Et indre kaos.

På torsdag kommer Viso til endnu en samtale.
Jeg ved at de vil høre om hvordan det er gået med morgenmaden, at de ikke vil bifalde mit behov for at veje drikke yoghurten af og at de bestemt heller ikke vil bifalde at jeg stort set ikke får drukket noget af den.
Jeg ved ikke.. en del af mig ønsker forandring, en anden del af mig frygter at det aldrig bliver bedre.
Jeg ved godt at man aldrig ved om det bliver bedre før man forsøger, men for helvede.
Jeg er træt, jeg er uoplagt, jeg er rastløs og jeg er mest af alt ked af det.
Mit indre trækker så meget i mig, så meget af mig kæmper imod, så meget af mig er besat af mørke tanker og dæmoner og selvom jeg forsøger at kæmpe imod så kan jeg bare ikke.
Folk omkring mig forsøger, min kp forsøger og personalet forsøger, det kan jeg mærke.
Men de bliver fjenden for mine dæmoner og jeg er så fyldt af ambivalens og angst.
Jeg ved ikke.. det er et kort indlæg i know, men jeg er bare.. fyldt.

Giver slip.

Jeg burde have sagt det da jeg i går sad ved psykologen sammen med min kp, men ordene forsvandt i trætheden og i en konstant frygt for at min psykolog bliver én af dem der har gjort mit liv sværere at være i, hun kunne jo ligeså godt gøre som læger og psykologer har gjort tidligere.
Jeg vågnede for 2 timer siden med tanker der kørte i højeste gear og med lyde der trak angsten frem i mig og tvang mig til at stå op og forlade dynens tryghed.
Lægen har taget noget af den nye medicin fra i håb om at det ville fjerne bivirkningerne og den enorme tristhed der væltede mig omkuld.
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, hvad jeg skal gøre - udover at overleve hver eneste dag, jeg burde åbne munden og sige "hjælp" men det er svært når det føles som om man kigger igennem et vindue og ser livet og verdenen udenfor som noget skræmmende uvirkeligt helvede.
Selvmordstankerne kommer snigende og pludselig er de der, stemmerne er ikke forsvundet men dog mindre end før, men jeg ved ikke..
Skrev til lægen i går for at fortælle om hvordan det var gået nu hvor noget af medicinen var taget fra igen - jeg skrev at det ikke havde min ønskede effekt, men er der overhovedet noget medicin der kan give mig den "ønskede effekt" som kan give mig et rum hvor jeg kan trække vejret og ikke være bange? Jeg tror det ikke og det gør mig endnu mere bange.
I øjeblikket er der meget fokus på selvmord og selvmordsforsøg i medierne og jeg forsøger desperat at undgå dem da jeg ved at det kun skubber til min skrøbelighed.
Jeg frygter verdenen og fremtiden og jeg forsøger virkelig bare at holde ud at være til, at tage en dag af gangen men det er svært.. Udsigten til at min kp går på 3 ugers ferie skræmmer mig, frygten for at være overladt til mig selv er enorm og selvom der er nogen der tager over imens hun er væk, så vil det ikke være det samme - jeg ved at jeg vil blive glemt og at mine delmål med stor sandsynlighed ikke vil virke i den periode og jeg vil blive fyldt med frustration og angst.

At ville græde og råbe.

Det er onsdag.

Klokken er 08.37.

Dagvagten har været ovre for at vække mig, men jeg var vågen i forvejen.
Har været oppe flere gange i nat, vågnet af drømme eller mareridt om mad og om at spise det.
Dagvagten sagde at hun havde læst den besked min kp havde lagt til hende, hun havde læst bosted og læst på selve delmålet for morgenmaden.
Jeg frygter for den her morgen, der er 20 minutter til at jeg skal sidde ved bordet og forsøge at holde ud og være i situationen uden at gå i stykker.

Det er første morgen uden min kp ved siden af mig og jeg frygter det virkelig.

Hende der skal sidde med mig er okay, det er ikke en jeg snakker vildt meget med fordi hun altid kommer med en masse teorier om det ene og det andet og det magter jeg ikke.
Men i dag er jeg tvunget til at have hende ved siden af mig og jeg har allerede nu lyst til at kaste håndklædet i ringen og sige at jeg ikke vil det her mere.
Jeg tæller sekunderne og vandrer rundt og prøver at holde ud at være i rastløsheden, men det er som om der ikke findes en kur imod dette.

Skal hjem til mine forældre senere og jeg ved at der er mad på bordet når jeg kommer, hvilket gør mig bange og frustreret men jeg er nød til at tage derud fordi jeg har en aftale.

Suk.

En knugende fornemmelse.

Jeg forsøger, jeg forsøger virkelig.
Kampen for at vinde over de indre dæmoner er en massiv provokation og mit indre er et hav i stormvejr med meter høje bølger der truer med at vælte mig ud af båden.
Jeg kæmper med morgenmaden i form af en drikke yoghurt men jeg kan ikke, jeg prøver at presse mig selv med hjælp af min kp men jeg kan ikke rumme det indeni hovedet.
Jeg har det skidt, både fysisk og psykisk.
Jeg lavede aftensmaden og fik spist og aftalen var at jeg ikke skulle ud og cykle i dag, men en kommentar fra aftenvagten endte med at tvinge mig afsted på cyklen alligevel.
Det gør så pokkers ondt, min mave gør ondt, min krop gør ondt.
Jeg har virkelig lyst til at kaste håndklædet i ringen og sige at det ikke er nu jeg skal arbejde med den her del af mit indre, men jeg har selv bedt om hjælpen, og jeg ved at folk omkring mig gerne vil hjælpe hvis de altså bare forstod hvad deres ord gør ved mig og mit indre.
Jeg frygter i morgen, jeg frygter virkelig for endnu en kamp om at forsøge at drikke den fucking drikke skyr, jeg magter ikke flere slåskampe i mit indre.
Jeg har lyst til at græde, lyst til at kaste mig ned på gulvet og råbe og skrige, men i stedet sidder jeg her og skriver, imens min krop langsomt giver op pga. nat medicinen.
Jeg ville græde hvis jeg kunne, jeg ville skrige hvis jeg kunne, jeg ville gøre et eller andet, bare et eller andet der ville få alt det her til at stoppe.

en kamp der aldrig stopper.

Er i gang med at forberede aftensmaden men en del af mig tænker at jeg ikke har brug for den.
Jeg er startet op med morgenmads projektet som VISO har sat i gang og allerede nu hader jeg det og vil kaste det væk og gemme mig under dynen.
Jeg tror at min kp mener at jeg skal presses lidt eller at spiseforstyrrelsen skal presses lidt, jeg skal over nogle af de grænser som den sætter for mig og det er vel også okay men det gør mig bange.
I dag gik jeg over grænsen, ikke med flere meter men bare en lille smule hvilket resulterede i at jeg var nød til at springe på cyklen og tage en tur selvom jeg var træt og slet ikke magtede det.
Tog ud til min bror og svigerinde for at hilse på den lille nye baby der kom for nogle dage siden og så ville jeg egentlig have cyklet hjem men min bror ville køre mig hjem.
Nu sidder jeg så her foran computeren og holder øje med uret, begynder at tage tilløb til aftensmaden men alligevel magter jeg det ikke.
Frygter allerede i morgen hvor jeg endnu en gang skal forsøge at drikke den drikkeyoghurt som VISO har foreslået, og selvom de mener at det var den letteste måde at starte på, så føler jeg stadig behovet for at veje den af hver morgen selvom det var meningen at jeg skulle slippe for den del.
Er så træt og udmattet, mine tanker ræser derud af og jeg hader mig selv mere og mere for at have sagt ja til at involvere VISO og bostedet i den her kamp.
Jeg ville ønske jeg kunne blive lagt i koma og få en pause fra mig selv og mine tanker, jeg ville så gerne bare have en time hvor jeg kunne trække vejret uden at det gjorde ondt indeni.
Men det er ikke muligt og jeg ved ikke..
Min bror mener jeg har det godt, at jeg har det bedre end jeg har haft længe, og det er nok også rigtig på nogle punkter men langt flere har jeg det ikke bedre, jeg er bare blevet bedre til at skjule det.
Jeg tager en dyb indånding og forsøger at gå i gang med maden.. suk.

