Et savn

Ingen struktur, ingen rutiner.
Hele verdenen er vendt på hovedet og intet føles rigtigt.
Jeg holder desperat fast i kanten mod afgrunden, men jeg er træt og mine hænder glider igen og igen.

 

Jeg glæder mig til 1 januar.
Jeg glæder mig til at det hele falder tilbage i gamle rutiner og gøremål.
Alting er vendt på hovedet pga. julen og nytåret der er på vej.
Kan ikke klare alt dette rod der foregår og jeg er desperat.
Sover dagene væk fordi energien er væk og jeg ved ikke om det er medicinen eller alt det her kaos som dræner mig for energi som jeg selv så desperat har brug for.
Vil gerne tilbage i uge skema og daglige rutiner men så længe vi er i denne tid så er det umuligt.
Der er vikarer, der er julefrokoster, der er "glædelig jul" og "godt nytår" lige meget hvor jeg kigger hen og det gør så forfærdeligt ondt indeni mig fordi jeg ikke er klar over hvilket ben jeg egentlig burde støtte på - det hele føles så kaotisk og forkert.
Jeg ber blot om at tingene falder tilbage i de rigtige kasser men det er helt umuligt og jeg har mest af alt lyst til at grave mig under jorden og ikke komme op før det hele er som det var en gang.

En regnvejrs dag.

Jeg vågner op med en følelse af utryghed.
Holder desperat fat i alt det trygge jeg kan komme i tanke om men det glider igennem fingrene.
Begraver ansigtet i puden og råber så højt jeg kan men ingen hører noget.
Jeg kigger på menneskerne omkring mig men alt virker for uvirkeligt.
Jeg føler mig som en tikkende bombe der kan sprænge hver øjeblik.

 

Jeg er tilbage i min lejlighed efter en kort "ferie" hjemme hos mine forældre.
Bryder mig ikke om at være her og forsøger desperat at holde mig i gang så jeg ikke behøver mærke efter eller tænke men det hjælper ikke rigtigt.
Har skruet godt op for musikken og funderer over om mine naboer virkelig hader mig nu, jeg ville hade mig selv hvert fald men måske er mine naboer bare mere tolerante end mig.
Orker ikke at snakke med personalet så jeg gemmer mig bag en låst dør.
Julen er overstået og jeg magter ikke tanken om nytåret der banker på.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 



Vi nærmer os jule tiden.

Som barn var dette årets højdepunkt.
Jeg stod op om natten og kiggede på det lysende juletræ.
Det var en fast tradition at mine brødre og jeg ledte efter julegaverne hele December.
Vi pakkede forsigtigt pakkerne op med en sikker tro på at vores forældre aldrig ville opdage det og mine forældre lod som om de ikke kunne se hvordan pakkerne var revnet i papiret.
Juledag stod jeg op og vandrede utålmodigt rundt i huset indtil vi fik en lille pakken til morgenmaden som blev revet op og efterlod mig med lysende øjne.

Om 4 dage er det juleaften men føler ikke rigtig at jule stemningen har fundet vej til mig.
Jeg frygter på mange måder denne aften og det er med nervøse fornemmelser at jeg tæller ned.
Det er kun mine forældre og jeg som skal holde jul sammen hvilket egentlig passer mig fint, hvert fald en del af mig - for der er stadig barnet som kunne ønske sig en juleaften med juletræ og sang.
Fordelen ved at det kun er mine forældre er at stemningen ikke er overgearet, er at jeg ikke skal kæmpe for at være glad og på men det er på sin vis også rigtig trist at være den eneste der holder jul derhjemme stadigvæk og måske er det netop derfor at julestemningen ikke rigtig er kommet.
Jeg frygter maden men ved at jeg kan kravle under dynen efterfølgende hvilket er en befriende tanke.
Mine forældre og bekendte har spurgt hvad jeg skal nytårs aften og jeg magter slet ikke tanken om fest og farver eller kæmpe brag fra nytårskrudtet.
Min nære ven spurgte om vi skulle holde nytår sammen men jeg orker det ikke, jeg orker ikke tanken om nytåret der banker på døren og jeg vil nok allerhelst holde nytår som jeg gjorde sidste år - under en dyne det meste af tiden med et fjernsyn kørende og en hund ved min side.
Men jeg prøver virkelig at se positivt på det hele men det er fandens svært når det gør ondt indeni og man desuden er tappet for energi og derfor ikke orker noget..

 

 



Når alt bare er alt for meget.

jeg var en "lille" voksen.
Jeg hjalp hvor jeg kunne og glemte mig selv allerede som barn.
Pligtopfyldende, ansvarsbevidst og omsorgsfuld var ordene de satte på mig.
Jeg lærte aldrig at sige nej..

Har i flere dage forsøgt at tage mig mod til at fortælle mine forældre om lægens tilbud om en indlæggelse men jeg har ikke rigtig kunne finde det rigtige tidspunkt og jeg kan stadig ikke gøre op med mig selv om det var et godt tilbud eller om jeg burde være udenfor.
Har haft travlt denne uge med mine forældre og har ikke haft overskud til mig selv eller til at få taget de pauser som jeg har så pokkers brug for.
Har sovet det meste af dagen ude hos mine forældre.
Jeg kørte derud i morges og gik direkte i seng, efter 1 time skulle vi forbi tandlægen igen og da vi kom retur derfra så var der 3 timers lur med hunden.
Sidder hjemme i min lejlighed og forsøger at være i mig selv.
Jeg smiler og griner men kun fordi jeg ikke orker aftenvagten og har netop opdaget af dagvagten på ingen måde er brugbar for mig og jeg har allerede igen lyst til at stikke af..
Men hvor løber man egentlig hen når man gerne vil have fred?



At holde vejret.



Der er den her følelse som jeg ikke kan sætte ord på.
Det starter med hjertebanken og svedige håndflader imens væggene falder sammen omkring mig.
Jeg er ikke bange og alligevel.
Jeg formår ikke at sige det højt for ordene er forsvundet eller også er jeg bare træt af den samme sang der kører igen og igen "det skal nok gå" .. "du skal have det godt"..
Jeg gemmer mig væk, låser døren og kryber under dynen imens musik banker imod væggene.
Forvirringen mærkes men er svært at placere og jeg kan ærligt ikke sige hvad det er der gør mig så bange og jeg kan ærligt ikke forklare hvorfor tanken om døden virker som en lettelse.
Jeg smiler selvom det skærer indeni og jeg forsøger på bedste vis at ignorere stemmerne i mit hoved samtidig med at jeg prøver at balancere i livet og i de mennesker omkring mig.
Har lyst til at smække døren og løbe langt væk men det er mørkt og koldt og jeg føler mig på ingen måde sikker i den verden der lever udenfor min dør.
Jeg skjuler mig bag 1000 masker og jeg bliver i tvivl om hvilken én der er rigtig, hvilken der afspejler mit indre og det frustrerer mig på mange niveauer men mest af alt.. gør det mig bare endnu mere ked.

Spoon theory - ske teorien der rammer plet.

Dette indlæg er inspireret af "the spoon theory" som var noget jeg faldt over en gang, noget min kp og jeg bruger fra tid til anden når jeg har meget på programmet eller har haft meget på programmet.

Jeg læste første gang om ske teorien på facebook hvor en kvinde som var ramt af Lupus skulle forklare sin veninde hvordan alle dagens aktiviteter var nøje planlagt ud fra hvor mange skeer hun havde til rådighed hvilket kunne gælde hvilket som helst menneske med en sygdom.

Det handler meget om at man ikke skal tage de små ting for givet men at alt koster på kontoen.

Jeg har alt for længe brugt flere skeer end jeg havde til rådighed hver dag og det koster så på den næste dag og den næste osv.

I øjeblikket er mit energi og overskud i bund, jeg har svært ved at overskue helt alm. dagligdags opgaver og det frustrerer mig både at jeg ikke får det gjort men også at jeg ikke "kan"

Simple ting som fx at gå i bad eller bare skifte til nyt tøj hver dag er alt for uoverskueligt for mig.

Min mor har flere gange foreslået at jeg skulle ligge rent tøj frem til næste dag men selv ikke den opgave magter jeg lige i øjeblikket. Jeg kravler i gårsdagens tøj som jo så også var fra i forgårs osv.

Det er svært at erkende at man ikke engang kan skifte tøj eller få børstet tænder eller komme i bad.

Mine skeer er i minus og alt koster mere end hvad jeg har.

Mine skeer bliver brugt på andre menneskers ve og vel, jeg lader mig selv falde i baggrunden.

Har brugt en masse energi hjemme hos mine forældre med sygehus og tandlæge, simple opkald eller at skulle rette tekster for min mor er ting som jeg ikke "magter" men som jeg heller ikke kan sige fra til når nu jeg er den eneste der kan hjælpe dem fordi mine to brødre ikke har tid eller måske handler det om at de ikke gider - men så er jeg tvunget, sådan føles det hvert fald.

Har på mange måder lyst til at gå i forfald, ment på den måde at jeg har lyst til at kaste armene op over hovedet og råbe til hele verdenen at jeg ikke orker mere pres, jeg har ikke flere skeer.

