om noget af det.

Jeg har forfærdelig svært ved at sætte ord på mit indre og mig selv, jeg forsøger men det virker ikke rigtig som jeg gerne ville have det.

 



piller.. piller.. og flere piller.

"først ta'r jeg piller for at sove om natten
og så ta'r jeg piller for at vågne om morgenen
piller må skal jeg ha'
jeg ta'r en snes hver eneste dag
de koster penge
og dem må jeg tjene
tanken om det gi'r mig voldsom migræne
pillerne jeg ta'r for det
sløver mig så vidt jeg ve'
så må jeg ta' et par piller der kvikker
og så er jeg lysvågen hver gang jeg ligger
og så kan enhver forstå
at jeg må ha' no'et at sove på
ingen tager piller bare for sin fornøjelse"
 - Medicin med det samme af Grethe Sønck

Jeg har tænkt og tænkt, ja det er nærmest som om tankerne ikke vil stoppe.
Medicinen jeg tager er ordineret af lægen for at hjælpe mig, og jovist hjælper de mig i en eller anden grad men ikke i den grad jeg ville ønske men er der sådan en pille?
Jeg har været igennem en masse præparater igennem tiden, nogle har virket lidt og andre har overhovedet ikke - ligesom at nogle gav små bivirkninger og andre store.
Lige nu får jeg Clozapin også kendt som Leponex og så Venfalxin.
Det ene imod noget og det andet mod noget andet, det er vel fint alt sammen.
6 piller om morgenen, 2 til at fjerne bivirkninger, 2 mod tristheden og 2 imod resten af kaosset.

Til aften får jeg igen 6 piller, 2 til at fjerne bivirkningerne og 4 til at fjerne det resterende kaos.
Jeg er meget ambivalent i forhold til medicinen og mærker virkelig hvor stor en kamp det er for mig at forblive stabil i det men jeg kæmper - det skal der ikke være tvivl om.
Pillerne har været mine "venner" og mine værste "fjender" jeg har taget for mange, jeg har taget for lidt og det er en svær balance gang.
Jeg ville ønske der var sådan EN pille der kunne fjerne det hele, men det er nok bare ønske tænkning, jeg ved jo godt at den pille ikke findes og at der nok aldrig kommer sådan en.
Jeg ville ønske jeg kunne blive medicin fri og samtidig frygter jeg at stoppe på medicinen fordi jeg ved hvor langt ned jeg røg sidste gang.
Jeg er evig og altid ambivalent med den lorte medicin og folk kan nok ikke rigtig forstå det..
Men ja.. jeg stirrer på nat medicinen og overvejer mit næste træk..



At holde vejret...

Jeg tager en dyb vejrtrækning og lader luften blive i mine lunger.

Det er en form for overlevelse at holde på vejret, så længe jeg ikke trækker vejret så mærker jeg ikke mig selv, men til sidst må jeg trække vejret og så vælter hele korthuset med et brag..

Jeg forsøger at være i mig selv, jeg hopper på stedet og lader den lille ballstick bold rulle under mine fødder men når først angsten starter så er der intet der hjælper - jeg kan kun holde ud og vente på at det går over.

Jeg er på ferie med mine forældre og i morgen skal vi hjem igen, hvilket jeg ser rigtig meget frem til.

Det har været en rigtig fin ferie der er gået bedre end forventet men alligevel er jeg udmattet og frustreret, jeg bliver let vred og opfarende, det er nok den der udmattethed der provokerer mit indre.

Spiseforstyrrelsen raser og jeg forsøger at lægge planer for tiden efter ferien men når jeg har en skadet fod så kan jeg ikke regne med noget som helst.

Jeg var på stranden igår med mine forældre og hunden, en kort løbe tur var nok til at minde mig på at min fod ikke duer lige nu hvilket betyder at jeg godt kunne have grædt hele natten men der var ingen tårer, kun en sær angst tilstand hvor jeg følte at jeg fløj ud af mig selv - jeg kunne se mig selv oppe fra og det gjorde mig bange, oplevelsen gjorde mig bange..

Mine forældre sover lige nu og jeg prøver at koncentrere mig om fjernsynet men jeg ved ikke lige..

Jeg glæder mig nok bare til at komme hjem og til at være alene.

At føle sig overladt til sin egen kamp.