Når man indser..

Jeg er netop kommet hjem i min lejlighed efter timer hos mine forældre.
Jeg mærker for alvor tristheden lige nu, hvordan selvmordstankerne tromler mig ned.
Det er gået op for mig hvor ligeglad min familie er, i virkeligheden er de slet ikke interesseret i at vide hvordan jeg har det, faktisk ville det nok være bedst for dem hvis jeg bare per automatik svarede "jeg har det fint"  og hvis det modsatte kom frem så ville mine forældre smide penge på bordet og tilbyde mig ting i håb om at jeg ville få det godt igen.
Hele dagen har jeg fået skæld ud af min far fordi mine brødre aldrig sms'er ham eller svarer når han skriver til dem, hele dagen har jeg mærket hans frustration over mine brødre, hans frustration som er gået udover mig og jeg kan intet gøre - selvom jeg siger at det ikke er min skyld, at jeg ikke kan gøre noget ved det så er det stadig mig der får hele lortet læsset i hovedet.
Pludselig dukker min ene bror op, han skal hente nogle af hans ting som står derhjemme og min far nævner på intet tidspunkt hans frustration over manglende svar på sms'er eller lign.
Jeg mærker hvordan jeg langsomt og alligevel pludseligt lander nede i hullet igen på trods af at jeg egentlig har haft en okay dag.
Min bror spørger hvordan jeg har det og jeg svarer at jeg ikke er interesseret i at snakke om det, han spørger om jeg er trist og igen svarer jeg at det er jeg ikke interesseret i at snakke om. Han spørger om jeg skal indlægges og hvor ville jeg bare have sagt ja selvom det ikke lige er planen.
Min familie aner ikke hvordan de skal hjælpe og støtte mig og selvom min psykolog har tilbudt at hive dem alle ind til samtaler for at give dem nogle værktøjer og forståelse så vil de ikke.

Jeg sidder her og tænker..
Gad vide om de ville græde hvis jeg forsvandt? ville de savne mig? ville de overhovedet bemærke det? jeg ved det ikke og jeg er nok bange for svaret og alligevel tænker jeg at de hurtigt ville komme videre og at jeg ville være glemt hvilket nok også ville være det bedste.
Sidder her og sluger det ene pn efter det andet i et eller andet forsøg på at dumle tankerne og i et forsøg på at falde i søvn så jeg ikke længere skal forholde mig til verdenen.

De få meter der er fra hovedhuset og herover til mit hus, de tanker der fløj igennem hovedet imens jeg kiggede rundt og kiggede op på himlen, det er skræmmende og alligevel er jeg ligeglad.
Hvis der findes et sted efter døden, så håber jeg at det er et sted hvor alle har det godt, og hvor jeg vil få det godt og mødes med de mennesker jeg savner.
Jeg ville kigge ned på jorden og passe på dem jeg har kært og en dag ville vi mødes igen.
Jeg ved ikke.. for helvede hvor er det bare.. lort.

En dag der efterlader mig med blandede følelser..

Musikken fylder min lejlighed, sørger for at mine naboer intet hører og imens sidder jeg her og stirrer ind i væggen med en knugende fornemmelse i kroppen.
Det har været en dag fyldt med blandede følelser og oplevelser og jeg vil forsøge at skrive tankerne ned for dagen sammen med oplevelserne..

Min læge søgte for noget tid siden om at jeg kunne få tilskud til mit bivirknings medicin fordi det kostede mere end jeg kunne overskue og imens var jeg stoppet med at tage den og afventede så derfor svar fra dem der nu skulle beslutte om jeg måtte få tilskud til egazil'en.
I dag fik jeg så en mail fra min læge med den glædelige nyhed om at jeg har fået bevilliget tilskud med tilbagevirkende kraft hvilket betyder at jeg får nogle penge retur og samtidig vil det pågældende præparat også tælle med i den samlede CTR saldo hvilket er ret vigtigt når nu jeg om under et år skal søge om at få kroniker tilskud igen.
Det gode ved kroniker tilskuddet er ikke som sådan de tilskud jeg får til medicinen, det er mere det faktum at jeg kan få en ordning på apoteket hvor de trækker et max beløb om måneden og jeg derfor ikke skal bekymre mig om jeg nu har penge nok til at hente medicin - jeg kan hente hele måneden uden at trække pungen frem og modtager så ved den nye måned en regning som max er på 310 (med mindre medicinen ikke har tilskud..)
Lægen mener at vi sagtens kan søge til den tid, men jeg er nu stadig bekymret for om jeg når det gyldne tal der giver lov til at få kroniker bevillingen igen.

I dag er jeg så også startet på VISO's fine ide om at få morgenmad.
Aftalen er at jeg skal drikke en drikke yoghurt om morgen imens der sidder en personale ved siden af mig og støtter mig i det.
I opstarten vil det være min faste kp og i dag startede vi så.
Jeg ville veje den af før jeg skulle drikke den, hvilket jeg også fik lov til men da min kp så spurgte om jeg ville gøre det hver morgen og jeg så svarede ja, så var hun vist ikke helt sikker på om det var en god ide, men det ville være fuldkommen umuligt for mig hvis jeg ikke kunne veje den af.
Det er i forvejen umuligt og det lykkedes mig på ingen måde at drikke den her til morgen, en lille tår var det eneste jeg formåede og selvom det muligvis er et "skridt i den rigtige retning" så kan jeg slet ikke magte tanken om at skulle igennem det igen i morgen.
Jeg ved inderst inde godt at det er det der skal til for at jeg får det bedre, for at citere plejepersonalet på afdelingerne jeg har været på "mad er medicinen" men medicinen giver mig mave pine og stress i hovedet..

Har været hjemme hos mine forældre fra eftermiddagen da min kp tog hjem og aftenvagterne mødte ind, et valg jeg tog ret hurtigt da jeg indså hvem der var på vagt.
Har gemt mig under dynen og forsøgt at følge lidt med i alt det her valg halløj men efter at det ligesom blev fremlagt at det nok med stor sandsynlighed var blå blok der vandt så slukkede jeg fjernsynet og kørte hjem.
Jeg har fået en aftale med en frisør i næste uge, nu skal der ske noget med håret så jeg bedre kan magte det og forhåbentligt noget jeg kan blive glad for.