Men så er der noget indeni mig der lige giver et ekstra boost energi så jeg kan få ryddet bare lidt op på skrivebordet eller smide tøj ud i vasketøjskurven men så stopper den også der..

Det er bare en af disse dage hvor jeg er led og ked af at jeg ikke fungerer ordentligt, jeg er vred og ked af at JEG er blevet ramt af den her lorte sygdom og jeg er træt af at jeg ikke selv må vælge hvorvidt jeg vil leve videre eller slutte.

For helvede altså.

 

 

Skulle nogen være interesseret i at læse om "the spoon theory" så er her et link til en af de mange steder hvor den står beskrevet:

http://www.newyorkerbyheart.com/2010/02/spoon-theory-ske-teorien-hjaelp-til-forstaelse-for-det-at-have-en-kronisk-sygdom.html

Beton junglen og tanker der gør ondt.

Jeg kryber langs murene og undgår blikkene.
Mine tanker raser af sted og jeg frygter at hele verdenen kan høre dem.
Propper musik i ørerne og håber at det er dét de kan høre.
Mit blik flakker rundt og hjertet hamrer indeni.
Jeg hører støjen omkring mig og forbander livet langt væk.
Jeg forstår ikke hvordan andre klarer det når det driver mig til vanvid.

 

Jeg har i dag været nede til den månedlige blodprøve som jeg skal have taget pga. medicinen.
Jeg tager altid af sted med en klump i halsen og svedige håndflader.
Der er to sygeplejersker i mit lægehus, den ene pjatter og spørger hvordan jeg har det, den anden er stille og virker som om hun faktisk ikke gider sit arbejde men stadig er der.
Jeg bryder mig generelt ikke om at være dernede, det er som om jeg holder vejret og smiler indtil jeg kan træde ude af døren igen og forsvinde langt væk.
Jeg plejer for det meste at tage derned alene, det er for svært for mig at be om at få nogle med og jeg klarer det da også alene men det er en oplevelse jeg godt ville være foruden.
Har fået bestilt tider til hele næste år, 1 blodprøve hver måned og så skal jeg have lavet en ny læge erklæring når jeg skal søge om at få mit kørekort forlænget her til april.

Den gang jeg tog kørekort blev det kun bevilliget i 5 år.
Grunden til dette var min medicinske behandling og hvordan jeg rent psykisk ville udvikle mig.
Nu er der så snart gået 5 år, jeg får noget helt andet medicin og jeg har en helt anden diagnose.
Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg får det godkendt til flere år, jeg er faktisk rigtig bange for at de klipper kortet og siger at jeg ikke kan køre bil længere - bilen er mit hellige sted, der hvor jeg slapper af, for det meste hvert fald! og jeg ved at jeg vil gå og være nervøs imens jeg venter på svar fra embedslægen om hvorvidt jeg kan beholde det eller ej.
Jeg har hele tiden gået og troet at det først var omkring oktober at det skulle genvurderes men så kiggede min mor nærmere på mit kørekort og konstaterede at det allerede er til april hvilket slog mig lidt af pinden, det er slet ikke det jeg rummer lige nu.

Jeg har i lang tid gemt medicin i tilfælde af at livet blev alt for tung en byrde.
Jeg har altid kaldt det mit sikkerhedsnet, min billet væk fra livet hvis jeg ville.
Min kontaktperson har før spurgt om det ikke skulle tømmes, hun er ikke den eneste men hver gang har jeg været afvisende indtil i dag hvor jeg har tømt godt ud og afleveret til hende.
Jeg mærkede tvivlen men tænkte at det nok var det bedste, en splittelse indeni mig, en usikkerhed og jeg hadede mig selv de første par timer men nu hvor jeg sidder her så tænker jeg måske at det er godt nok, det skal være godt nok og så må dæmonerne skælde ud.

Tiden flyver af sted, det føles hvert fald sådan i øjeblikket og det forvirrer mig helt vildt.
Har ikke styr på dagene eller hvad jeg har lavet, det er som om det hele flyder sammen.
Kan ikke holde overblik og jeg har ikke overskud til det jeg gerne ville.
Bruger en del tid hjemme hos mine forældre i øjeblikket, det er for hårdt og svært at være i lejligheden og når jeg så endelig forsøger at være i lejligheden så sover jeg.
Søvnen er en flugt, det er jeg efterhånden bevidst om og hvis jeg bare kunne falde i søvn og først vågne op når jeg havde det godt så havde jeg gjort det men det virker desværre ikke sådan.
Kæmper for at få ordnet de der dagligdagsting som at vaske tøj og rydde op og gøre rent men det er som om det smuldrer imellem fingrene og så virker det bare endnu mere uoverskueligt.

Status pt. er nok at jeg falder fra hinanden, brik efter brik.
Det er sværere at holde sammen på tingene, det er svært at holde ting inde og ordne ting ude.
Mine forældre forstår ikke helt hvordan jeg har det eller hvorfor jeg er opfarende eller sover.
Lægen har nævnt indlæggelse men jeg rummer faktisk ikke tanken om at skulle snakke med min familie om det og orker ikke at skulle derind og føle at det er et nederlag.
På den anden side så er det bare svært at holde ud, det her med at overleve og ikke leve trækker tænder ud og river alt energien væk hvilket heller ikke er fedt..
Jeg føler på ingen måde at jeg er i balance, faktisk tværtimod..
Jeg graver mig ned og fylder verdenen med høj musik - for det er det eneste jeg kan holde ud..

 

 



Tanker der vælter rundt..

Mit indre er som en 10 sporet motorvej.
Tankerne kommer i massiv fart og jeg når aldrig at tænke noget færdigt.
Det er som om jeg aldrig slapper af.
Det er som om jeg aldrig får ro.
Det er som om jeg aldrig får sovet.

 

Min dag har været fyldt med indtryk og alt for meget stress.
Jeg har hygget mig med min far hele dagen men alligevel sidder jeg her foran computeren med den ene smøg efter den anden, ude af stand til at gå op og hente min nat medicin.
Der er alt for mange bekymringer, alt for meget tristhed, alt for meget af alt.
Jeg er ikke i stand til at fortælle hvad der foregår, jeg er ikke i stand til at sige fra og jeg er på ingen måde i stand til at række ud efter hjælpen selvom den er lige foran mig.
Det er som om jeg ikke kan balancere, min krop er ikke fysisk i stand til at balancere.
Føler mig ikke tilpas hvor jeg bor, jeg magter ikke at snakke med hverken personale eller beboere, måske er jeg bare ikke i stand til at befinde mig i det sociale der foregår omkring mig.
Der er øjeblikke med lys men de forsvinder hurtigt og efterlader mig angstfuld og frustreret.
Ville gerne passe ind men føler mig kejtet og "for hurtig" i sindet.
Føler mig udfordret af verdenen omkring mig og har mest af alt lyst til at trække stikket ud og kravle under dynen og falde i en dyb søvn - sådan en hvor man først vågner når alting er godt, hvis den slags søvn altså eksisterer. Jeg tænker for meget over alt muligt ligegyldigt lort som alligevel bliver en realitet for mig, som folk så skubber væk med "det kender jeg godt!" og ja måske kender de det godt, men de forstår alligevel ikke hvor ondt det gør og hvor skræmmende de tanker er.

 

 

 

 

 

 

 



Et dobbelt liv.

"Jeg ved hvordan du har det!" ..
"Jeg har oplevet præcis dét du står i"..
"Du skal bare sende en sms"..
"Vi vil gerne hjælpe"..
"Hvorfor har du det sådan her nu?"..
"Er det bare en dum periode?"..

 

I går sad jeg hos min behandler og åbnede op for mørket eller jeg forsøgte.
Jeg havde samtalen med lægen bagefter hvor ordene var ved at kvæle mig.
Lægen nævnte muligheden for indlæggelse men jeg sagde nej i denne omgang.
Medicinen er blevet skruet på og jeg skal så forsøge at balancere og se om det virker.
Det virker som om personalet ikke forstår hvor skidt jeg har haft det i lang tid, det føles hvert fald som rigtig lang tid, men jeg forstår dem godt, jeg skjuler det og bruger al min energi på det.
Flere har spurgt hvorfor jeg har det skidt lige pludselig, nogle forstår slet ikke at jeg har det skidt - for jeg virker jo til at have det godt, jeg snakker og griner og løber rundt på væggene.
Men de forstår ikke at det er mit allerbedste forsvar i denne verden, det er min måde at holde ud og overleve på, hvert fald en af de måder og derfor narrer jeg de fleste selvom jeg ikke vil.
Oplever at mange siger "jamen sådan har jeg det også!" og selvom jeg forsøger at tænke at de nok kender til det, så bliver jeg også vred, for de aner slet ikke hvilket stormvejr jeg befinder mig i.
Mørket kryber sammen omkring mig og jeg forsøger desperat at finde lys.. det er bare ikke så let som folk får det til at lyde som om, eller også har jeg givet op for længst..
Tør ikke fortælle mine forældre at indlæggelse blev nævnt men de kan mærke at jeg har det skidt, det bilder jeg mig hvert fald ind, men jeg ved det ikke..
Jeg er tom for energi og ser frem til nogle dage uden planer.. hvis jeg da kan holde det ud.