Jeg åbner mit hjerte, fortæller de skrækkelige ting.
Flovhed og skam fylder mig til bristepunktet men jeg åbner op fordi det føles sikkert.
Men ligeså snart det føles sikkert så forsvinder de igen.
Jeg vidste allerede ved første ord at det var en dum ide men jeg tog imod hænderne der var rakt ud til mig som en hjælpende gestus.
Jeg vidste at jeg ville stå alene igen, ingen ville nogensinde blive ved min side i denne kamp.
Det er sket før og jeg vidste det ville ske igen.

 

Jeg skrev en mail, en lang mail hvor jeg åbnede op for nogle tanker.
Jeg vidste at jeg ville skulle vente på svar, de skulle på ferie men jeg talte dagene fra de var væk til at de burde være tilbage.
Men intet svar er kommet på min mail, min frustration er til at mærke men det nytter ingenting at snakke om frustrationen og det hjælper intet at forvente at folk bliver der ved min side når de ved at de åbner døren op for dæmonerne.
Jeg har lyst til at opgive kampen imod den såkaldte spiseforstyrrelse og bare lade mig falde tilbage i gamle rutiner og rytmer, føler at folk alligevel er pisse ligeglade.
Jeg er ikke den "dygtige" patient der blot spiser sin mad og følger alle reglerne, nej jeg kæmper en kamp indeni som ingen rigtig kan forstå.
Stemmerne, spiseforstyrrelsen og tankerne om at gøre skade på mig selv, jeg er alene med dem i en eller anden grad, jeg kan ikke sætte ord på de ting og ingen virker til at være interesseret - hvert fald ikke i længden og jeg forstår dem godt - det er ikke håndgribeligt eller let at forstå, selv ikke for mig som står midt i den orkan der er indeni.
Jeg ved ikke om jeg skal forvente et svar på min mail længere, måske skal jeg bare glemme det hele og give op og lære af dette forløb - lære at man ikke skal åbne døren man ikke selv kan lukke, selv ikke hvis der står nogen som siger at de forstår og vil hjælpe.
For hjælpen er bare en illusion, et eller andet forsøg på at få mig til at føle mig forstået og respekteret.
Fuck it.. jeg er alligevel ødelagt i forvejen, så hvad forskel gør det at føle sig sparket til?..



Når mørket altid finder en..

Jeg pakker tasken og lader dæmonerne blive hjemme, det er hvert fald det jeg tænker.
Jeg prøver at forberede mig på en weekend sammen med en masse mennesker, en weekend hvor det at "trække sig" ikke er helt muligt, men jeg prøver at bevare det positive sind.
Jeg lukker døren bag mig og sætter mig i bilen, jeg kører af sted med høj musik på radioen.
Jeg skal nok klare det.. det er det jeg gentager for mig selv hele vejen.

 

 

Det er måske naivt at tro at jeg kan lade dæmonerne blive hjemme, det er måske lidt for optimistisk, men jeg håbede at det ville virke..
Jeg tog af sted fredag morgen og har siden været i gang indtil for nogle timer siden.
Jeg har været på lejr med en masse skønne mennesker, det er der ingen tvivl om.
Men de dæmoner jeg troede jeg havde efterladt hjemme, fandt mig hurtigt igen.
Jeg har været stresset op til denne weekend, der har været så meget at holde styr på og jeg har nok for alvor været presset og stresset.
Fredagen gik okay på trods af alt for meget arbejde og min krop var flad.
Men lørdagen var et helvede for mit indre, alt for meget for mit skrøbelige sind.
Vågnede med angst og forvirring, pludselig kom stemmerne, ikke de stemmer jeg normalvis kæmper med men stemmer af de folk jeg var omgivet af - som om nogen holdt dem for munden imens de forsøgte at snakke til mig.
Min angst blev ikke bedre og stemmerne blev grunden til at jeg slet ikke hang sammen lørdag.
Jeg forsøgte virkelig at være til stede og forsøgte virkelig at bevare overblikket.
Det skræmmer mig at stemmerne ikke var de samme som normalt, det skræmmer mig at der er kommet nye stemmer til, men er det nogle der vil blive der? jeg ved det ikke.
Jeg kom retur i eftermiddags hos mine forældre og fik et solidt måltid og så blev jeg kørt hjem.
Har været i bad og så siddet foran computeren.. overvejer at kravle i seng.
Endte ud med en forstuvet fod og et energi niv der er total fladt og så med en ny erfaring - at dæmonerne ikke bare kan pakkes ned i en kasse og være væk.. de vil finde mig ligemeget hvor jeg gemmer mig..

 



Ræk djævlen din lillefinger og han vil tage hele hånden..