Er så netop kommet hjem og jeg er allerede træt af at være her.
Har fået min aften medicin og har gemt mig i lejligheden, afvist at aftenvagten skulle kigge over for det magter jeg simpelthen ikke.
De knap 10 minutter jeg var ovre og sige hej i hovedhuset efterlod mig en virkelig træls fornemmelse i kroppen.
En af dem der er på vagt er jeg så uendelig træt af, jeg bliver sur og jeg får lyst til at slå hende.
Hun blander sig evigt og altid i min behandling, kommer altid med hendes latterlige teorier om hvad der er bedst for mig og at hun muligvis mener at min behandler/læge gør de forkerte ting.
Nu mener hun at jeg skal have lavet en depressions test for at finde ud af om det overhovedet er en depression, for hvis det ikke er så er der jo ingen grund til at give mig anti depressiv medicin.
Mit svar var noget alla "noget skal jeg jo dø af.." og hentydede til at jeg var jævnt ligeglad med om jeg skulle tage det ene eller andet, i sidste ende er det ligegyldigt for mig.
Hun mente så ikke at det behøvede at være medicinen og at der ikke var nogen grund til at proppe sig med noget hvis det alligevel ikke virkede..
Jeg er bare træt.. jeg er træt af at personalet skal blande sig i den behandling som dygtige læger og psykologer sidder og laver, det er jo for helvede ikke for sjov at de har taget lange uddannelser.
Min behandling er forbeholdt mig og min kp, alle andre behøver ikke blande sig og komme med deres ene mening om hvad der er forkert til den anden om at diagnosen ikke er rigtig.
Jeg har tillid til at min læge og min psykolog gør dét som de mener er bedst og så kan alle andre vel for helvede være ligeglad.

Den korte samtale har efterladt mig vred og frustreret og i et øjeblik var jeg på ingen måde motiveret for at tage nat medicinen men jeg har gjort det fordi jeg ved at min kp og lægen ville sige at det var dét som var bedst for mig.
Men nu sidder jeg så her.. og er vred og har lyst til at smadre et eller andet, bare for at kunne få det ud af mit system.. men i stedet ryger jeg en masse smøger og lader musikken fylde mit hoved med dybe ord..

 

Humøret der afspejler vejret

Det er tirsdag og her sidder jeg så, endnu en dag, endnu en time.
Er ramt af tristheden, det er som om den kom snigende og alligevel pludselig.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv eller hvad jeg skal sige, jeg aner ikke hvilke ord der ville give mest mening når jeg nu skal forsøge at beskrive mit indre.
Det er som om jeg sidder i en lille bitte båd ude midt på havet imens bølgerne truer med at kæntre min båd og mig, og jeg har ingen redningsveste på min båd.
Min kp var på arbejde i går og det var rart at blive set og hørt, at få et kram.
I dag er hun ikke på vagt, men dagvagten har været opsøgende siden i morges og jeg ville sådan gerne sige tak for det, jeg ville gerne sige hvor meget det betyder men i stedet kryber jeg under dynen og mærker hvordan tårerne presser på men uden at der sker noget, det er som om jeg ikke kan græde rigtigt, som om tårerne lige når at komme ud men så stopper det igen.
Der er længe til at jeg skal til samtale med psykologen igen eller det føles sådan selvom det er i næste uge men jeg ved heller ikke hvad jeg skulle sige til hende hvis jeg havde en samtale i dag.
Frygter at blive indlagt og samtidig er jeg ligeglad, jeg har bare brug for at nogen passer på mig når jeg nu ikke selv kan på en fornuftig måde.
Stirrer ud af vinduet og trækker gardinet ned igen, kan ikke holde ud at folk glor på mig eller at det svage lys kommer ind i lejligheden.
Min lejlighed er mørklagt med undtagelse af lyset fra min computerskærm og selv dét er en irritation.
Jeg skal vaske tøj i dag men jeg ved slet ikke om jeg magter det, det er som om al energi er suget ud af mig og erstattet med tristhed og modløshed.
Stemmerne er tilbage i en grad jeg ikke kan håndtere, de griner og de kommenterer på mine tanker som om det var deres og det er så frygteligt at de bekræfter de triste tanker.
Min kp og jeg har en aftale om mit "depot" der hvor jeg gemt piller jeg har skaffet igennem noget tid, at jeg skal snakke med hende før jeg gør noget og jeg vil så gerne overholde det løfte.
Men jeg ved ikke, det er som om mit indre slår kolbøtter og jeg kan intet gøre for at stoppe det, kun følge med og håbe på at det snart stopper.

En nat fyldt af tanker..

Første fejl var vel nok ikke at tage min nat medicin men håbe på at sove hele natten alligevel.
Klokken er knap 07:00 og her sidder jeg stadig med tårer i øjnene og med en knugende fornemmelse i hele kroppen, en fornemmelse af at forsvinde og alligevel være til stede.
Jeg tænker tilbage, jeg tænker på mit liv lige nu og jeg tænker på hvor jeg skal ende.
Det kan vel for mange som kender min fortid være forståeligt hvorfor jeg er vred, hvorfor jeg er ked af det og hvorfor jeg mest af alt har lyst til at konfrontere de mennesker der har været der igennem tiden og spørge "hvorfor?.. hvorfor hjalp du ikke?" men hvad skal det nytte, vil det give mig fred at få svaret eller vil det være endnu et spark i ansigtet.
Min læge sagde til sidste samtale at hun ikke mente at alt min tristhed kunne medicineres væk men at der var noget i min fortid der skulle arbejdes med, hvilket hun måske har ret i.
Jeg har af flere gange forsøgt at arbejde med fortiden, jeg har haft skiftende terapeuter over de sidste 6 år og nu hvor jeg sidder her og skriver så tænker jeg på hver og en.
Jeg har med de fleste af dem haft en god kontakt, følt mig tryg og været klar til at arbejde med det men ligeså snart jeg trådte ind i lokalet så var det bestemt at det ikke var der jeg skulle være.
De terapeuter hvor jeg har haft en god kontakt har jeg mistet igen, kommunen har lukket penge kassen i og en del af mig tænker at de måske bare ikke ville have jeg fik det bedre, måske ville de ikke have at der var en voksen som jeg havde en god relation til.
Jeg har oplevet det med terapeuter og kontaktpersoner og selvfølgelig efterlader det mig med en frygt om at det vil ske igen, at der er noget højere oppe der holder øje med mig og de mennesker jeg omgiver mig med og måske er det bare bestemt at jeg ikke skal have mulighed for at arbejde med mig selv på de mest grundlæggende og ødelæggende planer.

Jeg ser tilbage som barnet der gemte sig i sine forældres klædeskab og græd, jeg ser tilbage som teenageren der skar dybe kløfter i huden for at overleve og jeg ser tilbage som den voksen jeg er nu og mærker hvordan jeg slet ikke er klar til at være "voksen" for hvordan skal man være rigtig voksen når man ikke har gennemlevet stadierne som barn og teenager på en sund og fornuftig måde? Jeg har nok aldrig rigtig fået lov at være barn eller teenager, der har altid været nogen der forventede at jeg var lidt mere fornuftig og voksen og at jeg kunne klare mig selv.
Nu sidder jeg her som voksen og kæmper med tanken om at klare sig selv ment på den måde at jeg har svært ved at tage imod hjælpen fordi jeg altid har skulle klare mig selv.
De voksne der skulle hjælpe mig dengang var der ikke og de voksne der var der så mig ikke, de gjorde ikke det de skulle - hverken mine forældre, pædagoger, lærere eller andre der var omkring mig hvilket kan gøre så ondt når man tænker over det.
Da jeg var i gang med min uddannelse indenfor social og sundhedsområdet snakkede vi meget om lovgivning og om den her pligt til at indberette hvis man mente der foregik noget forkert og jeg husker hvordan det ramte mig da vi netop snakkede om den del i skolen fordi jeg vidste at de voksne der var omkring mig netop ikke indberettede noget selvom det var ganske tydeligt at der var noget galt og nu sidder jeg så her i dag, 22 år gammel på et bosted i en evig kamp for at overleve og klare mig selv.