 

 



Stilheden er fyldt med støj.

Jeg bider tænderne sammen i et forsøg på at overleve.
Jeg trækker slet ikke vejret, det gør alt for ondt.
Jeg smiler imens jeg græder.
Holder hele verden på afstand imens den kæmper for at komme tæt på.

Jeg kigger mig i spejlet og hader hvad jeg ser.
Jeg kigger mig i spejlet og genkender intet.
Er bare følelsesløs, jeg er bare forsvundet helt væk.
Jeg kan ikke presse ordene ud og selvom jeg så gerne ville sige noget højt så føles det forkert.
Jeg tænker alt for meget og det er som om min hjerne ikke vil have en pause.
Jeg drøner rundt i cirkler og aner ikke hvad jeg foretager mig, det er som om minderne forsvinder, som om det er alt for svært og for hårdt at huske hvad der foregår.
Kravler under dynen og hyler, kravler ud og hamrer i væggen.



Når man rammes af triste tanker..

Jeg stirrer op på den mørke himmel.
Jeg husker på alle de mennesker der sidder deroppe og venter.
Jeg balancerer på kanten men den ene fod glider hele tiden,

det er sådan livet føles, at alting bliver ved med at glide og falde ud af rytme.

 

 

Jeg rammes af triste tanker konstant, det er som om jeg ikke engang skal anstrenge mig for dem.
Faktisk anstrenger jeg mig mere for at få de gode glade tanker ind i stedet, men det er som om de er forsvundet med solen og den varme luft.
Jeg havde en hård samtale med min kontaktperson i går og selvom det på sin vis var rart at få sat ord på og blive hørt og forstået, så er jeg stadig vældig bange.
Jeg har gået og spekuleret hele dagen, ikke kunne finde ro og har skiftevis kravlet ind under dynen og ud igen imens en kæmpe hund har fulgt efter mig, som om han kan fornemme at jeg er trist.
Jeg har tænkt på alle de gange jeg har forsøgt at forlade livet, jeg har tænkt hvordan det var for folk omkring mig, hvad de oplevede i situationen og hvordan de havde det.
Jeg får dårlig samvittighed når jeg tænker over det men samtidig husker jeg ikke meget fra de mange gange, jeg har været så langt væk indeni og da jeg endelig vågnede var jeg tude færdig og ødelagt.
At vågne op til bippende maskiner og læger der tvinger nåle ind i armen, det vækker angsten indeni.
Jeg har brugt hele dagen hjemme hos mine forældre fordi der har været personale møde i dag og nu hvor jeg endelig sidder i min lejlighed igen er jeg fyldt med .. angst.. tristhed.. og en masse larm.

 

 

 

 



Når en sang siger mere end mine tanker

 

En af mine favorit bands igennem tiden er Bring me the Horizon.
Denne sang beskriver alt for godt min situation i denne tid, den beskriver generelt mit indre og de bølger der kommer i tide og utide.. Jeg smiler men græder indeni, alt er for meget.

 

 

 

 

What doesn't kill you makes you wish you were dead.
Got a hole in my soul, growing deeper and deeper.
And I can't take one more moment of this silence.
The loneliness is haunting me.
And the weight of the world's getting harder to hold up.

It comes in waves, I close my eyes.
Hold my breath and let it bury me.
I'm not okay, and it's not alright.
Won't you drag the lake and bring me home again?

Who will fix me now? Dive in when I'm down?
Save me from myself, don't let me drown.
Who will make me fight? Drag me out alive?
Save me from myself, don't let me drown.

What doesn't destroy you, leaves you broken instead.
Got a hole in my soul growing deeper and deeper.
And I can't take one more moment of this silence.
The loneliness is haunting me.
And the weight of the world's getting harder to hold up.

It comes in waves, I close my eyes.
Hold my breath and let it bury me.
I'm not okay, and it's not alright
Won't you drag the lake and bring me home again?

Who will fix me now? Dive in when I'm down?
Save me from myself, don't let me drown.
Who will make me fight? Drag me out alive?
Save me from myself, don't let me drown.

'Cause you know that I can't do this on my own.
(Woah oh oh oh)
'Cause you know that I can't do this on my own.
(Woah oh oh oh)
'Cause you know that I can't do this on my own.
(Woah oh oh oh)
('Cause you know that I can't do this on my own.)

Who will fix me now?
Who will fix me now?
Who will fix me now? Dive in when I'm down?
Save me from myself, don't let me drown.

Drømmer mig langt væk.

Jeg drømmer om at svæve væk på en sky.
Jeg forestiller mig at skyen er blød og rar, at den vil tage mig til et bedre sted.
Jeg banker på de gyldne porte i himlen og håber på fred.



Jeg har ingen overskud, jeg har ingen energi.
Jeg er træt og jeg kravler under dynen flere gange om dagen og håber på ro.
Det er svært at sige hvad der er galt når intet føles rigtigt og det frustrerer mig at jeg ikke bare kan åbne munden og sige "hjælp mig!" men jeg ved at jeg ville blive spurgt hvordan jeg kunne hjælpes og det gør mig faktisk bare mere frustreret fordi jeg ikke aner hvordan nogen nogensinde skal hjælpe.
Jeg er klar over at det er mig der skal tage skridtene og jeg er klar over at der er nogle mennesker der gerne vil stå ved min side og støtte mig når jeg falder.
Jeg burde være glad, jeg burde være i hopla og jeg burde virkelig gøre nogle ting men jeg kan ikke, jeg er alt for træt og alt for trist, det er en ond spiral og jeg graver hullet dybere og dybere.
Selvmordstankerne er der ikke konstant men de er der og lurer i mørket når jeg slukker lyset.
Jeg prøver at være social og jeg prøver at smile for måske virker det på et tidspunkt, men alligevel ved jeg bare at det ikke er sådan det fungerer..
Jeg er alt for bange, alt for utryg, alt for ked af det og alt for vred og jeg ved ikke hvorfor?!
Jeg har ikke lyst til at forlade min lejlighed, vil hellere ligge i min seng og græde, men selv ikke tårerne vil vise deres tilstedeværelse, jeg er bare.. væk.

 

 



Bekymringer..

Kan i dag læse at der igen bliver trampet på syge og svage borgere når man nu begynder at pille ved kontanthjælpen og det gør mig rasende men mest af alt bange.
Min hverdag er fyldt med bekymringer i forvejen og denne udmelding hjælper så sandelig ikke på mit indre kaos og bekymrings helvede.
Jeg har lyst til at tude, jeg har lyst til at råbe og jeg har lyst til at hamre de partier der er gået med i dette med en stol lige i fjæset.
Jeg ville for alt i verden gerne bytte mit liv ud med en andens, jeg ville gerne arbejde, jeg ville gerne have overskud og energi til at få en hverdag hvor der er arbejde at stå op til - men jeg kan ikke.
Jeg bliver så pokkers forvirret over alt dette der sker og hvem skal man egentlig stole på når det gang på gang bliver de svage borgere som bliver trampet på.
Jeg ved ikke hvad det skulle hjælpe at trække nogle penge væk eller tvinge mig ud i arbejde udover at mit navn ville ende på en sten og min fysiske krop under jorden.
Jeg graver mig under dynen og forbander den her verden langt væk imens jeg samtidig spørger "hvorfor er det mig?!" hvorfor er det mig der er blevet syg, hvorfor kan jeg ikke finde ud af at have et normalt liv med arbejde og en tilværelse der er okay at være i?
Selvmordstankerne er ikke til at arbejde med i dag, hvis jeg virkelig er sådan en belastning for samfundet så stiller jeg mig gerne i kø for at få et pandeskud, jeg orker ikke det her.
Der er alt for mange bekymringer og nu kom der flere oveni.

Mørket kravler langsomt frem.

 

 

 

 

Forsvinder de her tanker nogensinde helt? får jeg det nogensinde så meget bedre at jeg kan være ligeglad med tankerne? lærer jeg nogensinde at balancere selv?
Er udmattet konstant, sover konstant og magter ikke de vågne timer.
Kigger på pillerne men overbeviser mig selv om at jeg ikke har det "dårligt nok" til at tage dem.
Springer rundt og griner i et eller andet desperat forsøg på at glemme men det virker ikke.
Får ikke sat ord på tingene selvom jeg forsøger..
Jeg griber ikke hænderne der vil hjælpe..
Jeg graver mig blot længere ind i mørket i håb om aldrig at vågne op..


Just close your eyes..

Jeg kvæles i gråden imens ordene tvinger sig ud.
"Ja det er også træls, du skal snart have det bedre!" er svaret på mine ord imens jeg kæmper for ikke at græde eller kaste med alt der står foran mig.