"Jeg tror du har helt styr på det" sagde hun og klemte min skulder.
Jeg nikker og smiler, "Ja jeg skal nok få spist" svarer jeg selvom jeg ved at det er en løgn.
Jeg lukker døren og vandrer hvileløst rundt i lejligheden uden at vide hvad jeg skal.
 Jeg prøver at overbevise mig selv om at det er okay alt sammen, men hvad hvis jeg ikke har styr på det? hvad hvis jeg ikke kunne spise selvom jeg ville.. tanken gør mig bange og så stopper jeg med at tænke over den slags igen, indtil den næste kommentar rammer en dag..


 

 Jeg føler mig magtesløs, jeg føler mig udmattet, jeg føler mig forsvundet.
Det er som om verdenen omkring mig langsomt forsvinder, det er som om alt virker mere og mere uvirkeligt eller uægte og jeg bliver ærligt i tvivl om hvad jeg skal stole på.
Jeg sad ved spisebordet her til morgen ligesom jeg har gjort andre dage, jeg hældte yoghurten op og satte mig ved bordet med dagens kp ved siden af mig.
"Det er blevet nemmere ik?" spørger hun og jeg smiler og svarer "Jo det syntes jeg"
Hun sidder og snakker om hvor dygtig jeg har været og at det er gået så godt med at spise morgenmad, hun havde ikke forventet at det ville gå så godt.
Indeni mig griner stemmerne, indeni mig kommer der massive bølger.
Jeg spiser min morgenmad som den dygtige "patient" jeg er og går den korte tur.
I dag er det onsdag, hvilket vil sige at jeg skal ned på det der værested og træne.
Træningen kom jeg igennem med massiv pres indeni og et krav om skulle gøre mig umage.
Jeg endte med at løbe en god tur på løbebåndet og da jeg så var færdig og skulle op og finde min kp. så var hun væk og det stressede mig.
Ventede på at hun kom retur men hun kom ikke retur inden jeg valgte at cykle hjem, tanken om at jeg kunne nå at cykle en god tur rev i mit indre.
Jeg fik cyklet og jeg kom i bad og nu er jeg så træt og smadret uden at kunne sætte ord på alting der har foregået i mit indre i dag..
Min faste kp kommer i aftenvagten og jeg vil forsøge at sætte ord på det, men jeg ved sgu ikke..
Jeg ved ikke om det går så godt som alle mener det gør, det går vel an på de øjne der ser på det.. og måske er jeg bare lidt for sortseende og negativ.. måske er det bare mig den er galt med..

Når man forsvinder.

 

 

Jeg stirrer på væggene og det er som om jeg kan se lige igennem dem.
Står og hopper på stedet imens jeg fornemmer menneskerne der går forbi mig.
Jeg kunne råbe højt som en løve og ingen ville bemærke det, jeg ville kunne hoppe ind i hylderne og vælte hele lortet uden at nogen ville bemærke det.
Jeg er usynlig eller også er alting omkring mig pløret og uvirkeligt.
Jeg mærker min mors hånd på skulderen og så følger jeg efter hende ned af gangene.
Det føles som om jorden forsvinder under fødderne på mig og så kommer angsten flyvende, jeg kan ikke trække vejret og jeg kan ikke være her.
Jeg bider mig i hånden og løber rundt i butikken for at undgå gulvets forsvinden.

 

Jeg sidder i min lejlighed og ryger smøg efter smøg.
Medicinen er slugt og maven knurrer men jeg skruer højere op for musikken.
Jeg er træt eller måske mest udmattet og jeg ved at det ikke holder op forløbeligt.
Om få dage skal jeg på lejr med en masse kammerater og selvom jeg glæder mig lidt så frygter jeg det alligevel mest, tanken om at skulle sove i rum med andre mennesker, tanken om ikke at få spist ordentligt eller mulighed for at trække mig.. det gør mig nervøs.
Jeg prøver at tænke positivt, jeg prøver at gøre mig virkelig umage.
Sluger medicin og græder lidt indeni imens jeg griner udenpå.
Vandrer rundt i en tåge som jeg forsvinder ind i når tingene omkring mig bliver for stressende eller ja.. Mine forældre syntes jeg virker fraværende, nogle har sagt at jeg er fjern, men jeg ved det ikke. Jeg kæmper for at være til stede, jeg kæmper for at lave badut spring og være glad.
Men jeg kan først rigtig trække vejret når lejren er overstået og min sommerferie med mine forældre er overstået, indtil da så må jeg holde vejret og tælle til 100 igen og igen.