En del af mig har opgivet at arbejde med fortiden, det gør simpelhen for ondt at lukke op og lukke ned igen og igen og hvad er formålet når det efterlader mig selvmordstruet og i ubalance?
Jo jeg ved godt at selvom jeg ikke arbejder med den så vil jeg stadig være efterladt i ubalance og med en kontakt kamp for at holde mig i live, men jeg ved ikke længere hvad jeg helst vil  for det er som om at begge sider gør for ondt at være i og så er det at tanken "er det virkelig værd at leve?" kommer frem? er livet skabt for alle eller er der nogen der bare ikke er skabt til livet? og er jeg en af dem?

Gad vide om fortiden har gjort at jeg den dag i dag kæmper? hvis man spurgte en fagperson så ville de nok sige ja men jeg er i tvivl.
Måske ligger det bare i kortene at jeg skulle ende her, måske er det noget i mine gener når nu der er flere i familien der har kæmpet med psyken og måske har jeg bare været sårbar fra starten.
Jeg kæmper med stemmer der opfordrer til selvskade og selvmord, som fortæller mig alt det som ingen andre vil fortælle og dem som advarer mig imod verdenen udenfor.
Jeg kæmper med angsten for mig selv og andre mennesker, en konstant utryghed som bliver trigget voldsomt af lyde udefra og som gør at jeg ikke kan holde ud af at være i min lejlighed fordi mine naboers konstante vandren på gangen og snak gør mig så voldsom bange.
Jeg flyder ud og kan ikke samle mig igen, nogle dage føles det som om jeg falder igennem gulvet eller igennem madrassen, som om min krop truer med at gå i komplet opløsning.
Mine tanker ræser afsted fra morgen til aften, hvilket gør at min koncentration er helt a helvedes til, jeg er usikker og nervøs og i et eller andet desperat forsøg på at være til bliver jeg overgearet og griner og råber lige indtil jeg er alene igen og falder sammen på gulvet og græder - eller vil græde for efter at have startet på medicinen igen så græder jeg ikke rigtig længere.
Jeg kæmper med flere indre dæmoner der alle får flotte navne af psykiatere der så igen bliver i tvivl om hvad eller hvem jeg er, hvilket gør mig endnu mere nervøs hvilket nok giver sig selv.
Jeg tager medicinen selvom mine tanker og stemmer fraråder det, jeg kæmper med mig selv hver eneste dag og arbejder for at jeg måske en dag kan stå på mine egne ben uden at ja gå helt i stykker.
Men jeg mister mere og mere modet, jeg bliver mere og mere overbevist om at livet ikke er for alle og jeg ikke er skabt til at leve men i stedet burde forlade livet og mødes med de mennesker jeg savner som er på den anden side og med tanken om at dem jeg vil savne fra denne verden også en dag vil komme til mig på den anden side og det er en trøst i sig selv.

Jeg har forsøgt at forlade livet flere gange end der kan tælles på to hænder og jeg bliver klogere og klogere hver gang, hvilket måske lyder skræmmende og forkert men for mig er det ikke.
Jeg er vågnet op på hospitalet med bippende maskiner og slanger ind og ud af kroppen og med læger der har sagt "det var tæt på" og med en forfærdelig tristhed og skuffelse indeni.
Selv ikke dét at forlade livet kan jeg finde ud af, men jeg bliver klogere.
Jo der er ting i dette liv som jeg sætter pris på, det er der ingen tvivl om og jeg er taknemmelig for at jeg har nået at møde disse mennesker og opleve de her ting men i det store billede så ved jeg ikke længere hvilken vægtskål der er tungest - livet eller ej.
Min kp mener at jeg skal snakke med psykologen om det næste gang, om de her selvmordstanker som konstant popper op i mit hoved men der er så længe til at jeg skal snakke med hende igen og jeg er ikke engang sikker på at jeg kan snakke med hende om det her, for jeg forventer bare et "hvis du får det værre så ringer du bare" og hvad helvede skal jeg egentlig bruge det til i sidste ende?

Jeg har brug for en pause fra mig selv og livet, men den pause får jeg ikke.
Intet kan skabe den pause selvom jeg har forsøgt og forsøgt, men alt virker så uudholdeligt i længden og hvad skal pausen egentlig hjælpe når jeg ved at det hele vender tilbage igen og igen..
I "gamle" dage blev jeg indlagt hver eneste gang bølgerne stod højt i mit indre, i min journal står der "hun har brug for en pause og ro" ved flere af mine indlæggelses notater.
Den dag i dag bliver jeg ikke indlagt for at få en pause og ro men kun når jeg står helt ude ved kanten og er hoppet udover i et forsøg på at redde mit sølle liv men hvad hjælper det egentlig når jeg så vender hjem og hele lortet vælter igen fordi jeg ikke kan holde det ud?
Jeg får piller og hvis det ikke hjælper så får jeg flere og jo det har da hjulpet lidt men lidt er ikke nok og min fars "du bliver rask når du bliver 30, det har jeg læst" hjælper næppe på gejsten.. 30 år.. det er 8 år i helvede endnu..

Jeg ved sgu ikke.. hvis folk mener det er let at være skrøbeligt og ødelagt i sindet så vil jeg gerne bytte med den første der rækker hånden op.
Jeg vil gerne give en anden mit helvede og kampen med systemet for at få ro og hjælp hvis jeg så kan klare at gå i skole og gå på arbejde og have et liv med venner og en kæreste.
Men jeg kan ikke og det er nok det sværeste at sige.
Jeg kan ikke, jeg har prøvet.

Et forsigtigt godnat

Musikken er som en blid hånd der aer mit indre med trøstende ord, musik er ren terapi og en fantastisk måde at sætte ord på ting der ellers ser ud til at være umulige at forklare.
Jeg stirrer på væggen, en smøg i mundvigen der igen og igen sender små røg skyer op og så med den blide musik.
Har lige været ovre for at hente min nat medicin selvom en del af mig hellere ville undvære.
Aftenvagten er optaget af spil med de andre beboere og jeg er høflig, ber kun om min medicin og så er jeg væk igen, krøbet væk i skyggerne der er kastet op på væggene.
Mørket kommer snigende, det er fredag og mine jævnaldrende er allerede godt fulde i byens midte.
Jeg drikker ikke længere, jeg ved at det er skidt for mig for det har jeg prøvet tidligere med samme moralske tømmermænd dagen efter og med et gentaget løfte om aldrig at røre det igen.
Jeg ville ønske jeg kunne tåle den, at jeg kunne få den der pause, at være påvirket og væk fra sig selv.
Men i stedet ryger jeg mine smøger og hører musik, lader som om jeg har min egen fest med tristheden og med de deprimerende tanker.
Læste indlægssedlen på den nye medicin og studsede over en af advarslerne deri.
Der står at opstartsperioden kan give selvmordstanker og at hvis man før havde haft den slags tanker var mere udsat for netop at få den "bivirkning"
Jeg forsøgte i går at fortælle min KP at de er der, altså selvmordstankerne men jeg tror ikke hun forstod eller også hørte hun det stille råb på hjælp men vidste ikke helt præcis hvad hun skulle sige.
Jeg burde måske have nævnt det for psykologen eller lægen, men jeg er så vant til efterhånden at det ikke gælder at have selvmordstanker før der kommer et selvmordsforsøg.
Jo det er ved at være længe siden jeg havde mit sidste selvmordsforsøg, det er over 1,5 år siden.
Men tankerne skræmmer mig alligevel, specielt fordi tankerne er efterfulgt af "når jeg ikke længere har det der så kan jeg godt følge dem" og jeg er allerede ved at afskrive en masse ting med undskyldningen om at det ikke er godt for mig længere eller at det har taget for meget energi.
Det er små tegn som ingen ser, men for mig er det store skridt.
Jeg tolker mine mareridt som en måde mit sind bearbejder de her selvmordstanker og angsten der følger med når nu jeg drømmer om død og ødelæggelse for mig selv og andre.