Samtale med psykologen, ord der kom frem i et desperat forsøg på at sætte ord på stormen.
Hun nikker og en gang imens smiler hun til mig imens jeg forsøger at regne ud hvad hun egentlig tænker om mig - spilder jeg hendes tid? er mine ord ikke de rigtige? eller giver intet mening?
Jeg ville ønske at hun ved afslutningen af samtalen ville give mig en pakke med løsning på den her ubehag og frustration, men det sker ikke.
Jeg gemmer mig i lejligheden med høj musik og smøger der bliver røget på rekord fart.
"Jeg har lyst til at lukke mig inde og aldrig komme ud igen" siger jeg til en af aftenvagterne da hun kigger over til mig, hendes svar overrasker mig "Det er måske en god ide" og i det samme ramler jeg ned i hullet hvor den evige "isolations trang" presser sig massivt på.
Jeg vil ligge mig under dynen og slukke lyset og bare aldrig vågne igen men ingen tager det ligeså seriøst som mit indre eller også er der ingen der kan komme på brugbare løsninger.
Jeg er vred indeni men jeg ved ikke over hvad, jeg er trist men jeg ved ikke hvorfor og mine selvmordstanker bliver mere og mere massive men jeg får det aldrig sagt højt.
En del af mig ville ønske de kunne høre mine tanker og en anden del af mig tænker at de godt kan men de bare ikke vil sige noget men i stedet gå og grine af mig og vente på et øjebliks svaghed før de angriber og vælter mig ud af kurs..
Fucking lorte .. aften.



Når mørket falder på..

Væggen læner sig ud gennem min ryg
Og gør værelset mindre end før.
Jeg tager mig sammen
Og skubber den tilbage.
Bliv der siger jeg
Endnu vil jeg leve.

Men jeg slukker lyset hurtigt igen
- selv skyggerne var for tung en vægt
- Michael Strunge.

Hvis jeg kunne så havde jeg råbt på hjælp men i stedet gemmer jeg mig i lejligheden.
Skrækkelige minder vender tilbage, jeg hører de bippende maskiner, jeg mærker nålene der bliver stukket ind i min sølle krop.
Selvmordstanker er ikke uvant men alligevel skræmmer de mig nu, at genopleve de situationer og føle elendigheden kravle igennem kroppen, jeg vil skubbe minderne væk men jeg kan ikke, de afspilles som film i mit indre og der er ingen pause knap.
Jeg ville sige så meget hvis jeg kunne, men jeg frygter deres blikke, jeg frygter deres ord.
"Det skal nok gå".. "Du skal nok komme ovenpå"... jeg ved de siger det af omsorg men de aner heller ikke hvordan dæmonernes kløer kradser mig hudløs indeni.
Min krop ryster, mine hænder ryster og jeg kan ikke finde ro.
Kravler under kædedynen men er nød til at rejse mig igen, jeg kan ikke holde det ud.
Jeg hører lyde på gangen men når jeg åbner døren er der ingen, men alligevel er hele mit system i beredskab og jeg føler mig sårbar og lille bitte.
Stemmerne er ingen trøst, jeg er et sølle menneske der ikke kan finde ud af at leve, jeg kan kun overleve og hvor længe virker det? Jeg har forsøgt at forlade livet men ikke engang dét kan jeg finde ud af og jeg bliver så ufattelig trist indeni når jeg bliver mindet på det.
Jeg skal til samtale hos psykologen i morgen men jeg ved ikke hvad jeg skal sige til hende, ligesom jeg heller ikke ved hvordan jeg skal svare min far når han spørger om jeg har det bedre.
Ingen forstår at "bedre" ikke eksisterer, jeg bliver bare bedre til at overleve og balancere indtil mit sind går i tusinde stykker og truer med aldrig at kunne blive hel igen, men måske har jeg aldrig været hel, måske blev jeg født ødelagt eller måske er livet bare ikke for mig..
Jeg ved det ikke..



Når tanker og bekymringer går hånd i hånd.

Jeg kan mærke det helt nede i maven.
Bekymringen der gnaver i mit indre, tanker der kører af sted.
Jeg ved det ikke er sundt men jeg ved heller ikke hvordan jeg skal stoppe det.

 

I disse dage er det farligt for mig at læse aviser og se nyheder men jeg kan ikke undgå det.
Min facebook er fyldt op af info som mine bekendtskaber poster og det er fair men alligevel begynder jeg igen at tænke at jeg er nød til at trække stikket, slukke for facebook og min mobil.
Alle er helt opkørte af alt det der sker i udlandet og jeg forstår det godt men for mig er det farligt, det er farligt at følge med i situationen i udlandet når ens sind er skrøbelig og angsten konstant banker på.

Jeg tager mig selv i at tænke konstant, ikke nødvendigvis om situationen i udlandet men over alt og intet og det bliver en ond spiral af tanker der forvirrer og gør mig utryg.
Har lyst til at trække gardinet helt ned og gemme mig under dynen indtil alt er okay igen.
Stemmerne er tilbage i en større grad end jeg lige havde forventet og det er svært at sige hvad der har "trigget" dem til at komme tilbage i massiv grad, muligvis min overtænkning.

I går stod jeg i mine forældres have og røg en smøg imens jeg kiggede på den mørke himmel.
Ordene indeni hovedet kom ud i det åbne imens jeg troede jeg var i sikkerhed dér i mørket.
Men jeg var ikke alene og jeg var ikke i sikkerhed, et forsigtigt "hej er du okay?" kom fra den anden side af hækken og jeg smed smøgen fra mig og forsvandt ind i huset igen.
Jeg er stadig i tvivl om hvem der lyttede ved hækken og om der overhovedet var nogen eller om det hele foregik indeni mit hoved igen.

Jeg tænker for meget og ingen forstår vist at det er et problem..
Men alt der foregår rundt om mig, alt der foregår indeni mig, alt bliver vendt og drejet.
Jeg er udmattet og jeg orker ikke mere larm.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 



At trække vejret

Det er svært at beskrive, det er som om ordene ikke vil ud.
Jeg trækker vejret, igen og igen men smerten forsvinder ikke.
Jeg føler mig kvalt imens jeg desperat svømmer mod overfladen.

 

 

Det er svært at sige hvad der sker indeni mig lige nu, men jeg forsøger.
Jeg har en kvælende fornemmelse i halsen, et hjerte der galoperer afsted og tanker der ikke kan beslutte sig for om de vil blive eller forsvinde.
Tankerne om at ende det hele kommer som en ekstra spiller på banen og jeg er ikke stærk nok til at tackle dem eller løbe fra dem.
Har lukket mig inde med høj musik og smøger, forsøger at komme igennem timerne indtil jeg kan kravle under dynen og hyle.
"Du ser ked ud" konstaterede en af dagvagterne i dag og ja hvordan skal man lige svare på det..
Jeg er ked af det men igen ved jeg ikke hvorfor, det kunne være over mit sølle liv og tilværelse, over de knuste drømme eller blot tanken om at man slet ikke fungerer.



En dag i sengen..

Det er svært at forklare, men jeg er væk.
jeg befinder mig i en trist tung tåge og jeg kan ikke finde ud.
Musikken hamrer mod væggene men selv de gladeste sange har mistet deres virkning.

Jeg stod op med rystende hænder og en krop fyldt med uro.
Morgenmaden gik bedre end forventet og jeg havde en interessant samtale med dagvagten om religion hvilket fangede mit skrøbelig sind.
Jeg smed mig under dynen og da jeg stod op igen, fyldte tristheden mig til bristepunktet.
Har det som om jeg ikke rigtig er til stede, som om jeg er forsvundet, som om jeg ikke findes.
Det er svært at forklare, det er endnu sværere at forstå.
Forsøger at være på bostedet men i dag er hård.
Bider tænderne sammen og forsøger at balancere men hvad hjælper det når jeg ikke kan række en hånd ud og sige "hjælp mig" for hvordan skulle personalet kunne hjælpe mig når jeg ikke kan forklare, jeg vil bare sove indtil det hele er bedre.


Indre kaos.

"Hvad med morgenmaden?" spørger hun imens jeg begraver mit ansigt under dynen.
"Jeg har ikke lyst til den lige nu.. jeg skal nok få spist" svarer jeg og forventer en kamp men istedet for en kamp svarer hun "Det ved jeg at du nok skal"
Jeg ved ikke om jeg skal græde eller grine eller hvordan jeg skal tackle hendes ord.

Weekenden er kommet og jeg gemmer mig under dynen.
Musikken strømmer ud af højtalerne og tvinger stilheden bort.
Jeg tænder den ene smøg efter den anden imens tankerne drøner afsted.
Jeg er virkelig ambivalent med personalet og det gør det bestemt ikke lettere at det virker som om de taler uden at tænke, men måske er det i virkeligheden mig der tænker for meget og siger for lidt.
Jeg orker ikke at forlade min lejlighed, end ikke for at hente min morgen medicin men det virker tilsyneladende til at personalet er ligeglade eller er optaget af vigtigere opgaver.
Jeg ved ikke om det er positivt at springe medicinen over, altså jeg mener om det gavner MIG eller det gavner mørket indeni, det tror jeg næppe men alligevel orker jeg ikke at gå de få skridt op til hoved huset for at hente de små runde piller men jeg burde, det ved jeg..



Fredag.. endnu en fucking Fredag.

Jeg ser glade mennesker omkring mig, mennesker som skal feste hele natten.
Jeg forstår dem ikke rigtig men alligevel misunder jeg dem for deres glæde og muligheder for at slippe kanten, bare en lille smule.
Jeg hader fredage.. jeg hader weekender..
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, jeg ved ikke hvad jeg bør sige.
Jeg får ros fra mange fronter og det er da også rigtig dejlig hvis jeg forstod hvorfor rosen kommer.
Jeg har det "godt nok" disse dage men ikke perfekt, men det er så svært at sætte ord på hvorfor dagene er "gode nok" eller hvad det egentlig betyder.
Sandheden er at jeg nok heller ikke ved det, de fleste dage er jeg bare følelsesløs og forsvundet, som om jeg bevæger mig i flere verdner på en gang - denne verden hvor jeg bor på bostedet, min egen verden med kløften og bjergene, frygtens verden der bringer mit sind i uro og angst og hvad der ellers er af planer som jeg bevæger mig på.
Det er svært at forklare når man ikke selv kan forstå det, det er svært at forklare når det er svær at skelne det hele fra hinanden.

"Du er vist lige væk" hører jeg folk sige og så vender jeg tilbage, men jeg har ikke lyst til at fortælle hvor mine tanker vandrer hen, måske vil jeg egentlig helst ligge i min seng og bare være til.
Mest af alt vil jeg bare sove indtil jeg er "rask" og "velfungerende" - jeg vil sove indtil jeg lærer at nyde livet og ikke være bange for min egen skygge.

Tanker fra en torsdag.

Der skal ske noget, man kan ligesom fornemme det.
Fornemme det på støvsugeren der flyver rundt,
Fornemme det på borde der bliver flyttet,

Men mest af alt på stemningen.

 

 

Det sker nogle gange om året at der afholdes pårørende arrangementer her på bostedet.
Jeg hader tiden op til, jeg hader tiden imens det foregår og jeg hader tiden efter.
Jeg har i de knap 4 år jeg har boet her, deltaget én gang sammen med mine forældre.
Min familie ønsker ikke at deltage og jeg ønsker ikke at deltage uden dem, det virker for underligt for mig og bringer et gammelt minde tilbage.
Mine forældre har aldrig rigtig været interesseret i klassefester, pårørende fester osv. hvilket har betydet at jeg er taget afsted alene og følt mig anderledes og forkert, eller måske at min familie er forkert. Jeg flygtede i formiddags og er netop først vendt hjem nu hvor festlighederne er overstået.
Personalet har travlt med at rydde op efter dagen og alle er i sådan et underligt glad humør hvilket jeg slet ikke kan håndtere at være i.
Jeg har lukket mig inde i lejligheden sammen med bostedets kat som kravler rundt i min seng og miaver fra tid til anden.
Jeg ville hellere sidde herinde med katten end at skulle forholde mig til beboere og personalet denne aften og jeg har fået lov til at trække mig efter en kort snak med folk da jeg hentede min medicin.

Jeg forsøger at handle, købe det som "tiltaler" MIG men alligevel sker det ikke.
I dag har jeg været i 4 forskellige butikker, taget varer ned fra hylderne og ned i min kurv for blot at tage varerne op igen og sætte dem på plads.
Jeg har så fandens svært ved at bruge penge på mad selvom jeg ved at jeg burde.
Nogle ting bliver okay at handle over tid men alligevel kan jeg slet ikke magte at skulle igennem de evige diskussioner i mit indre for at få "lov"
Penge er en fornøjelse, Penge skal bruges på fornuftige ting og mad er ikke fornuftigt eller en fornøjelse og jeg bliver SÅ ambivalent og sur at jeg nærmest kyler varerne ned af gangen og løber ud af de fandens butikker.

Min mor forstår det ikke, min far forstår det ikke og det hjælper intet at de siger "jojo køb den nu" faktisk skræmmer det noget indeni mig endnu mere og så er jeg bare NØD til at sætte det på plads igen.. Jeg bliver bare så evigt træt af de diskussioner indeni..

 



En stille opstart.

Der har hersket stilhed længe, alt for længe.
Ordene falder fra hinanden og samles til nye ord igen og igen.
Jeg vil skrive, jeg vil beskrive og jeg vil tømme mit sind for kaos.
Jeg ved ikke om der er nogen derude længere men jeg vil langsomt vende tilbage til bloggen og skrive indtil jeg kan falde til ro, skrive indtil alt giver mening.
Det er min ventil og jeg har brug for den - både på de gode men også de dårlige dage.
Undskyld for stilheden.

Stilheden..

Jeg gemmer mig under dynen.
Trækker puden op til munden og kvæler lyden i den.
Hjertet banker og det samme gør angsten.
Jeg kan ikke forklare det.
Jeg kan aldrig forklare det..

 

Her har været stille længe men ikke med min gode vilje.
Har forsøgt at skrive men alle mine indlæg bliver slettet igen.
Ordene vil ikke rigtig ud, jeg kan ikke rigtig forklare, det virker tåbeligt at forsøge.
Men nu skriver jeg, jeg forsøger.

Jeg kan ikke rigtig forklare hvordan jeg har det, det er som om ordene forsvinder indeni mig eller også er det mig selv der forsvinder i min egen forvirring.
Jeg har det ikke godt, det ved jeg men jeg kan ikke forklare hvordan eller hvorfor.
Medicinen virkede men så stoppede den med at virke og det er ikke logisk, jeg er ikke stoppet med at tage den som jeg tidligere har gjort, nej jeg har taget den hver eneste dag selvom det er en kamp.
Men det virker ikke ligeså godt som før og det mærkes tydeligt indeni.
Jeg er stille og så alligevel ikke, det er som om jeg befinder mig bag en væg og betragter verdenen igennem den, en tåget og mørk verden.
Jeg rammes af angsten flere gange om dagen og tristheden? den har aldrig været væk.
Selvmordstankerne flyver rundt og jeg prøver bare at komme igennem dagene.
Jeg orker intet.. jeg orker virkelig intet..

 

 

 

 

 

 

 

 



Forudsigeligt stormvejr.

Jeg mærker kvalmen, allerede da mine øjne slår op.
Jeg vil allerhelst blive liggende i sengen men jeg får ikke lov.
Tager et tæppe omkring mig og lister ud i morgensolen med en smøg.
Angsten kravler frem fra buskene og hilser pænt goddag.
Jeg ved at jeg er udfordret, allerede før jeg står i stormvejret..

 

 

Jeg var virkelig taknemmelig for at jeg havde valgt at tage et bad i går aftes.
Det betød at opgaverne her til morgen var få, men stadig krævende.
Jeg satte mig bag rettet i bilen, skruede op for musikken og lod gps'en føre vej.
Jeg skulle til barnedåb med min mor og bare tanken om kirken kunne få hårene til at rejse sig.
Vi ankom 15 minutter før og kirken var allerede proppet med mennesker, jeg rendte forvirret rundt men heldigvis vinkede min bror os over til en plads og så prøvede jeg bare at bevare roen.
Alting virkede til at gå godt, jeg følte at jeg havde nogenlunde kontrol over det hele.
Præsten talte om at være taknemmelig, at huske at sige tak hvilket jo er et rigtigt godt budskab der dog blev kvalt i forvirringen inde i mig.
Efter gudstjenesten skulle vi køre 30 minutter for at ankomme til "festen" bagefter.
Der blev serveret mad og jeg endte i en diskussion med min mor der ikke kunne forstå at det var umuligt for mig at spise noget, diskussionen endte ikke kun imellem min mor og jeg, men også mine brødre der alle var uforstående over for hvorfor jeg nægtede at spise noget.
Jeg fløj ud og røg den ene smøg efter den anden og imellem turene nippede jeg til en dåse sodavand.
Alting gik okay, sådan føltes det hvert fald til at starte med.
Men så skete dét, jeg mærkede muren ramme mig med topfart.
Min mor ville ikke hjem før vi havde fået kaffe og kage, folk strømmede ind i lokalet hvor vi sad og jeg var overvældet, alt for overvældet.
Jeg mærkede for alvor følelsen af at være ensom selvom jeg var omgivet af mennesker, jeg følte mig fjern og forsvundet, alt virkede så surrealistisk og så voldsomt.
Folks ord blev høje, larmen blev for overvældende og jeg blev fyldt med rekordfart.
Jeg kunne opsnappe samtaler fra alle ender af rummet som blev blandet sammen og jeg blev forfærdelig bange og så forfærdelig vred.. forvirret.
"Jo men der er noget med skizofreni" hører jeg en dame sige ovre ved det andet bord, "Jeg arbejder med sådan nogle" hører jeg en kvinde sige ved det tredje bord, "Ja det er jo interessant" hører jeg manden sige og så bliver alle ordene kædet sammen til EN samtale indeni mig og jeg blev så.. bange.
Jeg havde en overvældende fornemmelse af at folk omkring mig kunne høre hvad der foregik indeni mit hoved, at de talte om mig og at de grinte af mig.
Fornuften forsvandt fuldstændig, jeg kunne intet gøre.
Endte med at forlade alle gæsterne og min mor, kæmpede for at holde sammen indtil jeg sad inde i bilen og så brød verdenen sammen for mig.
Jeg kunne ikke stoppe med at græde og jeg følte at jeg gik fra hinanden.
Min svigerinde bankede på ruden og jeg åbnede døren, "er du okay?" spurgte hun og jeg kunne kun ryste på hovedet og så kæmpede jeg for at holde tårerne tilbage.
Hun gik og kort tid efter kom min bror med min mor og så kørte vi hjem.
Jeg var opfarende hele vejen hjem og slet ikke koncentreret, da vi endte hjemme skældte jeg ud og bad mine forældre om at lade mig være i fred, jeg kunne slet intet udover at kravle under dynen..