Lægen nævnte i dag at tristheden nok ikke kan medicineres væk, at den stammer fra de ting der er sket i mit liv og måske blev der sagt imellem linjerne at det skulle ordnes i terapien.
Hun har vel nok ret i en eller anden grad, det er fortidens spøgelser der vender tilbage igen og igen.
Men det ændrer jo ikke på det faktum at jeg ikke får terapi uden at jeg selv trækker pengene ud af kontanthjælpen og at den terapi jeg bliver tilbudt lige nu i realiteten ikke er terapi men "nå hvad har du lige lyst til at snakke om i dag?" og jeg forlader bygningen med en knugende mave fornemmelse fordi jeg ved at det ikke rykker det vilde, dét der "terapi"

Jeg kryber rundt på gulvet og op til computeren igen og igen.
Tænder den ene smøg efter den anden, venter på at medicinen slår mig ud hvis den altså vil.
Jeg har en lang dag foran mig i morgen, godt nok ikke nogen planer som sådan men alligevel skal jeg ud og væk fra min lejlighed og bruge tid med mennesker.
Det er mit eget valg og jeg er ærlig talt glad for at komme lidt væk herfra igen..
Min kp mener ikke at det hjælper at jeg flygter og det har hun nok ret i, men hvad gør jeg lige når jeg ikke kan holde ud at være her og jeg ikke kan sige "hjælp mig" til personalet, fordi de er ligeså meget på bar bund som jeg er.. udover at jeg ligger på bunden og trækker vandet ned i lungerne imens de sopper rundt med badevinger og gummi dyr..

lægen og psykologen

En lang nat med opvågninger og mareridt men i det mindste var jeg vågen til tiden.
I dag har bestået af to samtaler på psyk. den ene med lægen og den anden med psykologen.
Jeg har hældt store mængder koffein i den sløve krop i et forsøg på ikke at være træt når jeg endelig skulle til samtale og det lykkedes ret godt.
Min kp T var med til begge samtaler hvilket er en lettelse og gør at jeg ikke bekymrer mig for at glemme noget efterfølgende og så slutter vi turen af med lidt hyggelig stund, hvilket er en rar landing efter sådan to hårde samtaler.

Min læge er super sød og dygtig til hendes arbejde, det er virkelig mærkbart hvor meget forskel der var fra lokal psykiatrien i byen hvor jeg kommer fra og den nye jeg er tilknyttet i en anden by.
Lægen lytter til mine ord og ridsler lidt bogstaver ned på papiret imens hun tænker.
Hun foreslår at jeg kommer på et andet anti depressiv præparat, i første omgang var det kun for at mindske min bivirkning med savl fra leponexen men da vi snakkede om min virkning af valdoxan blev det besluttet at jeg skulle trappe ud af den og ind i den nye.
Jeg kan ikke huske hvad det nye hedder men det er små bitte hvide piller som er til at overskue.
Vi snakkede om det PN medicin jeg har tilrådighed i løbet af dagen som jeg kan tage hvis jeg får det skidt og hun besluttede at give mig nogle flere gange at tage fra - havde 4x50 men nu må jeg tage 6x50 mg seroquel hvilket er en kæmpe lettelse for mig.
Nu er jeg ikke nød til at gå og spare på mit PN og trække den så langt jeg kan, nu kan jeg rent faktisk tage det når jeg mærker at der er brug for det.
Så lidt ændringer i medicinen og med beskeden om at jeg skulle ringe hvis jeg fik trælse bivirkninger af den nye anti depressive medicin og så er der samtale igen om noget tid.
Lægen var nysgerrig på min vægt og jeg kan simpelhen ikke magte at snakke om den.
Hun spurgte om jeg havde tabt mig og jeg svarede at det vidste jeg ikke, har slet ikke lyst til at hun skal vide hvad jeg vejer men så vurderede hun selv at hun mente jeg var under 45 og så var jeg stille.. Hun spurgte om jeg ikke lige skulle vejes men det magtede jeg ikke.

Psykologen er så en helt anden snak.
Jeg kan ikke rigtig finde ud af hvor jeg har hende, jeg kan ikke finde ud af om jeg spilder hendes tid eller om hun rent faktisk mener at samtalerne gavner mig.
Jeg havde fået et skema for noget tid siden hvor jeg skulle placere et kryds i enten grøn, gul eller rød zone i forhold til hvordan jeg har det samt skrive hvis jeg har taget PN.
Men skemaet er helt tilbage fra april og start maj så det er svært at vurdere noget som helst på det.
Vi snakkede meget kort om det og kom vidt omkring føler jeg.
Jeg ved ikke helt om jeg bryder mig om at snakke med hende men det sværeste er også at jeg ikke husker samtalen særlig tydeligt.
Jeg ved ikke om jeg skal fortsætte i et "terapi forløb" hos hende eller om hun bare er en kontakt til psykiatrien som jeg kan snakke med om hvordan det nu går i øjeblikket.
Jeg snakkede en smule med min kp om det tidligere men fik ikke snakket med psykologen om den del så det må vente til næste samtale.

Har så efterfølgende siddet i solen med min kp. hvilket jeg syntes er en fin måde at afslutte "turen" på og så kan jeg også lige falde lidt til ro og lande efter samtalen.
Nu er min kp så taget hjem og aftenvagten er mødt.
Der er kommet en ny beboer og jeg blev spurgt om jeg ikke ville over og hilse på ham, men magter faktisk ikke flere nye beboere eller mennesker.
Har set ham men ikke sagt hej og det er nok bare ikke i dag at det skal ske.
Har aftalt med mine forældre at jeg tager derud til aftensmad og så skal jeg derud igen i morgen.

Når verden brister.