Nu er det så nogle timer siden, jeg sidder i min lejlighed nu og forsøger at finde ro nok til at falde i søvn.. alting er bare for meget, det har været for meget alt for længe.



Rystende advarsler.

Jeg mærker det under huden, som insekter der kravler rundt.
Mine hænder ryster, min krop ryster.
Jeg forsøger at aflede, jeg forsøger alt.
Men de rystende advarsler forsvinder ikke,
kroppen falder fra hinanden.
Men ingen ser det.
Kun jeg..

Er hjemme i lejligheden igen, har været her nogle timer.
Prøver at holde mig i gang, forsøger desperat at undgå faldet.
Musikken strømmer ud af højtalerne og jeg forsøger at synge med for at aflede.
Smøg efter smøg bliver tændt og jeg føler mig mere og mere skrøbelig.
"Kan du sove godt!" var det sidste jeg hørte inden jeg lukkede døren bag mig og vandrede ud i mørket med den her krybende fornemmelse.
Jeg kan ikke sige om det er fysisk jeg er skidt eller om det er psykisk, måske en god cocktail af begge dele som nu sparker mig ud af kurs.
Jeg skal lære at være i min lejlighed, men jeg ved ikke hvordan disse dage.
Alting virker uoverskueligt men jeg prøver virkelig..

Tordenvejr i det indre.

Jeg hamrer hånden mod væggen, igen og igen.
Jeg sparker til skabet og hamrer hovedet imod døren, igen og igen.
Mine naboer må undre sig, men ingen siger noget.
Tårerne kommer frem, jeg kan ikke stoppe dem.
Råber ud i rummet og lyden kvæles i hyl og jamren.

 

 

Jeg har været hjemme i knap 1 time nu.
Min lejlighed sejler i rod, jeg har kastet rundt med det meste.
Smøg efter smøg bliver tændt, røgen sender små nød signaler op i luften, men ingen ser dem.
"Jeg vil ikke snakke" hører jeg mig selv mumle og så smækker jeg døren efter mig og vandrer ud i mørket uden nogen spørgsmål eller forklaring.
"Jeg kan se du har det skidt" hendes ord forsvinder ind i tankerne og jeg ryster på hovedet igen og igen, jeg magter ikke at snakke, jeg magter ikke at forklare.

Sidder i lejligheden, slukker lyset og så kører det hurtigt.
Velkommen til stemmerne, velkommen til vreden, velkommen til usikkerheden.

Jeg har været opfarende hele dagen og jeg er sikker på at de andre kunder i de butikker jeg har befundet mig i, har rystet på hovedet af mig.

Jeg er ligeglad, de er hyklere og løgnere ligesom alle andre, deres rysten på hovedet og ord praller af på mig, jeg vil ikke længere lytte og jeg vil ikke længere kæmpe.

Jeg er som en zombie der kravler rundt, tristheden er massiv og med tristheden kommer selvmordstankerne, men jeg er ligeglad.

Jeg er ligeglad med det hele, takket være det lort jeg endnu en gang befinder mig i.

Det er det jeg har sagt hele tiden, man kan ikke stole på et system der er bundråddent og fyldt med fjender der gang på gang river tæppen væk under mig og venter på at jeg springer.

Det er det de vil.. jeg skal selv tage springet.. og så er jeg væk.. og ikke noget problem mere.



Tanker der ødelægger.

Mit hoved er ved at eksplodere.
Tårerne presser sig på, men jeg bider tænderne sammen.
Hjertet banker hårdt og højt, truer det med at gå i stå?
Angsten kravler frem fra sit skjul og tvinger mig i knæ.
"Jeg kan se at du har det rigtig svært. Tror du ikke vi lige skulle snakke lidt?" står der i sms'en.

Mine hænder ryster, jeg kan ikke ramme knapperne men til sidst kommer ordene
"Vil ikke snakke. Er gået i seng"
Men det er en løgn, jeg er ikke kravlet i seng men vandrer rundt i cirkler.
Jeg tramper vredt i gulvet, jeg banker hænderne imod muren.
Jeg er svimmel, jeg er oprevet og tårerne truer med at komme.
Jeg kan ikke finde ud af mine tanker, jeg er så forvirret og bange.
Sorte mænd, sorte engle, en gud, en himmel og et helvede.
Selvmordstankerne er for meget, alting er for meget, jeg kan ikke.
Skriver igen og igen ord ned, krøller sedlen sammen og kaster det mod væggen.
Jeg rummer ikke mere, jeg kan ikke mere, jeg vil ikke mere.
... Hvorfor kan i ikke bare lade mig dø?

Jeg tvinges i knæ og kroppen ryster.
Jeg kan høre de bippende maskiner indeni hovedet, som om jeg allerede ligger i den hvide hospitals seng med læger der kæmper for at holde liv i min sølle krop.

Jeg kan ikke skelne mellem minderne, tankerne og hvor jeg er lige nu.

Ryger smøg efter smøg for at dulme angsten, men det virker ikke.

Jeg frygter den hvide seng, jeg vil ikke vågne op igen.

Men for at ende i den hvide seng skal jeg sluge pillerne og findes -

- men jeg vil ikke findes.

Ikke mere, ikke igen.

Lad mig lulle mig ind i søvnens tryghed og lad mig falde i søvn i dens store arme.

Og lad mig aldrig vågne igen.

Hvis bare jeg aldrig vågnede igen..

At spærre sig inde.

Ordene flyver rundt i mine tanker som voldsomme krager der skriger.
Mine øjne er sløret, jeg er forsvundet i tågerne.
Bider mig i læben og smager den metalliske smag af blod.
Niver mig i armen i et forsøg på at komme tilbage.
"Jeg kan ikke" hører jeg mig selv råbe men ingen hører det.
Skruer op for musikken, ordene giver mere og mere mening.
Tankerne lever deres eget liv og jeg er ikke en del af det.
.. jeg er ikke en del af noget.

 

 

 

Det var som om det skete gradvist.. og så pludseligt.Jeg forstår ikke hvad der er galt med mig, jeg forstår ikke hvad det er der sker.
Det ene øjeblik føler jeg at jeg står på toppen af bjerget og jubler, jeg er "glad", jeg griner, jeg pjatter, jeg kommer ud af min lejlighed og så pludseligt sidder jeg ved foden af bjerget og stirrer op igen.
Jeg er i alt for lang tid bedt om en pause, men når man ikke selv aner hvordan man skal få den pause så er det svært at opnå noget som helst.
Det var som om jeg følte at der endelig var styr på alting, min behandling kørte gradvist bedre og bedre, jeg havde styr på min økonomi, jeg stod op, jeg.. overlevede.
Men at overleve er ikke nok for nogen som helst, heller ikke for mig.
Det har kørt hurtigt i lang tid, massere af mennesker at se, massere af forventninger fra familie og venner, en ferie og en forstuvet fod.
Nu kom beskeden så at min behandling måske bliver ændret igen, VISO er på banen igen med et ønske om en samtale, min økonomi sejler igen uden at jeg ved hvordan det gik til.
Min søvn er fyldt med mareridt, mine vågne timer er en slags tåge, jeg husker ingenting.
Og det værste er det her med ikke at kunne huske, det påvirker alt hvad jeg laver - jeg kører bil men er ikke til stede, jeg går en tur alene og aner ikke hvor jeg har været eller hvor jeg er på vej hen.
jeg kan ikke huske samtaler eller hvad der er sagt eller aftalt, alting er væk.
Selvmordstankerne forsvandt aldrig men de var mindre i en periode men nu hamrer de indeni mit hoved sammen med mærkelige tanker og ord der flyver rundt.
Jeg har altid skrevet meget og i en periode var det rigtig svært fordi min hjerne ikke samarbejde ordentligt men nu dukker der sære sætninger op i mit hoved som skræmmer mig.
Jeg bekymrer mig om alting og der dukker spørgsmål op som ingen kan svare på, intet svar vil nogensinde kunne berolige mit urolige sind.

Jeg er bange for livet, det har jeg altid været - den frygt bliver ikke mindre.
Jeg læste en gang en teori om at man mente at folk der begik selvmord var engle der ikke kunne tåle at være på jorden pga. alt den smerte og ondskab der var hernede.
i dag har jeg tænkt på om selvmordstanker er guds måde at kalde en tilbage på? jeg har tænkt på hvad der sker efter livet og om jeg overhovedet tror på det evige liv eller hvordan det føles at være død?
Jeg frygter livet mere end døden, jeg frygter mig selv mere end al verdens udfordringer, men mest af alt frygter jeg lige nu at gå fuldkommen i stykker.
Jeg låser mig inde i lejligheden, slukker alt lyset og skruer op for musikken i et desperat forsøg på at overleve.. men måske er jeg allerede død?





En underlig dag.