Jeg ved ikke hvad der sker, jeg forstår ikke.
Verdenen indeni brister og alt mørket og hæslighederne vælter frem.
Mærker en brændende tristhed, en kæmpe frustration, ustyrlig vrede og ja..
Alt har været kaos i dag, alt har været noget ja.. lort.
Skulle have været nede og træne men da jeg ringede derned for at få min kp, fik jeg afvide at hun ville ringe tilbage om 10 minutter og alligevel gik der 1 time uden at jeg havde hørt noget.
Ville ikke ringe derned, der måtte jo være en grund til at hun ikke ringede tilbage så jeg var nød til at droppe træningen men tog i stedet hen til en kammerat.
Vi var nede og brevstemme fordi min hjerne slet ikke kan håndtere at stemme på selve dagen med alle de mennesker der bare gerne vil have sat deres kryds og komme ud igen.
Men jeg var ikke den eneste med den fine ide og jeg måtte vente i 40 minutter før jeg kunne sætte et simpelt kryds og flygte ud af rummet.
Brugte det meste af formiddagen og starten af eftermiddagen med min kammerat og trissede rundt i gaderne og kiggede i butikker men jeg var alligevel fyldt før jeg tog afsted og ja..
Jeg mærker en frustration over alt omkring mig, at min nabo stadig ikke har fået flyttet hans lort så det i stedet skal fylde på gangen, at tingene fungerer anderledes efter vi er flyttet og at jeg mere eller mindre er overladt til mig selv og mørket.
Det er her jeg tænker hvad ideen er i at bo her, hvad hjælper det når jeg alligevel ikke får sagt "hjælp" eller at folk er opsøgende på mig.. Jeg bliver bare så trist og træt.
Samtidig kan jeg mærke en vrede når jeg snakker med min familie, eller en vrede er nok et dårligt udtryk men jeg er frustreret og ked af det.
Min bror ringer kun når han skal spørge om noget, vi bruger ikke længere tid sammen efter at han er flyttet ind hos en dame og en anden by, mine forældre mener at jeg er klar til at gå i gang med at uddanne mig til næste år, de forstår ikke hvordan de skal hjælpe mig eller støtte mig og når de så bliver tilbudt noget pårørende undervisning så er der ingen "ja det vil vi gerne" men nærmere "jo måske.." jeg står i en uvished og jeg magter det ikke..
Min psykolog er ligeså meget lort.. jeg magter slet ikke at skulle snakke med hende i morgen, ved ikke hvad jeg skal snakke med hende om og selvom det er et terapi forløb så føles det ikke som om det rykker noget som helst - vi snakker om nogle ting og hun prøver så at vende det om og overbevise mig om at det ikke er sådan, men hvad helvede skulle det rykke?
Jeg skal snakke med lægen i morgen om medicinen og jeg ved sgu ikke.. det er fint..
Tager nogle tunge beslutninger de her dage og prøver at finde ud af hvordan jeg skal præsentere dem for folk, men ja.. det skal vel nok gå.
Alting skal nok gå.. jeg skal bare overleve.. bare en dag mere og så bliver det vel bedre eller hvad?
Undskyld for mundlort og trælse tanker.. men for helvede hvor er jeg bare.. ramt i dag.

Et morgen indlæg

Lyset bryder igennem gardinet i små kraftige stråler og tvinger mig til at stå op.
Jeg sidder her med en smøg i mundvigen og gnider mine øjne i et forsøg på at vågne rigtigt.
Det er onsdag hvilket betyder at jeg skal ned og træne, lysten er der ikke og overskuddet er der heller ikke men alligevel tvinger jeg mig selv til at pakke en taske med træningstøj og tvinger mig på cyklen og af sted skal jeg nok komme.
Det er dog ikke endnu, så jeg bruger tiden på at høre musik og ryge den ene smøg efter den anden.
Jeg har det mærkeligt indeni, jeg kan ikke rigtig beskrive det, altså følelsen.
Jeg har arbejdet på en seddel som jeg skal have med til lægen over hvordan jeg har det og hvordan medicinen har virket siden sidste samtale, men jeg har det som om jeg har glemt et eller andet.
Min kp kommer på arbejde i eftermiddag hvor vi så skal snakke om de to samtaler i morgen.
Men indtil da så står den på træning og så skal jeg besøge en ven og koble lidt af.
Min krop gør ondt og jeg kan ikke rigtig finde ud af hvad jeg har lavet eller gjort for at min krop er så øm men det er vel en af mysterierne i livet..suk.

En mærkelig.. fornemmelse..

Jeg har været væk fra bostedet siden fredag udover at jeg vendte tilbage fredag aften og lørdag aften til samtale med min kp.
Samtalerne var gode, det er der ingen tvivl om, jeg fik luft og det var det vigtigste for mig.
Er så hjemvendt til bostedet her til aften med en knugende fornemmelse i kroppen.
Jeg er træt, udmattet og underlig i sindet.
Magter ikke at snakke med personalet og heldigvis har jeg min aften medicin i lejligheden som jeg tog for noget tid siden med håb om at falde i søvn hurtigt.
Lejligheden flyder og jeg magter ikke at gøre noget ved den udover at sukke dybt.
Jeg har været omgivet af mennesker hele weekenden og støjen omkring mig sidder fast indeni hovedet som en irriterende summen.
Jeg har været overgearet og smilende men samtidig opfarende og vred.
Efter jeg startede på mit anti depressive medicin så er tårerne nærmest forsvundet og måske er de i virkeligheden erstattet af vreden som jeg ikke kan styre, det føles hvert fald ikke sådan.
Usikkerheden og utrygheden som jeg græd over tidligere, kommer nu frem i vrede og råb.
Jeg har råbt af min mor flere gange end der kan tælles på 2 hænder denne weekend og det piner mig fordi jeg ved hun bliver så forfærdelig ked af det men samtidig kan jeg ikke styre det.
Det er så små ting der fører til mine udbrud og ja det er nok rigtigt at sige at jeg er et presset menneske i øjeblikket og at det er de mindste ting som kommer til udtryk i råb og vrede.
I morgen var egentlig sat af til afslapning og ro for mig selv.
Men i stedet kommer der en ny ven til byen for at besøge mig, eller vi skal mødes og gå en tur og snakke og lære hinanden at kende - mere end det vi kender til hinanden i forvejen.
Jeg kan godt mærke at jeg syntes han er sød og ja spændende på en eller anden led men samtidig er der en del af mig der siger "pas nu på.." og det er nok også godt nok at jeg lige tager tingene med små skridt før jeg vælter mit sind med mærkelige tanker.
Frygter hvad han vil sige til min "mørke side" af tilværelsen i forhold til hvor jeg bor og hvordan mit sind fungerer men jeg ved heller ikke om det er rette tidspunkt at snakke med ham om det i morgen, måske vil jeg bare prøve at tage tingene som de kommer og se om det bringer noget.
Han vil komme igen tirsdag hvor jeg har langt flere timer til rådighed så det er spændende.
Pyh.. så nu kravler jeg under dynen og satser på søvnen..

Flygter i nattens mørke.

Vender og drejer mig under dynen.
Jeg kan ikke finde ro, jeg kan ikke falde i søvn, jeg kan ikke få lov at trække vejret.
Skrev til min mor og spurgte om hun var gået i seng, hvilket hun ikke var.
Jeg pakkede det vigtigste og kastede mig ind i bilen imens jeg forsøgte at undgå tankernes magt,
Det er på sin vis en fredfyldt stund om natten og så alligevel virkelig angst provokerende.
Jeg måtte køre rundt og rundt hver eneste gang jeg kunne se en anden bils lygter i mine spejle.
Jeg endte til sidst hjemme og smed mig i sengen med hunden og prøvede at få ro på.
Klokken var knap 02:30 før jeg sådan rigtig kunne falde i søvn.

Vågnede i løbet af formiddagen og fik dagens første provokation til mit sind.
Min krop lever sit eget liv, jeg kan ikke rigtig styre det.
Kroppen ryster, hjertet banker og truer med at bryde igennem brystkassen.
Har trisset rundt i mine egne tanker hele dagen indtil min mor tog til fødselsdag og min far lagde sig til at sove hans middagslur.
Nu er jeg hjemme på bostedet, har sendt en sms om at jeg er hjemme og får et sølle "ok" tilbage.. Overvejer allerede at smutte igen, men det nytter ikke noget..
Kvæler tankerne i musikken og ryger den ene smøg efter den anden.. Håber på at få lidt mere ro på tankerne hvis jeg tvinger mig til at blive herinde..

Kaotiske tanker ovenpå en kaotisk dag.

Her sidder jeg så.
Klokken er 21.53, det er torsdag aften.
Da jeg stod op var min plan for dagen at arbejde i haven og nyde solens stråler.
Jeg blev vækket af dagens kp og forsøgte at få lov at sove videre men uden held, hvilket måske egentlig er okay når nu jeg skal forsøge at tage min morgen medicin tidligt.
Jeg står op og får min morgen medicin, får rullet smøger og får arbejdstøjet på.
Går igang med at fjerne en jord bunke fordi den skal ud hvor det kan blive fjernet.
Efter noget tid tar jeg en pause sammen med min "makker" og kravler under dynen igen.
Jeg når lige netop at falde i søvn, sådan føles det hvert fald og så banker det på mit vindue.
Jeg mærker angsten hoppe frem og råbe BØH! og forsøger at ignorere den der banken på vinduet men til sidst er jeg nød til at stå op og tjekke hvem fa'en det er.
Jeg kigger ud og min mor står og banker og da hun opdager mig siger hun at den er gal med min far.
Jeg får hurtigt tøj på og kommer ud til bilen, på græsset ligger min far og vrider sig i smerte.
Min mor fortæller hvad der er sket, at smerten pludselig kom og at min far ikke kan gå.
Jeg smider en masse ting i min rygsæk og af sted vi kører.
Kommer hjem til mine forældre og ringer til den akutte skadevagt telefon.
Sygeplejersken i røret er arrogant og sur, jeg er nød til at presse på for at få min far tilset og så får jeg lov at køre på skadestuen med min far.
Vi ankommer til en total proppet skadestue hvor jeg er nød til at skaffe en kørestol til min far, det er helt umuligt for ham at gå uden at smerten trækker ham ned.
Damen ved skranken er sød og fjoller lidt imens hun forsøger at skrive ham ind i systemet og så bliver vi kort kaldt ind og snakker med en sygeplejerske som skal finde ud af "hvor akut" min far er.
Vi bliver vist ud i vente rummet igen og sidder der i noget der ligner 1,5 time før vi kommer ind.
Vente rummet er fyldt med mennesker og larm, lugte og skarpt lys.
Jeg vandrer fra vente rummet og ud flere gange end der kan tælles på to hænder, jeg kan slet ikke være i vente rummet, jeg kan slet ikke holde det ud.
Da vi bliver kaldt ind bliver min far placeret på en stue på en seng og så skal vi ellers vente igen.
Lægen kommer efter noget tid og kan ikke finde ud af hvad der er galt med min far, men fordi han har været igennem en operation i december mistænker hun selvfølgelig at det er den der er gået galt.
Hun er dog i tvivl og vil gerne have min far op for at få taget et billede af hoften da det muligvis også kunne være slidgigt.
Hele turen med lægen varer 1 time før han bliver sendt op på en anden afdeling og kommer ind og får taget billedet og så bliver vi fulgt ned på skadestuen igen.
Igen er der lang vente tid og jeg er urolig.
Jeg bliver angst flere gange under det her forløb og kan slet ikke holde ud af at sidde inde på stuen så jeg vandrer rundt i en cirkel på gangen indtil en eller anden møg sur sygeplejerske siger at jeg skal blive inde på stuen.
Dette er så "the breaking point" jeg bryder sammen inde på stuen, prøver at holde tårerne inde men det får bare frit løb og så stopper det.
Der går ikke længe før tårerne kommer igen og jeg forsøger virkelig at stoppe før lægen kommer.
Vi venter en time på lægen som så ud af det blå kommer tilbage med en fysioterapeut.
Der er intet at se på billederne og de kan ikke forklare hvad der har skabt smerten men de mistænker nu en fiber springning i låret eller at han har overbelastet benet efter han havde en fiber springning i læggen.
Fysioterapeuten vil lave noget halløj med en nål og min far går med til dette lige indtil nålen sidder i låret og han råber op - at se sin store stærke far i smerte og at han er derude hvor han enten råber eller hyler er skræmmende for mig.
Til sidst får han en eller anden tape på låret og bliver udstyret med to krykker som han skal bruge den næste tid samtidig med at han skal holde sig i ro.
Væk er vi fra skadestuen, efter lidt over 4 timers forløb er jeg smadret.
Vi beslutter at køre forbi Kiwi for at finde noget at drikke og lidt til turen hjem og ja.. så er der næseblod til mig i butikken og frustreret prøver jeg at stoppe det men det lykkedes ikke super godt.

Nå men vi kom hjem, min mor lavede aftensmad og jeg lå i sengen.
Nu er jeg så vendt hjem til bostedet, ingen har spurgt til min dag eller hvordan jeg har det ovenpå turen på sygehuset, jeg aner ikke om aften vagten ved noget eller om dagvagten har nævnt/skrevet det nogen steder.. Tog chancen og valgte en af de mandelige personaler, men alligevel sidder jeg alene i min lejlighed med pillerne ved siden af mig og hader verden..

Jeg havde bestemt ikke brug for sådan en dag her, og jeg havde slet ikke brug for alle tårerne og angsten men okay.. nu ved jeg da at jeg stadig kan tude..
Jeg ved ikke.. fuck det hele.. jeg kan slet ikke være i mit hoved og jeg kan slet ikke komme over den her dag med alle de her indtryk og dårlige vibrationer.. 

Ikke at kunne mærke solens stråler.

Jeg vågner op i et kæmpe gisp.
Min krop er badet i sved og den ryster så meget at jeg ikke kan være i det.
Krammer kædedynen tæt ind til kroppen og siger højt "Det er okay, det var bare et mareridt"
Men intet hjælper, jeg kan ikke berolige mig selv.
Jeg ligger mig under dynen og så falder jeg i søvn igen.
Det banker på døren og ind kommer L for at vække mig, men jeg er allerede vågen.
Vi aftaler at hvis hun ikke har set mig 8:30 så kommer hun igen, men det er ikke nødvendigt, jeg er oppe og har ingen intention om at falde i søvn igen.
Finder tøjet jeg smed på gulvet i går aftes og tager det på imens smøgen i mundvigen kaster med aske og gløder udover gulvet, det lyder voldsommere end det nok var, altså det med gløderne.
Jeg går ud på badeværelset og glor i spejlet længe og bliver undervejs mere og mere frustreret.
Vandrer over i hovedhuset for at hente dagens PN beholdning og min morgen medicin og så sker det der vælter min morgen.
Alarmen hyler op da de låser sig ind i medicin rummet og lyden er så intens og voldsom at jeg kan høre lyden længe efter at jeg er flygtet fra hovedhuset.
Sætter mig ind i bilen og kører ud i verden.
Jeg ville gerne fortælle hvad der skete fra jeg sad i bilen og til at jeg kom frem til mine forældre men har ærlig talt ingen ide om hvordan turen foregik eller hvad der skete på vejen.
Slukker min mobil og lukker hele verdenen ude hele dagen.
Ligger i sengen med hunden og ser fjernsyn, går ud og ryger i haven, tilbage i sengen.
Havde taget et billede med derud som jeg er i gang med at arbejde på - min psykolog sagde på et tidspunkt at jeg skulle tvinge mig til at tegne for så ville jeg på et tidspunkt blive glad for det igen eller sårn noget i den stil.