Træthedens vægt tynger mig ned,
den tvinger mig i knæ.
Jeg kæmper for at holde øjnene åbne,

men der er ingen kræfter tilbage.
Jeg kravler under dynen og håber på at falde i søvn;
men angsten flår dynen af mig og tvinger mig ud.

Jeg har mærket en hel del til trætheden i dag, mere end normalt.
Det er som om der ikke er en eneste dråbe energi i min krop.
Har kravlet i seng og kravlet ud flere gange end hvad der kan tælles på to hænder.
Kan ikke holde uroen ud, kan ikke holde angsten ud.
Men jeg er nød til at sove, jeg er nød til at få ro.
Det er som om dagen er forsvundet i tåger og hvis nogen spurgte hvad jeg havde foretaget mig i dag så ville jeg ikke kunne svare, hvilket gør mig endnu mere urolig.
Vil gerne sove og alligevel tør jeg ikke.
Mit sind er forvirrende og skræmmende, men jeg holder hovedet højt.
- Det er man nød til når ens indre er ved at slå en ihjel.



Når der er mere end ét monster.

Kravler ind i hjørnet med benene op under hagen.
Kroppen skævler i mørket men lyset er jaget bort.
Jeg er så bange men jeg ved ikke hvorfor.
Tankerne flyver rundt i rummet;
 de hviskende stemmer rammer væggene som et ekko der aldrig stopper.
Søvnen er ikke længere tryghed, kæmper for at holde øjnene åbne.
"Løb mens du stadig kan"
Angsten kryber op af rygraden og fylder mig med ubehag.
Ville ønske jeg kunne smile;
Bare et par sekunder mere.
Men jeg kan ikke.

.
Jeg holder hovedet højt, så højt jeg overhovedet kan.
Smiler og griner, flyver rundt som en forvirret fugl der konstant rammer væggen.
"Du ser ud til at have en god dag" hører jeg dem sige og jeg nikker samtidig med at noget indeni mig falder fra hinanden og efterlader mig ødelagt.
Tankerne har fyldt mit hoved i lang tid uden at jeg har kunne sætte ord på det.
De eneste ord der kommer ud, virker så pokkers forkert.
Mærker frustrationen over alt det uvisse, mærker angsten for at det igen skal gå galt.
En del af mig er vred og den vrede kommer ud til de forkerte mennesker, ingen burde være til stede når vreden kommer frem men det er som om jeg ikke bestemmer det.
Jeg søger tryghed og stabilitet, det har jeg altid søgt - måske også da jeg ikke var klar over at det var det jeg eftersøgte i mit liv.
En del af mig bliver ved med at tænke at jeg ikke burde snakke, at jeg ikke burde sige noget men blot skrive ordene for så er jeg stadig i sikkerhed men stilheden vil langsomt kvæle mig.

Jeg kravler under dynen og bider i puden.
Jeg kan ikke komme af med alt det her kaos indeni, det er et stormvejr som har været der længe men forskellen er at den nu kun foregår indeni mig og at jeg stort set ikke formår at kommunikere den ud.
Min kp mener vist at jeg faktisk formår at sætte ord på, men jeg føler ikke at jeg siger noget.
En del af mig savner hashen og alkohol, men jeg ved hvor syg jeg bliver af det efterfølgende og at alle døre omkring mig vil smække i, men jeg kan mærke at jeg kører alt for hurtigt og jeg aner ikke en gang hvordan jeg skal stoppe det..

Er der en mening..

Jeg har ofte og længe oplevet at mine drømme bliver til mareridt.
Som alle mennesker så drømmer jeg også men drømmene hænger fast i kroppen mange timer efter jeg er vågnet op, følelser fra drømmen og tanker fra drømmen er svære at ryste af sig.
I lang tid forstod jeg ikke mine drømme, de var mærkelige og snørklede.
I perioder har mine drømme været præget af min angst og situationer der i de vågne timer er voldsomt angst provokerende for mig - som fx. at befinde mig i vand eller under vand.
Men oftere og oftere oplever jeg nu at mine drømme er minder der bliver genspillet - både minder fra da jeg var barn og fra mit liv nu, men mest af alt drømme hvor jeg har det skrækkeligt.
Jeg drømmer om de perioder hvor jeg har haft det rigtig rigtig skidt hvilket lige nu er svært at være i da verden omkring mig er usikker grund.

Jeg har specielt haft drømme om mine selvmordsforsøg, om at jeg har forsøgt at kalde på hjælp og råbe folk op men ingen gjorde rigtig noget og måske var de ligeså frustreret som jeg var.
Det er underligt at vågne op efter sådan en drøm, særligt når selvmordstankerne ikke ligger langt væk men altid er et sted i hovedet hvor de fra tid til anden hopper frem og siger "Så er vi her igen!"
Jeg drømmer om situationer som da jeg blev lagt i bælte eller da jeg blev slæbt med af politiet, om skænderier imellem mig og mine forældre eller bare ensomme minder.
Jeg ved ikke hvilke der er de værste, det er svært at bedømme men jeg kan ikke finde ud af om der er mening med at mit sind graver de minder frem nu? eller er det bare for at presse mig lidt mere..? 

En masse ord der fylder i hovedet..

Jeg balancerer på kanten, lige dér hvor det kan være farligt.
Det er som at jonglere med motorsave, jeg ved at det går galt.
Jeg smiler, jeg griner og jeg springer rundt i et forsøg på ikke at falde.
Men i virkeligheden har jeg mest af alt brug for en pause
- en pause jeg ikke kan tage.

Mit indre er fyldt af rod, tanker og ord.
Der sker så meget og alligevel sker der intet, det er den generelle fornemmelse indeni.
Jeg har overstået ferie og de fleste planer men mit indre kører stadig på højtryk og jeg ved ærlig talt ikke helt hvordan jeg skal standse det her kaos.
Jeg har forstuvet foden og jeg føler mig så pisse dum over at det skete, det har ligesom sat alt fysisk aktivitet ud af spillet i minimum 7 dage endnu og det frustrerer mig helt vildt.
Kan ikke holde ud at sidde stille, kan ikke holde ud at jeg ikke kan løbe en tur eller cykle, jeg bliver angst af tanken om at jeg ikke kan bevæge mig.

Jeg har stadig intet hørt fra VISO og jeg bliver mere og mere vred, føler mig dum over at åbne op for dem og tro at der ville være hjælp at hente.
Har opgivet morgenmaden indtil videre og selvom min kp mener at vi stadig skal forsøge så har jeg nok givet op på hele projektet igen, jeg åbnede for noget svært og stod alligevel ret alene med det.
Min kp er nok den der har interesseret sig mest for det her, i starten var en del af personalerne meget interesseret og ville gerne være med i projektet men det er som om at det ikke er interessant mere og ingen vil rigtig vide hvorfor morgenmaden er droppet, ingen går i dialog med mig - altså udover min faste kontaktperson som ikke giver op selvom en del af mig ønsker det.

Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal gribe verdenen an, og jeg frygter lidt min næste samtale på psyk.

Jeg sendte min behandler en mail med en masse emner men sandheden er nok lige nu at jeg ikke orker at snakke med hende om noget af det.

Jeg har forfærdelig svært ved at sætte ord på mit indre og mig selv, jeg forsøger men det virker ikke rigtig som jeg gerne ville have det.

 



piller.. piller.. og flere piller.

"først ta'r jeg piller for at sove om natten
og så ta'r jeg piller for at vågne om morgenen
piller må skal jeg ha'
jeg ta'r en snes hver eneste dag
de koster penge
og dem må jeg tjene
tanken om det gi'r mig voldsom migræne
pillerne jeg ta'r for det
sløver mig så vidt jeg ve'
så må jeg ta' et par piller der kvikker
og så er jeg lysvågen hver gang jeg ligger
og så kan enhver forstå
at jeg må ha' no'et at sove på
ingen tager piller bare for sin fornøjelse"
 - Medicin med det samme af Grethe Sønck

Jeg har tænkt og tænkt, ja det er nærmest som om tankerne ikke vil stoppe.
Medicinen jeg tager er ordineret af lægen for at hjælpe mig, og jovist hjælper de mig i en eller anden grad men ikke i den grad jeg ville ønske men er der sådan en pille?
Jeg har været igennem en masse præparater igennem tiden, nogle har virket lidt og andre har overhovedet ikke - ligesom at nogle gav små bivirkninger og andre store.
Lige nu får jeg Clozapin også kendt som Leponex og så Venfalxin.
Det ene imod noget og det andet mod noget andet, det er vel fint alt sammen.
6 piller om morgenen, 2 til at fjerne bivirkninger, 2 mod tristheden og 2 imod resten af kaosset.

Til aften får jeg igen 6 piller, 2 til at fjerne bivirkningerne og 4 til at fjerne det resterende kaos.
Jeg er meget ambivalent i forhold til medicinen og mærker virkelig hvor stor en kamp det er for mig at forblive stabil i det men jeg kæmper - det skal der ikke være tvivl om.
Pillerne har været mine "venner" og mine værste "fjender" jeg har taget for mange, jeg har taget for lidt og det er en svær balance gang.
Jeg ville ønske der var sådan EN pille der kunne fjerne det hele, men det er nok bare ønske tænkning, jeg ved jo godt at den pille ikke findes og at der nok aldrig kommer sådan en.
Jeg ville ønske jeg kunne blive medicin fri og samtidig frygter jeg at stoppe på medicinen fordi jeg ved hvor langt ned jeg røg sidste gang.
Jeg er evig og altid ambivalent med den lorte medicin og folk kan nok ikke rigtig forstå det..
Men ja.. jeg stirrer på nat medicinen og overvejer mit næste træk..



At holde vejret...

Jeg tager en dyb vejrtrækning og lader luften blive i mine lunger.

Det er en form for overlevelse at holde på vejret, så længe jeg ikke trækker vejret så mærker jeg ikke mig selv, men til sidst må jeg trække vejret og så vælter hele korthuset med et brag..

Jeg forsøger at være i mig selv, jeg hopper på stedet og lader den lille ballstick bold rulle under mine fødder men når først angsten starter så er der intet der hjælper - jeg kan kun holde ud og vente på at det går over.

Jeg er på ferie med mine forældre og i morgen skal vi hjem igen, hvilket jeg ser rigtig meget frem til.

Det har været en rigtig fin ferie der er gået bedre end forventet men alligevel er jeg udmattet og frustreret, jeg bliver let vred og opfarende, det er nok den der udmattethed der provokerer mit indre.

Spiseforstyrrelsen raser og jeg forsøger at lægge planer for tiden efter ferien men når jeg har en skadet fod så kan jeg ikke regne med noget som helst.

Jeg var på stranden igår med mine forældre og hunden, en kort løbe tur var nok til at minde mig på at min fod ikke duer lige nu hvilket betyder at jeg godt kunne have grædt hele natten men der var ingen tårer, kun en sær angst tilstand hvor jeg følte at jeg fløj ud af mig selv - jeg kunne se mig selv oppe fra og det gjorde mig bange, oplevelsen gjorde mig bange..

Mine forældre sover lige nu og jeg prøver at koncentrere mig om fjernsynet men jeg ved ikke lige..

Jeg glæder mig nok bare til at komme hjem og til at være alene.

At føle sig overladt til sin egen kamp.

Jeg åbner mit hjerte, fortæller de skrækkelige ting.
Flovhed og skam fylder mig til bristepunktet men jeg åbner op fordi det føles sikkert.
Men ligeså snart det føles sikkert så forsvinder de igen.
Jeg vidste allerede ved første ord at det var en dum ide men jeg tog imod hænderne der var rakt ud til mig som en hjælpende gestus.
Jeg vidste at jeg ville stå alene igen, ingen ville nogensinde blive ved min side i denne kamp.
Det er sket før og jeg vidste det ville ske igen.

 

Jeg skrev en mail, en lang mail hvor jeg åbnede op for nogle tanker.
Jeg vidste at jeg ville skulle vente på svar, de skulle på ferie men jeg talte dagene fra de var væk til at de burde være tilbage.
Men intet svar er kommet på min mail, min frustration er til at mærke men det nytter ingenting at snakke om frustrationen og det hjælper intet at forvente at folk bliver der ved min side når de ved at de åbner døren op for dæmonerne.
Jeg har lyst til at opgive kampen imod den såkaldte spiseforstyrrelse og bare lade mig falde tilbage i gamle rutiner og rytmer, føler at folk alligevel er pisse ligeglade.
Jeg er ikke den "dygtige" patient der blot spiser sin mad og følger alle reglerne, nej jeg kæmper en kamp indeni som ingen rigtig kan forstå.
Stemmerne, spiseforstyrrelsen og tankerne om at gøre skade på mig selv, jeg er alene med dem i en eller anden grad, jeg kan ikke sætte ord på de ting og ingen virker til at være interesseret - hvert fald ikke i længden og jeg forstår dem godt - det er ikke håndgribeligt eller let at forstå, selv ikke for mig som står midt i den orkan der er indeni.
Jeg ved ikke om jeg skal forvente et svar på min mail længere, måske skal jeg bare glemme det hele og give op og lære af dette forløb - lære at man ikke skal åbne døren man ikke selv kan lukke, selv ikke hvis der står nogen som siger at de forstår og vil hjælpe.
For hjælpen er bare en illusion, et eller andet forsøg på at få mig til at føle mig forstået og respekteret.
Fuck it.. jeg er alligevel ødelagt i forvejen, så hvad forskel gør det at føle sig sparket til?..



Når mørket altid finder en..

Jeg pakker tasken og lader dæmonerne blive hjemme, det er hvert fald det jeg tænker.
Jeg prøver at forberede mig på en weekend sammen med en masse mennesker, en weekend hvor det at "trække sig" ikke er helt muligt, men jeg prøver at bevare det positive sind.
Jeg lukker døren bag mig og sætter mig i bilen, jeg kører af sted med høj musik på radioen.
Jeg skal nok klare det.. det er det jeg gentager for mig selv hele vejen.

 

 

Det er måske naivt at tro at jeg kan lade dæmonerne blive hjemme, det er måske lidt for optimistisk, men jeg håbede at det ville virke..
Jeg tog af sted fredag morgen og har siden været i gang indtil for nogle timer siden.
Jeg har været på lejr med en masse skønne mennesker, det er der ingen tvivl om.
Men de dæmoner jeg troede jeg havde efterladt hjemme, fandt mig hurtigt igen.
Jeg har været stresset op til denne weekend, der har været så meget at holde styr på og jeg har nok for alvor været presset og stresset.
Fredagen gik okay på trods af alt for meget arbejde og min krop var flad.
Men lørdagen var et helvede for mit indre, alt for meget for mit skrøbelige sind.
Vågnede med angst og forvirring, pludselig kom stemmerne, ikke de stemmer jeg normalvis kæmper med men stemmer af de folk jeg var omgivet af - som om nogen holdt dem for munden imens de forsøgte at snakke til mig.
Min angst blev ikke bedre og stemmerne blev grunden til at jeg slet ikke hang sammen lørdag.
Jeg forsøgte virkelig at være til stede og forsøgte virkelig at bevare overblikket.
Det skræmmer mig at stemmerne ikke var de samme som normalt, det skræmmer mig at der er kommet nye stemmer til, men er det nogle der vil blive der? jeg ved det ikke.
Jeg kom retur i eftermiddags hos mine forældre og fik et solidt måltid og så blev jeg kørt hjem.
Har været i bad og så siddet foran computeren.. overvejer at kravle i seng.
Endte ud med en forstuvet fod og et energi niv der er total fladt og så med en ny erfaring - at dæmonerne ikke bare kan pakkes ned i en kasse og være væk.. de vil finde mig ligemeget hvor jeg gemmer mig..

 



Ræk djævlen din lillefinger og han vil tage hele hånden..

"Jeg tror du har helt styr på det" sagde hun og klemte min skulder.
Jeg nikker og smiler, "Ja jeg skal nok få spist" svarer jeg selvom jeg ved at det er en løgn.
Jeg lukker døren og vandrer hvileløst rundt i lejligheden uden at vide hvad jeg skal.
 Jeg prøver at overbevise mig selv om at det er okay alt sammen, men hvad hvis jeg ikke har styr på det? hvad hvis jeg ikke kunne spise selvom jeg ville.. tanken gør mig bange og så stopper jeg med at tænke over den slags igen, indtil den næste kommentar rammer en dag..


 

 Jeg føler mig magtesløs, jeg føler mig udmattet, jeg føler mig forsvundet.
Det er som om verdenen omkring mig langsomt forsvinder, det er som om alt virker mere og mere uvirkeligt eller uægte og jeg bliver ærligt i tvivl om hvad jeg skal stole på.
Jeg sad ved spisebordet her til morgen ligesom jeg har gjort andre dage, jeg hældte yoghurten op og satte mig ved bordet med dagens kp ved siden af mig.
"Det er blevet nemmere ik?" spørger hun og jeg smiler og svarer "Jo det syntes jeg"
Hun sidder og snakker om hvor dygtig jeg har været og at det er gået så godt med at spise morgenmad, hun havde ikke forventet at det ville gå så godt.
Indeni mig griner stemmerne, indeni mig kommer der massive bølger.
Jeg spiser min morgenmad som den dygtige "patient" jeg er og går den korte tur.
I dag er det onsdag, hvilket vil sige at jeg skal ned på det der værested og træne.
Træningen kom jeg igennem med massiv pres indeni og et krav om skulle gøre mig umage.
Jeg endte med at løbe en god tur på løbebåndet og da jeg så var færdig og skulle op og finde min kp. så var hun væk og det stressede mig.
Ventede på at hun kom retur men hun kom ikke retur inden jeg valgte at cykle hjem, tanken om at jeg kunne nå at cykle en god tur rev i mit indre.
Jeg fik cyklet og jeg kom i bad og nu er jeg så træt og smadret uden at kunne sætte ord på alting der har foregået i mit indre i dag..
Min faste kp kommer i aftenvagten og jeg vil forsøge at sætte ord på det, men jeg ved sgu ikke..
Jeg ved ikke om det går så godt som alle mener det gør, det går vel an på de øjne der ser på det.. og måske er jeg bare lidt for sortseende og negativ.. måske er det bare mig den er galt med..