Men nu er jeg hjemme i min lejlighed.
Jeg er trist og fyldt med destruktive mørke tanker som jeg ikke kan holde ud.
Ber om en human aflivning men ingen er enige i dette.
Venter på at aftenvagten kigger forbi min lejlighed og imens ryger jeg den ene smøg efter den anden i et eller andet forsøg på at berolige mig selv.
Er træt, og intet hjælper på den her træthed, det er som om trætheden kommer helt inde fra det inderste i mig sammen med tristheden.
Jeg er ikke deprimeret, det vil jeg ikke mene men jeg er selvfølgelig ikke læge.
Jeg er bare et trist og bange væsen, det er klart at man bliver ked af det når man er bange og det er klart at man er bange når alting gør en ked af det.
Jeg ved ikke helt.. jeg kan ikke fornemme mig selv og jeg kan ikke fornemme det der sker omkring mig.
Jeg sover som jeg skal men alligevel føler jeg mig ikke vågen eller til stede, det hele er som en drøm eller et mareridt jeg ikke kan vågne af.
Jeg popper PN, nogle dage mere og andre dage mindre men i dag overvejer jeg at gå i depotet for at hente mere PN men af frygt for at sluge hver eneste pille i depotet så lader jeg være.
I stedet hører jeg reggae musik, ryger smøger og drikker energi drik.. Det er det jeg kan..

At befinde sig på en øde ø.

Jeg er forsvundet, som en båd langt ude på havet.
Selvom jeg larmer så vil ingen nogensinde kunne finde mig derud.
Måske vil fyrtårnets lys en gang imellem ramme mig når jeg kommer tæt nok på, men jeg forsvinder i løbet af natten og så kan selv ikke lyset finde mig.
Måske er det bedst at íngen finder mig, måske er det bedst at være forsvundet.
Men for at være forsvundet så skal man høre til et eller andet sted, og det gør jeg ikke.
Båden er lille og den bliver mindre og mindre som en slags synlig advarsel om at jeg bliver kvalt, jeg bliver presset op af væggene indtil der ikke er mere plads.
De siger at man skal lære at kontrollere stormen indeni men jeg kan kun betragte den.
Jeg kunne godt bruge en pause, der kommer bare ingen ordentlige dage hvor det er muligt.
Det er et dybt hav hvor jeg flyder rundt men jeg kan ikke kaste mig ud i vandet og jeg kan ikke se landet der skulle være sikkerhed og tryghed.
Jeg flyder af sted..

Mine tanker er snørklede og forvirrende, mine fornemmelser fucker helt op.
T min kp mener at jeg måske skulle snakke med min psykolog om fornemmelsen i kroppen ligesom at jeg har snakket med hende om lyden indeni hovedet.
Jeg magter bare ikke hvis hun igen siger "det er noget alle mennesker oplever" for det kan jeg ikke bruge til noget udover at det er et bevis på at jeg er et svagt menneske.
Jeg holder ikke følelsen ud men kan intet gøre for at jage den væk.
Jeg kan løbe og alligevel forfølger lyden og fornemmelserne mig.
Jeg kan ikke slippe væk fra det der gør ondt, for at slippe væk så skal jeg slippe væk fra mig selv og livet og det er ikke muligt eller.. det er en løsning men.. jeg frygter den løsning.
Jeg har stået der ved kanten så mange gange, forsøgt at rejse herfra og vågnet op med slanger i halsen og bippende maskiner og jeg orker ikke tanken om at det er dét der sker igen.
Orker faktisk ingenting lige nu, ikke en gang at sætte ord på det indeni.. det er lettere bare at holde sammen på mig selv og grine når folk bemærker at jeg ligner et trafik uheld.

Træthed, energi drik og en træls samtale.

Sidder her med min smøg, en kold energi drik og musikken summende ud af højtalerne.
Er træt, så forfærdelig træt, ikke kun fysisk men også psykisk og ligemeget hvor meget eller hvor lidt jeg sover, så er jeg stadig træt og med en konstant kronisk mangel på overskud.
Har lige haft en samtale med VISO og min hjerne kan slet ikke rumme deres ord.
Planen er at jeg skal starte op med "morgenmad" i form af en drikke yoghurt, det var deres bud.
Ideen eller tanken er  vel god nok men at det kommer til at fungere er jeg i tvivl om.
Mit indre raser og jeg kan kun spænde mig godt nok fast til ikke at vælte af pinden.
Min kp T snakker med dem alene nu, jeg fik lov at gå fra samtalen og det var nok os den bedste ide.
Tripper men er træt, er urolig og alligevel udmattet.
Ville sove men kan ikke, forsøger men det bliver ikke til mere end 10-20 minutter og så vågner jeg enten op til en af personalerne eller et mareridt der trækker mig tilbage til det vågne øjeblik.
Ville ønske at der var en knap på kroppen, en man kunne trykke for at få lortet til at holde op med at vælte men det eneste jeg kan gøre er at poppe PN og håbe at det forsvinder, bare for et øjeblik.

En følelse.. en fornemmelse..

"Jeg lister mig langs væggene, holder vejret så ingen hører mig.
Lukker mine øjne og læner mig op af væggene, tramper i jorden for at finde forbindelse.
Deres blikke går lige igennem mig, jeg er usynlig, jeg er gennemsigtig.
Jeg er der men jeg er der alligevel ikke, det er som om alle kan se lige igennem mig.
Det er som om alle ser lige igennem mig, som om jeg ikke eksisterer eller at dette rum ikke eksisterer, måske er det bare noget mit sind har lavet.
Det er som om alle ser igennem mig, som om de ville kunne høre mine tanker hvis de ville, det er som om de ville kunne se mørket hvis de ville, og alligevel ser ingen noget"

Sidder i min lejlighed, jeg er lige kommet hjem.
Smøgen sender små røgsignaler ud i rummet og musikken forhindrer mine medbeboere i at høre hvad der foregår herinde udover at den samme sang kører igen og igen.
Har været i Toysrus med min mor for at købe en gave til min nevø, hele familien er inviteret til fødselsdag på fredag.
Jeg ville gerne komme men jeg kan ikke, jeg kan ikke klare tanken om alle menneskerne, larmen, maden og den falske glæde.
Jeg har forklaret min mor at hun skal huske at tage min gave med på fredag, at jeg ikke selv vil aflevere den og i det ene øjeblik forstår min mor at jeg ikke kommer og det andet øjeblik beklager hun sig over at jeg ikke vil komme.
Der var ingen mennesker, kun legetøj på alle hylderne og blinkende lamper og bippende maskiner.
Jeg gik fra hylde til hylde for at finde en gave og til sidst opgav jeg og købte et spil til ham.
Bagefter skulle vi over i centeret, min mor mangler en jakke og dette var åbenbart et godt øjeblik at gå på jagt efter en jakke.
Centeret rummede flere mennesker end jeg lige havde regnet med og jeg listede nervøst langs væggene, men ingen mennesker virkede til at se mig.
Indeni mit hoved kom lyden igen og det var som om den gik igennem mit hoved og ud af ørene og op i de lysende lamper, ingen andre end jeg opdager lyden.
Det er som om alle menneskerne ser igennem mig, som om jeg er usynlig for verdenen eller gennemsigtig, det er en følelse der har jagtet mig hele weekenden.
Jeg er bange for at hvis jeg tænker den samme tanke igen og igen så vil den komme ud i lyd så alle andre kan høre dem og det ønsker jeg ikke, jeg ønsker ikke at nogen hører om mørket og forvirringen.
Jeg er bange for at folk kan se hvordan jeg har det, at min gennemsigtighed gør at folk bemærker det og så er jeg udsat.
Jeg har forsøgt at være i de her fornemmelser i dag, forsøgt at holde lyden ud, jeg har været så forfærdelig træt og jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre af mig selv.
I morgen kommer VISO igen og jeg ved sgu ikke, jeg ser frem til snakken og alligevel frygter jeg den, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv i dette..
Ville gerne fortælle om alt det her, ville gerne nævne det for nogen men det virker så "tosset" og så fucked up, og så vil jeg hellere holde det for mig selv... det er bedre.